Guld

Hebr. zahab, kaldet sådan på grund af sin gule farve (2 Mos 25,11; 1 Krøn 28,18; 2 Krøn 3,5).

Hebr. segor, afledt af dets tæthed, eller fordi det er indesluttet eller gemt som en skat; således kostbart eller “fint guld” (1 Kong 6,20; 7,49).

Hebr. paz, naturligt eller rent guld (Job 28,17; Sl 19,10; 21,3 osv.).

Hebr. betzer, “malm af guld eller sølv”, som det graves ud af minen (Job 36,19, hvor det simpelthen betyder rigdomme).

Hebr. kethem, dvs. noget skjult eller adskilt (Job 28,16, 19; Sl 45,9; Ordsp 25,12). Gengivet som “guldkile” i Es 13,12.

Hebr. haruts, dvs. udgravet; poetisk om guld (Ordsp 8,10; 16,16; Zak 9,3).

Guld var kendt fra de tidligste tider (1 Mos 2,11). Det blev især brugt til smykker (1 Mos 24,22). Det fandtes i meget stor mængde (1 Krøn 22,14; Nah 2,9; Dan 3,1). Mange tons af det blev brugt i forbindelse med templet (2 Krøn 1,15). Det fandtes i Arabien, Saba og Ofir (1 Kong 9,28; 10,1; Job 28,16), men ikke i Israels land.

I Dan 2,38 omtales det babyloniske rige som et “hoved af guld” på grund af dets store rigdomme; og Babylon blev af Esajas (14,4) kaldt den “gyldne by” (RV randnote: “undertrykkerske”, idet læsemåden marhebah følges i stedet for det sædvanlige ord madhebah).