Arabien

Tørt, et vidtstrakt område i det sydvestlige Asien. Det afgrænses mod vest af Suez-landtangen og Det Røde Hav, mod syd af Det Indiske Ocean og mod øst af Den Persiske Bugt og Eufrat. Det strækker sig langt mod nord i golde ørkener, hvor det møder Syriens og Mesopotamiens ørkener. Det er et af de få lande i verden, hvorfra de oprindelige indbyggere aldrig er blevet fordrevet.

I oldtiden blev det delt i tre dele:,

Arabia Felix (Det lykkelige Arabien), sådan kaldt på grund af sin frugtbarhed. Det omfattede en stor del af det land, der nu kendes under navnet Arabien. Araberne kalder det Yemen. Det ligger mellem Det Røde Hav og Den Persiske Bugt.

Arabia Deserta, arabernes el-Badieh eller “Store Ørken”. Fra dette navn stammer det navn, som sædvanligvis gives til de nomadestammer, der vandrer omkring i dette område, “Bedaween”, eller mere almindeligt “beduiner”,

Arabia Petraea, dvs. det klippefyldte Arabien, sådan kaldt på grund af sine klippebjerge og stenede sletter. Det omfattede hele den nordvestlige del af landet og er langt bedre kendt af rejsende end nogen anden del. Dette land inddeles dog af moderne geografer i (1) det egentlige Arabien, eller Den Arabiske Halvø; (2) Nordarabien, eller Den Arabiske Ørken; og (3) Vestarabien, som omfatter Sinaihalvøen og Petras Ørken, oprindeligt beboet af horitterne (1 Mos 14,6, osv.), men i senere tider af Esaus efterkommere og kendt som Edoms land eller Idumæa, også som Seirs Ørken eller Seirs Bjerg.

Hele landet synes (1 Mos 10) at have været beboet af en række stammer af forskellig afstamning: ismaelitter, arabere, idumæere, horitter og edomitter; men efterhånden som de blev blandet sammen, kom de til at blive kendt under den fælles betegnelse arabere. Den moderne arabiske nation er overvejende ismaelitisk. Deres sprog er det mest udviklede og det rigeste af alle de semitiske sprog og er af stor værdi for den, der studerer hebraisk.

Israelitterne vandrede i fyrre år i Arabien. På Salomos tid og senere blev der i betydeligt omfang opretholdt handelsforbindelser med dette land (1 Kong 10,15; 2 Krøn 9,14; 17,11). Arabere var til stede i Jerusalem på pinsedagen (ApG 2,11). Paulus trak sig for en tid tilbage til Arabien efter sin omvendelse (Gal 1,17). Dette land omtales ofte af profeterne (Es 21,11; 42,11; Jer 25,24, osv.)