Gadara

gad'-a-ra (Gadara):

1. Gadarenernes land:

Denne by nævnes ikke i Skriften, men det territorium, der tilhørte den, omtales som chora ton Gadarenon, "Gadarenernes land" (Matt 8,28). I de parallelle steder (Mark 5,1; Luk 8,26; Luk 8,37) læser vi: chora ton Gerasenon "Gerasenernes land." Der er imidlertid ingen god grund til at betvivle tekstens nøjagtighed i nogen af delene. Byen Gadara er i dag repræsenteret ved ruinerne af Umm Qeis på højderne syd for el-Chummeh – de varme kilder i Yarmuk-dalen – omkring 6 miles sydøst for Galilæa-søen. Det kan betragtes som sikkert, at Gadaras jurisdiktion, som den vigtigste by i disse egne, strakte sig over landet øst for søen, omfattende også de mindre by GERASAS områder (se der). Skibet fremtræder hyppigt på dens mønter: afgørende bevis for, at dens territorium nåede til søen. Stedet kunne derfor med god grund kaldes enten "Gerasenernes land," med henvisning til det lokale centrum, eller "Gadarenernes land," med henvisning til den overordnede by.

(BEMÆRK.–Textus Receptus' læsning i Det nye Testamente, ton Gergesenon, "Gergesenernes," må forkastes (Westcott-Hort, II. App., 11).)

2. Historie:

Navnet Gadara synes at være semitisk. Det høres stadig i Jedur, som er knyttet til de gamle klippegrave med sarkofager øst for de nuværende ruiner. De lukkes af udskårne stendøre og benyttes som kornmagasiner samt som boliger af befolkningen. Stedet omtales ikke før senere tider. Det blev erobret af Antiokos den Store, da han i 218 f.Kr. først invaderede Israels land (Polyb. v.71). Alexander Janneus belejrede stedet og erobrede det efter en ti måneders belejring (Ant., XIII, iii, 3; BJ, I, iv, 2). Pompejus skal have genoprettet det, 63 f.Kr. (Ant., XIV, iv, 4; BJ, I, vii, 7); heraf ser det ud til, at det var gået tilbage under jødisk styre. Han gav det en fri forfatning. Fra denne tid blev byens tidsregning regnet. Det var sædet for et af de råd, som Gabinius havde indrettet til styrelse af jøderne (Ant., XIV, v, 4; BJ, I, viii, 5). Det blev givet af Augustus til Herodes den Store i 30 f.Kr. (Ant., XV, vii, 3; BJ, I, xx, 3). Kejseren ville ikke lytte til befolkningens anklager mod Herodes for undertrykkende optræden (Ant., XV, x, 2 f). Efter Herodes' død blev det henlagt til provinsen Syrien, 4 f.Kr. (Ant., XVII, xi, 4; BJ, II, vi, 3). Ved begyndelsen af det jødiske oprør blev landet omkring Gadara ødelagt (BJ, II, xviii, 1). Gadarenerne tilfangetoges nogle af de dristigste jøder, hvoraf flere blev dræbt og andre fængslet (ibid., 5). Et parti i byen kapitulerede den til Vespasian, som placerede en garnison der (BJ, IV, vii, 3). Den fortsatte med at være en stor og vigtig by og var længe sæde for en biskop (Reland, Palestine, 776). Med muslimernes erobring faldt den i skyggen, og er nu en fuldstændig ruin.

3. Identifikation og beskrivelse:

Umm Cheis svarer til beskrivelsen af Gadara givet af antikke forfattere. Det var en stærk fæstning (Ant., XIII, iii, 3), nær Hieromax – dvs. Yarmuk (Pliny N H, xvi) – øst for Tiberias og Scythopolis, på toppen af en bakke, 3 romerske mil fra varme kilder og bad kaldet Amatha på Hieromax' bred (Onomasticon, under ordet). Den smalle ryg, som ruinerne ligger på, strækker sig ud mod Jordan fra Gileads højland, med den dybe kløft af Wady Yarmuk – Hieromax – mod nord og Wady el `Arab mod syd. De varme kilder ligger, som nævnt ovenfor, i dalens bund mod nord. Ryggen sænker sig gradvist mod øst og falder stejlt på de tre øvrige sider, så positionen var af stor styrke. De gamle mure kan spores i næsten hele deres omfang på 2 mil. En af de store romerske veje løb østward til Der`ah; og en vandledning er blevet sporet til poolet el Khab, omkring 20 mil nord for Der`ah. Ruinerne omfatter to teatre, en basílika, et tempel og mange vigtige bygninger, vidnende om en gang stor og prægtig by. En belægget gade med dobbelt søjlegang løb fra øst til vest. De spor, som er slidt i belægningen af vognhjulene, kan stadig ses.

At der var en anden Gadara synes sikkert, og den kan være ment i nogle af de ovennævnte passager. Den er sandsynligvis repræsenteret af det moderne Jedur, ikke langt fra es-Salt (Buhl, Buhl, Geographic des alten Palastina, 255; Guthe). Josephus angiver Pella som Peræas nordlige grænse (BJ, III, iii, 3). Dette ville udelukke Gadara på Hieromax. Den sydlige by bør derfor forstås som "Peræas hovedstad" i BJ, IV, vii, 3.

Gadara var medlem af Decapolis (se der).

W. Ewing