Straffe

pun'-ish-ments ('awon, "skyld," "uretfærdighed," "straf for uretfærdighed," "synd" (1 Mos 4,13; 3 Mos 26,41; Job 19,29; Sl 149,7; Klag 4,22; Ez 14,10 randnote; Am 1,3; Am 1,6; Am 1,9; Am 1,11; Am 1,13; Am 2,1; Am 2,4; Am 2,6), `onesh, "tribut," "bøde," "straf" (Klag 3,39), chaTa'ah, eller chaTTa'th, "synd" og dens gengældelse, "straf," "soning" (Zak 14,19); kolasis, "straf," "pine" (Matt 25,46), epitimia, "kopskat," deraf "straf" (2 Kor 2,6), timoria, "oprejsning," deraf "straf" (Hebr 10,29), ekdikesis, "oprejsning," "gengældelse" (1 Pet 2,14 KJV)): En domstol kunne for en forbrydelse mod personen idømme

(1) døden i form af stening, brænding, halshugning eller kvælning osv.;

(2) landflygtighed til en af tilflugtsbyerne i tilfælde af manddrab (4 Mos 35); eller

(3) slag, ikke over 40, i praksis 39 eller færre (5 Mos 25,3; 2 Kor 11,24).

Forbrydelser mod ejendom (tyveri, svigagtig tilegnelse af deponeret gods, underslæb, røveri) blev straffet ved at kræve mere end værdien af det, der var taget (Luk 19,8), idet overskuddet tilfaldt den skadelidte part; således adskilte det sig fra en bøde, som går i fællesskabets kasse. Den, der brød ind i et hus, kunne dræbes uden straf (2 Mos 22,2). En bøde i moderne forstand er ukendt i Skrifterne, medmindre 3 Mos 5,6-19 tolkes som en henvisning til en sådan.

1. Den hebraiske straffelovs historie:

Den tidligste teori om straf synes at have været gengældelse--"blod for blod"--og i nogen grad viser dette princip sig endda i Moseloven (3 Mos 21,19; 3 Mos 21,20; Matt 5,38). Tidligt i menneskeslægtens historie blev straf anvendt for synd og forbrydelse. Adam og Eva blev drevet ud af haven, og Kain, den første morder, blev, skønt han ikke blev henrettet som gengældelse for sin gerning, mærket med et tegn. Lemeks ord (1 Mos 4,24) viser, at døden blev betragtet som den passende straf for mord, og den samme tanke var tilsyneladende i Josefs brødres sind (1 Mos 42,21). Juda, som overhoved for sin familie, synes at have haft magt over liv og død (1 Mos 38,24), og Abimelek truer sit folk med den yderste straf, hvis de skader eller fornærmer Isak eller hans hustru (1 Mos 26,11). En tilsvarende magt tillægges Farao (1 Mos 41,13).

2. Moseloven om straf:

Under Moseloven skulle morderen lide døden uden barmhjertighed. Selv hvis han søgte tilflugt ved alteret i en helligdom eller i en asylby, ville han ikke være beskyttet mod arrestation og henrettelse, og det samme princip blev anvendt i tilfælde af et dyr (2 Mos 21,12; 2 Mos 21,14; 2 Mos 21,23; 2 Mos 21,28; 2 Mos 21,36 parallel). Men straf under Moseloven skulle ikke overføres eller nedarves (5 Mos 24,16), sådan som det var tilfældet blandt kaldæerne (Dan 6,24) og Israels konger (Dan 1; 2 Kong 9,26).

Det er blevet bemærket, at dødsstraf foreskrives i vid udstrækning af Moseloven, og uden tvivl blev loven ført ud i livet. Denne omstændighed er blevet forklaret med henvisning til, at nationen bestod af nyligt frigivne slaver og derfor krævede strenge midler for at holde dem i ave.

Under Moseloven var de forseelser, der gjorde en skyldig til dødsstraf:

(1) at slå eller forbande en forælder (2 Mos 21,15; 2 Mos 21,17);

(2) bespottelse (3 Mos 24,14; 3 Mos 24,16; 3 Mos 24,23; 1 Kong 21,10; Matt 26,65; Matt 26,66);

(3) sabbatsbrud (2 Mos 31,14; 2 Mos 35,2; 4 Mos 15,32-36);

(4) trolddom og falsk påstand om profeti (2 Mos 22,18; 3 Mos 20,27; 5 Mos 13,5; 5 Mos 18,20; 1 Sam 28,9);

(5) ægteskabsbrud (3 Mos 20,10; 5 Mos 22,22);

(6) ukyskhed:

(a) før ægteskabet, men afsløret bagefter (5 Mos 22,21),

(b) i tilfælde af en kvinde med en anden end hendes trolovede (5 Mos 22,23),

(c) hos en præsts datter (3 Mos 21,9);

(7) voldtægt (5 Mos 22,25);

(8) incestuøse og unaturlige forbindelser (2 Mos 22,19; 3 Mos 20,11; 3 Mos 20,14; 3 Mos 20,16);

(9) menneskerov (2 Mos 21,16);

(10) afgudsdyrkelse, virkelig eller i praksis, i enhver form (3 Mos 20,2; 5 Mos 13,6; 5 Mos 17,2-7);

(11) falsk vidnesbyrd i sager, der gjaldt dødsstraf (5 Mos 19,16; 5 Mos 19,19).

Et stort antal forseelser falder ind under loven om straf ved at blive udryddet af folket; betydningen af dette udtryk har ført til nogen uenighed. Det kan betyde udelukkelse af menigheden eller død og forekommer i forbindelse med følgende forseelser:

(1) brud på moralen, såsom forsætlig synd i almindelighed (4 Mos 15,30; 4 Mos 15,31); incestuøse eller urene forbindelser (3 Mos 18,29; 29,9-21);

(2) brud på pagten, fremkaldt ved uomskårenhed (1 Mos 17,14; 2 Mos 4,24), forsømmelse af påsken (4 Mos 9,13), sabbatsbrud (2 Mos 31,14), forsømmelse af Forsoningsdagen (3 Mos 23,29), arbejde udført på Forsoningsdagen (3 Mos 23,30), børn ofret til Molek (3 Mos 20,3), trolddom (3 Mos 20,6), salvelse af en fremmed med hellig olie (2 Mos 30,33);

(3) brud på ritualet, begået ved at spise syrnet brød under påsken (2 Mos 12,15; 2 Mos 12,19), spise fedt af ofre (3 Mos 7,25), spise blod (3 Mos 7,27; 3 Mos 17,14), spise ofre, mens man er uren (3 Mos 7,20; 3 Mos 7,21; 3 Mos 22,3; 3 Mos 22,4; 3 Mos 22,9), ofre for sent (3 Mos 19,8), lave hellig salve til privat brug (2 Mos 30,32; 2 Mos 30,33), lave røgelse til privat brug (2 Mos 30,38), almindelig forsømmelse af renselse (4 Mos 19,13; 4 Mos 19,20), ikke at bringe offer efter at have slagtet et dyr til føde (3 Mos 17,9), slagte dyret et andet sted end ved tabernaklets indgang (3 Mos 17,4), ulovligt røre ved hellige ting (4 Mos 4,15; 4 Mos 4,18; 4 Mos 4,20).

Af dødsstraffe, der med rette betragtes som af hebraisk oprindelse, bemærker vi:

(1) Stening

Stening, som var den almindelige henrettelsesmåde (2 Mos 19,13; 3 Mos 20,27; Jos 7,25; Luk 20,6; ApG 7,58; ApG 14,5). Vidnerne, som der skulle være mindst to af, skulle kaste den første sten (5 Mos 13,9; Joh 8,7). Hvis disse ikke fremkaldte døden, fortsatte de omkringstående med at fuldbyrde dommen, hvorefter legemet skulle hænges op indtil solnedgang (5 Mos 21,23).

(2) Hængning

Hængning nævnes (4 Mos 25,4; 5 Mos 21,22), sandsynligvis ikke som en henrettelsesmåde, men snarere som udstilling efter døden. Det kan have været en kana’anæisk straf, eftersom den blev praktiseret af gibeonitterne på Sauls sønner (2 Sam 21,6; 2 Sam 21,9).

(3) Brænding

Brænding var før Moses’ tid straffen for ukyskhed (1 Mos 38,24). Loven foreskriver den som straf i tilfældet med en præstedatter (3 Mos 21,9) og i tilfælde af incest (3 Mos 20,14), men den nævnes også som noget, der fulgte efter død ved andre midler (Jos 7,25), og nogle mener, at den aldrig blev brugt undtagen efter døden. At den undertiden blev brugt som straf på levende personer blandt hedningerne, ses af Daniel 3.

(4) Sværdet eller spyddet

Sværdet eller spyddet som strafferedskab nævnes i Loven (2 Mos 19,13; 2 Mos 32,27; 4 Mos 25,7). Det forekommer ofte i kongetiden og tiden efter Babylon (Dom 9,5; 1 Sam 15,33; 2 Sam 20,22; 1 Kong 19,1; Jer 26,23; Matt 14,8; Matt 14,10), men blandt disse tilfælde er nogle snarere mord end straf.

(5) Kvælning

Kvælning som straffeform har ingen hjemmel i Skriften, men blev ifølge traditionen ofte anvendt og siges at være blevet udført ved at sænke den dømte ned i ler eller mudder og derefter kvæle ham med et klæde bundet om halsen.

3. Straffe af fremmed oprindelse: Foruden disse, som må betragtes som de almindelige dødsstraffe, læser vi om nogle, som enten var indført udefra eller var af uregelmæssig art, såsom:

(1) korsfæstelse (se dette);

(2) drukning (Matt 18,6 parallel);

(3) gennemsavning eller knusning (2 Sam 12,31; Hebr 11,37);

(4) tortur (1 Krøn 20,3; Hebr 11,35);

(5) nedstyrtning (2 Krøn 25,12; Luk 4,29);

(6) kvælning (2 Makk 13,4-8).

Perserne siges at have fyldt et højt tårn langt op med aske og derefter kastet forbryderen ned i det og uafbrudt hvirvlet asken op ved hjælp af et hjul, indtil han blev kvalt (Rawlinson, Ancient Monarchy, III, 246).

Se også HERODES, II, 100.

Sekundære former for straf, som ikke hidtil er nævnt, skal bemærkes som følger:

(1) Blindelse eller udstikning af øjne

Blindelse eller udstikning af øjne i tilfældet med fanger (Dom 16,21; 1 Sam 11,2; 2 Kong 25,7).

(2) Lænkning

Lænkning ved hjælp af håndjern eller fodlænker af kobber eller jern, svarende til vore håndjern, fastgjort om håndled og ankler og forbundet med hinanden ved en kæde (Dom 16,21; 2 Sam 3,34; 2 Kong 25,7); også hentydet til i Paulus’ liv (ApG 28,20; Ef 6,20; 2 Tim 1,16) og i Peters tilfælde (ApG 12,6).

(3) Konfiskation af ejendom

Konfiskation af ejendom, som var faldet ind under bandet, dvs. var blevet udpeget til ødelæggelse ved Jahves særlige dekret, som i 4 Mos 21,2; Jos 6,17; eller var blevet forbeholdt hærens brug (5 Mos 2,35; 5 Mos 20,14; Jos 22,8); eller overgivet til præsteskabet (Jos 6,19). Udtrykket kan udvides til at omfatte alle ting, der var lovet eller helliget, og dem, der uigenkaldeligt var viet eller indviet til Gud (3 Mos 27,21; 3 Mos 27,28). Tanken anvendes med særlig vægt på de ting, som israelitterne på grund af deres urenhed ikke måtte bruge, selv om de gennem deres krig mod hedningerne kunne være kommet i besiddelse af dem (5 Mos 7,26; 1 Sam 15,16-23).

(4) Sønderslagning (Salmerne 2,9; Esajas 13,18).

(5) Guddommelig hjemsøgelse.

Se HJEMSØGELSE.

(6) Udsættelse for vilde dyr (Tredje Mosebog 26,22; Første Samuelsbog 17,46; Daniel 6).

(7) Flåning

(Rawlinson, Ancient Monarchy, I, 478; Nineveh and Babylon; nævnt billedligt i Mika 3,3).

(8) Fortabelse af rettigheder eller ejendom (Ezra 10,8).

(9) Galge

Galger i moderne forstand var sandsynligvis ukendte for de gamle. Hvor ordet forekommer i Est 5,14; Est 6,4; Est 7,9; Est 7,10; Est 9,13; Est 9,15, henviser det sandsynligvis til en bjælke eller pæl, hvorpå legemet blev spiddet og derefter hævet til en højde af 50 alen (ca. 22,5 m) som et advarende syn for folket (se “Hængning”).

(10) Fængsling

Fængsling omtales ofte både i Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente, hvilket viser, at dette var en almindelig straffemåde både blandt israelitterne og andre folkeslag (1 Mos 40,3; 1 Mos 42,17; 3 Mos 24,12; 4 Mos 15,34; 1 Kong 22,27; Jer 37,15; Jer 37,21; Luk 3,20; ApG 4,3; ApG 4,10; ApG 23,10; og Paulus’ breve).

Se FÆNGSEL.

(11) Krænkelser.

Under dette udtryk kan medregnes alle de udbrud af hævn eller andre onde tilbøjeligheder, som blev praktiseret i tider eller under omstændigheder, hvor tilskuere eller de ansvarlige fik lov til at tage sig friheder over for fangen ud over fuldbyrdelsen af den juridiske dom. Eksempler findes i Kristi liv (Matt 26,59; Matt 26,67; Luk 22,63; Joh 18,22); også i Paulus’ liv (ApG 23,2).

(12) Lemlæstelse (Dommerbogen 1,6.7; Ezekiel 23,25; 2 Makkabæerbog 7).

Loven var imod, at man behandlede nogen israelit sådan, og Samuel siger, da han omtaler den fremtidige konges vilkårlige magt (1 Sam 8,10), ikke, at han ville behandle “deres sønner” på denne måde. Det var en barbarisk skik i Østen (se EUNUK; POLYGAMI), tydeligvis betragtet blandt hebræerne som en afskyelig praksis (5 Mos 23,1). Den eneste handling, der bemyndiger til lemlæstelse (undtagen som gengældelse), nævnes i 5 Mos 25,11.

(13) Afplukning af håret

Afplukning af håret hentydes der til som en straffemåde i Neh 13,25; Es 50,6.

(14) Fangedragter

Fangedragter var i brug for at mærke de dømte (Jer 52,33).

(15) Erstatning

Erstatning er blevet omtalt i den almindelige indledning til dette emne.

(16) Gengældelse

Gengældelse blev anerkendt af Moses som et princip, men anvendelsen af den blev overladt til dommeren (3 Mos 24,19-22). Et godt eksempel på dette findes i loven i 5 Mos 19,19.

(17) Skorpioner, tugtelse med.

Sandsynligvis brugen af remme forsynet med spidse stykker bly eller andet metal (1 Kong 12,11; 2 Krøn 10,14).

Se SKORPIONER.

(18) Piskning.

Se særskilt artikel.

(19) Slaveri.

Se særskilt artikel.

(20) Blokke.

Se FÆNGSEL.

Frank E. Hirsch