Ofir

o'-fer, o'-fir ('owphiyr (1 Mos 10,29), 'owphir (1 Kong 10,11), 'ophir):

1. Skriftsteder:

Den 11. i rækken af Joktans sønner (1 Mos 10,29 svarer til 1 Krøn 1,23). Der er også en klar henvisning til en stamme, Ofir (1 Mos 10,30). Ofir er navnet på et land eller en by et sted syd eller sydøst for Israels land, hvortil Salomos skibe sammen med fønikiske fartøjer sejlede ud fra Esjon-Geber ved Aqababugtens inderste ende og vendte tilbage med store lagre af guld, ædelsten og "almug"-træ (1 Kong 9,28; 1 Kong 10,11; 2 Krøn 9,10; 1 Kong 22,48; 2 Krøn 8,18). Vi får en fyldigere liste over varerne og også den tid, rejsen tog, hvis vi antager, at der sigtes til de samme fartøjer i 1 Kong 10,22: "Én gang hvert tredje år kom Tarshish-flåden og bragte guld og sølv, elfenben, aber og påfugle." De andre produkter behøver ikke at have været hjemmehørende i Ofirs land, men det er sikkert, at i det mindste guldet blev frembragt dér. Dette guld var ordsprogsagtigt kendt for sin renhed, som det bevidnes af mange henvisninger i Det Gamle Testamente (Sl 45,9; Job 28,16; Es 13,12; 1 Krøn 29,4), og i Job 22,24 bruges Ofir om fint guld selv. Ud over disse omtaler af Ofir gøres det gældende, at navnet også forekommer i to passager under formen "Ufaz" (Jer 10,9; Dan 10,5).

2. Geografisk beliggenhed:

Til alle tider har Ofirs geografiske beliggenhed været omstridt, idet kravene fra tre forskellige områder især er blevet fremført, nemlig

(1) Indien og Fjernøsten,

(2) Afrika,

(3) Arabien.

(1) Indien og Fjernøsten.

Alle de nævnte varer passer mere eller mindre til Indien, også når den fyldigere liste i 1 Kong 10,22 medregnes. "Almug"-træ formodes at være indisk sandeltræ. Et andet argument bygger på ligheden mellem Septuagintas form af ordet (Sophera) og det koptiske navn for Indien (Sophir). En nærmere identifikation søges med Abhira, et folk der boede ved Indus' mundinger. Supara, en gammel by på Indiens vestkyst nær det nuværende Goa, er også blevet foreslået. Endvidere betegner navnet ifølge Wildman en vag udstrækning mod øst, måske helt til Kina.

(2) Afrika.

Dette land er den største guldproducerende region af de tre. Sofala, en søhavn nær Mozambique på Afrikas østkyst, er blevet fremført som Ofirs sted, både af sproglige grunde og på grund af arten af dets produkter, for dér kunne alle artiklerne i 1 Kong 10,22 skaffes. Men Gesenius viser, at Sofala blot er den arabiske form af det hebraiske shephelah. Interessen for dette område som Ofirs land blev dog fornyet ved Mauchs opdagelse ved Zimbabye af store ruiner og tegn på gammel fønikisk civilisation og udtømte guldminer. Ifølge Bruce (I, 440) ville en rejse fra Sofala til Esjon-Geber have taget hele tre år på grund af monsunerne.

(3) Arabien.

Sydøst-Arabiens krav på at være Ofirs land har i det hele taget mere til støtte for sig end Indiens eller Afrikas. Ofir i 1 Mos 10,29 hørte uden tvivl til dette område, og søgen efter Ofir i fjernere lande kan kun ske ud fra den usikre antagelse, at Ofir i Kong ikke er det samme som Ofir i 1 Mos. Af de forskellige nævnte produkter er det eneste, som ud fra Det Gamle Testamentes omtaler klart kan regnes for hjemmehørende i Ofir, guldet, og ifølge Plinius og Strabon var området i Sydøst-Arabien, der grænsede op til Den Persiske Bugt, et berømt guldproducerende land. De andre varer blev ikke nødvendigvis frembragt i Ofir, men blev sandsynligvis bragt dertil fra fjernere lande og derfra ført af Salomos handelsskibe til Esjon-Geber. Hvis rejsens varighed (3 år) bruges som bevis, taler den lige så meget for denne placering af Ofir som for placeringen på Afrikas østkyst. Det synes derfor at være den mindst angribelige opfattelse, at Ofir var et distrikt ved Den Persiske Bugt i Sydøst-Arabien og i gammel tid tjente som handelsplads mellem Øst og Vest.

A. S. Fulton