Metaller

met'-alz (latin metallum, "metal," "mine"; græsk metallon, "mine"): De metaller, som oldtidens folk kendte, var kobber, guld, jern, bly, sølv og tin. Af disse blev kobber, guld og sølv sandsynligvis brugt først, fordi de, når de forekom i metallisk tilstand, let kunne adskilles fra jordagtige materialer ved mekaniske processer. Der er rigeligt vidnesbyrd om, at disse tre metaller blev brugt af mennesker i den fjerneste oldtid. Bly og tin blev senere udskilt fra deres malme. Tin blev sandsynligvis brugt til at fremstille bronze, før det var kendt som et særskilt metal, fordi det naturlige oxid, cassiterite, blev smeltet sammen med kobbermalmen for at få bronze. På grund af vanskelighederne ved at få det adskilt fra dets forbindelser var jern det sidste på listen, der blev taget i brug. Med hensyn til kilderne til disse metaller på bibelsk tid har vi få bibelske henvisninger til at vejlede os. Nogle forfattere peger på 5 Mos 8,9, "et land, hvis sten er jern," osv., som en henvisning til Israels land. Israels land kan dog lades ude af betragtning som kilde til metaller, for det har ingen mineralforekomster af nogen betydning. Hvis man forventede, at Israel også skulle besidde Libanon, ville beskrivelsen være mere sand. Der findes noget jernmalm, som blev udvundet i oldtiden, selv om nutidige ingeniører har erklæret, at det ikke er omfattende nok til at kunne betale sig at udvinde. Der findes lidt kobbermalm (chalcopyrite, malachite, azurite). I Anti-Libanon og det nordlige Syrien, især i landet øst for Aleppo, som nu er åbnet af Bagdadbanen og dens sidegrene, findes der rige forekomster af kobber. Dette må have været landet Nuhasse, som der henvises til i Tell el-Amarna-brevene. Hvis Zak 6,1 virkelig er en henvisning til kobber, hvilket er tvivlsomt, så var den sidstnævnte kilde sandsynligvis den, der sigtedes til. Uden tvivl forsynede Cypern (Alasia i Tell el-Amarna-brevene (?)) oldtidens folk med meget kobber, ligesom Sinaihalvøen også gjorde.

Tarshish nævnes (Ez 27,12) som en kilde til sølv, jern, tin og bly. Dette navn kan høre til det sydlige Spanien. Hvis det er tilfældet, svarer det til den almindelige opfattelse, at fønikerne bragte en betydelig del af de metaller, der blev brugt i Israels land, fra dette land. Havila (1 Mos 2,11), Ofir (1 Kong 10,11), Saba (Sl 72,15) nævnes som kilder til guld. Disse navne henviser sandsynligvis til områder i Arabien. Om Arabien selv frembragte alt guldet eller blot videreførte det fra fjernere kilder, er et spørgsmål.

Se guld.

Fra monumenterne i Egypten lærer vi, at dette land var producent af guld og sølv. Faktisk kan de gamle miner og ruinerne af minearbejdernes hytter stadig ses i ørkenområderne i Øvre Egypten. På Sinaihalvøen findes forekomster af kobber, bly, guld og sølv. De mest bemærkelsesværdige af de gamle egyptiske miner ligger her (J. Sarabit el Khadim, U. Sidreh, W. Magharah). De tidlige egyptiske konger (Sneferu, Amenemhat II og andre) udvandt ikke blot metallerne, men indhuggede på minernes vægge indskrifter, der beskrev deres minedriftsmetoder. Her, som i Øvre Egypten, findes rester af de bygninger, hvor minearbejderne boede eller udførte deres metallurgiske arbejde. Det er næppe tænkeligt, at de store forekomster af bly (galena) i Lilleasien ikke blev udnyttet af oldtidens folk. Der er endnu ikke fundet tinforekomster nærmere end dem i Sydøsteuropa. (For yderligere oplysninger om metaller, se de særskilte artikler.)

James A. Patch