Offer i Det Gamle Testamente

sak'-ri-fis, sak'-ri-fiz:

I DET GAMLE TESTAMENTE

I. UDTRYK OG DEFINITIONER

II. OFRENES OPRINDELSE OG NATUR

1. Teorien om en guddommelig åbenbaring

2. Teorier om en menneskelig oprindelse

(1) Gave-teorien

(2) Magi-teorien

(3) Bordfællesskabs-teorien

(4) Den sakramentale fællesskabs-teori

(5) Hyldest-teorien

(6) Sonings-teorien

(7) Oprindelige religiøse instinkter

III. KLASSIFIKATION AF OFRE

1. Maimonides

2. W.R. Smith og andre

3. Oehler

4. Paterson og andre

5. H.M. Wiener

IV. OFRE I TIDEN FØR MOSES

1. I Egypten

2. I Babylonien

3. Nomader og stammer i Arabien og Syrien

4. Kains og Abels offergaver

5. Noas

6. Abrahams

7. Jobs

8. Isaks

9. Jakobs

10. Israels i Egypten

11. Jetros

12. Sammenfatning og konklusioner

V. DET MOSAISKE OFFERSYSTEM

1. Pagtsofferet

2. De almindelige altre

3. Indvielsen af Aron og hans sønner

4. Ofre før guldkalven

5. Loven om brændofferet (`Olah)

(1) Ritual for den ofrende (Tredje Mosebog 1,3-17)

(2) Ritual for præsten (Tredje Mosebog 1,3-17)

(3) Almindelige love for præsten

(4) Love i Femte Mosebog 12,6.13.14.27; 27,6

6. Loven om afgrødeofferet (Minchah)

(1) Ritual for den ofrende (Tredje Mosebog 2,1-16)

(2) Ritual for præsten (Tredje Mosebog 2,1-16)

(3) Almindelige love for præsten (Tredje Mosebog 6,14-18 (hebraisk 7-11), osv.)

7. Loven om måltidsofferet

(1) Ritual for den ofrende (Tredje Mosebog 3,1-17)

(2) Ritual for præsten (Tredje Mosebog 3,1-17)

(3) Almindelige love for præsten (Tredje Mosebog 6,12 (hebraisk 5); 7,1 ff.)

8. Loven om syndofferet

(1) Ved indvielsen af Aron og hans sønner (Anden Mosebog 29,10 ff.)

(2) Loven om syndofferet (Tredje Mosebog 4,1-35; 24-30, osv.)

(a) Anledningen og betydningen

(b) Ritual for den ofrende (Tredje Mosebog 4,1-5.13, osv.)

(c) Ritual for præsten (Tredje Mosebog 4,1-5.13, osv.)

(d) Almindelige love for præsten (Tredje Mosebog 6,24-30)

(e) Særlige anvendelser af syndofferet

(i) Indvielse af Aron og hans sønner

(ii) Renselser fra urenhed

(iii) På forsoningsdagen

(iv) Andre særlige tilfælde

9. Skyldofferet

(1) Ritualet (Tredje Mosebog 5,14-6,7)

(2) Særlige love: spedalsk, nasiræer, osv.

10. Svingningsofferet

11. Offerydelsen

12. Drikofre

13. Kultens oprindelige karakter

VI. OFRE I ISRAELS HISTORIE

1. Situationen ved Moses' død

2. På Josvas tid

3. Dommertiden

4. Samuels og Sauls tid

5. Davids og Salomos dage

6. I Nordriget

7. I Sydriget indtil eksilet

8. I eksilperioden og eftereksilsk tid

9. Et tempel og ofre ved Elephantine

10. Menneskeofre i Israels historie

11. Visse hedenske ofre

VII. PROFETERNE OG OFRENE

VIII. OFFER I “SKRIFTERNE”

1. Ordsprogenes Bog

2. Salmerne

IX. OFRENES IDÉ OG VIRKNING

1. En fødegave til guddommen

2. Udtryk for tilbedelse og hengivenhed, osv.

3. Middel til renselse fra urenhed

4. Middel til indvielse til gudstjeneste

5. Middel til at oprette et livsfællesskab mellem tilbeder og Gud

6. Ritschls syn

7. Det sakramentale syn

8. Symbol på eller udtryk for bøn

9. Kautzschs syn

10. Teorien om stedfortrædende soning; indvendinger

11. Offerets typologi

LITTERATUR

I. Udtryk og definitioner.

zebhach, “offer”; `olah, “brændoffer”; chata'ah, chatta'th, “syndoffer”; 'asham, “skyldoffer” eller “overtrædelsesoffer”: shelem, shelamim, “måltidsofre”; minchah, “offergave,” “gave”; zebhach shelamim, “offer af måltidsofre”; zebhach ha-todhah, “takofre”; zebhach nedhabhah, “frivillige ofre”; zebhach nedher, “løfteofre”; tenuphah, “svingningsoffer”; terumah, “offerydelse”; qorban, “offergave,” “gave”; 'ishsheh, “ildoffer”; necekh, “drikoffer”; kalil, “helbrændoffer”; chagh, “fest”; lebhonah, “røgelse”; qetorah, qetoreth, “duft,” “røgelse”; melach, “salt”; shemen, “olie”:

Zebhach: et “slagtet dyr,” et “offer,” en generel betegnelse for dyr brugt til offer, herunder brændofre, måltidsofre, takofre og alle ofre, der blev bragt til guddommen og spist ved festerne. Mere specifikt betegner det kødet, som tilbederne spiste, efter at fedtdelene var blevet brændt på alteret, og præsten havde modtaget sin del.

`Olah: et “brændoffer,” undertiden helbrændoffer. Afledt af verbet `alah, “at gå op.” Det kan betyde “det, som går op til alteret” (Knobel, Wellhausen, Nowack, osv.) eller “det, som går op i røg til himlen” (Bahr, Delitzsch, Dillmann, osv.); bruges undertiden synonymt med kalil (se dette). Udtrykket anvendes om dyr eller fugl, når det helt blev fortæret på alteret, idet dyrets hud blev taget af præsten. Dette var måske det mest højtidelige af ofrene og symboliserede gudsdyrkelse i fuld forstand, dvs. tilbedelse, hengivenhed, indvielse, bønfaldelse og til tider soning.

Chota'ah, chatta'th: et “syndoffer,” en særlig slags, som først nævnes i den mosaiske lovgivning. Det er i sit væsen sonende og har til hensigt at genoprette pagtforholdet til guddommen. De særlige kendetegn var:

(1) blodet skulle stænkes foran helligdommen, stryges på røgelsesalterets horn og hældes ud ved foden af brændofferalteret;

(2) kødet var helligt og måtte ikke berøres af tilbederen, men kun spises af præsten. Forsoningsdagens særlige ritual er centreret omkring syndofferet.

'Asham: "skyldoffer," "overtrædelsesoffer" (King James Version; i Es 53,10, King James Version og Revised Version (British and American) "et offer for synd," American Revised Version randnote "overtrædelsesoffer"). En særlig slags syndoffer, indført i Moseloven og knyttet til forseelser mod Gud og mennesker, som kunne vurderes i pengeværdi og således dækkes ved erstatning eller godtgørelse, der ledsagede offeret. En vædder af forskellig værdi, og mindst to sekel værd, var det sædvanlige offerdyr, og den skulle ledsages af fuld erstatning med en tillæg på en femtedel af skadens værdi. Den spedalske og nasiræeren kunne ofre vædderlam. Skylden mod Gud blev sonet ved det udgydte blod, og skylden mod mennesker ved erstatningen og bøden. At Tjeneren kaldes et 'asham (Es 53,10) viser den værdi, der blev tillagt dette offer.

Shelem, shelamim: "fredsoffer," almindeligvis brugt i flertal, shelamim, kun én gang shelem (Am 5,22). Dette var venskabsofre, der udtrykte eller fremmede fredelige forhold til Guddommen, og de blev næsten altid ledsaget af et måltid eller en fest, en anledning til stor glæde. De kaldes undertiden zebhachim, undertiden zebhach shelamim, og var af forskellige slags, såsom zebhach ha-todhah, "takofre," som udtrykte giverens taknemmelighed på grund af bestemte velsignelser, zebhach nedhabhah, "frivillige ofre," skænket til Guddommen af et fuldt hjerte, og zebhach nedher, "løfteofre," som blev bragt som opfyldelse af et løfte.

Minchah: "afgrødeoffer" (Revised Version), "madoffer" (King James Version), en gave eller frembærelse, først anvendt om både blodige og ublodige ofre (1 Mos 4,5), men på Moses' tid begrænset til kornprodukter, hvad enten de var rå eller ristede, malet til mel eller bagt og blandet med olie og røgelse. Disse kornprodukter var frembragt ved menneskets arbejde med jorden, ikke frugter osv., og repræsenterede således livets fornødenheder og resultater, om ikke selve livet. De var det ufravigelige tilbehør til dyreofre, og i ét tilfælde kunne de træde i stedet for dem (se syndoffer). Udtrykket minchah betegner en gave eller et tegn på venskab (Es 39,1), en hyldesthandling (1 Sam 10,27; 1 Kong 10,25), tribut (Dom 3,15; Dom 3,17), forsoningsgave til en ven, man har forurettet (1 Mos 32,13.18; Heb 14,19)), for at opnå velvilje eller hjælp (1 Mos 43,11; Hos 10,6).

Tenuphah: "svingningsoffer," som regel brystet, præstens del af fredsofrene, der blev svunget foran alteret af både offerbringeren og præsten sammen (den nøjagtige bevægelse er ikke sikker), symbolsk for dets frembærelse for Guddommen og givet tilbage af ham til offerbringeren for at bruges i præsternes tjeneste.

Terumah: "løfteoffer," noget løftet op, eller rettere, udskilt fra resten og givet til Guddommens tjeneste. Sædvanligvis blev den højre bov eller det højre lår således udskilt til præsten. Udtrykket anvendes om jordens produkter eller en del af jord, der er udskilt til den guddommelige tjeneste osv.

Qorban: "en offergave," eller "offer"; endnu et generisk udtryk for alle slags ofre, dyriske, vegetabilske eller endog guld og sølv. Afledt af verbet qarabh, "at nærme sig," betegner det det, som nærmes eller bringes nær og gives til Gud.

'Ishsheh: "ildoffer," anvendt om ofre, der blev bragt ved ild, og som regel blodige ofre, men til tider om minchah, det hellige brød og røgelsen, der blev lagt på bordene som et minde, hvoraf en del blev brændt med røgelsen, mens hovedparten dog gik til præsten. Gaven blev således gennem ild frembåret for Guddommen som en slags æteriskgjort føde.

Necekh: "drikoffer," eller "udgydelsesoffer," et flydende offer af vin, sjældent vand, undertiden olie, og sædvanligvis ledsagende `olah, men ofte sammen med fredsofrene.

Kalil: "helt brændoffer," idet hele dyret blev brændt på alteret. Bruges undertiden synonymt med `olah. Et teknisk udtryk blandt kartagerne.

Chagh: en "fest," brugt billedligt om en offerfest, fordi kødet fra ofrene udgjorde festens materiale.

Lebhonah: "virak," "røgelse," brugt i forbindelse med afgrødeofrene og brændofrene og også brændt på alteret i helligdommen.

Se røgelse.

Qetorah, qetoreth: "røg," "offerduft," eller røgelse, der stiger op som en sød duft og antages at være velbehagelig og antagelig for Gud.

Melach: "salt," brugt i alle ofre på grund af dets rensende og bevarende egenskaber.

Shemen: "olie," almindeligvis olivenolie, brugt sammen med afgrødeofre af kager og fladbrød osv.

Offer er således et komplekst og omfattende udtryk. I sin enkleste form kan det defineres som "en gave til Gud." Det er en frembærelse for Guddommen af en materiel genstand, som offerbringeren ejer, som en tilbedelseshandling. Det kan være for at opnå, genoprette, opretholde eller fejre venskabelige relationer med Guddommen. Det er religion i handling--i tidlige tider næsten hele religionen--et uadskilleligt tilbehør til alle religiøse handlinger. Få eller mange motiver kan ligge bag. Det kan være helt bods- og soningspræget, eller en frembærelse af føde som en gave til Gud; det kan i praksis være en bestikkelse eller en bøn, et udtryk for afhængighed, forpligtelse og taksigelse. Det kan udtrykke omvendelse, tro, tilbedelse eller alle disse tilsammen. Det var den ene og eneste vej til at nærme sig Gud. Theophrastus definerer det som udtryk for hyldest, taknemmelighed og behov. Hubert og Mauss definerer det som "en religiøs handling, som ved indvielsen af offerdyret ændrer den moralske tilstand hos den, der ofrer, eller hos bestemte materielle genstande, som han har for øje, dvs. enten meddeler hellighed eller fjerner den og dens analogi, ugudelighed."

II. Ofrenes oprindelse og natur.

Offerets begyndelse er skjult i det forhistoriske livs mysterier. Den tidligste fortælling i Første Mosebog omtaler kendsgerningen, men giver ingen redegørelse for oprindelsen og grundideen. Skikken sanktioneres af de hellige skrifter, og senere blev den længe etablerede skik optaget og systematiseret i Moseloven. Praksissen var næsten universel. Vedaerne har deres udførlige ritualer. Nogle semitiske folk, grækere, romere, afrikanere og indianere i Mexico bragte menneskeofre. Den er ukendt i Australien, men selv dér findes der noget beslægtet, for nogle indfødte ofrer en del af en slags honning, andre ofrer en småsten eller et spyd til deres gud. For denne praktisk talt universelle vane hos menneskeslægten gives der flere forklaringer.

1. Teorien om en guddommelig åbenbaring:

Én opfattelse hævder, at Gud selv indstiftede riten ved en guddommelig befaling ved begyndelsen af menneskets historie. En sådan teori forudsætter en monoteistisk tro hos det primitive menneske. Denne teori blev stærkt fastholdt af mange af de reformerte teologer og byggede hovedsageligt på fortællingen i 1 Mos 4,4 f. Abel bragte et antageligt offer, og ifølge Hebr 11,4 skyldtes dette hans tro. Faber fremfører en stærk argumentation således: Da tro var det, der gjorde offeret antageligt for Gud, må denne tro have været baseret på en positiv anordning fra Gud i fortiden. Uden denne guddommelige, positive anordning til at garantere dens sandhed ville tro hos Abel have været overtro. Med andre ord: For at tro kan være sandt begrundet og rigtigt rettet, må den have en åbenbaring fra Gud, et positivt udtryk for den guddommelige vilje. Fairbairn går i sin Typology videre og hævder, at de skind, som Adam og Eva blev klædt i, kom fra dyr, der var blevet slagtet som ofre. Dette har slet ingen støtte i fortællingen. Teorien om en guddommelig befaling kan ikke opretholdes på grundlag af den bibelske fortælling. Desuden indebærer den visse antagelser om troens og åbenbaringens natur, som ikke almindeligvis fastholdes i denne tid. En åbenbaring er ikke nødvendigvis en positiv guddommelig befaling, noget ydre, og tro kan være lige så virkelig og sand uden en sådan åbenbaring som med den. At der kan have været en sådan åbenbaring, kan ikke nægtes, men det er ikke en nødvendig eller sandsynlig forklaring.

2. Teorier om en menneskelig oprindelse:

(1) Gaveteorien.

Ifølge denne opfattelse var ofre oprindeligt gaver til guddommen, som den ofrende tog for givet ville blive modtaget med glæde og endda taknemmelighed. Gode relationer ville dermed blive etableret med guden, og gunstbevisninger ville blive sikret. Sådanne motiver, skønt de bestemt findes hos mange hedenske folk, var åbenlyst baseret på lave forestillinger om guddommen. De var enten naturånder, forfædres genfærd eller feticher, som havde brug for det, der blev givet, og naturligvis blev guden sat i taknemmelighedsgæld, og hans gunst opnået. Eller guden kan være blevet opfattet som en hersker, en konge eller høvding, sådan som skikken var i Østen.

Cicero bevidner en sådan opfattelse, når han siger: "Lad ikke de gudløse vove at formilde guderne med gaver. Lad dem lytte til Platon, som advarer dem om, at der ikke kan være nogen tvivl om, hvordan Guds sindelag mod dem vil være, eftersom selv et godt menneske vil nægte at modtage gaver fra de onde" (HDB, IV, 331a). Denne opfattelse af offeret er fremherskende i den klassiske litteratur. Spencer mener derfor, at det er selvindlysende, at dette var det primitive menneskes idé. Tylor og Herbert Spencer finder også ofrenes oprindelse i tanken om en gave, hvad enten den gives til guddommen eller til døde forfædre, idet der anbringes mad til dem, og dette kommer siden til at blive betragtet som et offer. En sådan opfattelse giver ingen forklaring på den særlige værdi, der tillægges blodet, eller på brændofrene. Den kan forklare nogle hedenske offersystemer, men kan på ingen måde hjælpe til at forstå de bibelske ofre.

(2) Den magiske teori.

Der findes to lidt forskellige former for denne:

(a) R.C. Thompsons (Semitic Magic, Its Origins and Developments, 175-218), som hævder, at et offerdyr tjener som et stedfortrædende offer, der bringes til en dæmon, hvis virksomhed har bragt den ofrende i vanskeligheder; præstens mål er at lokke eller drive den ondartede ånd ud af det syge eller syndige menneske og ind i offerdyret, hvor den kan isoleres eller tilintetgøres;

(b) L. Marilliers, som hævder, at offeret i sin oprindelse i det væsentlige er en magisk rite. Frigørelsen af en magisk kraft ved udgydelsen af offerdyrets blod vil bøje guden under menneskets vilje. Heraf opstod under "dødekulten" gaveteorien om offeret. Mennesker søgte at slutte sig sammen med guden især ved at rense et offerdyr og skabe fællesskab med guden ved at påføre blodet på alteret, eller ved at ofre dyret og ved den ofrendes kontakt med dets blod. Sådanne teorier giver ingen forklaring på brændofrene, afgrødeofrene og syndofrene, afskærer dem helt fra enhver følelse af synd eller fremmedgørelse fra Gud og berøver dem al sonende værdi. De kan forklare visse fordærvede og hedenske systemer, men ikke det bibelske.

(3) Bordfællesskabsteorien.

Dygtigt forsvaret af Wellhausen og W.R. Smith hævder dette syn, at ofre var måltider, som tilbederne og guden delte, idet de spiste af den samme mad og således etablerede et fastere fællesskabsbånd mellem dem. Sykes (Nature of Sacrifices, 75) forfægtede først dette og mente, at ofrenes virkning »er den kendsgerning, at det at spise og drikke var de kendte og almindelige symboler på venskab og var de sædvanlige ritualer ved indgåelse af pagter og forbund.« Således er ofre mere end gaver; de er gæstfrihedshandlinger, som knytter gud og tilbeder sammen. W.R. Smith har udfoldet ideen til den tanke, at det fælles måltid fysisk forener dem, der deltager i det. Selv om dette syn kan indeholde et element af sandhed med hensyn til visse arabiske skikke, hjælper det ikke meget til at forklare Bibelens ofre. Som A.B. Davidson siger: »Det formår fuldstændig ikke at forklare brændofferet, som var et af de tidligste, mest højtidelige og til tider det vigtigste af alle ofrene.«

(4) Teorien om det sakramentale fællesskab.

Dette er en ændring af teorien om bordfællesskabets bånd. Dens grundlag er den totemistiske idé om at ære et dyr, som man mener deler den guddommelige natur med mennesket. Ved visse højtidelige lejligheder ville dette dyr blive ofret for at skaffe et festmåltid. Ved dette måltid, ifølge menneskers vilde forestillinger, »spiste de guden« bogstaveligt og optog således i sig de fysiske, intellektuelle og moralske egenskaber, som kendetegnede dyret. Hvis det guddommelige liv boede i visse dyr, ville en del af dette dyrebare liv blive fordelt blandt hele folket (RS2, 313). I nogle tilfælde drikkes blodet af tilbederne, som således indoptager livet. Undertiden, som i tilfældet med den hellige kamel, fortærede de det dirrende kød, før dyret virkelig var dødt, og hele kadaveret blev spist op inden morgen.

W. R. Smiths glimrende arbejde er ikke blevet alment accepteret. L. Marillier har kritiseret det på flere punkter. Det er på ingen måde sikkert, at totemisme var så udbredt blandt semitter, og der er intet bevis for dens eksistens i Israel. Hvis der desuden fandtes et oprindeligt venskabsbånd mellem guden og slægten, er der ikke behov for at opretholde det ved sådanne offerritualer. Der er intet klart eksempel på, at dette er blevet gjort. Hvis der på den anden side ikke var noget fælles bånd mellem guden og folket ud over et fælles måltid, fremgår det ikke, at guden er en totemgud. Der er ingen grund til, at dyret skulle have været et totem. Under alle omstændigheder kunne denne forestilling om offer næppe have været andet end en langsom udvikling og følgelig ikke offerets oprindelse. Hubert og Mauss påpeger også, at W. R. Smith langt fra har fastslået den historiske eller den logiske forbindelse mellem det fælles måltid og de andre slags ofre. Under piacula sammenblander han renselse, formildelse og soninger. Hans forsøg på at vise, at renselser af magisk karakter er sene og ikke offermæssige, lykkes ikke. Smiths teori er hovedsagelig den sakramentale, skønt han anerkender det ærende og det piakulære element. Teorien kan måske anvendes på nogle af arabernes hedenske eller vilde fester, men ikke på hebræernes praksis (se Encyclopedia Brit, XXIII, 981).

(5) Hyldestteorien.

Denne er blevet forsvaret af Warburton og F. D. Maurice. Ideen er, at ofre oprindeligt var et udtryk for hyldest og afhængighed. Mennesket følte sig naturligt drevet til at søge nærmere fællesskab med Gud, ikke så meget ud fra en følelse af skyld som ud fra en følelse af afhængighed og et ønske om at vise hyldest og lydighed. Når det skulle give udtryk for dette, greb det primitive menneske til handlinger snarere end ord og tanker. Således var offeret en bøn i handling, snarere end en bøn i ord. Det var et udtryk for dets længsler og stræben, dets ærefrygt og underkastelse. Der er megen sandhed i dette syn; bønnens elementer—afhængighed og underkastelse—indgår i nogle ofre, især brændofrene; men det forklarer ikke alle slags ofre.

(6) Den piakulære teori.

Denne hævder, at ofre grundlæggende er sonende eller forsonende, og at dyrets død er en stedfortrædende soning for offergiverens synder. Hubert og Mauss indrømmer, at der i alle ofre findes visse forestillinger om køb eller stedfortrædelse, selv om disse måske ikke er udsprunget af en eller anden primitiv form. Det samlende princip i alle ofre er, at det guddommelige bringes i forbindelse med det profane gennem mellemleddet—offerdyret—som kan være piakulært eller ærende. Det er således et sendebud, et middel til spådom, et middel til at nære artens evige liv, en kilde til magisk energi, som ritualet spreder over genstande i dets nærhed. Westermarck (Origin of Moral Ideas) gør den oprindelige idé i offeret til et piaculum, en erstatning for offergiveren.

Dette syn er det enkleste, det mest naturlige og det eneste, der kan forklare visse ofre. Mennesket følte sig underlagt straf eller død. Dyret var hans, det havde liv, det havde værdi, og måske ville guden acceptere dette liv i stedet for hans. Han følte, at det ville blive accepteret, og således blev dyret ofret. Offergiveren opgiver i en vis forstand en del af sig selv. Dyret må være hans eget; intet offer kan bringes af en anden persons ejendom (2 Sam 24,24 a). Den sande offerånd viser sig i en villighed til at anerkende Guds ret til det, der er bedst og kærest (1 Mos 12).

Indvendinger mod dette rejses af A. B. Davidson (Old Testament Theology), Paterson (HDB, IV, 331) og andre med den begrundelse, at en sådan oprindelse forudsætter et for fremskredent stadium af etisk tænkning og refleksion for det primitive menneske. Vi betvivler alvorligt, om dette er et fremskredent stadium af moralsk refleksion. Tværtimod repræsenterer det et meget enkelt og primitivt stadium. Følelsen af, at synd af en eller anden art aldrig er fraværende fra menneskelivet, og at dens sande straf er døden, har været uadskillelig fra menneskehjertets syndsbevidsthed. Hvad kunne være enklere og mere naturligt end at tage et uskyldigt dyr og ofre det i sit eget sted i håb om, at Guddommen ville modtage det i stedet? Der er heller ikke megen vægt i professor Patersons indvending om, at ofre overvejende havde en glædesfyldt karakter og derfor ikke kunne bringes som soning. Denne glædesfyldte karakter hører til sådanne ofre som fredsofre og takofre, men hører ikke til `olah og andre. I de fleste tilfælde fulgte det glædesfyldte måltid efter drabet på dyret, hvorved soningen blev fuldbyrdet, og festen var glædesfyldt, fordi der var sket forsoning. Faktisk var mange ofre af den mest højtidelige karakter og repræsenterede hjertets dybeste og alvorligste følelser.

(7) Udsprunget af religiøse instinkter.

Hverken teorien om en objektiv guddommelig åbenbaring eller om en menneskelig oprindelse kan forklare ofrenes universalitet og mangfoldighed. Sandheden ligger i en rigtig kombination af de to. Forestillingen om at bringe en gave til Guddommen opstod af menneskehjertets religiøse instinkter, som i en tidlig periode havde en bevidsthed om, at noget var galt mellem det selv og Gud, og at dette noget før eller siden ville betyde døden. Til disse sande instinkter kom den allestedsnærværende Ånd for at vejlede mennesker i at give dem udtryk. Hvad kunne være enklere og mere primitivt end at ofre noget, der besad liv? Naturligvis opstod forestillingen i enkle og barnlige tanker om Gud, og dens egentlige motiv var ikke at tilfredsstille Gud ved at dele et måltid med ham eller at vinde hans gunst ved en bestikkelse, men at frembære for ham noget, der repræsenterede en del af den ofrende, som kunne modtages i hans sted. Således blev ofre de ledende kendetegn ved det primitive menneskes religiøse liv. Naturligt ville andre tanker blive føjet til, såsom en fødegave ved ild til Guddommen, fredsofrene osv., for at fejre det venskabelige forhold til Gud, takofrene, syndofrene osv., som alle naturligt og logisk udviklede sig af den primitive idé. Man kunne forvente, at der ville være mange forvanskninger og misbrug, at syndsbevidstheden ville blive fordunklet eller gå tabt blandt nogle folk, og at offertanken tilsvarende ville blive fornedret. Sådan har det været, og vi kunne lige så vel prøve at forstå mennesket, når det er bedst, ved at studere Afrikas og Australiens oprindelige stammer eller beboerne i asyler og fængsler, som at forsøge at forstå Bibelens tanker om ofre ved at studere kulterne hos disse hedenske og vilde stammer af semitter osv.

III. Inddeling af ofre.

1. Maimonides:

Maimonides var blandt de første til at inddele dem, og han delte dem i to slags:

(1) Dem på hele menighedens vegne, fastsat ved forskrift, hvor tid, antal og ritual var angivet. Dette ville omfatte brændofre, afgrødeofre og fredsofre med deres tilbehør. (2) Dem på individets vegne, enten i kraft af hans forbindelse med fællesskabet eller som privatperson. Disse ville være brændofre, syndofre og skyldofre med deres tilbehør.

2. W. R. Smith og andre:

Andre, såsom W. R. Smith, inddeler dem som: (1) æresofre, eller ofre bestemt til at vise hyldest, hengivenhed eller tilbedelse, såsom brændofre, afgrødeofre og fredsofre; (2) soningsofre, bestemt til at sone eller skaffe forsoning for folkets fejl, dvs. brændofre, syndofre og skyldofre; (3) fællesskabsofre, bestemt til at etablere båndet mellem guden og tilbederen, såsom fredsofre.

3. Oehler:

Oehler deler dem i to klasser, nemlig: (1) dem, der forudsætter, at pagtsforholdet er uforstyrret, såsom fredsofre; (2) dem, der er bestemt til at fjerne enhver forstyrrelse i forholdet og bringe det i orden, såsom brændofre, syndofre og skyldofre.

4. Paterson og andre:

Professor Paterson og andre deler dem i tre: (1) dyreofre, brændofre, fredsofre, syndofre og skyldofre; (2) vegetabilske ofre, afgrødeofre, skuebrød osv.; (3) væske- og røgelsesofre; vin, olie, vand osv.

5. H. M. Wiener:

H. M. Wiener tilbyder en mere tankevækkende og videnskabelig inddeling (Essays on Pentateuchal Criticism, 200 f):

(1) sædvanlige lægmandsofre, sådan som de fra umindelige tider var blevet bragt på primitive altre af jord eller sten, uden præst, brugt og reguleret af Moses og i mere eller mindre almindelig brug indtil eksilet, nemlig brændofre, afgrødeofre og fredsofre;

(2) forskriftsmæssige individuelle ofre, indført af Moses, bragt af lægmænd med præstelig assistance og i den religiøse hovedstad, dvs. brændofre, fredsofre, afgrødeofre, syndofre og skyldofre;

(3) forskriftsmæssige nationale ofre, indført af Moses og bragt af præsten i den religiøse hovedstad, nemlig brændofre, afgrødeofre, fredsofre og syndofre.

IV. Ofre i tiden før Moses.

Ud af oprindelsens dunkle periode trådte den svagt oplyste periode i oldtidshistorien frem. Overalt fandtes ofre, og undertiden fandtes de i overflod som en væsentlig del af religionen. Arkæologens spade og forskernes undersøgelser hjælper os til at forstå perioden før Moses.

1. I Egypten:

I Egypten--sandsynligvis fra begyndelsen af det 4. årtusinde f.Kr.--fandtes der ofre og offersystemer. Templer i Abydos, Theben, On osv. var store præstelige centre med ypperstepræster, lavere præster, ritualer og ofre i overflod. Brændofre, afgrødeofre og fredsofre var fremherskende. Okser, vilde geder, svin og gæs var de vigtigste dyr, der blev ofret. Desuden blev der ofret vin, olie, øl, mælk, kager, korn, salve, blomster, frugt og grøntsager, men ikke mennesker. I disse ofre var der mange ligheder med de hebraiske gaver og mange betydningsfulde undtagelser. Moses ville have været nogenlunde fortrolig med disse praksisser, om end ikke med ritualets detaljer. Han ville værdsætte den samlende kraft i et nationalt religiøst centrum. Det er utænkeligt, at en national leder og organisator som Moses i en sådan tid ikke ville sørge særligt for at indføre et sådant system.

2. I Babylonien:

I Babylonien, fra omkring år 3000 f.Kr., ifølge E. Meyer (Geschichte des Alterthums), fandtes der mange centre for gudsdyrkelse, såsom Eridu, Nippur, Agade, Erek, Ur, Nisin, Larsa, Sippar osv. Disse og andre fortsatte i århundreder med udførlige systemer for gudsdyrkelse, ofre, templer, præsteskaber osv. Betydeligt over 100 templer og helligdomme nævnes på indskrifter, og flere hundrede i litteraturen og tavlerne, så Babylonien var oversået med templer og bygninger for guderne. Ved alle disse blev der uophørligt bragt ofre--dyriske og vegetabilske. En lang liste over kong Gudeas offergaver omfatter okser, får, geder, lam, fisk, fugle (dvs. ørne og duer), dadler, mælk og grønt (Jastrow, i HDB, V, 580 f, under ordet). Ofrene skaffede en indtægt til præsterne, ligesom det mosaiske system gjorde på et senere tidspunkt. Det var for længst kommet forbi det stadium, hvor man mente, at det skulle levere et måltid til guden. Et offer ledsagede altid en konsultation med en præst og var i virkeligheden en afgift for de ydelser, der blev leveret. Det var ikke en frivillig gave eller en rituel iagttagelse. Præsterne bragte på egne vegne et dagligt offer, som i Moseloven, og ligeledes ved særlige lejligheder for at sikre sig den velvilje hos de guder, de tjente. Det synes sikkert, at der i nogle af de større gudsdyrkelsescentre blev ofret dyr to gange dagligt, morgen og aften. Ved disse ofre blev bestemte dele fortæret på alteret, mens resten tilhørte præsten. Ligheden mellem meget af dette og de mosaiske institutioner er åbenlys. At Babylons kultur og civilisation var kendt i Egypten og Israel sammen med andre folkeslag, vises klart af Tell el-Amarna-brevene. Særlige ofre ved særlige lejligheder blev bragt i Babylonien ligesom i Israel. Som Jastrow siger: "I de hebraiske lovsamlinger, både hvad angår de rent juridiske dele og de afsnit, der handler om religiøst ritual, må babyloniske metoder for retslig procedure og for ritual, udviklet i babyloniske templer, tages i betragtning som bestemmende faktorer." Vi tvivler ikke på, at Moses gjorde brug af mange elementer, som fandtes i de egyptiske og babyloniske systemer, og føjede til eller trak fra eller rensede, som lejligheden krævede. Da offersystemer og ritual havde været i brug mere end et årtusinde før Moses, er der absolut ingen grund til at antage, at Israels ritual var tusind år om at udvikle sig og blev fuldendt efter eksilet. At gøre det er at vende historien på hovedet.

3. Nomader og stammer i Arabien og Syrien:

Blandt nomaderne og stammerne i Arabien og Syrien havde ofre været almindelige i årtusinder før Moses. Wellhausens og W. R. Smiths undersøgelser er værdifulde her, hvad man end måtte mene om deres teorier. Offergaverne kom som regel fra småkvæget og kvæget, undertiden fra bytte taget i krig, som de havde tilegnet sig som deres eget. Anledningerne var mange og forskellige, og ritualet var meget enkelt. Et primitivt alter af jord eller sten, eller én sten, et helligt sted, den offrende, der dræbte offerdyret og brændte alt, eller måske bestemte dele, og spiste resten sammen med klanen eller familien, udgjorde de sædvanlige detaljer. Undertiden blev vilde dyr ofret. Babylonere, fønikere og arabere ofrede gazeller, men det gjorde hebræerne ikke. Arabere ofrede undertiden en tilfangetaget ung mand, mens kartagerne udvalgte nogle af de smukkeste blandt fangerne til ofringer om natten. Assyriske konger ofrede undertiden tilfangetagne konger. Kanaanæerne og andre ofrede konstant børn, især de førstefødte.

4. Kains og Abels offergaver:

Beretningen om Kains og Abels offergaver (1 Mos 4,4) viser, at ceremonien går tilbage til næsten menneskeslægtens begyndelse. Skikken med at ofre de førstefødte dyr og førstegrøden var allerede begyndt. Arabiske stammer havde senere en lignende skik. Kains offergave var af korn og kaldes minchah, "en gave" eller "en frembærelse". Det samme udtryk anvendes om Abels. Der er intet, der antyder, at det blodige offer i sig selv var bedre end det ublodige, men det vises, at offer uden en ret hjertets indstilling ikke er antageligt for Gud. Den samme sandhed understreges af profeterne og andre og er nødvendig i vor tid lige så meget som dengang. I dette tilfælde ville altrene være af den almindelige slags, og ingen præst var nødvendig. Ofrene var en handling af gudsdyrkelse, tilbedelse, afhængighed, bøn og muligvis soning.

5. Noas:

Noas ofre fulgte efter og fejrede den epokegørende og ærefrygtindgydende begivenhed, at han forlod arken og begyndte livet på ny. Han ofrede brændofre af alle de rene dyr (1 Mos 8,20). Ved en så højtidelig lejlighed ville kun et `olah være tilstrækkeligt. Skikken med at bruge husdyr var opstået på dette tidspunkt. Ofrene udtrykte tilbedelse, anerkendelse af Guds magt og suverænitet og en gave for at behage ham, for det siges, at han duftede en sød duft og blev behaget. Det var en duft af tilfredsstillelse eller hvile. Om idéen om soning var indbefattet eller ej, er vanskeligt at bevise.

6. Abrahams:

Abraham levede på en tid, da ofre og religion praktisk talt var identiske. Der nævnes intet om, at han ofrede i Ur eller Karan, men ved sin ankomst til Sikem rejste han et alter (1 Mos 12,7). Også ved Betel (12,8), og da han vendte tilbage fra Egypten, tilbad han dér (1 Mos 13,4). Sådanne ofre udtrykte tilbedelse og bøn og sandsynligvis soning. De udgjorde gudsdyrkelse, som er en sammensat handling. I Hebron byggede han et alter (1 Mos 13,18), idet han altid selv gjorde tjeneste som sin egen præst. I 1 Mos 15,4 ff. bringer han et »pagts«-offer, hvor dyrene blev slagtet, delt, stykkerne lagt over for hinanden og gjort klar til, at den anden part i pagten skulle vise sig. Den nøjagtige tanke i drabet på disse dyr kan være vanskelig at finde, men virkningen er at give lejligheden stor højtidelighed og den højeste religiøse stadfæstelse. Hvad der bagefter blev gjort med kroppene, fortælles ikke. At dyr blev slagtet til føde uden tanke på offer, vises af beretningen i kapitel 18, hvor Abraham lod en kalv slagte til måltidet. Dette står i modsætning til en af Wellhausen-skolens hovedsætninger, som hævder, at al slagtning af dyr var offermæssig indtil det 7. århundrede f.Kr. I Første Mosebog 22 forsøger Abraham at ofre Isak som brændoffer, sådan som det sandsynligvis var skik hos hans naboer. At han forsøgte det, viser, at praksissen ikke stødte hans etiske natur. Det prøvede styrken i hans hengivenhed for Gud, viser den rette ånd i ofre og lærer for alle tider, at Gud ikke ønsker menneskeoffer — et dyr kan gøre det. Det, Gud ønsker, er det lydige hjerte. Abraham fortsatte sin gudsdyrkelse i Be'ersheba (1 Mos 21,33).

7. Om Job:

Uanset hvornår Jobs Bog er skrevet, fremstilles den hellige mand selv som en, der levede i patriarktiden. Han bragte stadig ofre på sine børns vegne (1,5) og »helligede« dem. Hans formål var uden tvivl at skaffe soning for mulig synd. Ofrene var hovedsagelig sonende. Dette gælder også hans venners ofre (42,7-9).

8. Om Isak:

Isak synes at have haft et fast alter i Be'ersheba og regelmæssigt at have bragt ofre. Tilbedelse, soning og bøn ville udgøre hans vigtigste motiver (1 Mos 26,25).

9. Om Jakob:

Jakobs første nedskrevne offer var udgydelsen af olien over stenen ved Betel (1 Mos 28,18). Dette var helligelse eller indvielse i erkendelse af Guddommens ærefrygtindgydende nærvær. Efter sin pagt med Laban bragte han ofre (zebhachim), og de spiste brød (1 Mos 31,54). I Sikem rejste Jakob et alter (1 Mos 33,20). Ved Betel (1 Mos 35,7) og i Be'ersheba bragte han ofre til Isaks Gud (1 Mos 46,1).

10. Om Israel i Egypten:

Mens israelitterne var i Egypten, ville de være vant til forårsofre og forårsfester, for sådanne havde været almindelige blandt arabere og syrere osv. i århundreder. Nabataiske indskrifter vidner om dette. Egyptiske ofre er blevet nævnt (se ovenfor). Ved disse forårsfester var det sandsynligvis skik at ofre de førstefødte af hjordene (sammenlign 2 Mos 13,15). Ved høstfesterne blev der fejret offermåltider. Det var til en sådan fest, Moses sagde, at Israel som folk ønskede at gå ud i ørkenen (2 Mos 3,18; 2 Mos 5,3; 2 Mos 7,16). Farao forstod det og spurgte, hvem der skulle gå (2 Mos 10,8). Moses krævede småkvæg og hornkvæg til festen (2 Mos 10,9). Farao ville beholde småkvæget osv. (2 Mos 10,24), men Moses sagde, at de måtte bringe slagtofre og brændofre (2 Mos 10,25).

Påskeofferet følger snart efter (2 Mos 12,3-11). At hebræerne skulle have været vant til at ofre deres egne førstefødte på denne årstid, har ingen støtte og er aldeles usandsynligt (Frazer, Golden Bough(3), del III, 175 f.). Hele ceremonien er meget primitiv og har bevaret sin oprindelighed til det sidste. Udvælgelsen af lammet eller kiddet, slagtningen på et bestemt tidspunkt, familien samlet i hjemmet, kroppen helstegt, spist samme nat, og resten, hvis der var noget, brændt, mens festdeltagerne havde stav i hånden osv. — alt dette blev fortsat. Blodet beskyttede i dette tilfælde mod Guddommen, og hele ceremonien var »hellig« og kun for de omskårne. Frazer giver i sin Golden Bough en helt anden fortolkning.

11. Om Jetro:

Som præst i Midjan var Jetro kyndig i at ofre. Da han mødte Moses og folket, bragte han både `olah og zebhachim og holdt et måltid (2 Mos 18,12).

12. Sammenfatning og konklusioner:

Af det foregående er det tydeligt, at ofre næsten var selve indholdet af religion i den gamle verden. Fra utallige bakketoppe og templer steg røgen fra ofre uophørligt mod himlen. Brændofre og takofre var velkendte. Moses måtte, når han skulle grundlægge en religion, have et offersystem. Han havde rigeligt materiale at vælge imellem, og under guddommelig vejledning ville han antage sådanne regler og bestemmelser, som Guds pædagogiske planer og formål krævede i forberedelsen til bedre ting.

V. Det mosaiske offersystem.

1. Pagtsofferet:

Den grundlæggende funktion i Moses' gerning var at oprette pagten mellem Israel og Gud. Denne vigtige handling fandt sted ved Sinaj og blev ledsaget af højtidelige ofre. Grundprincippet var lydighed, ikke ofre (2 Mos 19,4-8). Der nævnes intet om disse på det tidspunkt, da de var underordnede — blot vedtægter til forfatningen. Tyngdepunktet i Israels religion flyttes nu fra ofre til lydighed og troskab mod Jahve. Ofrene var hjælpemidler til dette mål og var værdiløse uden lydighed. Dette stemmer nøjagtigt med Jer 7,21 ff. Gud talte ikke til fædrene på dette tidspunkt om ofre; han talte om lydighed.

Da pagten var sluttet, bliver vilkårene og betingelserne fremlagt af Moses og accepteret af folket (2 Mos 24,3). Dekalogen og pagtsbogen gives, et alter bygges, brændofre og takofre af okser slagtes af unge mænd, tjenere for Moses, ikke af præster, og blod stænkes på alteret (2 Mos 24,4). Blodet skulle symbolisere livsfællesskabet mellem Jahve og Israel og helligede alteret. Loven blev læst op, løftet blev igen givet, og Moses stænkede folkets repræsentanter og helligede også dem (2 Mos 24,7). Da de steg op på bjerget, fik de et syn af Gud, holdt et måltid for hans ansigt og viste dermed glæderne og privilegierne ved det nye forhold. Det slående træk ved disse ceremonier er brugen af blodet. Det er sonende og helligende; det er liv, der ofres til Gud; det helliger alteret og folket: de er nu antagelige for Gud og tør nærme sig ham og holde måltid med ham. Der er ingen tanke om, at Gud drikker blodet. Hele ritualet ligger langt fra de grove træk i almindelig semitisk gudsdyrkelse.

2. De almindelige altre:

I pagtsbogen, som folket accepterede, bliver de sædvanlige altre ikke afskaffet, men reguleret (2 Mos 20,24). Denne lov gælder udtrykkeligt den tid, hvor de skal være bosat i Kanaan. “På hele det sted, hvor jeg lader mit navn blive ihukommet,” osv. (2 Mos 20,24 randnote). Der er ingen grund til at ændre læsemåden til “på hvert sted, hvor jeg lader,” osv., sådan som Wellhausen-skolen gør af indlysende grunde. Hele landet var egnet. På sådanne simple altre var ofre tilladt. Den samme lov er underforstået i 5 Mos 16,21, et sted som Wellhausen-skolen enten ignorerer eller bortforklarer (se Wiener, Essays in Pentateuchal Criticism, 200 f). Moses gav Josva befaling i overensstemmelse med den (5 Mos 27,5). Josva, Gideon, Jefta, Samuel, Saul, David, Elias og mange andre brugte sådanne altre. Der var altre ved Sikem (Jos 24,1; Jos 24,26), Mispa i Gilead (Dom 11,11), Gilgal (1 Sam 13,9). Offerhøje blev især brugt indtil Hizkijas og Josijas tid, da de blev afskaffet på grund af deres fordærv osv. Alle sådanne altre var fuldt ud legitime og faktisk nødvendige, indtil der fandtes en central hovedstad og helligdom i Jerusalem. De sædvanlige brændofre og takofre, hvor den tilbedende selv fungerede som den, der forrettede, var de vigtigste elementer. Hedenske ofre og brugen af hedenske altre var strengt forbudt (2 Mos 22,20; (Hebr 1,9); 2 Mos 34,15)

3. Indvielsen af Aron og hans sønner:

Alteret, der blev brugt ved indvielsen af Aron og hans sønner, var et “hornet” eller officielt alter, det centrale alter. Offergaverne var en tyr, to væddere, usyret brød osv. (2 Mos 29,1-4), og de blev bragt til helligdommens indgang. Ritualet bestod i, at Aron lagde sin hånd på tyrens hoved og dermed udpegede den som sin stedfortræder (2 Mos 29,10), slagtede den foran åbenbaringsteltet (2 Mos 29,11), strøg noget af blodet på alterets horn og hældte resten ud ved dets fod (2 Mos 29,12). Blodet helligede alteret; livet blev givet som soning for synder; fedtstykkerne blev brændt på alteret som føde for Gud, og kødet og resten blev brændt uden for lejren (2 Mos 29,13; 2 Mos 29,14). Dette er et syndoffer--chaTTa'th--første gang udtrykket bruges. Det blev sandsynligvis indført af Moses og var tænkt som et sonoffer, der skulle “dække” mulig synd. Dernæst blev den ene vædder slagtet; blod blev stænket rundt om alteret; kødet blev skåret i stykker, vasket og lagt i bunke på alteret, og derefter brændt som et ildoffer ('ishsheh) til Gud, et brændoffer, en vellugtende duft (2 Mos 29,15-18). Denne forestillings naive og primitive karakter er tydelig. Den anden vædder, indvielsesvædderen, slagtes; blod stryges på Arons højre øre, tommelfinger og storetå, og tilsvarende på hans sønner. Blodet stænkes rundt om på alteret; noget stænkes på Arons og hans sønners klæder (2 Mos 29,19-21). Visse dele svinges for Jahves ansigt sammen med brødet og brændes derefter på alteret (2 Mos 29,22-25). Brystet ofres som et svingningsoffer (tenuphah), og det højre lår eller skulderen som et løfteoffer (terumah). Disse dele, som nævnes her for første gang, var præsternes del for al fremtid, selv om netop denne del tilfaldt Moses, eftersom han forrettede (2 Mos 29,26-30). Kødet skulle koges på et helligt sted og måtte kun spises af Aron og hans sønner og ved helligdommen. Det, der var tilbage til om morgenen, skulle brændes (2 Mos 29,31-34). Fordi det var indviet til hellig tjeneste, var det farligt for nogen anden at røre ved det, ellers ville den guddommelige vrede flamme op. Den samme ceremoni på hver af de syv dage skaffede soning for alteret, rensede det og helligede det til tjenesten for Jahve, og det var højhelligt (2 Mos 29,35-37). Røgelsesalteret befales lavet (2 Mos 30,1), og Aron skal én gang om året komme blodet fra syndofferet på dets horn for at hellige det.

4. Ofre foran guldkalven:

Da guldkalven blev lavet, blev der rejst et alter, og brændofre og takofre blev bragt. Af de sidstnævnte blev der holdt et festmåltid; folket fulgte de sædvanlige vaner ved sådanne fester, gik til overdrivelse og deltog i løssluppen fest. Moses’ øre opfattede hurtigt lydenes karakter. Pagten var nu brudt, og intet offer var til rådighed for denne synd. Hævnen blev fuldbyrdet over 3.000 israelitter. Moses gik mægtigt i forbøn hos Gud. En moralsk modreaktion begyndte; nye lovtavler blev lavet med strengere love imod afguder og afgudsdyrkelse (2 Mos 32,1-35).

5. Loven om brændofferet (`Olah):

Ved opstillingen af tabernaklet blev der ofret brændofre og afgrødeofre (2 Mos 40,29). Loven om brændofferet findes i 3 Mos 1. Almindelige altre og sædvanlige brændofre behøvede ingen detaljerede forskrifter, men dette ritual var først og fremmest beregnet for præsten og blev lært folket efter behov. De gjaldt det lovbestemte individuelle og nationale offer på det »hornede« alter foran helligdommen. Allerede præsternes daglige brændofre var der blevet sørget for (2 Mos 29,38-42). Brændofferet kaldes her qorban, »offergave«.

(1) Ritual for den, der bringer offeret (3 Mosebog 1,3-17).

Det kunne tages fra kvæget, småkvæget eller fuglene og bringes til Åbenbaringsteltet; hænderne blev lagt (tungt) på dets hoved og betegnede det dermed som offerbringerens stedfortræder; det blev dræbt, flået og skåret i stykker. Hvis det var af småkvæget, skulle det dræbes på nordsiden af alteret; hvis det var en fugl, måtte præsten dræbe den.

(2) Ritual for præsten (3 Mosebog 1,3-17).

Hvis det var en ungtyr eller af småkvæget, skulle præsten stænke blodet rundt om alteret, lægge ild på, anbringe brændet og stykkerne af slagtekroppen, vaske indvoldene, benene osv. og brænde det hele som en liflig duft for Gud. Hvis det var en fugl, måtte han vride halsen om på den, lade blodet løbe ud på siden af alteret, kaste kroen, urenheden osv. blandt asken, rive vingerne op uden at dele fuglen og brænde kroppen på alteret.

(3) Almindelige love for præsten.

Brændofferet skulle fortsættes hver morgen og hver aften (2 Mos 29,38; 4 Mos 28,3-8). Når en nasiræer opfyldte sit løfte, skulle han fremstille det for Gud og ofre det på alteret ved præsten (4 Mos 6,14; 4 Mos 6,16): på sabbatten to lam (4 Mos 28,9); på den første dag i måneden to unge tyre, én vædder og syv lam (4 Mos 28,11); på førstegrødens dag det samme (4 Mos 28,27); på den 1. dag i den 7. måned én ungtyr, én vædder, syv lam (4 Mos 29,8); på den 15. dag 13 unge tyre, to væddere, 14 lam, idet antallet af unge tyre dagligt blev mindre indtil den 7. dag, da syv unge tyre, to væddere og 14 lam blev ofret (4 Mos 29,12-34); på den 22. dag i denne måned blev én ungtyr, én vædder og syv lam ofret (4 Mos 29,35; 4 Mos 29,36). Ikke-israelitter havde lov til at bringe `olah, men ingen andre ofre (3 Mos 17,8; 3 Mos 22,18; 3 Mos 22,25).

(4) Love i 5 Mosebog 12,6.13.14.27; 27,6.

Med tanke på en central helligdom i fremtiden råder lovgiveren folket til at bringe deres ofre dertil (5 Mos 12,6; 5 Mos 12,11); de måtte omhyggeligt undgå at ofre dem hvor som helst (5 Mos 12,13), men skulle benytte den centrale helligdom (5 Mos 12,14). Indtil da var almindelige altre og sædvanlige ofre tilladte og som regel nødvendige (5 Mos 16,21; 5 Mos 27,6).

6. Loven om afgrødeofferet (Minchah):

Udtrykket »afgrødeoffer« er her begrænset til ofre af mel eller målt korn osv. (KJV »meat-offering«) og blev først brugt ved indvielsen af Aron og hans sønner (2 Mos 29,41). Disse måtte ikke ofres på røgelsesalteret (2 Mos 30,9); de blev brugt ved færdiggørelsen af tabernaklet (2 Mos 40,29); og altid sammen med morgen- og aftenbrændofrene.

(1) Ritual for den, der bringer offeret (3 Mosebog 2,1-16).

Det skulle være af fint mel, tilsat olie og røgelse, og bringes til præsten; hvis det var bagt i ovnen, skulle det være usyrede kager blandet med olie eller flade brød med olie; hvis det var fra bagepladen, fint mel blandet med olie, brudt i stykker, med olie derpå; hvis det var fra stegepanden, de samme ingredienser. Surdej og honning måtte aldrig bruges, da de hurtigt fordærves. Hvert offer skulle krydres med salt. Hvis det var af førstegrøden (bikkurim), skulle det bestå af korn i akset, ristet, med olie og røgelse på.

(2) Ritual for præsten (3 Mosebog 2,1-16).

Dette krævede, at han tog en håndfuld ud med olien og røgelsen derpå og brændte det som en påmindelsesdel på alteret. Resten var hellig og tilhørte præsten. Af kagerne skulle han, efter at have bragt dem til alteret, tage en del, brænde den og tilegne sig resten; det samme gjaldt førstegrøden.

(3) Almindelige love for præsten (3 Mosebog 6,14-18 (hebraisk 7-11), osv.).

Han måtte spise sin del uden surdej på det hellige sted. Ved sin salvelse ofrede Aron sin egen offergave af fint mel – 1/10 efa, den ene halvdel om morgenen og den anden halvdel om aftenen. Hvis det var bagt, skulle det være med olie. Dette afgrødeoffer skulle brændes helt; intet måtte spises. Sammen med syndofrene og skyldofrene tilhører hvert afgrødeoffer, der er bagt på nogen måde, præsten (3 Mos 7,9; 3 Mos 7,10; 3 Mos 10,12; 4 Mos 18,9). Afgrødeofrene ledsagede de andre ofre ved alle vigtige lejligheder, såsom Arons indvielse (3 Mos 9,4; 3 Mos 9,17); renselse af en spedalsk (3 Mos 14,10; 3 Mos 14,20; 3 Mos 14,21; 3 Mos 14,31); førstegrødens fest (3 Mos 23,13); pinsen (3 Mos 23,16); fastsatte fester (3 Mos 23,37). Et særligt ansvar blev givet Eleazar for at tage sig af de stadige afgrødeofre (4 Mos 4,16). Nasiræeren skulle ofre det (4 Mos 6,15; 4 Mos 6,17). Når stammerne frembar deres ofre, var afgrødeofre altid med (4 Mos 7,13; 4 Mos 7,19, osv.); når levitterne blev udskilt (4 Mos 8,8); ved løfter om frivillige ofre (4 Mos 15,4; 4 Mos 15,6); sammen med syndofrene (4 Mos 15,24); ved alle de forskellige højtider (4 Mos 28,5-29). En særlig form var »skuebrødet« (påmindelsesbrød). Tolv brød skulle lægges i to rækker eller bunker med seks i hver på et rent bord på det hellige sted, med røgelse på hver bunke eller række. De skulle blive liggende i en uge og derefter spises af præsterne. De var et madoffer ved ild, skønt det sandsynligvis kun var røgelsen, der faktisk blev brændt (3 Mos 24,5).

7. Loven om måltidsofferet:

Takofrene angav rette relationer til Gud og udtrykte fællesskab, taknemmelighed og forpligtelse. De almindelige altre var egnede til deres brug (2 Mos 20,24), eftersom fester på denne måde var blevet fejret fra umindelige tider. Ved festen for Guds ansigt på bjerget sørgede takofrene for maden (2 Mos 24,5); også foran guldkalven (2 Mos 32,6). Svingofrene og løfteofrene var dele af disse.

(1) Ritual for den, der bragte offeret (3 Mos 3,1-17).

Offeret kunne være en okse, et lam eller en ged, enten han eller hun; i dette tilfælde blev der givet en vis frihed. Ritualet var det samme som ved brændofferet (se ovenfor).

(2) Ritual for præsten (3 Mos 3,1-17).

Blodet skulle stænkes rundt om på alteret; nettet, leveren og nyrerne skulle tages bort, og fedtdelene brændes på alteret; lammets fede hale skulle også brændes. Disse dele var fødeofre ved ild til Guddommen. Ritualet for en ged var det samme som for en okse.

(3) Almindelige love for præsten (3 Mos 6,12 (hebraisk 5); 7,1 ff.).

Fedtet skulle brændes på brændofferalteret. Hvis det var et takoffer (zebhach ha-todhah), skulle det ledsages af usyrede kager med olie, kager blandet med olie og fint mel, der var gennemvædet. Kager af syret brød kunne ofres, og én kage skulle være et løfteoffer til præsten. Kødet skulle spises samme dag; intet måtte blive tilbage til næste morgen (3 Mos 22,30). Hvis det var et løfteoffer (zebhach nedher) eller et frivilligt offer (zebhach nedhabhah), kunne det spises på den første og anden dag, men ikke på den tredje dag; da skulle det være en vederstyggelighed (3 Mos 7,18). Hvis nogen spiste af det da, skulle den person udryddes af menigheden. Af alle takofre tilhører svingbrystet og løftelåret præsten (3 Mos 7,29-34); resten skulle spises af dem, der tilbad. Ved Arons indvielse var en okse og en vædder takofrene (3 Mos 9,4; 3 Mos 9,18; 3 Mos 9,22). Præstens del skulle spises på et rent sted af præstens familie (3 Mos 10,14). Når Israel fik en central helligdom, skulle alle bringes dertil (3 Mos 17,4; 3 Mos 17,5). Når de ikke havde noget centralt sted, var de almindelige altre tilstrækkelige. Alle takofre skulle bringes på en antagelig måde (3 Mos 19,5). Løfteofre skulle være lydefri (3 Mos 22,18-22), men visse fejl var tilladte ved frivillige ofre (3 Mos 22,23). Ved pinse kunne to årgamle vædderlam ofres som takofre (3 Mos 23,19). Nasiræeren skulle ved afslutningen af sin indvielse bringe én vædder som takoffer sammen med usyret brød (4 Mos 6,14; 4 Mos 6,17), og håret, der var raget af hans hoved, skulle brændes under takofrene (4 Mos 6,18). Dette hår blev betragtet som noget, der havde liv, og blev bragt som offer af andre folkeslag. De forskellige stammer bragte takofre (4 Mos 7, passim), og ved trompetfesten skulle folket glæde sig og blæse i trompeter over takofrene (4 Mos 10,10). Nogle yderligere bestemmelser gives (4 Mos 15,9).

8. Loven om syndofferet:

Syndofferet var et offer af en særlig art, uden tvivl særegent for Israel og først nævnt ved indvielsen af Aron og hans sønner. Det omtales da ikke som en nyskabelse. Det havde særlig værdi som et sonende offer.

(1) Ved indvielsen af Aron og hans sønner (2 Mos 29,10 ff.).

En okse blev slagtet foran alteret; noget af blodet blev af Moses strøget på alterets horn, og resten blev hældt ud ved dets fod. Fedtet fra indvoldene blev brændt på alteret; kødet og huden blev brændt uden for lejren. Hver dag under indvielsen blev dette gjort (2 Mos 29,36).

(2) Loven om syndofferet (3 Mos 4,1-35; 24-30 osv.).

(a) Anledningen og betydningen:

Særligt for at skaffe soning for uforvarende synder, vildfarelsessynder (sheghaghah), fejltagelser eller overilede handlinger, der var ukendte på tidspunktet, men senere blev gjort kendt. Der var grader af disse for flere klasser af lovovertrædere: den salvede præst (3 Mos 4,3-12), hele menigheden (3 Mos 4,13-21), en fyrste (3 Mos 4,22-26), en af folket (3 Mos 4,27-35), mened (5,1), berøring af noget urent (3 Mos 5,2) eller af menneskelig urenhed (3 Mos 5,3), eller det at aflægge en overilet ed i uvidenhed (3 Mos 5,4). For bevidste og forsætlige overtrædelser af loven var ingen soning mulig, med nogle undtagelser, som der blev truffet bestemmelse om i skyldofrene (se nedenfor).

(b) Ritual for den, der bragte offeret (3 Mos 4,1-5.13 osv.):

Den salvede præst skulle bringe en okse ved mødeteltet, lægge sine hænder på den og slagte den for Jahve. Menigheden blev ligeledes pålagt at bringe en ung okse foran mødeteltet; de ældste skulle lægge hænderne på den og slagte den for Jahve. Fyrsten skulle bringe en gedebuk og gøre det samme. En af folket kunne bringe en ged eller et hunlam og fremstille det på samme måde. Hvis han var for fattig til disse, var to turtelduer eller dueunger, den ene som syndoffer og den anden som brændoffer, tilstrækkeligt. Hvis han var for fattig til disse, var en tiendedel efa fint mel uden olie eller virak tilstrækkeligt.

(c) Ritual for præsten (3 Mos 4,1-5.13 osv.):

Han skal bringe tyrens blod til åbenbaringsteltet, dyppe sin finger i det og stænke blod 7 gange foran helligdommens forhæng og komme noget på hornene af røgelsesalteret, men størstedelen af blodet skal hældes ud ved alterets fod. Fedtet skal brændes på alteret, og hele resten af dyrekroppen skal bæres til et rent sted uden for lejren og brændes. I hele menighedens tilfælde er ritualet det samme. I en fyrstes tilfælde skal blodet kommes på brændofferalterets horn, ikke på røgelsesalteret. I tilfælde af en af det almindelige folk ligner ritualet fyrstens. I begge de sidstnævnte tilfælde tilhørte dyrekroppen præsten. Hvis det er en fugl, skal præsten vride hovedet af den, stænke noget blod på siden af alteret og hælde resten ud ved foden. Der siges intet om, hvad der skal ske med dyrekroppen. Hvis det er fint mel, skal præsten tage en håndfuld ud og brænde den på alteret, mens han beholder resten for sig selv. Brugen af fint mel som sonoffer er tydeligvis undtagelsesvis og tilsigtet som sådan. Skønt liv ikke blev givet, blev dog livets nødvendighed—det, som repræsenterede livet—ofret.

(d) Almindelige love for præsten (3 Mosebog 6,24-30):

Syndofferet skulle slagtes på samme sted som brændofferet. Det var højhelligt, og præsten alene måtte spise det, der var tilbage af vædderen, duen eller melet, på det hellige sted. Hvad som helst der rørte ved det, skulle være helligt; enhver klædning, der var stænket med blodet, skulle vaskes på et helligt sted; lerkar, der var brugt, skulle knuses, og bronzekar skulle skures grundigt og skylles.

(e) Særlige anvendelser af syndofferet:

(i) Indvielsen af Aron og hans sønner:

Indvielsen af Aron og hans sønner (3 Mos 8,2; 3 Mos 8,14; 3 Mos 8,15) lignede den i 3 Mos 4,11; 3 Mos 4,12, blot skulle Moses dræbe offeret og komme blodet på alterets horn. På den 8. dag blev en tyrekalv ofret (3 Mos 9,2), og menigheden ofrede en gedebuk (3 Mos 9,3). I dette tilfælde udførte Aron ceremonien, som i 3 Mos 4,11; 3 Mos 4,12. Moses klagede over, at de ikke havde spist kødet af kalven og bukken i helligdommen, eftersom det var påkrævet, når blodet ikke blev bragt ind i helligdommen (3 Mos 10,16-20).

(ii) Renselser fra urenheder:

Renselser fra urenheder krævede efter barnefødsel en ung due eller turteldue (3 Mos 12,6-8). Den spedalske måtte bringe et skyldoffer (en særlig slags syndoffer), et vædderlam (3 Mos 14,12-14; 3 Mos 14,19); hvis han var for fattig til et lam, en turteldue eller ung due (3 Mos 14,22; 3 Mos 14,31). Særlig brug af blodet kræves (3 Mos 14,25). Ved urenhed fra udflåd skal et syndoffer af en turteldue eller ung due ofres af præsten (3 Mos 15,15; 3 Mos 15,30).

(iii) På forsoningsdagen:

På forsoningsdagen (3 Mos 16,1-28) skal Aron tage en tyr for sig selv og sit hus, to gedebukke for folket, fremstille bukkene ved helligdommen, kaste lod, ét for Jahve som syndoffer, det andet for Azazel, for at sendes ud i ørkenen. Tyren blev slagtet, vellugtende røgelse blev brændt inden for forhænget, blod blev stænket på nådestolen og foran den 7 gange. Den ene gedebuk blev slagtet, og en lignende ceremoni blev udført. Blod skulle kommes på alterets horn og stænkes 7 gange omkring det. Den anden buk blev fremstillet, hænder blev lagt på den, alles synder blev bekendt og lagt på bukken, og den blev sendt ud i ørkenen. Kroppen af tyren og gedebukken blev brændt uden for lejren. Ved førstegrødens fest blev en gedebuk ofret (3 Mos 23,19).

(iv) Andre særlige tilfælde:

Andre særlige tilfælde var: ved besmittelse skulle nasiræeren ofre en turteldue eller ung due på den 8. dag efter pådragelsen (4 Mos 6,10); når indvielsens dage var fuldendt, skulle et gimmerlam sammen med de andre ofre (4 Mos 6,14) ofres; de tolv stammer medbragte i hvert tilfælde en gedebuk som syndoffer (4 Mos 7,16); ved levitternes indvielse en ung tyr (4 Mos 8,8; 4 Mos 8,12). For menighedens uagtsomme synder skulle en gedebuk ofres (4 Mos 15,24; 4 Mos 15,25). Hvis én person forsyndede sig, var en ged tilladt (4 Mos 15,27). Et syndoffer var påkrævet ved nymånefesten (28,15), ved påsken (4 Mos 28,22), ved pinsen (4 Mos 28,30), på den 1. dag i den 7. måned (4 Mos 29,5) og på den 10., 15.-22. dag (4 Mos 29,10-38). Ceremonien med den røde kvie (4 Mos 19,1-10; 4 Mos 19,17) var et særligt syndoffer udelukkende til renselsesformål. Den var af gammel og primitiv oprindelse. Den unge ko blev ført uden for lejren og slagtet for præstens ansigt; blod blev stænket 7 gange foran helligdommen; hele dyrekroppen blev brændt sammen med cedertræ, isop og skarlagen; asken blev samlet og lagt uden for lejren på et rent sted for at opbevares til urenhedsvandet. Det skulle rense efter kontakt med de døde. I tilfælde af det ukendte manddrab (5 Mos 21,1-9) blev en ung, ubrugt kvie ført til en rindende bæk, dens hals blev brudt, de ældste vaskede deres hænder over kvien i præsternes nærvær og erklærede deres uskyld. Således blev blodsudgydelsen sonet. Handlingen var en retslig handling, men i sit væsen stedfortrædende og sonende og havde uden tvivl en primitiv oprindelse.

9. Skyldofferet:

Skyldofferet (KJV »trespass offering«) (3 Mos 5,14-6) var en særlig slags syndoffer, altid af privat karakter og ledsaget af en bøde. Det udtrykte soning og godtgørelse. De syndsklasser, der krævede et skyldoffer med erstatning i penge, er:

(1) en forseelse mod de hellige ting, begået uagtsomt;

(2) hvad som helst loven forbød, som berøvede Gud eller præsten det, der tilkom dem;

(3) at handle falsk mod en næste i forbindelse med noget betroet, eller et pant, eller røveri, eller undertrykkelse;

(4) at sværge falsk angående noget tabt;

(5) forførelse af en trolovet trælkvinde (3 Mos 19,20-22).

De to første af disse er ubevidste synder; de andre kan ikke være det. Et andet sted siges det klart, at synder begået med »løftet hånd«, dvs. i oprør mod pagten og dens bestemmelser, ikke kan have noget offer (4 Mos 15,30). Er dette en modsigelse, eller en senere udvikling, da man fandt ud af, at den strengere lov ikke kunne fungere? (Se J. M. P. Smith m.fl., Atonement, 47 f.) Ingen af delene er sandsynlig. Disse bevidste synder er af en art, der tillader fuld erstatning, fordi de vedrører ejendomsrettigheder eller pengesager. Syndofferet skaffer soning over for Gud; tilbagebetalingen med den ekstra femtedel skaffer fuld erstatning over for mennesket. En sådan erstatning kan ikke gives for synder, der beskrives som begået med »løftet hånd«. I tilfælde af forførelse krænkes ejendomsrettigheder (sammenlign 4 Mos 5,5-8; 5 Mos 22,29).

(1) Ritualet (3 Mosebog 5,14-6,7).

Der kræves en vædder, hvis værdi står i forhold til forseelsen, og som er mindst to sekel værd. Ritualet er sandsynligvis det samme som ved syndofferet, selv om der ikke nævnes håndspålæggelse, og blodet ikke bringes ind i helligdommen, men stænkes omkring alterets fod; fedtet og de indre dele brændes, og kødet spises af præsterne på et helligt sted.

(2) Særlige love: spedalsk, nasiræer osv.

Når den spedalske er blevet renset, skal han på den 8. dag bringe et skyldoffer bestående af to vædderlam og ét gimmerlam; præsten skal svinge det ene vædderlam for Jahve, slagte det og stryge blod på den spedalskes højre øre, tommelfinger og tå. Skyldofferet tilhører præsten (3 Mos 14,12-20). Hvis den spedalske var for fattig til to lam, var ét nok, sammen med et tilsvarende afgrødeoffer, eller én turteldue og en ung due (3 Mos 14,21; 3 Mos 14,22). Hvis nasiræeren blev uren i sin udskillelsesperiode, skulle han bringe et vædderlam som skyldoffer (4 Mos 6,12). Alle skyldofre tilhørte præsterne og var højhellige (4 Mos 18,9).

10. Svingningsofferet:

Svingningsofrene var dele af takofrene, og skikken blev tilsyneladende indført ved indvielsen af Aron og hans sønner (2 Mos 29,24-27), da brystet og brødet blev svinget for Jahve. 3 Mos 7,30; 3 Mos 7,34 fastsætter loven. Det skulle bringes af offergiverens egne takofre. Ved Arons indvielse lagde Moses brystet osv. i Arons hænder og svingede dem for Jahve (3 Mos 8,27). På den 8. dag foretog Aron svingningen (3 Mos 9,21). Præsterne skulle spise det på et rent sted (3 Mos 10,14). Den spedalskes vædderlam skulle svinges af præsten, før det blev ofret (3 Mos 14,12); ligeledes skyldofferets lam (3 Mos 14,24). Ved førstegrødefesten skulle negget svinges for Jahve (3 Mos 23,10; 3 Mos 23,11; 3 Mos 23,15); også to brød (3 Mos 23,17; 3 Mos 23,20). Fra nasiræeren tog præsten den kogte bov, en kage og en flad kage, lagde dem i nasiræerens hånd og svingede dem for Jahve (4 Mos 6,19).

11. Offerydelsen:

Offerydelserne er også dele af takofrene og sigter især til det, der løftes op eller udskilles til tjeneste for Jahve. De nævnes første gang ved Arons indvielse (2 Mos 29,27; 2 Mos 29,28). Offeret bestod af højre bov eller lår og var præstens faste ret (3 Mos 7,32; 3 Mos 7,34). Én kage af takofferet skulle ydes som offergave (3 Mos 7,14). Offergaven skulle spises på et rent sted (3 Mos 7,14) og kun af præstens familie (3 Mos 10,14; 3 Mos 10,15). Af nasiræerens offer tilfaldt offerlåret også præsten (4 Mos 6,20). Når israelitterne kom ind i det lovede land for at spise brød, skulle de bringe en offerydelse af dejen, en kage (4 Mos 15,19; 4 Mos 15,20; 4 Mos 15,21). Loven gentages i 4 Mos 18,8; 4 Mos 18,11; 4 Mos 18,19, og levitterne skulle modtage en tiendedel af folkets offerydelser (4 Mos 18,24). De skulle til gengæld ofre en tiendedel af dette til præsterne (4 Mos 18,26-32). En del af byttet fra Midjan var en offerydelse (4 Mos 31,29; 4 Mos 31,41). Femte Mosebog befaler, at alle offerydelser skal bringes til den centrale helligdom og spises dér (12,6.11).

12. Drikofre:

Jakob hældte olie på den sten, han havde rejst (1 Mos 28,18), til ære for Guddommen og indviede stedet. Senere (1 Mos 35,14) rejste Jakob en støtte dér, hvor Gud havde åbenbaret sig, og hældte drikofre og olie over den. Sandsynligvis blev der brugt vin. Drikofre ledsagede mange af ofrene (2 Mos 29,40; 2 Mos 29,41). Intet måtte hældes på røgelsesalteret (2 Mos 30,9). Ved alle fastsatte fester skulle drikofrene bringes (3 Mos 23,13; 3 Mos 23,18; 3 Mos 23,37). Nasiræeren var ikke undtaget (4 Mos 6,15; 4 Mos 6,17). Vin og olie skulle ledsage alle løfteofre og frivillige ofre (4 Mos 15,4; 4 Mos 15,5; 4 Mos 15,7; 4 Mos 15,10; 4 Mos 15,24); det daglige brændoffer (4 Mos 28,7; 4 Mos 28,8); sabbatterne (4 Mos 28,9; 4 Mos 28,10) og alle de øvrige fastsatte fester (4 Mos 28,14-31; 4 Mos 29,6-39, passim). At drikofre var almindelige blandt hedningerne, fremgår af 5 Mos 32,38.

13. Kultens primitive karakter:

Kulten stemmer helt overens med og er tilpasset tiden, og dog er den i mange henseender et ideelt system. Den etiske side står i baggrunden; vægten ligger på det ydre. Ingen ofre hjælper ved et brud på pagten mellem Gud og folket. Folket troede fuldt og fast på blodets virkning. Det sikrede soning og tilgivelse. Deres religiøse liv fandt udtryk i ofrene. Gud blev bespist og behaget ved ildofrene. Mange af skikkene er gamle og grove, så det er vanskeligt at forestille sig, hvordan et så primitivt system senere kunne være blevet ordnet og accepteret af det folk, som havde profeternes ophøjede etiske lære i hænderne.

VI. Ofre i Israels historie.

1. Situationen ved Moses' død:

Stammerne var udadtil samlet, og der var tilvejebragt et religiøst system. Noget af det var for lederne, meget for folket og meget alene for præsterne. De forskellige love blev givet i dele og senere samlet. Ingen forventede, at de skulle overholdes, før nationen havde en hovedstad og en central helligdom. Selv da var ikke hver eneste detalje altid mulig. De blev ikke overholdt i noget videre omfang i ørkenen (Am 5,25), eftersom det ikke lod sig gøre. Selv omskærelsen blev forsømt, indtil vandringsfolket krydsede Jordan (Jos 5,2). Systemets hoveddel var ikke i fuld praksis i 300 eller 400 år. Ritualet, i den udstrækning det kunne overholdes, tjente som et opdragende middel, der i tilbederes sind frembragte rette forestillinger om Guds hellighed, menneskets syndighed og den rette ånd i at nærme sig Gud.

2. På Josvas tid:

Lægmandsaltre eller almindelige altre var i overensstemmelse med 2 Mos 20,24; 5 Mos 16,21; 5 Mos 27,7. På Josvas tid blev påsken fejret (Jos 5,10). På Ebal blev der rejst et alter, og brændofre og takofre blev frembåret (Jos 8,30-32). Tabernaklet blev rejst i Shilo, uden tvivl med et alter med horn (Jos 18,1), og kulten blev i nogen grad overholdt. Om alteret på østsiden af Jordan, se ALTAR.

3. Dommertiden:

Kana'anæiske altre fandtes i stort tal med deres fordærvede og tøjlesløse kulter for naturguderne. Israelitter med deres almindelige altre ville naturligt bruge offerhøjene, når det var muligt. Kana'anæernes faste altre var naturligvis ulovlige. Den uundgåelige tendens ville være at efterligne kana'anæernes gudsdyrkelse. De blev irettesat og truet for dette, og grædende bragte de ofre i Bokim (Dom 2,1-5). Gideon genopbyggede et alter for Jahve og ofrede en tyr som brændoffer (Dom 6,25; Dom 6,26). Bukkekiddet, der blev tilberedt til englen, var ikke først et offer, men at det blev modtaget som en gave, blev vist ved, at det blev brændt (Dom 6,19). Jefta ofrede sin datter som et brændoffer, idet han troede, at et sådant offer var velbehageligt for Jahve (Dom 11,31; Dom 11,39). Manoah og hans hustru tilberedte et bukkekid som brændoffer, ledsaget af et afgrødeoffer (Dom 13,16). På tiden for borgerkrigen mod Benjamin synes arken og det lovbestemte alter at have været i Betel, hvor de frembar brændofre og takofre (Dom 20,26). Festerne i Shilo forudsætter i det mindste takofre (Dom 21,19).

4. Samuels og Sauls tid:

Almindelige lægmandsaltre og sædvanlige ofre var stadig meget i brug. Det officielle alter med de lovbestemte individuelle og nationale ofre synes at have været i Shilo. Elkana ofrer og holder fest der hvert år (1 Sam 1,3). Sådanne fester var glædesfester og havde tendens til udskejelser, eftersom beruselse synes at have været almindelig (1 Sam 1,13). Hele Israel kom dertil (1 Sam 2,14); præsterne krævede deres del og tog den på ulovlig måde, før fedtet var blevet brændt, eller kødet var blevet kogt (1 Sam 2,13-17). Dette viser, at et sådant ritual som det, der var foreskrevet i Tredje Mosebog, blev praktiseret og af folket anset for den eneste lovlige skik. Var det på skrift? Hvorfor ikke? Skyldofre blev bragt af filistrene, da de blev ramt af bylder (1 Sam 6,3; 1 Sam 6,1; 1 Sam 6,8; 1 Sam 6,17). Der var fem guldmus og fem guldbylder. Hvor rå deres forestillinger om et skyldoffer end var, viser deres handlinger fortrolighed med begrebet. Brændofre blev brugt ved særlige lejligheder og i store kriser, såsom ved modtagelsen af arken (1 Sam 6,14), når man drog i krig (1 Sam 7,9; 1 Sam 13,9-12), ved sejr (1 Sam 11,15) osv. Saul mødte Samuel ved et offermåltid i en lille by (1 Sam 9,12; 1 Sam 9,13) på en offerhøj. Ved Gilgal var der brændofre og takofre (1 Sam 10,8; 1 Sam 15,15; 1 Sam 15,21). Saul ofrede selv brændofre (1 Sam 13,9-12), men hans fejl bestod ikke i, at han selv ofrede dem, men i hans hastværk og ulydighed mod Samuel. "At adlyde er bedre end offer" osv., siger Samuel (1 Sam 15,22), idet han anerkender pagtens grundlæggende princip og indser, at ceremonier i sig selv er værdiløse uden den rette ånd. Den samme sandhed gentages senere af profeterne. For at forhindre, at kød blev spist med blodet, byggede Saul et særligt alter (1 Sam 14,32-35). Familie- og slægtsofre og fester var tydeligvis almindelige (1 Sam 16,2-5).

5. Davids og Salomos dage:

De almindelige altre og dem på offerhøjene var stadig i brug. Den centrale helligdom i Shilo var blevet flyttet, først tilsyneladende til Gilgal, derefter til Nob og senere til Gibeon. Davids og Sauls familier holdt nymånefesten, hvor der ville blive ofret fredsofre (1 Sam 20,5; 1 Sam 20,24-29). Helligdommen i Nob havde skuebrødet på bordet (1 Sam 21,4) i overensstemmelse med 2 Mos 25,30. Da arken blev ført op til Jerusalem, blev der bragt brændofre og fredsofre efter loven (2 Sam 6,17; 2 Sam 6,18; 1 Krøn 16,2; 1 Krøn 16,40). Akitofel bragte private ofre i Shilo (2 Sam 15,12). David bragte brændofre, afgrødeofre og fredsofre, da han købte Araunas tærskeplads (1 Krøn 21,23-26). Det lovbestemte alter med horn stod på dette tidspunkt i Gibeon (2 Krøn 1,6; 1 Krøn 21,29), men blev snart flyttet til Jerusalem (1 Krøn 22,1). I den organiserede helligdom og gudstjenesteordning blev levitter indsat til tjeneste ved skuebrødet, afgrødeofrene, brændofrene, morgen- og aftenofrene, sabbatterne, nymånerne og de fastsatte fester (1 Krøn 23,28-31), i et forsøg på at gennemføre de levitiske love så vidt muligt. Ved templets indvielse bragte Salomo brændofre, afgrødeofre og fredsofre i enorme mængder (1 Kong 8,63; 2 Krøn 7,4-7); også brændofre og fredsofre med røgelse tre gange om året (1 Kong 9,25). Ritualet ved de faste tider, dagligt, på sabbatter, ved nymåner, fastsatte fester osv., blev overholdt efter den levitiske lov (2 Krøn 2,4; 2 Krøn 8,13). Var den skrevet?

6. I Nordriget:

Guldkalvedyrkelsen blev videreført i Dan og Betel, med præster, altre og ritual (1 Kong 12,27). Offerhøjene var i brug, men meget fordærvede (1 Kong 13,2). Et almindeligt alter var i brug på Karmels bjerg (1 Kong 18,30; 1 Kong 18,32). Mange andre var kendt som Jahves altre (1 Kong 19,10). Systemet var i fuld gang på Amos' tid (Am 4,4; Am 4,5) i Betel og Gilgal og sandsynligvis i Be'ersheba (Am 5,5). Amos driver skarpt satire med den hule, uoprigtige tilbedelse, men fordømmer ikke de almindelige altre og ofre, for disse var legitime. Hos Hoseas er situationen værre; kulten er blevet »kanoniseret«, præsterne er blevet næret af folkets synd eller syndofre, og riget gik snart til grunde på grund af sin fordærvelse.

Offerhøjene var stadig i brug og endnu ikke fordømt af profeterne (1 Kong 3,2; 2 Kong 14,4; 2 Kong 15,4; 2 Kong 15,35). Gudsdyrkelsen var ikke fuldt centraliseret, selv om den bevægede sig i den retning. På Abijas tid var tempelkulten i fuld funktion efter Moses' lov (2 Krøn 13,10). Asa fjernede mange fremmede altre og offerhøje på grund af deres fordærvelse (2 Krøn 14,3), men ikke alle (2 Krøn 15,17; 2 Krøn 20,33).

7. I Sydriget indtil eksilet:

På Jojadas tid gjorde præster og levitter tjeneste efter Moses' forskrifter (2 Krøn 23,18; 2 Krøn 24,14; 2 Kong 12,4-16). Synd- og skyldofre fandtes i så tilstrækkeligt antal, at de nævnes, men pengene gik til præsterne. Kautzsch (HDB, V) og Paterson (HDB, IV) mener, sammen med andre, at disse ofre kun var bøder og helt forskellige fra dem i 2 Kong 4; 2 Kong 5. En sådan påstand er helt ubegrundet. Skyldofrene måtte ledsages af bøder, men ikke nødvendigvis syndofrene. Passagen taler om begge som fuldt velkendte og af gammel oprindelse, men detaljer mangler, og der kan ikke være nogen sikkerhed i sagen, bortset fra at den intet beviser angående et ritual for synd- og skyldofre, eksisterende eller ikke-eksisterende på den tid. Kautzschs og Patersons motiver er åbenlyse. Da de har vendt historien om og placeret den rituelle lov sent, må de nødvendigvis foretage tilpasninger i beretningerne for at få dem til at stemme. På Akaz' tid blev de regelmæssige ofre overholdt for præster, konger og folk (2 Kong 16,13-15). Hizkija ødelagde mange offerhøje (2 Kong 18,4). Da templet blev sat i stand, blev der frembåret mange syndofre for at sone de frygtelige synder under de foregående regeringer og vanhelligelsen af templet (2 Krøn 29,21-24); og således også brændofre (2 Krøn 29,27), fredsofre og takofre osv. i stort antal (2 Krøn 29,31-35; jf. Es 1,10-17). Påsken blev fejret med fredsofre (2 Krøn 30,1; 2 Krøn 30,2; 2 Krøn 30,15; 2 Krøn 30,22), offergaver og tiender (2 Krøn 31,12); levitternes skifter blev oprettet (2 Krøn 31,2), og kongens del (2 Krøn 31,3). Alle de almindelige altre blev afskaffet så vidt muligt, og gudsdyrkelsen blev centraliseret i Jerusalem (2 Krøn 32,12). Dette blev omgjort af Manasse (2 Krøn 33,3), og offerhøjene blev igen brugt (2 Krøn 33,17). Josija rensede Jerusalem (2 Krøn 34,3), og da Lovbogen blev fundet, med dens regel om en central helligdom, blev denne lov strengt håndhævet (2 Krøn 35,6-14). Reformen under Josija ændrede ikke folkets hjerter, og reglen blev fulgt trods alle Jeremias' og andre profeters bestræbelser.

8. I eksil- og eftereksilperioderne:

At kulten var helt ophørt i Jerusalem fra 586 til 536 f.Kr., synes sikkert. Der er ingen støtte for G. F. Moores udsagn (EB, IV) om, at et alter snart blev genopbygget, og at ofringerne fortsatte næsten uden afbrydelse. Da de landflygtige vendte tilbage, blev der snart bygget et alter, og de stadige brændofre begyndte (Ezra 3,2), og ligeledes ved løvhyttefesten, nymånerne og de fastsatte fester (Ezra 3,4-7). Dareios bestemte, at israelitterne skulle få det, der var nødvendigt til ofrene (Ezra 6,9). Gruppen under Ezra bragte mange syndofre ved deres hjemkomst (8,35). Ved indvielsen af templet blev der bragt mange brændofre og syndofre for alle stammerne (6,17). De, der havde giftet sig med fremmede kvinder, bragte skyldofre (10,19). Artaxerxes' firman skaffede penge til tyre, væddere og lam, sammen med afgrødeofre og drikofre (7,17). Under Nehemias og efter den formelle antagelse af loven blev der gjort en mere fuldstændig indsats for at overholde den. Skuebrødene, de stadige brændofre og afgrødeofre, sabbatter, nymåner, fastsatte fester, syndofre, førstegrøde, førstefødte dyr, førstegrøde af dej, løfteofre af alle træer, vin og olie osv. blev omhyggeligt varetaget (Neh 10,33-37) og var senere i fuld kraft (Neh 13,5; Neh 13,9). Der er intet spor af nyskabelse, kun et gennemført forsøg på at overholde love, der til en vis grad var blevet forsømt.

9. Et tempel og ofre på Elephantine:

På Nehemias' tid, og sandsynligvis to eller tre århundreder tidligere, fandtes der et tempel på øen Elephantine i Nilen. Det blev bygget af en jødisk militærkoloni, og et offersystem blev overholdt. Hvor langt de efterlignede Moses' love, og hvilke forestillinger de havde om en central helligdom, er usikkert.

Flere semitiske stammer eller folk praktiserede menneskeofre. Det var almindeligt blandt kana'anæerne, som udgravningerne i Gezer, Ta'anak osv. viser. De synes at have ofret børn, når hjørnesten til huse blev lagt, og ved andre lignende lejligheder.

10. Menneskeofre i Israels historie:

Blandt karthaginienserne, fønikerne, grækerne og romerne var menneskeofre alt for almindelige. Skikken var ikke ukendt for israelitterne. Abraham følte sig kaldet til at ofre Isak, men blev standset i handlingen, og der blev givet en lære for alle tider. Den afskyelige praksis forbydes af Moses (3 Mos 18,21), hvor den omtales som at lade nogen gå gennem ilden til Molok, med henvisning til moabitiske og ammonitiske skikke. Enhver, der praktiserede den, skulle stenes (3 Mos 20,2-5; 5 Mos 12,31; 5 Mos 18,10). Jeftas overilede løfte førte til, at hans datter blev ofret, men hændelsen er optegnet som noget usædvanligt (Dom 11,31). Henrettelsen af Zeba og Salmunna er et tilfælde af blodhævn, ikke offer (Dom 8,18). Heller ikke nedslagtningen af Agag er på nogen måde et offer (1 Sam 15,32). Sauls sønners død på grund af hans brud på pagten med gibeonitterne var et sonoffer, der skulle sone faderens troløshed (2 Sam 21,9). Den moabitiske konge ofrede i fortvivlelse sin førstefødte og arving for at stille Kemosh' vrede, og virkningen på israelitterne var rystende (2 Kong 3,27). Akaz praktiserede vederstyggeligheden i trængselstider (2 Kong 16,3). Sådanne ofre havde til hensigt at sikre sig guddommens velvilje eller stille hans vrede. Hiels førstefødte og yngste sønner blev sandsynligvis ofret ved genopbygningen eller befæstningen af Jeriko (1 Kong 16,34; jf. Jos 6,26). Manasse praktiserede skikken (2 Kong 21,6), men den blev standset af Josija (2 Kong 23,10). Mikas ord var sandsynligvis anvendelige på Akaz' eller Manasses tid, da man mente at kunne opnå Guds velvilje ved kostbare gaver uden etiske betingelser (Mika 6,6-8). Esajas henviser til en hedensk skik, som Israel praktiserede, med at dræbe børnene på skjulte steder (Es 57,5), og Jeremias fremstiller den som praktiseret på hans tid (Jer 7,31; Jer 19,5). Ezekiel fordømmer den samme praksis (Ez 16,20; Ez 16,21; Ez 23,37).

11. Visse hedenske ofre:

Hedenske ofre antydes i de senere bøger, såsom svin, en mus, en hest, en hund (Es 65,4; Es 66,3; Es 66,17; Ez 8,10; 2 Kong 23,11). Alle sådanne dyr var urene for hebræerne, og praksissen havde sine rødder i en form for primitiv totemisme, som overlevede i disse hedenske kulter. De blev kun lidt praktiseret blandt israelitterne.

Se TOTEMISME.

VII. Profeterne og ofrene.

Profeterne var reformatorer, ikke fornyere. Deres vægt lå på det etiske snarere end på ritualet. De byggede deres lære på pagtens grundprincipper, ikke på de underordnede enkeltheder. De accepterede ofre som en del af det religiøse liv, men ville give dem deres rette plads. De accepterede loven om fælles altre, og Samuel, David og Elias brugte disse altre. De tilsluttede sig også bevægelsen hen imod en central helligdom, men det er misbruget af kulten, de fordømte, snarere end brugen af den. De bekæmpede den hedenske forestilling, at alt, hvad Gud behøvede, var gaver, overdådige gaver, og at han ville se gennem fingre med enhver synd, hvis blot de gav en overflod af gaver. De krævede en indre religion, moral, retfærdighed, retskaffenhed, kort sagt en etisk religion. De prædikede en etisk Gud, snarere end den profane, nedværdigende og næsten blasfemiske forestilling om Gud, som var fremherskende i deres tid. De mindede folket om pagten ved Sinaj, hvis grundlæggende princip var lydighed og troskab mod Jahve. Hvis Joel er tidlig, er kulten i fuld praksis, sådan som han beklager, at afgrødeofferet, eller minchah, og netsekh eller drikofferet er ophørt på grund af græshoppernes ødelæggelse. Han nævner ikke brændofrene osv., da disse ikke ville blive afskåret af græshopperne (Joel 1,7; Joel 1,13; Joel 2,14). Joel understregede behovet for en ægte omvendelse og sagde til dem, at de skulle sønderrive deres hjerter og ikke deres klæder (2,13).

Amos fordømmer kulten i Betel og Gilgal og byder dem sarkastisk at fortsætte med at overtræde (4,4.5), nævner brændofre, takofre, taksigelsesofre og frivillige ofre (4,4 f.; 5,22), minder dem om den kendsgerning, at de ikke bragte ofre i ørkenen (5,25), men kræver i stedet retfærdighed og ret. Der er intet her imod lovenes mosaiske oprindelse.

På Hoseas tid var kultens hule udvorteshed blevet værre, mens last, løgn, mord, undertrykkelse osv. florerede. Han udtaler en epokegørende sætning, når han siger: "Jeg ønsker barmhjertighed og ikke offer," osv. (Hos 6,6). Dette er ikke en gennemgribende afvisning af ofre som sådanne; det er blot at lægge vægten det rette sted. Sådanne ofre, som Hosea taler om, var værre end værdiløse. Det er noget overdrevent af Kautzsch at sige: "Det er fuldstændig forgæves at læse noget andet ud af Hos 6,6 end en kategorisk afvisning af ofre." Hosea anerkender deres plads i religionen og beklager tabet under eksilet (3,4). De fordærvede kulter fordømmer han (4,13 f.), for de er lige så slette som de kana'anæiske kulter (4,9). Jahve vil forkaste dem (8,13; 9,4). Folkets frafald begyndte tidligt (11,2), og de har mangfoldiggjort altre (12,11; 13,2). Han forudsiger den tid, da de skal bringe deres læbers "kalve" som tyre (14,2 i King James Version).

Mika er lige så eftertrykkelig. Ofrene var mere kostbare på hans tid, for desto sikrere at købe sig Guddommens gunst. Menneskeofre var på mode, men Mika siger, at Gud kræver, at de "gør ret, elsker godhed og vandrer ydmygt med din Gud" (6,8). Dette berører på ingen måde ofre af den rette slags og med den rette ånd.

Esajas står over for den samme situation. Der er mængder af ofre, brændofre, blod af tyre og bukke, offergaver, vellugtende røgelse, dyr osv., men ingen ret, moral, kærlighed, sandhed eller godhed. Derfor er deres ofre osv. en vederstyggelighed, skønt de i sig selv er rette (1,11-17; 61,8). Det samme gælder alle fromme handlinger i dag. Det er sandsynligt, at Esajas tilbad i templet (6,1.6). I hans eskatologiske syn er der frihed til at bringe ofre i Egypten (19,19.21). Folket skal tilbede på det hellige bjerg (27,13). Ariel må lade højtiderne komme i deres kredsløb (29,1).

Jeremias fastholder den samme holdning. Jeres "røgelse fra Saba og den søde kalmus", brændofre og ofre er ikke Gud til behag (6,20; 14,12). De gjorde templet til en røverkule, i gaderne bagte de kager til Himmelens dronning osv. Han taler sarkastisk og siger: "Føj jeres brændofre til jeres ofre, og spis kød. For jeg talte ikke til jeres fædre .... om .... ofre; men .... befalede .... og sagde: Hør min røst," osv. (7,21-23). Dette var bogstaveligt sandt, som vi har set ovenfor; pagten var ikke baseret på ofre, men på lydighed. En sådan udtalelse benægter ikke indstiftelsen af ofre for dem inden for pagten, som er lydige. Det er ingen "undvigelse", som Kautzsch kalder det, "at sige, at profeterne aldrig polemiserer mod offer per se, men kun mod offergaver, der frembæres hyklerisk, uden omvendelse og den rette indstilling, med blodplettede hænder; mod de kødeligsindede, halvt hedenske folkemassers opera operata." Det er præcis, hvad de gør, og de er i fuldkommen harmoni med pagtens forfatning og med deres egne etiske og åndelige funktioner. Kautzsch kan kun fremsætte en så overdreven påstand ved at ignorere den kendsgerning, at Jeremias selv, når han forudsiger den kommende tidsalder med retfærdighed og velsignelse, gør offer til en vigtig faktor (33,11.18). Når Jeremias skildrer mulig velstand og herlighed, taler han om, at brændofre og afgrødeofre, røgelse, taksigelsesofre osv. bliver bragt ind i Jahves hus (17,26). (Vi er bekendt med den hårdhændede og vilkårlige overførsel af dette afsnit til en senere tid.)

Ezekiel kaldes af Kautzsch "grundlæggeren af det levitiske system." Det siges, at han bevarede det brudstykke af ritualet, som blev brudt op i eksilet. Men hans henvisninger til brændofrene, syndofrene og skyldofrene forudsætter kendskab til dem (40,38-42).

Han bestemmer kamrene mod nord og syd til måltids-, synd- og skyldofrene (Ez 42,13). Renselsen af alteret kræver en ungtyr og en gedebuk som syndoffer, sammen med brændofre og takofre med et ritual, der ligner 3 Mos 8,1 f (Ez 43,18-27). Levitterne skal være tjenere og slagte brændofre og ofre for folket (Ez 44,11). Præsten skal frembære sit syndoffer, før han gør tjeneste i helligdommen (Ez 44,27). De skal spise måltids-, synd- og skyldofrene som i Ez 44,29. I Ezekiel 45 skal folket give hvede, byg, olie og lam til måltids-, brænd- og takofre, mens fyrsten skal give måltids-, brænd- og drikofrene til højtiderne, nymånerne, sabbatterne og de fastsatte fester. Han skal sørge for dem for at skaffe soning (45,13-17). Ved renselsen af helligdommen følges det levitiske ritual med tilføjede detaljer (45,18-20). Påsken kræver brændofrene, syndofrene og måltidsofrene med en ekstra mængde korn. Præsterne tilbereder fyrstens brændofre og takofre (46,2-4.6.9-12) til sabbatterne, nymånerne osv. De daglige brændofre (46,13-15) skal have en sjettedel i stedet for en tiendedel af en efa, som i Tredje Mosebog 1. Synd- og skyldofrene skal koges på et bestemt sted, og måltidsofferet bages (1,20.26). Ezekiel afviger fra den levitiske lov med hensyn til måltidsofferets mængde og skildrer ritualet i en mere ideal situation end Moses. Folket er alle retfærdige, med nye hjerter, og Ånden i dem sætter dem i stand til at holde loven (36,26 f), og dog indstifter han et udførligt renselsesritual for dem. Synes dette at tyde på, at profeterne ville afskaffe ofrene helt? Det er mærkelig argumentation, som får profeterne til at fordømme hele offersystemet, når en af de største blandt dem søger at bevare en udførlig kult for den velsignede tidsalder i fremtiden.

I den anden del af Esajas erklærer Gud, at han ikke er blevet æret af folket med brændofre og måltidsofre osv., og at han ikke har bebyrdet dem med sådanne ofre, men at han er træt af deres synder (43,23 f). De fremmede, som respekterer pagten, skal frembære antagelige ofre (56,7) i den kommende velsignede tidsalder. Jahves tjener skal være et skyldoffer (53,10) for at sone Israels synder. Offeret løftes her for første gang ud af dyrenes sfære og ind i den menneskelige sfære, og dermed smedes forbindelsen mellem Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente. I den kommende herlige tidsalder skal der være præster og levitter, nymåner, sabbatter og tilbedelse i Jerusalem (66,21.23).

Daniel taler om, at måltidsofferet bringes til ophør midt i ugen (9,27).

Zakarias skildrer den kommende guldalder, hvor alle folkeslag skal drage op til Jerusalem for at holde løvhyttefesten, hvilket forudsætter ofre. Gryder bruges, og alle tilbederne skal bruge dem i ritualet (14,16-21).

På Malakias' tid var ritualet i brug, men blev groft misbrugt. De frembar urent brød (1,7), blinde, halte og syge dyr (1,13 f). Jahve har den samme holdning til disse som til dem på Amos', Hoseas og Esajas' tid (Mal 1,10). Hedningerne frembærer bedre ofre (Mal 1,11). Israelitterne dækkede Jahves alter med tårer ved deres hykleriske, uetiske handlinger (Mal 2,13). De røvede fra Gud ved at tilbageholde tiender og løfteofre (Mal 3,8). Det er misbruget af kulten, der her fordømmes, som hos alle de andre profeter.

En særlig brug af betegnelsen »offer« findes hos Sefanias (1,7 f), hvor den anvendes om Jahves ødelæggelse af Israel. Bosra og Edom skal være ofre (Es 34,6); ligeledes Gog og Magog (Ez 39,17; Ez 39,19).

Når man sammenfatter profeternes almindelige holdning til ofre, indrømmer selv G. F. Moore i Encyclopedia Biblica: »Det er ikke sandsynligt, at profeterne klart nærede tanken om en religion uden kult, en rent åndelig tilbedelse. Offer kan meget vel for dem have syntes at være det naturlige udtryk for hyldest og taknemmelighed.« Han kunne have tilføjet: »og for soning for synd og fuldt fællesskab med Gud.«

VIII. Offer i »Skrifterne«.

1. Ordsprogene:

Dateringerne er her meget usikre. Salmerne og Ordsprogene strækker sig fra David og Salomo ind i den persiske periode. Vismændene indtager den samme holdning som profeterne. De påbyder offer af førstegrøden (Ordsp 3,9). Et festmåltid følger som regel efter et offer af takofre (7,14). Skyldofferet (?) har ingen mening for tåber (14,9), og de ugudeliges ofre er en vederstyggelighed for Gud (15,8; 21,27). Retfærdighed og ret er mere antageligt for Jahve end ofre (21,3), men for dem er ofre dog en regelmæssig del af tilbedelsen. Qoheleth omtaler ofre som noget helt sædvanligt og misbilliger tåbers ofre (Præd 5,1; Præd 9,2).

2. Salmerne:

Salmisten formaner de trofaste til at bringe retfærdighedens ofre, dvs. ofre bragt i den rette ånd (Sl 4,5). Afgudsdyrkeres drikofre er velkendte (Sl 16,4). Der bedes om, at ofre må blive taget imod (Sl 20,3). Det er et eftertragtet privilegium at bringe dem (Sl 27,6; Sl 84,1-4). Det sande forhold mellem offer og lydighed udtrykkes i Sl 40,6-8. Som i Jer 7,21 f lægges vægten på lydighed, uden hvilken ofre er værdiløse og frastødende for Gud. De er ikke det vigtige i Israels religion, for den religion kunne eksistere uden dem, som i ørkenen og i eksilet. Læren svarer nøjagtigt til profeternes og er sandsynligvis sen. Sl 50 er endnu mere eftertrykkelig. Salmisten ved, at ofre indgår i pagtens forskrifter (50,5), men afviser tanken om at give noget til Gud eller om at mætte ham (50,12.13). Alt tilhører ham; han er ikke sulten; han ville foragte tanken om at drikke bukkes blod osv. Forestillingen om, at kulten skulle have nogen reel værdi for Gud, afvises. Alligevel formanes læseren i det næste vers til at bringe takofre og indfri løfter (50,14). De ofre, der udtrykker tilbedelse, anger, bøn, taksigelse og tro, er antagelige. Den angrende salmist taler på lignende måde. Ofre som sådanne er ikke en glæde for Gud; det virkelige offer er et sønderbrudt hjerte (51,16 f). Når hjertet er ret, da er brændofre, som udtryk for oprigtighed, hengivenhed, omvendelse og tro, i høj grad antagelige (51,19). En anden salmist lover Gud et frivilligt offer (54,6; 66,13.15). Takofre anbefales (96,8; 107,22; 118,27) og loves (116,17). Bøn sammenlignes med aftenofferet (141,2).

IX. Ofringenes idé og virkning.

At hebræerne fuldt ud troede på ofrenes virkning, er hævet over tvivl. Hvilke tanker de gjorde sig om dem, er ikke så klart. Ingen enkelt teori kan forklare alle kendsgerningerne. De ublodige ofre blev betragtet som føde for guddommen eller som en behagelig duft, i ét tilfælde som erstatning for et blodigt offer (se ovenfor). De blodige ofre frembyder visse vanskeligheder og har derfor givet anledning til mange forskellige synspunkter.

1. En gave af føde til guddommen:

Under hovedet gaver af føde til guddommen ville man indbefatte afgrøde- og måltidsofrene, for så vidt som de blev fortæret af ild, brændofrene og skuebrødet osv. De var ild-føde, den ved ild udskilte essens eller æteriserede føde for Gud, som gav ham behag og stemte ham gunstigt over for den, der bragte offeret. De havde til hensigt enten at formilde vrede, at vinde gunst eller at udtrykke tak og taknemmelighed for erfarede gunstbevisninger. Den tidligere og mere naive tanke var sandsynligvis at vinde guddommens gunst ved en gave. Senere blev andre tanker udtrykt i ofrene.

2. Udtryk for tilbedelse og hengivenhed osv.:

Brændofferet gav bedst udtryk for følelserne af tilbedelse og hengivenhed, skønt de ikke behøver at udelukkes fra afgrøde- og måltidsofrene. Med andre ord betød offer gudsdyrkelse, som er en sammensat øvelse af sjælen. Sådan var Abrahams forsøg på at ofre Isak. De daglige brændofre skulle repræsentere en ubrudt række af tilbedelse og hengivenhed for at bevare de rette forhold til guddommen. Ved særlige lejligheder blev der bragt særlige ofre for at sikre dette forhold, som på det tidspunkt var særligt nødvendigt.

3. Middel til renselse fra urenhed:

Brændofrene og syndofrene var de vigtigste slags, der blev brugt til renselsesformål; vand blev brugt i tilfælde af urenhed ved kontakt med døde. Der var tre klasser af urenhed:

(1) dem, der var uadskillelige fra mænds og kvinders kønsfunktioner;

(2) dem, der skyldtes kontakt med et lig;

(3) tilfældet med helbredelse fra spedalskhed.

Renselsesceremonier var betingelsen for, at sådanne personer kunne nyde fællesskabets sociale og religiøse liv. Hvorfor de skulle kræve et syndoffer, når de fleste af dem indtraf i naturens regelmæssige forløb og ikke kunne undgås, kan kun forstås, når vi betragter disse forseelser som syndens virkninger eller som den kødelige naturs svagheder på grund af synd. Sådanne urenheder gjorde den pågældende uegnet til samfundet, og denne uegnethed var en forseelse mod Gud og krævede et sonende offer.

4. Middel til indvielse til guddommelig tjeneste:

Indvielse gjaldt både mennesker og ting. Ceremonierne ved pagtens besegling og indvielsen af levitterne samt af Aron og hans sønner er blevet nævnt. Alteret og tabernaklets inventar blev indviet med blodet fra syndofferet. Da dette blod var soningens middel, rensede det fra al besmittelse forårsaget af menneskehænder osv. Stænkningen og påstrygningen af blodet indviede dem til tjenesten for Gud. Da blodet var helligt, helligede det alt, hvad det rørte ved (sammenlign Ez 45,19 f).

5. Middel til at oprette et livsfællesskab mellem tilbederen og Gud:

Med andre ord er det en slags sakralt fællesskab. Blodet er det hellige bindemiddel mellem menneske og Gud. Dette er kun muligt, fordi det indeholder livet og tilegnes af Gud som et symbol på det fællesskab, han træder ind i med den, der bringer offeret. Dette blod »dækker« al synd og besmittelse i mennesket, tillader det at træde ind i Guds nærhed og bevidner fællesskabet med ham. Dette er Schultz' opfattelse og delvis Kautzschs med hensyn til tidligere forestillinger om offer. En sådan opfattelse kan have været fastholdt af visse folk i primitive tider, men den yder ikke det levitiske system retfærdighed.

6. Ritschls opfattelse:

Ritschls opfattelse er, at ofrene tjente som en form for selvbeskyttelse mod Gud, hvis nærvær betød tilintetgørelse for en svag skabning. Således har ofrene ingen moralsk værdi og ingen relation til synd og urenhed. De har kun relation til menneskets skabningsmæssige svaghed, som er i fare for tilintetgørelse, når det nærmer sig Guds nærvær. Guds nærvær betød nødvendigvis død for skabningen, uden hensyn til hans hellighed osv. En sådan opfattelse forviser al virkelig fornemmelse af synd, alle etiske værdier og giver ingen rette motiver. Den giver en falsk forestilling om Guds karakter og er helt ude af overensstemmelse med den hellige beretning.

7. Den sakramentale opfattelse:

At ofrene i virkeligheden var et sakramente, er blevet hævdet af mange. Ifølge nogle teologer var ofrene tegn på åndelige virkeligheder, som ikke blot repræsenterede, men også beseglede og anvendte åndelige velsignelser, og deres virkning stod i forhold til frembærerens tro. Af nogle romersk-katolske teologer hævdes det, at påsken især havde sakramental karakter, svarende til Herrens nadver. Renselsesritualerne svarede til boden og indvielsesofrene til ordinationens sakramente. Bahr siger, at Jahves modtagelse af offeret og hans gave af helliggørelse til tilbederne giver offeret karakter af en sakramental handling. Cave taler også om dem som havende en sakramental betydning, samtidig med at han gendriver Bahrs standpunkt. Selv om der kan være et svagt element af sandhed i nogle af disse ideer, er det ikke den idé, der kommer til udtryk i kulten, og den synes at læse teologernes egen ritualteologi ind i ritualet. Denne opfattelse er nært beslægtet med en side af den følgende opfattelse (se Paterson, HDB, IV).

8. Symbol på eller udtryk for bøn:

At det er et symbol på eller udtryk for bøn, hævdes af Maurice og til en vis grad af Schultz. Således antages ofrene at være symboler på den religiøse følelse, som er betingelserne for at blive modtaget af Gud. Offerdyret tjener som en angivelse af, hvad der er i tilbederens hjerte, og dets kraft er udtømt, når det fremstilles for Gud. Således kan det udtrykke åndelig stræben eller bønfaldelse, had til synd og overgivelse til Gud med bekendelse og bøn. Bahr hævder, at et værdifuldt og lydefrit offerdyr udvælges som symbol på den fortræffelighed og renhed, som frembæreren stræber efter; døden er nødvendig for at tilvejebringe liv, som kan bringes frem for Gud, og bestænkelsen med blodet er fremstillingen for Gud af det liv, som endnu bor i blodet. Schultz mener, at syndofferet særligt var rensende. »Derfor er det egentlige grundlag for renselsen, at Gud tager imod offeret og derved træder i fællesskab med synderen, idet han skænker ham virkelig tilgivelse, og at mennesket i dette offer, som er påbudt af Gud som en bodfærdigs legemliggjorte bøn, udtrykker sin bekendelse, sin fortrydelse og sin bøn om tilgivelse.« Selv om der er et element af sandhed i dette, og det især kan anvendes på brændofferet, omfatter det ikke alle kendsgerningerne. Det repræsenterer profeternes og salmisternes opfattelser mere end den levitiske lovs.

9. Kautzschs opfattelse:

Kautzsch hævder, at ofrenes virkning består i dette: »Gud har forbundet soningens fuldbyrdelse med den lydige udførelse af offerforskrifterne; enhver, som opfylder disse og får præsten til at udføre de sonende skikke, bliver tilgivet. Ritualet, især frembæringen af blodet, er den uundværlige betingelse for soning, men det er ikke ensbetydende med den. Syndstilgivelse flyder fra Guds nåde, sådan som profeterne lærer; kun er den hos dem unødvendig, men i Præsteskriftet er den nødvendig.« Således lærer Kautzsch en grundlæggende modsigelse mellem profeterne og loven, hvilket er fuldstændig forkert og bliver nødvendigt ved først at vende historien på hovedet og gøre Præsteskriftet til en hæslig anakronisme. Han siger: »At soningsprocessen er forbundet med frembæringen af blod, forklarer sig naturligt som en kraftig eftervirkning af primitive offerskikke, hvor frembæringen af blod havde en anden betydning. Det er en symbolsk (ikke virkelig) fyldestgørelse, idet der gennem dyrets liv gives symbolsk udtryk for den kendsgerning, at synderens liv er forbrudt over for Gud. Men hovedtanken er, at Gud har befalet det« (HDB, V, 721a). Halvsandhederne i disse udsagn vil være åbenbare for de fleste læsere.

10. Teorien om stedfortrædende soning; indvendinger:

Teorien om, at ofre var en stedfortrædende soning for synd og urenhed ved et offerdyr, hvis liv fortabes i stedet for synderens, er den eneste, der fuldender den levitiske opfattelse af ofrene. Dette gælder naturligvis især syndofferet. Selv om der er et sandhedselement i gaveteorien, bøns- og sakramentsteorierne og andre, deriblandt Kautzschs, er tanken om en stedfortrædende lidelse nødvendig for at fuldende forestillingen. Oehler anerkender bønteoriens styrke, men går videre til den tanke, at mennesket i ofrene stiller livet af et rent, uskyldigt offerdyr mellem sig selv og Gud, fordi det på grund af sin syndighed og urenhed ikke er i stand til at nærme sig Gud. Således bliver det en kopher for ham, til at dække hans synd. Dette er ikke en straf, der pålægges dyret, skønt det er det i tilfældet med uopklaret manddrab (5 Mos 21,1-9). Loven lægger ikke vægten på slagtningen, men på udgydelsen af blodet og bestænkningen med det på bestemte genstande. Slagtningen er naturligvis forudsat. Alteret betragtes ikke som et rettersted; det er midlet til at "dække" pagtfolkets synder, en nådig forordning fra Gud og velbehagelig for ham. Men gaven kan kun behage Gud som en gave fra én, der har overgivet sig selv til ham; derfor må ritualet fremstille denne selvhengivelse: det rene og skyldfri dyrs liv i stedet for offergiverens urene og syndige sjæl, og denne rene sjæl, der træder imellem offergiveren og den hellige Gud, lader ham ved alteret se et rent liv, ved hvilket det urene liv dækkes. På samme måde tjener det rene element til at dække helligdommens og alterets forureninger osv. Dets betydning er specifik: det er offergiverens selvopofrelse udført stedfortrædende. Denne selvopofrelse indebærer nødvendigvis lidelse og straf, som påføres det dyr, til hvilket skyld og synd tilregnes, ikke indgydes (se Oehler, Old Testament Theology, 278 f).

Der er blevet rejst indvendinger af Dillmann, Kautzsch og andre med den begrundelse, at det ikke kunne have været stedfortrædende, fordi ofre ikke var tilladt for synder, der fortjente døden, men kun for tilgivelige overtrædelser (4 Mos 15,30). Ganske vist; men hele offersystemet var for dem, der var i pagten, som ikke begik synder, der fortjente døden, og det var aldrig tænkt som en strafferetlig erstatning, fordi synderne hos dem, der var i pagten, ikke var af strafferetlig art. Ofrene skulle "dække" offergiverens synd og urenhed, ikke den fortjente dødsstraf for én, der brød pagten. Endvidere indvender de, at et afgrødeoffer kan sone, og at dette udelukker en strafferetlig erstatning. Men ofrene var ikke strengt strafferetlige, og afgrødeofferet var tydeligt en undtagelse i de meget fattiges tilfælde, og undtagelsen bekræfter reglen. Under alle omstændigheder fremstillede det offergiverens selvopofrelse, og det var det vigtige. Videre: offerdyret blev slagtet af offergiveren og ikke af præsten, hvorimod det burde være blevet aflivet af Guds repræsentant. Dette har ingen vægt overhovedet, eftersom det væsentlige var et offer, og præster var ikke nødvendige for det. En mere alvorlig indvending er, at i tilfældet med strafferetlig erstatning, hvorved synden og skylden overføres til dyret, betragtes dette dyrs kød som højhelligt og må kun spises af præsterne, hvorimod det nødvendigvis måtte betragtes som belæsset med skyld og forbandelse og derfor forurenet og uegnet til brug. Dette er en ren antagelse. For det første var erstatningen ikke strengt strafferetlig, og for det andet findes der intet antydning af, at egentlig forurening overføres til dyrets kød eller til blodet. Selv hvis det var sådan, ville udgydelsen af blodet sone synden og skylden, udslette forureningen, og kødet ville på ingen måde være berørt. Tværtimod ville kødet, eftersom det havde været bærer for det blod, der havde udført en så hellig og fortjenstfuld tjeneste, nødvendigvis blive betragtet som højhelligt. Hele dyret ville være helligt snarere end forurenet, da det havde udført en så hellig tjeneste. Kautzschs indvending forekommer således barnagtig. Ritualet på forsoningsdagen fremviser alle disse træk. Det siges udtrykkeligt, at ypperstepræsten bekender israelitternes misgerninger over syndebukken, og at bukken bærer denne skyld bort til ørkenen. Dens blod udgydes ikke; den er helt uren, og manden, der fører den bort, er uren. Dette er unægtelig en stedfortrædende handling. I tilfældet med den anden buk, et syndoffer, tilregnes synden og skylden den, men livet tages, og således sker soningen, og offerdyrets kød, som bruges i en sådan hellig tjeneste, er højhelligt.

At dette syn på en stedfortrædende soning var almindeligt accepteret, er tydeligt overalt. Der var ikke behov for en teoretisk forklaring i kulten; det var selvindlysende; som Holtzmann siger: "ganske vist den mest ydre, men også den enkleste og mest alment forståelige og den mest nærliggende besvarelse af soningens væsen" (New Testament Theology, I, 68). Dette syn bekræftes rigeligt af S. I. Curtiss' undersøgelser i hans Primitive Semitic Religion of Today. Ved indgående spørgsmål fandt han, at grundtanken i blodige ofre var, at offerdyret indtog menneskets plads, løskøbte ham eller sonede for ham som en stedfortræder. "Blodets frembrud" var det væsentlige (se s. 218 f).

11. Offerets typologi:

Offertypologien har været meget drøftet. Der kan ikke være tvivl om, at mange af ofrene, set fra Det Nye Testamentes synspunkt, var typologiske. De forudskildrede, og det med vilje, Kristi store offer. Således kunne de ikke virkelig borttage synd; i den forstand var de uvirkelige. Men spørgsmålet er: Var de typologiske for Israels folk? Forstod Moses og præsterne og profeterne og folket, at de blot var billeder, antydninger af det sande offer, der skulle komme, og som alene kunne borttage synd? Forstod de, at deres Messias skulle ofres, at hans blod skulle udgydes for at skaffe soning for dem og gøre deres gudgivne midler til soning helt uvirkelige? Svaret må være et eftertrykkeligt »nej«. Der er intet vink om, at deres sind blev rettet mod at tænke på den kommende som deres offer, forudskygget af deres offergaver. Det var netop det, folket ikke kunne og ikke ville forstå, og den dag i dag er korset deres største anstødssten. Udsagnet om, at tjeneren skal være et skyldoffer (Es 53,10), kommer nærmest dette, men det er langt fra at sige, at hele offersystemet blev forstået som en forudskygning af denne begivenhed. De store profeter taler alle om et offersystem i fuld brug i den messianske tidsalder.

Vi foretrækker at betragte offersystemet som et stort religiøst opdragelsessystem, tilpasset folkets fatteevne på den tid, bestemt til at udvikle rette forestillinger om synd, en passende værdsættelse af Guds hellighed, korrekte idéer om, hvordan man nærmer sig Gud, og en fortrolighed med tanken om offer som det grundlæggende i forløsning, liv og tjeneste for Gud og mennesker.

LITTERATUR.

Kun et udvalg forsøges:

Artikler i Encyclopedia Brit, 11. udgave; Encyclopedia Biblica (G. F. Moore); HDB (Paterson); RE og Sch-Herz (Orelli); Jewish Encyclopedia; McClintock and Strong osv.; Murray's Bible Dict.; Standard BD osv. Kautzsch, Jastrow og Wiedermann i HDB; artikel om »Comparative Religion« i Sch-Herz; gammeltestamentlige teologier af Oehler, Dillmann, Smend, Schultz, Davidson, Koenig osv.

Om ofre i almindelighed:

Wellhausen, Reste des arabischen Heidenthums; W. R. Smith, Religion of the Semites; J. G. Frazer, Golden Bough, II, III; E. B. Tylor, Primitive Culture; E. Westermarck, Origin of Moral Ideas; H. Hubert et Mauss, Annee sociologique, II; L. Marillier, Revue de l'histoire des religions, XXXVI, 208; S. I. Curtiss, Primitive Semitic Religion of Today.

Bibelske ofre:

F. Bahr, Symbolik des Mosdischen Kultus; J. H. Kurtz, Der alttestamentliche Opfercultus; A. Stewart, The Mosaic Sacrifices; J. G. Murphy, Sacrifice as Set Forth in Scripture; A. Cave, Scriptural Doctrine of Sacrifice; F. Maurice, The Doctrine of Sacrifice; J. M. P. Smith, Biblical Doctrine of Atonement. Se også: Schultz, AJT, 1900, 257 ff.; Smoller, Studien und Kritiken, 1891; Wiener, Essays in Pentateuchal Criticism; Pentateuchal Studies; Driver, ERE, VI.

J. J. Reeve