Offer, i Det Nye Testamente

I DET NYE TESTAMENTE

I. OFFERBEGREBER SAMMENFATTET

II. JESU OG DE NYTESTAMENTLIGE FORFATTERES HOLDNING TIL DET GAMMELTESTAMENTLIGE OFFERSYSTEM

1. Jesu holdning

2. Paulus' holdning

3. Holdningen hos Hebræerbrevets forfatter

III. OFFERTANKEN I DET NYE TESTAMENTE

1. Johannes Døbers lære

2. Jesu lære

3. Peters lære

4. Paulus' lære

5. Hebræerbrevets lære

6. Johannæisk lære

IV. FORHOLDET MELLEM KRISTI OFFER OG MENNESKETS FRELSE

1. Genløsning eller befrielse fra syndens forbandelse

2. Forsoning

3. Syndernes forladelse

4. Ophævelsen af skyld

5. Retfærdiggørelse eller ret stilling over for Gud

6. Renselse eller helliggørelse

7. Barnekår

V. HVORDAN KRISTI OFFER TILVEJEBRINGER FRELSE

1. Jesu lære

2. Paulus' lære

3. Hebræerbrevets lære

4. Petrinsk og johannæisk lære

VI. BEGRUNDELSEN FOR KRISTI OFFERS VIRKNING

1. Jesu lære

2. Paulus' lære

3. Læren i Hebræerbrevet

VII. DE MENNESKELIGE BETINGELSER FOR ANVENDELSEN

1. Universel i objektiv mulighed

2. Virksom, når den anvendes subjektivt

VIII. DEN KRISTNES LIV SOM OFFERLIVET

1. Følge af Kristi offer

2. Kristi død som appellen til den kristnes offer

3. Nødvendig for at udfylde Kristi offer

4. Indholdet af den kristnes offer

5. Nadveren som et offer

LITTERATUR

I. Offerbegreber sammenfattet.

Ordet "offergave" (prosphora) beskriver Kristi død én gang hos Paulus (Ef 5,2); 5 gange i Hebræerbrevet (Hebr 10,5; Hebr 10,8; Hebr 10,10; Hebr 10,14; Hebr 10,18). Verbet prosphero, "at frembære", bruges også, 15 gange i Hebræerbrevet (Hebr 5,1; Hebr 5,3; Hebr 8,3; Hebr 8,4; Hebr 9,7; Hebr 9,14; Hebr 9,25; Hebr 9,28; Hebr 10,1; Hebr 10,8; Hebr 10,11; Hebr 10,12; Hebr 11,4). Substantivet prosphora forekommer 15 gange i Septuaginta, som regel som oversættelse af minchah, "offer". Dette substantiv i Det Nye Testamente henviser til gammeltestamentlige ofre i ApG 7,42; ApG 21,26; til frembærelsen af penge i ApG 24,17; Rom 15,16. Verbet anaphero forekommer også 3 gange i Hebræerbrevet (7,27; 9,28; 13,15); også i 1 Pet 2,5.

Ordet "offer" (thusia oversætter i Septuaginta 8 forskellige hebraiske ord for forskellige slags ofre og forekommer omkring 350 gange) henviser til Kristi død én gang hos Paulus (Ef 5,2), 5 gange i Hebræerbrevet (5,1; 9,23.26; 10,12.26). Det henviser flere gange til gammeltestamentligt offer og 5 gange til kristent liv eller kristen gavmildhed (Fil 2,17; Fil 4,18; Hebr 13,15; Hebr 13,16; 1 Pet 2,5). Verbet "at ofre" (thuo) bruges én gang af Paulus til at beskrive Kristi død (1 Kor 5,7).

Kristi blod (haima) siges at sikre genløsning eller frelse, 6 gange hos Paulus (Rom 3,25; Rom 5,9; 1 Kor 10,16; Ef 1,7; Ef 2,13; Kol 1,20); 3 gange i Hebræerbrevet (9,12.14; 10,19; sammenlign også 10,29); 2 gange i 1 Peter (1,2.19) og 5 gange i de johannæiske skrifter (1 Joh 1,7; 1 Joh 5,6; 1 Joh 5,8; Åb 1,5). Uomtvisteligt henviser dette billede med blodet til Kristi offerdød. "Under alle omstændigheder fører udtrykket (en to autou haimati, 'i hans blod', Rom 3,25) tanken om offermæssig blodudgydelse med sig" (Sanday, Commentary on Epistle to Romans, 91).

(lutron, "løsesum", den pris, der betales for at løskøbe, forekommer i Septuaginta 19 gange og betyder den pris, der betales for at løskøbe tjeneren (3 Mos 25,51; 3 Mos 25,52); løsesum for den førstefødte (4 Mos 3,46); løsesum for ejeren af den stangende okses liv (2 Mos 21,30 osv.)) forekommer i Det Nye Testamente kun to gange (Matt 20,28; Mark 10,45). Dette ord bruges af Jesus til at betegne kulminationen på hans offerliv i hans offerdød.

(antilutron, "løsesum", et ord, der ikke findes i Septuaginta, stærkere i betydning end det foregående ord) forekommer kun én gang i Det Nye Testamente (1 Tim 2,6).

(apolutrosis, "genløsning", i 2 Mos 21,8, betyder den løsesum, en far betalte for at løskøbe sin datter fra en grusom herre) betegner

(1) befrielse fra synd ved Kristi død, 5 gange hos Paulus (Rom 3,24; 1 Kor 1,30; Ef 1,7; Ef 1,14; Kol 1,14); én gang i Hebræerbrevet (9,15);

(2) almindelig befrielse, to gange (Luk 21,28; Hebr 11,35);

(3) den kristnes endelige befrielse, fysisk og åndelig (Rom 8,23; Ef 4,30).

Det enkle ord (lutrosis, "genløsning", 10 gange i Septuaginta som oversættelse af 5 hebraiske ord) forekommer én gang om åndelig befrielse (Hebr 9,12).

(exagorazo, "løskøbe", kun én gang i Septuaginta, Dan 2,8) betyder i Det Nye Testamente

(1) at befri fra lovens forbandelse, to gange hos Paulus (Gal 3,13; Gal 4,5);

(2) at bruge tiden klogt, to gange hos Paulus (Ef 5,16; Kol 4,5).

Det enkle verbum (agorazo, som i 3 Mos 27,19 betyder at løskøbe jord) forekommer to gange hos Paulus (1 Kor 6,20; 1 Kor 7,23) og betyder "at løskøbe" (i åndelig betydning). katallage, "forsoning", kun to gange i Septuaginta) betyder det forhold til Gud, som mennesker føres ind i ved Kristi død, 4 gange hos Paulus (Rom 5,11; Rom 11,15; 2 Kor 5,18; 2 Kor 5,19).

(katallassein, "at forsone", 4 gange i Septuaginta (3 gange i 2 Makkabæerbog)) betyder at føre mennesker ind i forsoningens tilstand med Gud, 5 gange hos Paulus (Rom 5,10 to gange; 2 Kor 5,18; 2 Kor 5,19; 2 Kor 5,20).

Ordene med soningstanken forekommer således: (hilaskomai, "at formilde", 12 gange i Septuaginta, oversat "at tilgive") forekommer to gange (Luk 18,13; Hebr 2,17); (hilasmos, 9 gange i Septuaginta, 4 Mos 5,8; 4 Mos 5,129 (130),4 osv.; "soning", "tilgivelse") forekommer to gange i 1 Joh (2,2; 4,10); (hilasterion, 24 gange i Septuaginta, oversætter "sonedække", hvor Gud viste nåde og talte til mennesket) oversættes i Det Nye Testamente med "soning" (Rom 3,25), "sonedække" (Hebr 9,5).

Kristus kaldes "Lammet," amnos, to gange af Døberen (Joh 1,29; Joh 1,36); én gang af Filip, anvendt om Kristus ud fra Es 53,7 (ApG 8,32); og én gang af Peter (1 Pet 1,19); arnion, 28 gange i Åb (5,6.8.12.13; 6,1.16; 7,9.10.14; 19,7.9; 21,9.14.22.23.27; 22,1.3).

Korset (stauros) bruges af Paulus 10 gange til at beskrive Kristi offerdød (1 Kor 1,17; 1 Kor 1,18; Gal 5,11; Gal 6,12; Gal 6,14; Ef 2,16; Fil 2,8; Fil 3,18; 1 Kor 1,20; 1 Kor 2,14) og én gang af Hebræerbrevets forfatter (12,2). Jesus brugte også 5 gange billedet af korset til at definere det offerliv, der krævedes af hans disciple, og til at gøre sit eget kors til offerets symbol (Matt 10,38; Matt 16,24; Mark 8,34; Luk 9,23; Luk 14,27, med sammenhænge; jf. Joh 3,14; Joh 12,32 osv.).

Selv om det ikke er vores opgave i denne artikel at drøfte offerets oprindelse og historie i de etniske religioner, må det bemærkes, at offer har været et hovedelement i næsten enhver religion (jainisme og buddhisme er de vigtigste undtagelser). Blodofferet, hvor tanken om soning er fremtrædende, er næsten universelt i de etniske religioner og findes selv hos de mest oplyste folk som grækerne og romerne (se artiklen "Expiation and Atonement" i ERE). Om systemet med dyreofre ville være ophørt ikke blot i jødedommen, men også i alle de etniske religioner, hvis Jesus ikke havde levet, undervist og var død, er et spørgsmål om ren spekulation. Det må indrømmes, at den jødiske sekt (essæerne), der nåede den højeste etiske standard og levede de mest uselviske liv i broderskab og godgørenhed, ikke troede på dyreofre. Men de øvede kun ringe indflydelse på det jødiske folk sammenlignet med farisæerne. Det skal også bemærkes, at profeterne Amos, Hoseas, Mika og Esajas ophøjede det etiske langt over det ceremonielle; de fordømte endda ofring af dyr, hvis den ikke var ledsaget af personlig hengivelse til retfærdighed (Am 5,21; Hos 6,6; Mika 6,6; Es 1,11). De stoiske og platoniske filosoffer angreb også systemet med dyreofre. Men disse undtagelser fremhæver kun den historiske kendsgerning, at menneskets fornemmelse af nødvendigheden af offer til guddommen er næsten universel. Kun Kristi offer og Jerusalems ødelæggelse bevirkede et ophør af de daglige, ugentlige, månedlige og årlige ofre blandt jøderne, og kun kundskaben om Kristi offer af sig selv vil til sidst tilintetgøre den sidste rest af dyreoffer.

II. Jesu og Det Nye Testamentes forfatteres holdning til Det Gamle Testamentes offersystem.

1. Jesu holdning:

Jesus angriber aldrig offersystemet. Han tager endda for givet, at jøderne skulle bringe ofre (Matt 5,24). Mere end det: Han accepterede hele offersystemet, en del af Det Gamle Testamentes ordning, som værende af guddommelig oprindelse, og derfor befalede han den rensede spedalske at bringe det offer, der var foreskrevet i den mosaiske lov (Matt 8,4). Der findes ingen beretning om, at Jesus selv nogensinde tilbad ved at bringe de regelmæssige ofre. Men han tilbad i templet og angreb aldrig offersystemet, sådan som han gjorde med den mundtlige lov (Mark 7,6). På den anden side undergravede Jesus offersystemet ved at lære, at det etiske overgår det ceremonielle, ikke blot som et alment princip, men også i selve tilbedelseshandlingen (Matt 5,23; Matt 5,24). Han tilslutter sig Hoseas' fine etiske epigram: `Gud vil have barmhjertighed og ikke offer' (Matt 9,13; Matt 12,7). Han roser også som nær ved riget den skriftlærde, der satte kærligheden til Gud og mennesker over offer (Mark 12,33). Men Jesus lærer ikke blot, at offeret står under moralloven, men også at offeret som system skal ophøre, da han sagde: "Dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange" (Mark 14,24; Matt 26,28; Luk 22,20). Ikke alene er det etiske overordnet det ceremonielle, men hans offer af sig selv er lige så overlegent i forhold til ofrene i det gamle system, som den nye pagt er overlegen i forhold til den gamle.

2. Paulus' holdning:

Paulus' vurdering af de jødiske ofre ses let, selv om han ikke ofte henviser til dem. Kun én gang (ApG 21,26) efter sin omvendelse bringer han det jødiske offer, og da som et hensyn til det formålstjenlige for at vinde kristendommens judaistiske fløj for sit universelle nådens evangelium. Han betragtede Det Gamle Testamentes ofre som forbilleder på det sande offer, som Kristus bragte (1 Kor 5,7).

3. Hebræerbrevets forfatters holdning:

Forfatteren til Hebræerbrevet drøfter Det Gamle Testamentes ofre mere udførligt end andre nytestamentlige forfattere. Han betragter blodofrene som overlegne i forhold til de ublodige og det årlige offer på forsoningsdagen ved ypperstepræsten som højdepunktet i Det Gamle Testamentes system. Ypperstepræsten under den gamle pagt var forbilledet på Kristus under den nye. Den gamle pagts ofre kunne ikke fjerne synd eller frembringe moralsk forvandling på grund af menneskers skrøbelighed (10,1-11), vist ved nødvendigheden af at gentage ofringerne (5,2), og fordi Gud havde indsat en anden ypperstepræst, sin Søn, til at erstatte dem i den gamle pagt (5,5; 7,1-28). Kernen i denne forfatters lære er, at dyreofre umuligt kan sone synd eller frembringe moralsk forvandling, eftersom de af Gud kun er indsat som et forbillede eller en skygge af det ene store offer ved Kristus (8,7; 10,1).

Sammenfattende betragtede Det Nye Testamentes forfattere, ligesom Jesus, Det Gamle Testamentes offersystem som værende af guddommelig oprindelse og derfor forpligtende i sin tid, men ufuldkomment og kun et forbillede på Kristi offer og derfor bestemt til at blive erstattet af hans fuldkomne offer.

III. Offertanken i Det Nye Testamente.

Den ene centrale tanke hos Det Nye Testamentes forfattere er, at det offer, Kristus bragte på korset, er det endelige, fuldkomne offer til soning for synd og til menneskers frelse, et offer som blev forbilledligt fremstillet i Det Gamle Testamentes forskellige ofre, som igen ophæves ved det endelige offers virkning. Kun Jakob og Judas blandt Det Nye Testamentes forfattere tier om Kristi offer, og de skriver kun med praktiske formål.

1. Johannes Døbers lære:

Døberen fremstiller ganske vist Jesus som den kommende dommer i de synoptiske evangelier, men i Joh 1,29; Joh 1,36 omtaler han ham som "Guds lam", og i det første sted tilføjer han: "som borttager verdens synd." Westcott (Commentary on John, 20) siger: "Titlen, anvendt om Kristus .... rummer tankerne om stedfortrædende lidelse, tålmodig underkastelse, offer, forløsning osv." Der er næppe nogen tvivl om, at Døberen så på Kristus som den, der kom for at bringe det store offer for menneskets synder. Professor Burton (Biblical Ideas of Atonement, Burton, Smith og Smith, 107) siger, at Johannes ser Kristus "lide under byrden af menneskelig synd." 2. Jesu lære:

I de synoptiske evangelier er der nedskrevet to umiskendelige henvisninger af Jesus til hans død som et offer (Mark 10,45 parallel Matt 20,28; Mark 14,24 parallel Matt 26,28 parallel Luk 22,20; jf. 1 Kor 11,25). I den første erklærer han, at han kom for at give sit "liv som løsesum." Thayer (Greek-English Lexicon of the New Testament) siger, at dette ord betyder "den pris, der betales for at løskøbe." Derfor må tanken i løsesum have offermæssig betydning. Men hvis der kunne være nogen tvivl om denne passages offermæssige betydning, er der et klart tilfælde af offertanken i Mark 14,24. Praktisk taget alle forfattere inden for Det Nye Testamentes teologi, Wendt, Weiss, Stevens, Sheldon og andre, hævder, at Jesus betragtede døden som stadfæstelsesofferet for den nye pagt, ligesom det offer, der blev bragt ved Sinaj, stadfæstede den gamle pagt (2 Mos 24,3-8). Ritschl og Beyschlag benægter, at denne passage er offermæssig. Men ifølge de fleste eksegeter betragtede Jesus i denne henvisning sin død som et offer. Offerets natur, sådan som Jesus vurderede det, er omtvistet og skal drøftes senere. Det, vi her lægger vægt på, er den kendsgerning, at Jesus betragtede sin død som et offer. Vi må indrømme, at materialet om offertanken i hans død, sådan som den blev lært af Jesus, er sparsomt. Alligevel er disse to henvisninger ubestridte af litterære og historiske kritikere. De forekommer begge hos Markus, det oprindelige evangelium (den ældste evangelieberetning om Jesu lære). Den første forekommer hos to af synoptikerne, den anden hos alle tre. Lukas udelader den første af grunde, der er særlige for hans formål. Ifølge Luk 24,25 betragtede Jesus sine lidelser og sin død som opfyldelsen af Det Gamle Testamentes skrifter.

3. Peters lære:

Selv om den ledende apostel ikke i de tidlige kapitler af ApG omtaler Kristus som offeret for synd, antyder han dog dette i 2,36 (han er Herre og Kristus trods sin korsfæstelse); 3,18.19 (han opfyldte profetierne ved at lide, og ved omvendelse skal synder udslettes); 4,10-12 (kun i hans navn er der frelse) og i 5,30.31 (ved hans død modtog Israel syndernes forladelse). I sit Første Brev (1 Pet 1,18; 1 Pet 1,19) erklærer han udtrykkeligt, at vi er forløst ved den pletfri Kristi blod, og giver dermed hans død offermæssig betydning. Det samme antydes i 1 Pet 1,2; 1 Pet 3,18.

4. Paulus' lære:

Paulus tillægger Kristi blod frelsende virkning i Rom 3,25; Rom 5,9; 1 Kor 10,16; Ef 1,7; Ef 2,13; Kol 1,20. Han identificerer Kristus med et syndoffer i Rom 8,3, og måske også i 2 Kor 5,21, og med påskelammet i 1 Kor 5,7. I andre passager antyder han, at Kristi død sikrede forløsning, syndernes forladelse, retfærdiggørelse og barnekår (Rom 3,24-26; Rom 5,10; Rom 5,11; Rom 8,15; Rom 8,17, osv.).

5. Hebræerbrevets lære:

Hebræerbrevets forfatters argument for at bevise kristendommens endelige gyldighed er, at Kristus er overlegen i forhold til den aronitiske ypperstepræst, idet han er en kongelig, evig ypperstepræst efter Melkisedeks orden og bringer sig selv som det endelige offer for synd og for menneskers moralske forvandling (4,14; 10,18).

6. Johannæisk lære:

I Johannes' Første Brev (1 Joh 1,7; Joh 2,2; Joh 5,6; Joh 5,8) tilskrives soning for synd og renselse fra synd Kristi blod. I Åb 1,5 tilskriver Johannes udfrielse (ikke vaskelse eller renselse, ifølge de bedste håndskrifter) fra synd Kristi blod. Flere gange kalder han Kristus Lammet og gør offertanken fremtrædende. Én gang taler han om ham som Lammet, der er slagtet fra verdens grundlæggelse (13,8).

Sammenfattende henviser alle Det Nye Testamentes forfattere, undtagen Jakob og Judas, til Kristi død som det store offer for synd. Jesus selv betragtede sin død som sådan. I de forskellige former for nytestamentlig lære fremstilles Kristi død

(1) som pagtsofferet (Mark 14,24 parallel Matt 26,28 parallel Luk 22,20; Hebr 9,15-22);

(2) som syndofferet (Rom 8,3; 2 Kor 5,21; Hebr 13,11; 1 Pet 3,18);

(3) som påskelammets offer (1 Kor 5,7);

(4) som offeret på forsoningsdagen (Hebr 2,17; Hebr 9,12).

IV. Forholdet mellem Kristi offer og menneskets frelse.

De frelsende goder, som i Det Nye Testamente angives som resultatet af Kristi offerdød, er følgende:

1. Forløsning eller udfrielse fra syndens forbandelse:

Genløsning eller befrielse fra syndens forbandelse: Dette må være underforstået i Jesu ord: "Menneskesønnen kom også .... for at give sit liv som løsesum for mange" (Mark 10,45 parallelt med Matt 20,28). Mennesket er fanget i synden, Faderen sender sin Søn for at betale løsesummen for fangens befrielse, og Sønnens død er den pris, der betales. Paulus bruger også ordene "genløst" og "genløsning" i samme betydning. I de store breve hævder han, at vi bliver "retfærdiggjort uforskyldt ved hans nåde ved genløsningen i Kristus Jesus: ham fremstillede Gud som et sonemiddel .... i hans blod" (Rom 3,24; Rom 3,25). Her fører apostlen retfærdiggørelsen tilbage til genløsningen som midlet til at sikre den, og genløsningen tilbage til "blodet" (Kristi død) som årsagen til, at den skaffes til veje. Det vil sige: Kristi død sikrer genløsningen, og genløsningen skaffer retfærdiggørelsen. I Galaterbrevet (3,13) taler han om at være genløst "fra lovens forbandelse." Loven indviklede mennesket i en forbandelse, fordi det ikke kunne holde den. Denne forbandelse er straffen for den brudte lov, som overtræderen må bære, medmindre befrielse fra den nævnte straf på en eller anden måde sikres. Paulus fremstiller Kristus som den, der ved sin død sikrer syndere befrielse fra denne brudte lovs forbandelse (jf. Gal 4,5 for den samme tanke, selv om ordet "forbandelse" ikke bruges). Paulus understreger også den samme lære i fangenskabsbrevene: "I ham har vi vores genløsning ved hans blod, tilgivelsen for vores overtrædelser" (Ef 1,7; jf. Kol 1,14). I pastoralbrevene (1 Tim 2,6) lærer han, at Kristus gav "sig selv som løsesum for alle." Dette er det eneste sted i Det Nye Testamente, hvor det stærke ord antilutron for "løsesum" forekommer. I sin alderdom føler apostlen mere bestemt end nogensinde før, at Kristi død er løsesummen for menneskets befrielse fra synden.

Hebræerbrevets forfatter hævder, at Kristus ved at ofre sig selv "opnåede evig genløsning" for mennesket (9,12). Johannes siger, at Kristus "løste (luo) os fra vores synder ved sit blod" (Åb 1,5). Denne tanke hos Johannes er beslægtet med tanken om genløsning eller befrielse ved løsesum. Peter lærer den samme sandhed i 1 Pet 1,19. Således ser vi, at Jesus og alle Det Nye Testamentes forfattere betragter Kristi offer som den årsag, der skaffer menneskelig genløsning.

2. Forsoning:

Tanken om forsoning indebærer en personlig uoverensstemmelse mellem to parter. Der er fremmedgørelse mellem Gud og mennesket. Forsoning er genoprettelsen af velvilje mellem de to parter. Jesus udtaler ikke noget direkte budskab om forsoning, men antyder Guds afsky for menneskets synd og de anstrengte relationer mellem Gud og den ubodfærdige synder (se Luk 18,13). Han lægger ordene `Gud, vær mig nådig' i munden på den bedende tolder (se Thayer, Greek-English Lexicon, hilaskomai), men Jesus hævder ingen steder, at hans død sikrer Guds forsoning med synderen. Det gør Paulus imidlertid. "For hvis vi, mens vi var fjender, blev forsonet med Gud ved hans Søns død," osv. (Rom 5,10). Der kan ud fra dette sted ikke være nogen tvivl om, at Paulus tænkte på Kristi død som den årsag, der skaffer forsoningen. I Ef 2,13; Ef 2,14; Ef 2,18 gør Paulus Kristi kors til midlet til forsoning mellem fjendtlige menneskeslægter. Paulus når højdepunktet i sin opfattelse af den forsoning, der er virket ved Kristi kors, når han hævder, at de forenende resultater af Kristi død har kosmisk rækkevidde (Ef 1,10).

Hebræerbrevets forfatter antyder også, at Kristi død sikrer forsoning, når han betragter denne død som stadfæstelsen af den "bedre pagt" (8,6 ff.), og når han spiller på ordets dobbelte betydning (diatheke, 9,15 ff.), snart "pagt" og snart "vilje," "testamente." Kristi død er nødvendig for at sikre stadfæstelsen af den nye pagt, som bringer Gud og mennesket ind i nye relationer (8,12). I 2,17 bruger forfatteren et ord, der antyder soning som noget, der er virket ved Kristi død. Så læren om forsoning findes også i Hebræerbrevet. Johannes lærer forsoning med Gud gennem Kristus, vores Talsmand, men forbinder den ikke udtrykkeligt med hans død som den årsag, der skaffer den (1 Joh 2,1; Joh 2,2). Peter er ligeledes tavs om dette punkt.

3. Syndernes forladelse:

Forsoning indebærer, at Gud kan tilgive; ja, har tilgivet. Jesus og Det Nye Testamentes forfattere erklærer, at Kristi død er grundlaget for Guds tilgivelse. Da Jesus indstiftede mindemåltidet, sagde han: "Dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse" (Matt 26,28). Det er sandt, at Markus og Lukas ikke gengiver denne sidste vending, "til syndernes forladelse." Men der er ingen antydning af, at denne vending er resultatet af Matthæus' teologisering over formålet med Kristi død (se Wendt, Teaching of Jesus, II, 239 ff., som hævder, at denne vending ikke stammer fra Jesus; også Allen i "Mt," ICC, på det citerede sted). Men Paulus efterlader ingen tvivl om forbindelsen mellem menneskets tilgivelse ved Gud og Kristi offer for det. Denne tanke er rodfæstet i det store afsnit om retfærdiggørelse (Rom 3,21-5; se især 4,7); den erklæres positivt i Ef 1,7; Kol 1,14. Forfatteren til Heb lærer, at udgydelsen af Kristi blod under den nye pagt er lige så nødvendig for at sikre tilgivelse, som udgydelsen af dyrs blod var under den gamle. Johannes antyder også, at tilgivelse er baseret på blodet (1 Joh 1,7-9).

4. Ophævelsen af skyld:

Sand forsoning og tilgivelse omfatter ophævelsen af overtræderens skyld. Jesus har ikke noget direkte ord om ophævelsen af skyld. Paulus afslutter sin argumentation for den menneskelige synds universalitet ved at hævde, at "hele verden må blive bragt ind under Guds dom" (KJV "skyldig over for Gud", Rom 3,19). Thayer (Greek-English Lexicon, på det anførte sted) siger, at dette ord "skyldig" betyder "at skylde Gud fyldestgørelse" (at være strafskyldig over for Gud). Men i Rom 8,1; Rom 8,3 udbryder Paulus: "Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus .... Gud, idet han sendte sin egen Søn i syndigt køds lighed og for synd" (English Revised Version og American Revised Version randnote "som et offer for synd"). Skylden, eller synderens udsathed for Guds vrede og dermed for straf, fjernes ved det syndoffer, som Kristus bragte. Denne tanke er underforstået hos Hebræerbrevets forfatter (2,15), men udtrykkes ikke hos Peter og Johannes.

5. Retfærdiggørelse eller ret stilling over for Gud:

Ret stilling over for Gud er også underforstået i den foregående tanke. At tilgive synd og ophæve skyld er de negative sider, at føre ind i ret stilling over for Gud den positive side, af den samme handling. "Ham, som ikke kendte til synd, gjorde han til synd (dvs. syndofferet; således Augustin og andre fædre, Ewald, Ritschl; se Meyer, Commentary, på stedet, som afviser denne betydning) for vor skyld, for at vi i ham skulle blive Guds retfærdighed" (2 Kor 5,21). I dette afsnit gør Paulus retfærdiggørelsen til det guddommelige formål med Kristi offerdød. Denne tanke udfoldes af apostlen i Galaterbrevet og Romerbrevet, men udtrykkes ikke af Jesus eller i Hebræerbrevet, hos Peter eller hos Johannes.

6. Renselse eller helliggørelse:

Jesus forbinder ikke vores renselse eller helliggørelse med sin død, men med sit ord (Joh 17,17). Substantivet "renselse" (katharismos) bruges ikke af Paulus, og verbet "at rense" (katharizo) forekommer kun to gange i hans senere breve (Ef 5,26; Tit 2,14). Han bruger dog tanken om helliggørelse, og i Rom 6-8 lærer han, at helliggørelse er en logisk følge af retfærdiggørelsen, som sikres ved Kristi offerdød. I Fil 3,10; Fil 3,11 betragter han Kristi død og opstandelse som kraften til forvandling i det nye liv. Hebræerbrevets forfatter (1,3; 9,14.22.23; 10,2) bruger, idet han følger sine gammeltestamentlige billeder, tanken om renselse om hele processen med at fjerne synd, fra soning til helliggørelse (se Westcott, Commentary, på det anførte sted). Han gør Kristi død til den årsag, der skaffer renselsen til veje. Johannes gør det samme (1 Joh 1,7; Åb 7,14).

7. Barnekår:

Den troendes guddommelige barnekår føres også af Paulus tilbage til Kristi offerdød (Rom 8,17), skønt denne tanke ikke findes hos andre nytestamentlige forfattere.

Således sammenfatter vi: Hele frelsesprocessen, fra forsoning med Gud til den frelste synders adoption ind i himlens husstand, tilskrives i nogen grad af Jesus, i høj grad af Paulus, Det Nye Testamentes teolog, og i vekslende grad af andre nytestamentlige forfattere, Kristi offerdød. Selv Holtzmann (Neutest. Theol., II, 111) indrømmer: "Det er på dødens øjeblik, at frelsens begrundelse udelukkende koncentreres."

V. Hvordan Kristi offer skaffer frelse.

Det må indrømmes, at de nytestamentlige forfattere, langt mindre Jesus, ikke drøftede dette emne ud fra et filosofisk synspunkt. Jesus filosoferer aldrig undtagen tilfældigt. Paulus, Hebræerbrevets forfatter og Johannes havde en filosofi, der lå til grund for deres teologi, hvor den første og den anden beskæftigede sig mest med Kristi offergerning, den sidste med hans person. Men Paulus og Hebræerbrevets forfatter skrev ikke deres breve for at frembringe et filosofisk system, der forklarer, hvordan Kristi offerdød kan og faktisk skaffer menneskets frelse.

1. Jesu lære:

Nogle hævder, at ordet "løsesum" (Mark 10,45) giver os nøglen til forsoningens filosofi, sådan som den fremstilles af Jesus selv. Men eksegesens regler taler imod denne antagelse. I sammenhængen lærer Jesus sine disciple, at opofrende tjeneste er storhed. For at illustrere sandheden henviser han til sit eget eksempel med at komme for at "tjene og give sit liv som løsesum for mange." Det vil sige, Jesus indskærper et praktisk princip og udfolder ikke en teoretisk sandhed. Desuden bruges ordet "løsesum" billedligt, og eksegesens love forbyder os at presse et billedes bogstavelige betydning. Billedet antyder fangenskab i synd og befrielse ved betaling af en pris (Kristi død). Men Jesus fortæller os ikke, hvordan hans offerdød kan og faktisk betaler prisen for menneskets forløsning fra synd. Ordet "løsesum" giver dog ledetråden til udviklingen af det stedfortrædende offer, som senere udfoldes af Paulus. Ritschl (Rechtfertigung und Versohnung, II, 85) yder ikke ordet "løsesum" retfærdighed, når han hævder, at det blot gengiver betydningen af det hebraiske kopher, "dække som beskyttelse," og at Kristi død, ligesom et dække, befrier os ved at anspore os til at leve det opofrende tjenestes liv, sådan som Kristus gjorde. Wendt (Lehre Jesu, II, 237; Teaching of Jesus, II, 226 f) indrømmer "løsesum"-tanken i ordet, men siger, at Kristus befrier os fra trældom under lidelse og død, ikke ved sin død, men ved sin lære, som illustreres ved hans offerdød. Beyschlag (Neutest. Theol., I, 153) mener, at Kristi død befrier os fra verdslige ambitioner og sådanne synder ved at vise os Jesu eksempel i offer. Weiss (Biblical Theology of the New Testament, I, 101-3) mener, at Kristi "hengivelse af sit liv .... gælder som en løsesum, som han giver i stedet for de mange," som ikke selv var i stand til at betale prisen. Han tilføjer også: "Udsagnet om løsesummen lægger vægt på Jesu Gud-velbehagelige handling, som sikrer frelsen," osv.

Heller ikke Jesu ord ved det sidste måltid: “Dette er mit blod, pagtens blod” (Mark 14,24) giver os umiskendeligt bevis for, hvordan hans død frelser mennesker. Det lærer dog, at syndere, når de går ind i riget, træder ind i et nyt pagtsforhold til Gud, som indebærer syndsforladelse og fællesskab med Gud, og at ligesom pagtsofrene ved Sinaj bjerg (2 Mos 24,3-8) stadfæstede lovpagten mellem Gud og hans folk, således stadfæster Kristi død som et pagtsoffer nådepagten mellem Gud og fortabte syndere. I kraft af denne pagt tilgiver Gud på sin side den angrende synder, og den synder, der overgiver sig, fremstiller på sin side sig selv for Gud til et liv i offer. Men denne udtalelse fortæller os ikke, hvordan Gud kan tilgive synd på grundlag af en pagt, der således er stadfæstet ved Kristi død. Betyder det stedfortrædelse, at ligesom dyret, hvis blod stadfæstede pagten, blev slagtet i stedet for folket, sådan blev Kristus slagtet i synderes sted? Eller antyder det pagtens uforanderlighed på grundlag af, at dyret (og således Kristus) repræsenterer både Gud og menneske, og at drabet betyder tab af liv eller vilje til at ændre pagten (således Westcott, Commentary on Hebrews, 301)? Det kunne næppe betyde, at Kristi offer var frembærelsen af et fuldkomment, antageligt liv for Gud (Wendt, op. cit., II, 237), eller at Kristi død blot betragtes som det fælles måltidsoffer, hvorved Gud og hans folk således træder ind i en slags forening og fællesskab (således nogle evolutionister i studiet af sammenlignende religion; se Menzies, Hist of Religion, 416 ff.).

2. Paulus’ lære:

Ritschl og mange moderne forskere er tilbøjelige til at forkaste al filosofi i religionen. De siger: “Tilbage til Kristus.” Paulus var kun en menneskelig fortolker af Jesus. Men han var en guddommeligt vejledt fortolker, og vi har brug for hans førstehåndsfortolkninger af Jesus. Hvad har han at sige om, hvordan Kristi død frelser mennesker?

(1) Ordene, der udtrykker tanken om forløsning.

Se ovenfor om offerbegreberne. Det klassiske sted, som indeholder tanken om forløsning, er Rom 3,24-26: “De bliver retfærdiggjort uforskyldt af hans nåde ved den forløsning, som er i Kristus Jesus; ham fremstillede Gud som et sonemiddel, ved tro, i hans blod, for at vise sin retfærdighed, fordi han i Guds langmodighed havde ladet de synder, der før var begået, passere; for, siger jeg, at vise sin retfærdighed i den nuværende tid, så han selv kunne være retfærdig og gøre den retfærdig, som har tro på Jesus.” En rimelig fortolkning af dette sted giver os følgende sætninger: (a) Den troende får ret stilling over for Gud ved hjælp af, gennem kanalen af (se Thayer, Greek-English Lexicon, dia, A, III, 2), den forløsning, som er i Kristus. (b) Denne forløsning i Kristus indebærer, eller bygger på, den af Gud tilsigtede soning, som Kristus tilvejebragte i sin død. (c) Guds hensigt med at tilvejebringe en sådan soning var at fremvise sin retfærdighed; dvs. at hævde den side af hans væsen, som kræver syndens straf, og som ikke var blevet vist i tidligere slægter, da hans langmodighed lod menneskers synder passere. Se Sanday, Commentary on Romans, på det citerede sted. Det klassiske sted, som indeholder det andet ord for at forløse (exagorazo), er Gal 3,13: “Kristus forløste os fra lovens forbandelse ved at blive en forbandelse for os,” osv. Professor E. D. Burton (AJT, oktober 1907) mener:

(a) Lov betyder her “lov forstået legalistisk.”

(b) “Forbandelsen” var den rene legalismes lovs dom, “en åbenbaring for mennesket af dets faktiske status over for Gud på fortjenestens grundlag.”

(c) Den forløsning, der menes, er, at Kristus “bragte lovens regime til ophør .... snarere end enkeltpersoners befrielse ved frigørelse fra straf.”

Han bygger dette argument i høj grad på brugen af hemas, “os”, der betyder jøder i modsætning til ethne, hedningerne (Gal 3,14). Everett (The Gospel of Paul) mener, at Kristus var forbandet, idet han blev “korsfæstet” (måden, ikke selve det faktum at han døde, var forbandelsen); det vil sige, som Everett ser det, blev Kristus ceremonielt uren og dermed fri fra loven. Sådan bliver også hans efterfølger ved at blive korsfæstet med Kristus ceremonielt uren og dermed fri fra loven. Stedet synes at give os følgende sætninger:

(a) Mennesket under loven (hvad enten det er Det Gamle Testamentes åbenbarede lov eller den moralske lov) er under en “forbandelse”, det vil sige udsat for den straf, som den brudte lov kræver.

(b) Kristus blev ved sin død på korset en “forbandelse for os.”

(c) Ved at Kristus således blev en “forbandelse for os”, udfriede han os, “ikke jøderne som nation, men alle os, jøder og hedninger, som troede,” fra den forbandelse, der var pådraget ved at bryde loven.

Professor Burton indrømmer, at participiet genomenos, “blivende”, kan være et “middelsparticipium” (den ovenfor citerede artikel, 643), og således får vi: “Kristus forløste os fra lovens forbandelse ved at blive en forbandelse for os.” Stedet antyder i det mindste, hvis det ikke erklærer, at Kristus frelser os ved stedfortrædende at udholde den straf, som vi var udsat for.

(2) Tanken om forsoning.

Paulus bruger udtrykket »Guds vrede« (Rom 1,18 osv.) til at udtrykke Guds holdning til synden, en holdning af mishag og sorg, af hellig karakters væmmelse, som kræver syndens straf. På den anden side elsker Gud synderen; kærligheden er den drivende årsag til forløsningen gennem Kristus (Rom 5,8; Rom 8,32). Det vil sige, vrede er kærlighed, der sørger, og retfærdighed, der væmmes på grund af synden, og begge sider kan virke samtidig (Simon, Redemption of Man, 216, hævder det modsatte). Derfor siger Paulus: »Gud var i Kristus og forligte verden med sig selv, idet han ikke tilregnede dem deres overtrædelser« (2 Kor 5,19). Dette ord »forlige« (katallassein) betyder nu i aktiv: »at modtage i gunst«, i passiv: »at blive genoprettet til gunst« (Thayer). Se også Revelation og The Expositor, oktober 1909, 600 ff., hvor professor Estes ud fra Sofokles, Xenofon, Josefus, Septuaginta og steder i Det Nye Testamente som Matt 5,24 viser, at ordet må betyde en forandring i Guds holdning til mennesker og ikke blot en forandring hos mennesker over for Gud. Praktisk taget det samme læres af Meyer (Commentary on 2 Corinthians); Lipsius (Handcomm. zum New Testament); Sanday (Commentary on Romans); Denney (Exegetical Greek Testament on Romans); Lietzmann (Handbuch zum New Testament); Holtzmann (Neutest. Theol.); Weiss (Religion of the New Testament); Pfleiderer (Paulinism); Stevens (Christian Doctrine of Salvation), og i næsten alle de store kommentarer til Romerbrevet og 2 Korintherbrev, samt af alle forfattere om nytestamentlig teologi undtagen Beyschlag.

Se også RECONCILIATION; RETRIBUTION.

(3) Tanken om soning.

Kun én gang (Rom 3,25) bruger Paulus ordet »soning«. Som vi så i (1) ovenfor, bygger forløsningen i Kristus på den soning, som Kristus bragte i sin død. Thayer (Greek-English Lexicon, på det anførte sted) siger, at substantivet betyder »et middel til at formilde, sone, en soning, et sonoffer«. Han mener, at det har denne betydning i Rom 3,25, men henfører det til »nådestolen« i Hebr 9,5. Sanday (Comm. on Rom, 88) betragter hilasterion som et adjektiv med betydningen »sonende«. De Wette, Fritzsche, Meyer, Lipsius og mange andre tager det i denne betydning; Gifford, Vaughan, Liddon, Ritschl mener, at det her betyder »nådestol« ligesom i Hebræerbrevet. Men med begge betydninger ses Kristi blod som det, der sikrer Guds barmhjertighed. Soning for Gud sker ved Kristi blod, og på grund af det har mennesker adgang til nådestolen, hvor Guds herlighed stråler i hans tilgivelse af menneskets synder.

Se ROMANS, EPISTLE TO THE, 9, (3).

(4) Præpositionerne huper og anti.

Paulus bruger aldrig anti (»for«, »i stedet for«, »i stedet for«, således Thayer) til at udtrykke, hvad Kristi offer gør for synderen, men huper (»for ens sikkerhed eller fordel«, primært, men også »i stedet for«, »i stedet for«, således Thayer). Se Rom 5,8; Rom 8,32; Rom 14,15; 1 Kor 11,24; 2 Kor 5,15; Gal 3,13; Ef 5,2; Ef 5,25; 1 Thess 5,10; 1 Tim 2,6; Tit 2,14. Det skal bemærkes, at i 1 Tim 2,6 bruger Paulus antilutron, »løsesum«, sammensat med præpositionen anti, men følger det med huper, hvilket kan tyde på, at huper her bruges i betydningen anti, »i stedet for«.

Sammenfattende om Paulus' lære om, hvordan Kristi offer frelser:

(a) Det sonende offer »blødgør« ikke Gud eller »dæmper Guds vrede« (som Bushnell hævder, at tilhængerne af fyldestgørelsesteorierne påstår, Vicarious Sacrifice, 486). Gud er allerede villig til at frelse mennesker; hans kærlighed frembringer det sonende offer (Rom 5,8). Guds kærlighed frembringer offeret, ikke offeret hans villighed til at frelse.

(b) Men mennesket var ved at bryde Guds lov kommet under forbandelsen, straffen for den brudte lov (Gal 3,13), og var derfor under Guds vrede (Rom 1,18), dvs. menneskets synd udsatte det for straf, mens Guds kærlighed til synderen samtidig blev bedrøvet.

(c) Kristus gjorde ved sin offerdød det muligt for Gud at vise sin retfærdighed og kærlighed på samme tid; dvs. at han straffede synden, men elskede synderen og ønskede at frelse ham (Rom 3,25; Rom 3,26; Rom 5,8).

(d) Kristus, som var syndfri, led stedfortrædende for syndige mennesker. Hans død skyldtes ikke hans egne synder, men menneskers (2 Kor 5,21).

(e) Hans død, efterfulgt af hans opstandelse, som udpegede ham som Guds syndfri Søn og således indsatte ham som menneskers frelser (Rom 1,4), var bestemt af Gud til at bringe mennesker i det rette forhold til Gud (Rom 3,26; 2 Kor 5,21).

Således kan vi sige, at Paulus forklarede forholdet mellem Kristi død og synderens åndelige liv ved at tænke på en overførsel af synderens »forbandelse« til Kristus, som han bar på korset, og af Guds retfærdighed gennem Kristus (Fil 3,9) til synderen ved tro på Kristus. Men vi må ikke presse denne stedfortrædende tanke for langt ind i et filosofisk system om forsoningen og hævde, at systemet er Paulus' lære. Den kvantitative, kommercielle idé om overførsel findes ikke i Paulus' tanke. Sproget om forløsning, soning og løsesum er i høj grad billedligt. Vi må mærke den åndelige sandhed i en kvalitativ overførsel af synd fra mennesket til Kristus og af retfærdighed fra Kristus til mennesket og lade sagen hvile dér, så vidt Paulus' lære rækker. Ud over dette er vores konklusioner om substitution som forsoningens metode resultater af filosoferen over Paulus' lære.

3. Hebræerbrevets lære:

Hebræerbrevets forfatter føjer intet til Paulus' lære om den måde, hvorpå Kristi offer virker til menneskers frelse. Hans formål med at frembringe et forsvar, der viser den overlegne virkning af Kristi ypperstepræstelige offer frem for det aronitiske præstedømmes, retter hans første tanke mod offerets virkning snarere end mod dets virkemåde. Han bruger ordene "forløsning" (9,12; jf. 9,15), "sone" (2,17), og han understreger, at det himmelske allerhelligste åbnes ved Kristi ypperstepræstelige offer (adgangsvejen til selve Guds nærvær ved Kristi død, 10,19.20), hvilket giver os materiale til at danne et system, der bygger på en virkelig soning for synd og forsoning af Gud, svarende til den paulinske lære, som er formuleret ovenfor.

4. Peters og Johannes' lære:

Peter hævder, at Kristus led stedfortrædende (1 Pet 2,22-24), han som, skønt han "ikke gjorde synd," "selv bar vore synder på sit legeme op på træet"; han som "led for synder én gang, den retfærdige for (huper, ikke anti) de uretfærdige" (1 Pet 3,18). Men Peter går ikke længere end Paulus (måske ikke så langt) i at udfolde, hvordan Jesu stedfortrædende lidelse frelser synderen. De johannæiske skrifter indeholder soningstanken (1 Joh 2,2; Joh 4,10), skønt Johannes skriver for at understrege inkarnationen og ikke den Inkarnere­des gerning (Joh 1,1-18; Joh 1,1; Joh 1,3).

For at sammenfatte Det Nye Testamentes lære om måden eller virkningen: Jesus hævder sin stedfortrædende lidelse (Mark 10,45; jf. Joh 10,11) og antyder dens virkemåde ved at bruge billedet "løsesum". Paulus, Peter og Johannes lærer, at Kristi offer var stedfortrædende, og alle undtagen Peter antyder soningstanken som dets virkemåde. Der findes ingen direkte drøftelse af, hvad soning betyder.

VI. Begrundelsen for Kristi offers virkning.

1. Jesu lære:

Jesus understreger sin frivillige ånd i at bringe offeret. "Menneskesønnen kom også .... for at give sit liv som løsesum." Offeret var frivilligt, ikke tvungent. Gud tvang ham ikke til at lægge sit liv ned; han valgte at gøre det (jf. Joh 10,11). Men Jesus giver os ingen filosofi om dette eller noget andet element i hans offer som grundlag for dets virkning.

2. Paulus' lære:

Paulus understreger også Kristi frivillige gave (Gal 2,20), men han fremhæver snarere værdigheden hos ham, der bringer offeret, som grundlag for dets virkning. Det er Guds Søns offer, vist at være sådan i hans opstandelse (Rom 1,4; Rom 4,25). Det var ikke et almindeligt menneske, men den syndfri Søn, der gav "sig selv" (Gal 2,20). Det var ikke blot en døende Kristus, men Sønnen, der opstod igen "i kraft" (Rom 1,4), som sikrer vor "retfærdiggørelse" (Rom 4,25; 1 Kor 15,3; 1 Kor 15,4; 1 Kor 15,17). Paulus understreger også Jesu syndfri liv og karakter som grundlag for virkningen i Kristi offer, han "som ikke kendte til synd" i sin livserfaring (2 Kor 5,21).

3. Læren i Hebræerbrevet:

Hebræerbrevets forfatter udfolder, mere end alle Det Nye Testamentes forfattere, grundlagene for virkningen i Kristi offer.

(1) Det var et personligt offer, ikke et dyreoffer (9,12-14; 9,26, "offer af sig selv"; 10,4).

(2) Det var Guds Søns offer (3,5).

(3) Det var en kongelig person, der bragte offeret (6,20b; 7,1, "efter Melkisedeks orden .... konge af Salem").

(4) Det var en syndfri person (7,26.27; 9,14; 10,10.12). Westcott, Commentary on Hebrews, 298, siger med rette: "Det bliver derfor nødvendigt, for at opnå et fuldstændigt syn på Kristi offer, at forene den kronende handling på korset med hans opfyldelse af Guds vilje fra først til sidst, livets offer med dødens offer."

(5) Det var en evig person (6,20, "for evigt"; 7,16, "efter kraften af et endeløst (randnote "uopløseligt") liv").

Hebræerbrevets forfatter når højdepunktet i sit argument for Kristi offers overlegne virkning, når han fremstiller ham som den, der går ind i det allerhelligste i selve Guds nærvær for at fuldende offeret for menneskets synd (8,1.2; 9,11.12.24).

Peter og Johannes drøfter ikke grundlaget for virkningen og føjer derfor intet til vore konklusioner ovenfor. Offerets virkning antydes ved at beskrive personens herlighed (1 Pet 1,19; 1 Pet 2,22; 1 Pet 2,23; 1 Pet 2,1; 1 Pet 2,2).

For at sammenfatte vor konklusion om Kristi offers virkning: Jesus og de ledende nytestamentlige forfattere antyder, at virkningen af hans offer har sit centrum i hans personlighed. Jesus, Peter og Johannes drøfter ikke emnet direkte. Paulus, skønt han drøfter det mere udførligt, gør det ikke fuldt ud, men Hebr.s forfatter samler og fuldender sit argument for kristendommens endegyldighed i Kristi offers overlegne virkning, som er grundet i hans personlighed: guddommelig, kongelig, syndfri, evig (se Menegoz, Theol. de l'Ep. aux Hebreux). Det er let at se, ud fra den position Hebr.s forfatter indtager, hvordan Anselm i Cur Deus Homo udviklede sin satisfaktionsteori, ifølge hvilken guddommeligheden i Kristus gav hans sonende offer dets uvurderlige værdi i Guds øjne.

VII. De menneskelige betingelser for anvendelse.

1. Universel i objektiv mulighed:

Kristi offerdød er universel i sin objektive mulighed, ifølge Jesus (Luk 24,47, "til alle folkeslagene"); ifølge Paulus (Rom 1,5; Rom 5,18; Rom 11,32; 2 Kor 5,14; 2 Kor 5,15; Gal 3,14); ifølge Hebræerbrevets forfatter (2,9, "smage døden for hvert menneske"); ifølge Johannes (1 Joh 2,2, "soning .... for hele verden").

2. Virksomt, når det anvendes subjektivt:

Men for at den objektive forløsning skal være virksom, må den anvendes subjektivt. Kristi blod er det universelt virksomme middel for menneskers syndssyge sjæle, men hvert menneske må selv foretage den subjektive anvendelse. Hvordan sker anvendelsen? Det trefoldige svar er: ved omvendelse, ved tro og ved lydighed.

(1) Ved omvendelse.

Døberen og Jesus lagde vægt på omvendelse (først og fremmest en sindets forandring, dernæst en forandring af forhold og af liv) som betingelsen for at komme ind i riget og nyde den messianske frelse (Matt 3,2; Mark 1,15). Peter prædikede omvendelse på pinsedagen og straks derefter som et middel til at opnå tilgivelse (ApG 2,38; ApG 3,19, osv.). Paulus, selv om han lagde vægt på troen, fremhævede også omvendelsen som et element i den menneskelige betingelse for frelse (ApG 20,21; Rom 2,4, osv.). Johannes (Åb 2; 3, passim) fremhæver omvendelsen, dog uden at betone den som et middel til at modtage forløsningens goder.

(2) Ved tro.

Jesus forbandt tro med omvendelse (Mark 1,15) som betingelsen for at modtage den messianske frelse. Paulus gør troen til det altomfattende middel til at anvende Kristi værk. Evangeliet er "Guds kraft til frelse for enhver, som tror" (Rom 1,16); "ham fremstillede Gud som et sonemiddel, ved tro" (Rom 3,25); "tro (ikke gerninger) regnes til retfærdighed" (Rom 4,5); "retfærdiggjort ved tro" (Rom 5,1). I Galaterbrevet, brevene til korintherne, i fangenskabsbrevene og pastoralbrevene fremhæver han troen som den eneste betingelse for at modtage frelsen. Men hvilken slags tro er det, der tilegner sig den frelsende virkning af Kristi død? Ikke historisk eller intellektuel tro, men "hjerte"-tro (Rom 10,10). For Paulus betød "hjerte" sædet for, eller essensen af, hele personligheden, og derfor er den tro, som anvender Kristi forløsning, den personlige overgivelse af én selv til Kristus som frelser og Herre (2 Kor 5,15). Se Thayer, Greek-English Lexicon, pisteuo, 1, b, gamma, for en særlig drøftelse af troens betydning i denne forstand. Hebræerbrevets forfatter behandler især troen som en sejrende kraft, men antyder også, at den er betingelsen for at træde ind i et liv med åndelig hvile og fællesskab (kapitel 3 og 4, passim). Peter (1 Pet 1,9) og Johannes (1 Joh 3,23; Joh 4,16; Joh 5,1; Joh 5,5, osv.) betragter også troen som et middel til at anvende de frelsende goder ved Kristi død.

(3) Ved lydighed i offertjeneste.

Jesus sagde: "Hvis nogen vil komme efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig" (Mark 8,34). Her opstiller han to elementer i discipelskabets betingelser: at fornægte sig selv og at tage sit kors op. Det første betyder at afstå fra selvet som centrum for tanke, tro, håb og liv. Det sidste betyder et liv i offer. Jesus betonede denne sandhed, da han udtalte dette uforlignelige ord: "Menneskesønnen kom ikke for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange" (Mark 10,45 parallel Matt 20,28). Paulus fremhæver også denne side af den menneskelige betingelse for frelse, når han viser, hvordan helliggørelsen vokser spontant ud af retfærdiggørelsen (Rom 6,8), og når han siger, at det, der "gælder", er "tro, virksom gennem kærlighed" (Gal 5,6). Hebræerbrevets forfatter siger: "Han blev for alle dem, der adlyder ham, ophav (græsk aitios, "årsag") til evig frelse" (5,9). Peter og Johannes, især den sidstnævnte, fremhæver overholdelsen af hans bud, tjenestens liv, som midlet til fuldt ud at tilegne sig de frelsende goder ved Kristi død. Teologerne i undervisningslokalerne og prædikanterne på prædikestolene har ikke formået at fremhæve dette aspekt af "frelsende tro", sådan som Jesus, Paulus, Hebræerbrevets forfatter og Johannes gjorde. I Det Nye Testamente er frelsen en proces såvel som en øjeblikkelig handling fra Guds side, og processen føres videre ved lydighed, tjenestens liv, som ved tro tilegner sig kraften i Kristi offer.

VIII. Den kristnes liv som offerliv.

Denne drøftelse af den tro, der "adlyder", fører til overvejelsen af den kulminerende tanke hos Det Nye Testamentes forfattere, nemlig at den kristnes liv er et liv i offer, grundlagt på Kristi offer for ham. Vi bemærker i hovedtræk følgende:

Den kristnes offerliv er den logiske konsekvens af Kristi offerdød. Den Kristus, som ofrede sig selv for den troende, fortsætter nu offeret i den troendes liv (Gal 1,20; Fil 1,21).

1. Konsekvens af Kristi offer:

Paulus blev korsfæstet, da Kristus blev korsfæstet (i et dristigt mystisk billede), og Kristi liv, som ofrede sig selv på korset og viderefører sig selv i opstandelseskraft, virker nu som en mægtig drivkraft til apostlens moralske og åndelige forvandling (Fil 3,10; Fil 3,11). Det skal bemærkes, at Jesus også fremhævede denne form for liv, skønt han ikke så udtrykkeligt forbandt den troendes offerliv med sin egen offerdød (se Mark 8,34 f).

2. Kristi død som appel til en kristens offer:

Kristi offerdød bliver den overbevisende appel til den kristnes offerliv: »Fordi vi altså dømmer sådan, at én døde for alle, derfor døde alle; og han døde for alle, for at de, der lever, ikke længere skal leve for sig selv, men for ham, som for deres skyld døde og opstod igen« (2 Kor 5,14; 2 Kor 5,15). Fordi han døde for os, bør vi leve for ham. Men hvilken appel retter Kristi offerdød til den frelste synder? »Kristi kærlighed tvinger os« (2 Kor 5,14). Kristi død på korset viser hans kærlighed, en usigelig, utænkelig kærlighed, for det var kærlighed til hans »fjender« (Rom 5,10), og denne uforlignelige kærlighed tænder kærlighed i den tilgivne synders hjerte. Han er villig til at gøre hvad som helst, endog at dø, for sin frelser, som døde for ham (ApG 21,13; Fil 1,29; Fil 1,30). Det er et større privilegium for den frelste synder at lide for Kristus, end det er at tro på ham. Peter (1 Pet 3,17; 1 Pet 3,18), forfatteren til Hebræerbrevet (12; 13,13) og Johannes (1 Joh 3,16; Joh 4,16-19) fremhæver denne sandhed.

3. Nødvendigt for at udfylde Kristi offer:

Den kristnes offer er nødvendigt for at udfylde Kristi offer. »Nu glæder jeg mig over mine lidelser for jeres skyld og udfylder for min del det, der mangler af Kristi trængsler, i mit kød, for hans legemes skyld, som er kirken« (Kol 1,24). Romersk-katolske eksegeter har fået apostlen til at lære, at de helliges lidelser sammen med Kristi lidelser har sonende virkning. Men Paulus antyder intetsteds, at hans lidelser gavner til at borttage synder. Vi kan med Weiss (Comm. on the New Testament) mene, at Paulus længtes efter i sit liv at erfare den fuldkomne offerånd, sådan som Kristus gjorde; eller med Alford (in loc.), at han ønskede at lide sin del af Kristi lidelser, som skulle udholdes af ham gennem hans kirke; eller, som det forekommer os, at han længtes efter ved sin tjeneste i opofrende tjeneste at gøre Kristi offerdød virksom for så mange andre som muligt. Kristi offer gavner til at frelse mennesker kun, når kristne ofrer deres liv på at gøre dette Kristi offer kendt.

4. Indholdet af den kristnes offer:

(1) Den kristne skal fremstille sin personlighed (Rom 15,16). Paulus roser makedonerne for »først« at give »sig selv til Herren« (2 Kor 8,5).

(2) Kristne må fremstille deres »legemer som et levende offer, helligt, velbehageligt for Gud« (Rom 12,1). I det gamle offersystem blev dyrene ofret som døde; kristne skal ofre deres legemer, alle deres lemmer med deres kræfter, til Gud som et »levende offer«, dvs. et offer, der virker i liv præget af hellighed og tjeneste (se også Rom 6,13; Rom 6,19).

(3) Kristne må ofre deres penge eller jordiske ejendele til Gud. Paulus taler om gaven fra menigheden i Filippi som »et velbehageligt offer, Gud til behag« (Fil 4,18). Denne gave var for apostlen et smukt udtryk for den offerånd, der var meddelt dem, fordi de havde Kristi »sind«, han som »tømte sig selv, .... blev lydig indtil døden, ja, døden på korset« (Fil 2,5-8). Forfatteren til Hebræerbrevet (13,16) formaner sine læsere: »Men glem ikke at gøre godt og at dele med andre; for sådanne ofre har Gud velbehag i.«

(4) Den almindelige udøvelse af alle vore gaver og nådegaver betragtes af Peter som et liv i offer (1 Pet 2,5): »Også I, som levende sten, opbygges til et åndeligt hus, til et helligt præsteskab, for at frembære åndelige ofre« osv. Alle kristne er præster og frembærer dagligt deres brændofre, som er velbehagelige for Gud, hvis de ›lider som kristne‹ (1 Pet 2,20; 1 Pet 3,18) i udøvelsen af deres nådegaver og kræfter.

Men hvordan påvirker disse kristnes ofre ham selv og Gud? Det Nye Testamentes forfattere antyder aldrig, at vore ofre forsoner Gud eller på den måde vinder hans gunst, så han vil eller kan tilgive vore synder på grund af vore ofre. De er »velbehagelige« for ham, en »sød duft«; det vil sige, de vinder hans godkendelse af vore liv, når de således leves efter den målestok, Kristus giver os. Deres virkning på os er, at vores åndelige effektivitet og kraft vokser, og til sidst en større evne til at nyde åndelige velsignelser i himlen (1 Kor 3,14).

5. Nadveren som et offer:

Nogle lærde (romersk-katolske, episkopale osv.) betragter mindemåltidet som en slags offer, som den kristne bringer i tilbedelsen. Hverken Jesus, Paulus, forfatteren til Hebræerbrevet, Peter eller Johannes antyder nogensinde, at den kristne ved at spise brødet og drikke vinen bringer et offer til Gud i Kristus. Paulus lærer, at når vi tager del i nadveren, »forkynder vi Herrens død, indtil han kommer« (1 Kor 11,26). Det vil sige: I stedet for selv at bringe et offer til Gud forkynder vi, når vi tager del i nadveren, frembærelsen af Kristi offer for os. Milligan hævder, at ligesom Kristus i himlen bestandig frembærer sig selv for os, sådan frembærer vi på jorden, i nadveren, os selv for ham (Heavenly Priesthood, 266). Selv Cave (Spiritual Doctrine of Sacrifice, 439) fastholder: »I en vis løs betydning kan Herrens nadver kaldes et offer.« Se de ovennævnte bøger for argumentationen til støtte for denne opfattelse.

For at sammenfatte vore konklusioner om offer i Det Nye Testamente:

(1) Jesus og Det Nye Testamentes forfattere betragter Det Gamle Testamentes offersystem som givet af Gud, men ufuldkomment, idet de forskellige ofre kun tjener som forbilleder på det ene store offer, som Kristus bragte.

(2) Alle forfatterne, undtagen Jakob og Judas, sammen med Jesus, fremhæver offertanken; Jesus i mindre grad, idet han kun giver to antydninger af sin offerdød (i de synoptiske evangelier), mens forfatteren til Hebr lægger den afgørende vægt på Kristi offer som soningens offer.

(3) Hvad angår forholdet mellem Kristi offer og menneskets frelse, er den sidste resultatet af det første; sådan udtrykkes det kun to gange af Jesus, men erklæres eftertrykkeligt af Paulus, forfatteren til Heb, Peter og Johannes (Paulus og Heb lægger størst vægt på dette punkt).

(4) Hvad angår hvordan Kristi offer frelser mennesker, antyder Jesus, forfatteren til He, Peter og Johannes tanken om soning, mens Paulus eftertrykkeligt lærer, at mennesket er under en forbandelse, udsat for Guds mishag, og at Kristi offer sikrede forsoningen med Gud ved at hævde hans retfærdighed i at straffe synd og hans kærlighed i at frelse syndere. Jesus og de ledende nytestamentlige forfattere er enige om, at Kristus frelser mennesker gennem sin stedfortrædende lidelse.

(5) Hvad angår det rationelle grundlag for virkekraften i Kristi offer, findes der ingen direkte drøftelse i Det Nye Testamente undtagen hos forfatteren til Hebræerbrevet, som begrunder dets endelige, evige virkekraft i Kristi personlighed: guddommelig, kongelig, syndfri og evig.

(6) Hvad angår betingelserne for at tilegne sig Kristi offer, anerkendes omvendelse og tro, som lever og bærer frugt i lydighed og et opofrende liv, af Jesus og alle de ledende nytestamentlige forfattere som midlerne til at tilegne sig goderne ved Kristi offer.

(7) Af Jesus, Paulus, forfatteren til He, Peter og Johannes betragtes det kristne liv som offerets liv. Kristi død er på én gang årsagen, motivet, målestokken og den dynamiske kraft i den kristnes opofrende liv.

LITTERATUR.

Foruden de store kommentarer--ICC, Allen om "Mt," Gould om "Mk," Sanday-Headlam om "Rom"; Westcott om Johannesevangeliet og Johannesbrevene, og om Hebræerbrevet; Davidson, Delitzsch og Meyer om Hebræerbrevet; Meyer om 2 Korintherbrev; Lightfoot og Abbott om Kolossenserbrevet; og standardforfatterne inden for Det Nye Testamentes bibelske teologi, Weiss, Beyschlag, Bovon, Stevens, Sheldon--se følgende specialværker: Cave, Scriptural Doctrine of Sacrifice, Edinburgh, 1890; Simon, Redemption of Man, 1886; G. Milligan, The Theology of the Epistle to the Hebrews, Edinburgh, 1899; Milligan, The Ascension and Heavenly Priesthood of our Lord, London, 1908; W.P. Du Bose, High-Priesthood and Sacrifice; Everett, The Gospel of Paul, Boston, 1893; Burton, Smith, and Smith, Biblical Ideas of Atonement, Chicago, 1909; Denney, The Death of Christ: Its Place and Interpretation in the New Testament, London, 1902; Denney, The Atonement and the Modern Mind, London, 1903; Ritschl, Rechtfertigung und Versohnung (Retfærdiggørelse og forsoning), Bonn, 1895-1902, engelske oversættelser af Bibelen, 1900; Menegoz, Theol. del'Ep. aux Hebreux; artikel "Blood," Hastings, Encyclopedia of Religion and Ethics, af H. Wheeler Robinson; artikel "Communion with Deity," ibid., af Nathan Soderblom; artikel "Communion with Deity" (Christian), ibid., af Darwell Stone og D. C. Simpson; artikel "Expiation and Atonement," ibid., af W. A. Brown (kristent synspunkt), S. R. Driver (hebraisk), H. Loewe (jødisk); artikel "Redemption from the Curse of the Law," i AJT, oktober 1907, af professor E. D. Burton; artikel "Some Thoughts as to the Effects of the Death of Christ," i Revelation and The Expositor, oktober 1909.

C. B. Williams