Blodhævner

(Hebr. goel, af verbet gaal, “at være nær slægtning,” “at løskøbe”), den nærmeste slægtning til en myrdet person. Det var hans ret og pligt at dræbe morderen (2 Sam 14,7, 11), hvis han fandt ham uden for en tilflugtsby. For at denne lov kunne beskyttes mod misbrug, udpegede Moses seks tilflugtsbyer (2 Mos 21,13; 4 Mos 35,13; 5 Mos 19,1, 9). Disse lå i forskellige dele af landet, og enhver mulighed blev givet manddræberen for at han kunne flygte i sikkerhed til den by, der lå nærmest ham. Ind i tilflugtsbyen turde hævneren ikke følge ham. Denne ordning gjaldt kun i tilfælde, hvor døden ikke var overlagt. Sagen skulle undersøges af byens myndigheder, og den forsætlige morder måtte under ingen omstændigheder skånes. Han blev betragtet som en uren og besmittet person og blev udleveret til goel (5 Mos 19,11-13). Hvis forseelsen blot var manddrab, måtte flygtningen blive inden for byen indtil ypperstepræstens død (4 Mos 35,25).