Konge, Kristus som

|| I. VIRKELIGHEDEN AF KRISTI KONGEDØMME

1. Det Gamle Testamentes forudskygninger

I Salmerne og profeterne

2. Fremstillingen i evangelierne

(1) Kristi krav på at være konge

(2) Kristi accept af titlen

(3) Kristus anklaget og dømt som konge

(4) Opstandelsens og den apostolske forkyndelses vidnesbyrd

(5) Brevenes og Åbenbaringens vidnesbyrd

II. KRISTI RET TIL KONGEDØMMET

1. Ved fødsel

2. Ved guddommelig indsættelse

3. Ved erobring

4. Ved hans folks frie valg

III. KRISTI KONGEDØMMES NATUR

1. Åndeligt

2. Universelt

(1) Nådens rige, magtens rige

(2) Herlighedens rige

3. Evigt

I. Virkeligheden af Kristi kongedømme.

Der kan ikke være nogen tvivl om, at Kristus i Skriften fremstilles for os som en konge. Selve titlen Kristus eller »Messias« antyder kongedømme, for selv om præsten omtales som »salvet«, og en fuldstændig forklaring af titlen, som den anvendes om Jesus, må tage hensyn til hans trefoldige embede som profet, præst og konge, er det dog i Det Gamle Testamente almindeligvis kongen, som betegnelsen anvendes om.

1. Det Gamle Testamentes forudskygninger:

Vi kan kort bemærke nogle af Det Gamle Testamentes forudsigelser om Kristus som konge. Den første forudsigelse, der fremstiller Kristus som en, der har herredømme, er Jakobs ord om Juda stamme: »Indtil Shilo kommer; og ham skal folkenes lydighed tilhøre« (1 Mos 49,10); dernæst antydes kongelig værdighed og herredømme ved stjernen og scepteret i Bileams profeti (4 Mos 24,15-17). Endnu har Israel imidlertid ingen konge uden Gud, men da der senere gives en konge, og folket bliver fortroligt med tanken, får profetierne alle mere eller mindre et kongeligt præg, og den kommende er frem for alt den kommende konge.

I Salmerne og profeterne

Vi kan kun pege på nogle få af de mange kongelige forudsigelser, men disse vil let lede tanken hen på andre. I Sl 2 høres Jahves stemme over al jordens tumult, idet han erklærer: »Dog har jeg indsat min konge på mit hellige bjerg Zion.« Således har vi også i Salmerne 24; 45; 72; 89 og 110 særlige forudskygninger af den messianske konge. Barnet, som Esajas ser født af en jomfru, er også »Fredsfyrsten« (Es 9,6; Es 9,7), og der skal ingen ende være på hans herredømmes vækst; og mens profeten betragter ham, udbryder han glad: »Se, en konge skal regere i retfærdighed« (Es 32,1). Jeremias, veens profet, får lyse glimt af sin kommende Herre, og med henrykkelse, der forstærkes af den omgivende sorg, råber han: »Se, dage skal komme, siger Jahve, da jeg vil oprejse David en retfærdig gren; og han skal regere som konge og handle viseligt og øve ret og retfærdighed i landet« (23,5). Ezekiel, der bor midt blandt sine hjul, ser i forsynets gang mange omvæltninger, men de skal alle føre Kristi herredømme frem: »Jeg vil omstyrte, omstyrte, omstyrte .... indtil han kommer, som retten tilhører; og jeg vil give ham den« (21,27). Daniel ser mange mægtige rigers opkomst og fremgang, tilbagegang og fald, men ud over dem alle ser han Menneskesønnen arve et evigt rige (7,13). Hoseas ser Israels angrende folk i de sidste dage søge Jahve deres Gud og David (den større David), deres konge (3,5). Mika ser den evige hersker komme ud fra Betlehem, iklædt Jahves styrke og majestæt, han som skal »være stor indtil jordens ender« (5,4). Zakarias, der jubler over hans nære komme, råber: »Fryd dig højt, Zions datter; råb, Jerusalems datter: se, din konge kommer til dig« (9,9), og han følger hans forskelligartede vej gennem mørke og gennem herlighed, indtil den stærke overbevisning fødes i hans hjerte og udtrykkes i de glødende ord: »Jahve skal være konge over hele jorden« (14,9). De mere yderligtgående højere kritikere ville naturligvis benægte, at disse er direkte forudsigelser om Jesus Kristus, men de fleste, om ikke alle, ville indrømme, at de er idealfremstillinger, som først blev fuldt virkeliggjort i Jesus fra Nazaret.

2. Fremstillingen i evangelierne:

Evangelierne fremstiller Kristus som konge. Matthæus, der fører hans slægtstavle tilbage, fremhæver særligt hans kongelige afstamning som Davids søn. Han fortæller om vismændenes besøg; de spørger efter den nyfødte jødernes konge, og de skriftkloge besvarer Herodes’ spørgsmål ved ud fra Mikas profeti at vise, at Kristus, som skulle fødes i Betlehem, ville være en »hersker« og skulle regere, »være hyrde for mit folk Israel« (Matt 2,5; Matt 2,6). Lukas’ beretning om Jesu fødsel indeholder englens erklæring om, at barnet, som skulle fødes og få navnet Jesus, skulle indtage Davids trone og regere over Jakobs hus for evigt (Luk 1,32; Luk 1,33). I Johannes’ beretning om begyndelsen på Kristi tjeneste hylder en af hans tidlige disciple, Nathanael, ham som »Israels konge« (Joh 1,49), og Jesus afviser ikke titlen. Hvis Markus ikke har et sådant bestemt ord, beskriver han ikke desto mindre det budskab, hvormed Jesus indleder sin tjeneste, som »evangeliet« om »Guds rige« (1,14.15). Folket, der er opdraget i den profetiske undervisning, venter, at den kommende skal være en konge, og da Jesus synes at svare til deres ideal om Messias, foreslår de at tage ham med magt og gøre ham til konge (Joh 6,15).

(1) Kristi krav på at være konge

Kristus hævdede selv at være konge. Ved at hævde at være Messias gjorde han stiltiende krav på kongedømme, men der findes desuden særlige tegn på dette krav. I hele hans undervisning om riget ligger det underforstået, for selv om han som regel kalder det "Guds rige" eller "Himmeriget", er det dog klart, at han er den, der forvalter dets anliggender. Han tilskriver sig selv den højeste plads i det. Adgang til riget eller udelukkelse fra det afhænger af menneskers holdning til ham. I sin forklaring af lignelsen om ukrudtet taler han udtrykkeligt om sit rige og identificerer det med Guds rige. "Menneskesønnen skal sende sine engle ud, og de skal samle ud af hans rige alt, hvad der får til at snuble, og dem, der øver uret. .... Da skal de retfærdige stråle som solen i deres Faders rige" (Matt 13,41-43). Han taler om nogle, der skal se "Menneskesønnen komme i sit rige" (Matt 16,28), om genfødelsen, "når Menneskesønnen skal sidde på sin herligheds trone" (Matt 19,28), og om sig selv under skikkelse af en fornem mand, der drager "til et fjernt land for at få et rige for sig selv" og også får det (Luk 19,12-15).

(2) Kristi accept af titlen

Da Johannes' og Jakobs mor kommer og beder om, at hendes to sønner må få de fornemste ærespladser i hans rige, benægter han ikke, at han er konge og har et rige, samtidig med at han angiver, at pladserne ved hans højre og venstre hånd allerede er bestemt ved Faderens forordning (Matt 20,21-23). Han tager bevidst skridt til at opfylde Zakarias' forudsigelse: "Se, din konge kommer," og han modtager, godkender og retfærdiggør mængdens hosianna-råb og hyldest (Matt 21,1-16; Matt 21,11; Matt 21,19; Matt 21,12). I hans store billede af den kommende dom (Matt 25) sidder Menneskesønnen på sin herligheds trone, og det er som "kongen", at han velsigner og fordømmer. Den døende røver beder: "Husk mig, når du kommer i dit rige" (Luk 23,42), og Jesus giver sit kongelige svar, som indebærer fuld accept af stillingen.

(3) Kristus anklaget og dømt som konge

Hans krav havde hele vejen igennem været så bestemt, at hans fjender gør dette til grundlag for deres anklage mod ham over for Pilatus, nemlig at han sagde, at "han selv er Kristus, en konge", og da Pilatus spørger: "Er du kongen?" svarer han: "Du siger det," hvilket svarede til "ja" (Luk 23,2; Luk 23,3). I Johannes' mere udførlige beretning taler Jesus til Pilatus om "mit rige" og siger: "Du siger, at jeg er konge. Dertil er jeg født" (Joh 18,37). Hans krav fastholdes i indskriften på korset på de tre sprog: "Dette er jødernes konge", og selv om præsterne ønskede, at den skulle ændres, så den trak noget fra hans krav, bekræfter de dog selve dette krav, når de siger: "Skriv ikke: Jødernes konge; men at han sagde: Jeg er jødernes konge" (Joh 19,21). Tæppet falder over hans jordiske liv med kongen i tilsyneladende nederlag; mængdens hån: "Lad Kristus, Israels konge, nu stige ned fra korset" (Mark 15,32), møder intet svar, og titlen på korset synes at være en højtidelig spot, ligesom de brutale soldaters udførlige, grusomme spøg, da de klædte ham i purpur, kronede ham med torne og hilste ham som jødernes konge.

(4) Opstandelsens og den apostolske forkyndelses vidnesbyrd.

Men opstandelsen kaster nyt lys over scenen og retfærdiggør fuldt ud hans krav, og Peters prædiken på pinsedagen forkynder den kendsgerning, at den korsfæstede indtager tronen. "Så skal hele Israels hus da vide for vist, at Gud har gjort ham både til Herre og Kristus, denne Jesus, som I korsfæstede" (ApG 2,36). Apostlenes tidlige forkyndelse, sådan som den er gengivet i Apostlenes Gerninger, betoner hans herredømme, hans kongedømme; disse mænd var prædikanter i bogstavelig forstand--kongens herolder.

(5) Brevenes og Åbenbaringens vidnesbyrd.

Vi behøver ikke i detaljer at behandle brevenes vidnesbyrd. Den kendsgerning, at Kristus er konge, ligger overalt underforstået og hævdes ikke sjældent udtrykkeligt. Han er "Herre over både døde og levende" (Rom 14,9). Han er opstået "for at herske over hedningerne" (Rom 15,12). "Han må regere, indtil han har lagt alle sine fjender under sine fødder" (1 Kor 15,25). Han er ved Guds højre hånd "over al magt og myndighed" osv. (Ef 1,20-22). Onde mennesker har ingen "arv i Kristi og Guds rige" (Ef 5,5), og troende er "ført over i hans elskede Søns rige" (Kol 1,13). Han har fået det navn, som er over ethvert navn, "for at hvert knæ skal bøje sig i Jesu navn" osv. (Fil 2,9-11). De, som lider med Kristus, skal "regere med ham" (2 Tim 2,12), ved "hans tilsynekomst og hans rige" (2 Tim 4,1), og han vil frelse dem "ind i sit himmelske rige" (2 Tim 4,18); "vor Herres og frelsers Jesu Kristi evige rige" (2 Pet 1,11). Om Sønnen siges der: "Din trone, Gud, står i evigheders evighed" (Hebr 1,8), og han er en konge-præst "efter Melkisedeks orden" (Hebr 7,17). I Åbenbaringen er Kristi fremherskende aspekt, passende nok, kongens. Han er "herskeren over jordens konger" (Åb 1,5), "evighedernes konge" (Åb 15,3), "kongernes Konge" (Åb 17,14; Åb 19,16), "og han skal regere i evigheders evighed" (Åb 11,15). Virkeligheden af Kristi kongedømme er således hævet over enhver tvivl.

II. Kristi ret til kongedømme.

1. Ved fødsel:

Efter analogien med jordiske kongedømmer kunne man sige, at Jesus Kristus er konge ved fødsel. Han blev født som konge. Hans mor, ligesom hans formodede far, "var af Davids hus og slægt" (Luk 2,4). Englen, der forkynder hans fødsel, erklærer, at han skal indtage sin fader Davids trone. Farisæerne tøver ikke med at bekræfte, at Kristus skulle være Davids søn (Matt 22,45; Mark 12,35; Luk 20,41). Ofte i sit liv blev han hyldet som "Davids søn", og efter hans himmelfart erklærer Peter, at det løfte, Gud havde givet David, at "af hans lænders frugt ville han sætte én på hans trone" (ApG 2,30), blev opfyldt i Jesus fra Nazaret; mens Paulus erklærer, at Guds evangelium var "om hans søn, som efter kødet blev født af Davids sæd" (Rom 1,3). Således havde han på den menneskelige side adkomsten til kongedømmet som Davids søn, mens han på den guddommelige side som Guds søn også havde retten til tronen.

2. Ved guddommelig udnævnelse:

David var konge ved guddommeligt valg og udnævnelse, og dette var idealet i tilfældet med hans efterfølgere. Forestillingen om "guddommelig ret" – i kraft af hvilken moderne konger har hævdet at herske – var i første omgang en erindring om det bibelske ideal. Men idealet virkeliggøres i Kristus. Om den kommende messianske konge sagde Jahve: "Dog har jeg indsat min konge på mit hellige bjerg Zion" (Sl 2,6), og den store forkyndelse på pinsedagen var et ekko af dette dekret: "Lad derfor hele Israels hus vide med vished, at Gud har gjort ham både til Herre og Kristus, denne Jesus, som I korsfæstede" (ApG 2,36), mens apostlen erklærer, at "Gud ophøjede ham højt og gav ham navnet, som er over ethvert navn" (Fil 2,9), og igen og igen anvendes det store gammeltestamentlige ord fra Jahve på Kristus: "Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg gør dine fjender til skammel for dine fødder" (Hebr 1,13).

3. Ved erobring:

Ofte blev kongemagt i gamle tider erhvervet ved erobring, ved overlegen tapperhed. Ifølge én etymologi for vores ord "king" betyder det "den dygtige mand", "den, der kan", og alle husker Carlyles fine afsnit derom. I den højeste forstand er dette sandt om Kristus, som grundlægger sit herredømme over menneskers hjerter ved sin uforlignelige styrke, kraften i sin uendelige kærlighed og tiltrækningen ved sin fuldkomne karakter.

4. Ved sit folks frie valg:

Bortset fra i den mest autokratiske form for kongedømme er der blevet givet en vis plads til folkets stemme, og de andre sider af adkomsten er blevet bekræftet og stadfæstet af folkets røst, når de råber: "Gud bevare kongen!" og ingen konge er solidt etableret på tronen, hvis han ikke støttes af sine undersåtters frie hyldest. Kristus som konge vinder sit folks kærlighed, og de anerkender med glæde hans herredømme. De er enige om at gøre ham til konge.

III. Kristi kongedømmes natur.

Vi ved, at jøderne forventede et materielt kongerige, kendetegnet ved jordisk pragt og værdighed; et rige efter forbillede af det davidiske eller salomoniske kongerige, og andre sidenhen har begået den samme fejl.

1. Åndeligt:

Skrifterne erklærer klart, og Kristus selv lærte tydeligt, at hans kongedømme var åndeligt. "Mit rige," sagde han, "er ikke af denne verden" (Joh 18,36), og alle de fremstillinger, der gives af det, stemmer alle overens med denne erklæring. Nogle har fremhævet præpositionen ek her, som om det gjorde en forskel i opfattelsen: "Mit rige er ikke af denne verden." Indrømmet, at præpositionen angiver oprindelse, lader den stadig udsagnet stå som en hævdelse af rigets åndelighed, for hvis det ikke er fra denne kosmos, fra denne jordiske tingenes tilstand, må det være fra den anden verden – ikke det jordiske, men det himmelske; ikke det materielle, men det åndelige. Hele sammenhængen viser, at oprindelse her indbefatter karakter, for Kristus tilføjer: "Hvis mit rige var af denne verden, ville mine tjenere kæmpe, for at jeg ikke skulle blive overgivet til jøderne." Fordi det har en ikke-verdslig oprindelse, skal det ikke udbredes med verdslige midler, og den manglende brug af verdslige midler erklærer, at det har en ikke-verdslig karakter. At hævde, at Kristus mener, at hans rige ikke skulle opstå ud af denne verden, men komme ned fra himlen, er derfor slet ikke at benægte, men snarere netop at erklære dets væsentlige åndelighed, dets uverdslighed, dets tilhørsforhold til den anden verden.

Gennem hele Det Nye Testamente fremstår åndelighed som det fremherskende kendetegn ved Kristi herredømme. Jordiske riger er baseret på materiel magt, sværdets magt, rigdommens magt osv., men den grundlæggende faktor i Kristi rige er retfærdighed (Matt 5,20; Matt 6,33; Rom 14,17; Hebr 1,8 osv.). Det herskende princip i jordiske riger er egoistisk, gruppebestemt eller national forøgelse af magt; i Kristi rige er det sandheden. Kristus er sandhedens konge. "Er du da en konge?" sagde Pilatus. "Det er jeg," sagde Kristus (for det er betydningen af "du siger, at jeg er konge"). "Til dette er jeg født, og til dette er jeg kommet til verden: at jeg skal vidne om sandheden," og han tilføjer: "Enhver, som er af sandheden, hører min røst" (Joh 18,37). Andetsteds siger han: "Jeg er .... sandheden" (Joh 14,6), og i spidsen for himlens hære bærer han stadig titlen "Trofast og Sand" (Åb 19,11); men hvis retfærdighed og sandhed indtager en så fremtrædende plads i hans rige, følger det, at det må være kendetegnet ved sin åndelighed. Hans umiddelbare undersåtter er åndelige mænd og kvinder; dets love er åndelige; dets arbejde er åndeligt; alle de kræfter, der udgår fra det, virker gennem det og samler sig i det, er åndelige.

2. Universelt:

Den jødiske forestilling om Messias' herredømme var snævert national. For dem betød det Abrahams sønners herliggørelse, jødedommens overhøjhed over alle former for tro og alle filosofiske systemer; den hovmodige romer, den kultiverede græker og den rå barbar skulle underkastes jødisk herredømme. Messias skulle være en større konge end David eller Salomo, men stadig en konge af samme slags; hvor meget rigets grænser end måtte udvides, ville det kun være en udvidelse efter jødiske linjer; andre kunne få adgang til at få del i dets privilegier, men de måtte blive naturaliserede jøder eller indtage en meget underordnet plads. Det profetiske ideal var imidlertid et universelt rige, og det var den opfattelse, Kristus tilsluttede sig og lagde vægt på. (Som eksempler på det profetiske ideal kan nævnes sådanne steder som Salmerne 2; 22; 72; Es 11,10; Dan 7,13; Dan 7,14 osv.) Naturligvis har forudsigelserne en jødisk farve, og mennesker, som ikke forstod åndeligheden, kunne let udlægge dette forkert; men ved nærmere undersøgelse vil man finde, at profeterne angiver, at menneskers stilling i det kommende rige skal bestemmes af deres forhold til kongen, og deri får vi forberedelsen til det fulde nytestamentlige ideal. Det universelle præg er meget tydeligt i Kristi lære. Alle skranker skal nedbrydes, og jøder og hedninger skal på samme måde have del i den nye ordnings privilegier. "Mange skal komme fra øst og vest og sætte sig til bords med Abraham og Isak og Jakob i himlenes rige" (Matt 8,11), og endnu mere fremmed for det jødiske øre: "Rigets sønner skal kastes ud i mørket udenfor" (Matt 8,12). I lignelserne om riget (Matt 13) er marken, hvori rigets gode sæd sås, verden, og de forskellige andre billeder giver samme tanke om ubegrænset udstrækning. Den samme tanke antydes af udsagnet: "Jeg har andre får, som ikke er af denne fold" (Joh 10,16), også af den tillidsfulde bekræftelse: "Når jeg bliver løftet op fra jorden, vil jeg drage alle mennesker til mig" (Joh 12,32), og således også ved mange andre udsagn i evangelierne.

Befalingens ordlyd er nok til at vise den universelle suverænitet, som Kristus gør krav på over mennesker: "Gå derfor," siger han, som den der ejer al myndighed i himlen og på jorden, "og gør alle folkeslagene til disciple" (Matt 28,19), sammen med den kongelige forsikring: "I skal være mine vidner .... indtil jordens yderste ende" (ApG 1,8). Apostlenes Gerninger viser, hvordan Kristi riges grænser i udførelsen af befalingen faktisk udvides til at omfatte troende af alle folkeslag. Peter bliver undervist og forkynder klart den store sandhed, at hedninger skal modtages på samme vilkår som jøderne. Men gennem Paulus som hedningernes apostel bliver denne herlige sandhed mest fuldt og jublende gjort kendt. I sine breves dogmatiske lære viser han, at alle skranker er nedbrudt, at skillemurens hegn mellem jøde og hedning ikke længere findes. De, der var fremmede og udlændinge, er nu kommet nær i Kristus og "er ikke længere fremmede og tilflyttere, men I er medborgere med de hellige og hører til Guds husstand" (Ef 2,19). Denne husstand, dette samfund, svarer i paulinsk sprogbrug til riget, og i samme brev beskriver han den samme privilegerede stilling som at have "arv i Kristi og Guds rige" (Ef 5,5). Frelserens rige kan ikke afgrænses af jordiske grænser, og alle forsøg på at kortlægge det efter menneskelige regler indebærer, at man ikke erkender den sande skriftmæssige tanke om dets universalitet.

(1) Nådens rige, magtens rige.

Det meste af det, vi har sagt, gælder den fase af Kristi rige, som almindeligvis kaldes hans nådesrige; der er en anden fase, kaldet magtens rige. Kristus er i særlig forstand konge på Zion, konge i sin kirke – den er universel i sin idé og bestemt til at blive det i virkeligheden – men han er også universets konge. Han er "hoved over alle ting"; Ef 1,22; Kol 1,18 og andre steder antyder dette klart. Han hersker over alle. Det gør han ikke blot som Gud, men som Gud-menneske, som mellemmand. Det er som mellemmand, at han har navnet over ethvert navn; det er som mellemmand, at han sidder på den universelle magts trone.

(2) Herlighedens rige.

Der er også den fase, som er herlighedens rige. Kristi herredømme er allerede nu i sandhed herligt. Dets væsentlige åndelighed indebærer dets herlighed, for ligesom det åndelige langt overgår det materielle i værdi, således overgår det åndeliges herlighed langt det materielles herlighed. Verdslig pragt, fysisk kraft, menneskelig dygtighed eller genialitet må altid blegne over for retfærdighedens, sandhedens og åndelighedens herlighed. Men Kristi rige er herligt i en anden forstand; det er et himmelsk rige. Det er nådens rige, som frelste syndere nu går ind i, men det er også den himmelske herligheds rige, og i det har de herliggjorte hellige en plads. Indgang i nådens rige i denne jordiske tilstand sikrer indgang i herlighedens rige. Med rette bekender kirken: "Du er herlighedens konge, o Kristus." Riget skal endnu antage en ydre herlig skikkelse. Det er forbundet med Kristi tilsynekomst (2 Tim 4,1), den herlighed, som skal åbenbares, det himmelske rige. Riget på det trin kan ikke betrædes af kød og blod (1 Kor 15,50), af mennesket i dets dødelighed – men forvandlingen ved opstandelsen vil give den nødvendige egnethed, når denne verdens rige i den fuldeste forstand skal være "blevet vor Herres og hans Kristi rige" (Åb 11,15).

3. Evigt:

Det ville være let at anføre mange citater som bevis for dette. Det store afsnit i Dan 7 erklærer det med eftertryk. Genklangen af dette høres i englens meddelelse: "Han skal herske over Jakobs hus til evig tid; og på hans rige skal der ingen ende være" (Luk 1,33). Det rige på 1.000 år, som i så høj grad optager så mange brødres tanker, er, uanset hvad vi måtte afgøre om dets natur, kun en episode i Kristi herredømme. Han hersker nu, han skal herske for evigt. Åb 11,15, citeret ovenfor, anføres ofte som gældende tusindårsriget, men det fortsætter med at sige: "og han skal herske (ikke blot i 1.000 år, men) i evighedernes evigheder." Således angiver mange af Det Gamle Testamentes strålende forudsigelser, som ofte henføres til tusindårsriget, ingen grænse, men handler om det varige og evige.

Det vanskelige afsnit i 1 Kor 15,24-28 må tolkes i lyset af disse erklæringer om Kristi herredømmes evighed. Det er tydeligvis som mellemmand, at han overgiver riget til Faderen. Mellemmandsordningen ophører. Alt er sket efter frelsens formål. Alle de løskøbte er til sidst samlet hjemme. Han ser frugten af sin sjæls møje og er tilfreds. Forhærdede fjender er undertvunget. Guds herlighed er fuldt ud blevet hævdet. Når Sønnen bliver underlagt Faderen, regerer Gud direkte og er alt i alle. Men Sønnen hersker stadig i en vis forstand, og gennem ham vil Guds herlighed altid stråle, mens riget evigt hviler på forløsningen. Vi kan sammenfatte ved at sige, at Kristus er sandhedens konge, frelsens konge (Matt 21,5; Zak 9,9); nådens konge; fredens konge (Luk 19,38; Hebr 7,2); retfærdighedens konge (Hebr 1,8; Hebr 7,2); herlighedens konge (Matt 25,31-34); evighedens konge; de helliges konge, tidsaldrenes konge; kongernes konge (Åb 19,16). "På hans hoved er mange diademer" (Åb 19,12).

Se også CHRIST, OFFICES OF.

Archibald M'caig