Pottemager; keramik

pot'-er, pot'-er-i:

1. Historisk udvikling

2. Former

3. Fremstillingsmetoder

4. Anvendelser

5. Bibelske udtryk

6. Arkæologisk betydning

LITTERATUR

1. Historisk udvikling:

(1) Forhistorisk.

Fremstillingen af keramik hører til blandt de allertidligste håndværk. På de klippefyldte højsletter i Øvre Egypten, med udsigt over Nildalen, findes de forhistoriske egypteres polerede røde lerkar. De ligger begravet i lave, ovale grave sammen med de dødes sammenkrummede legemer og deres tilhuggede flintvåben og redskaber. Disse krukker er de ældste eksempler på pottemagerens produkt. Det er utænkeligt, at de keramiske kunstarter i Babels land, Egyptens store rival i civilisation, var mindre udviklede i samme periode; men forskellen i landets beskaffenhed dér, hvor den første mesopotamiske bosættelse sandsynligvis fandtes, gør det usandsynligt, at levn fra landets forhistoriske beboere nogensinde vil blive fremdraget under murbrokkerne fra ødelagte byer og de underliggende aflejringer af ler og silt.

(2) Babylonien.

De ældste eksempler på babylonisk keramik stammer fra den historiske periode og består af brændte lertavler med optegnelser, mursten, afløbsrør, hushelligdomme samt kar til opbevaring af væsker, frugter og andre forråd. (Se Perrot og Chipiez, History of Art in Chaldea and Assyria, I, figurer 159, 160, II, figurer 163, 168.) Eksempler på keramik fra denne tidlige periode vises i de ledsagende figurer. I det 9. til det 7. århundrede f.Kr. var formgivningen af lerkar blevet veludviklet. Keramikskår, der bærer Esarhaddons navn, fastslår de ovennævnte dateringer.

(3) Egypten.

Ved afslutningen af den neolitiske periode i Egypten og begyndelsen af den historiske eller dynastiske periode (4500-4000 f.Kr.) skete der en tilbagegang i keramikproduktet. Både håndværket og formerne blev dårlige, og først i IV. dynasti kom der nogen forbedring. I mellemtiden var glasurprocessen blevet opdaget, og kunsten at fremstille smuk glaseret fajance blev et af de mest kendte af de gamle egyptiske håndværk. Pottemagerhjulet var sandsynligvis også en opfindelse fra denne tid.

(4) Kanaan.

Fremstillingen af keramik i det land, som senere blev israelitternes hjem, begyndte længe før dette folk tog landet i besiddelse, og endda før fønikerne fra kystbyerne havde udvidet deres handel ind i landet og bragt lerkar fra de tyriske eller sidoniske pottemagere med sig. Som i Egypten og Babylonien var de første eksempler håndlavede uden hjælp af hjulet.

Det er sandsynligt, at jødiske pottemagere lærte deres kunst af fønikerne. De efterlignede i hvert fald fønikiske og mykenske former. Under deres vandringer har israelitterne næppe gjort megen brug af lerkar, lige så lidt som araberne gør det i dag. Skindsække, græskar, træ- og metalkar gik ikke så let i stykker.

For at illustrere dette tog en gruppe, som forfatteren var medlem af, på en ørkenrejse lerkrukker til vand, der var særligt fremstillet til rejsebrug, idet de foretrak dem frem for sådanne skindflasker, som de arabiske førere bar, for flaskerne giver vandet en bismag. Efter seks dage var kun én ud af otte lerkrukker tilbage. Det ene uheld efter det andet havde knust alle de andre.

Da israelitterne blev bosat i deres nye omgivelser, var de sandsynligvis ikke sene til at tage lerkar i brug på grund af deres fordele, og deres keramik udviklede efterhånden særprægede, om end forfaldne, typer, der kendes som jødiske.

Hen imod slutningen af det hebraiske monarki viste landets keramik igen virkningen af ydre påvirkninger. Grækernes rød- og sortfigurerede varer blev indført, og endnu senere de mindre kunstneriske romerske typer; og efter disse kom, flere århundreder senere, de grove glaserede kar fra den arabiske eller saracenske periode--former som stadig består.

2. Former:

Det ligger uden for denne artikels rammer at beskrive i detaljer de karakteristiske træk ved keramikken fra de forskellige perioder. De ledsagende illustrationer, taget fra fotografier af keramik i det arkæologiske museum ved Syrian Protestant College i Beirut, giver en almindelig forestilling om formerne. Ethvert forsøg på at klassificere keramik fra Israels land må betragtes som mere eller mindre foreløbigt på grund af usikkerheden om mange formers oprindelse. Den klassifikation af førromersk keramik, som her anvendes, er den, der blev antaget af Bliss og Macalister og bygger på dr. Petries studier.

(1) Tidlig førisraelitisk, også kaldet "amorittisk" (før 1500 f.Kr.).

De fleste kar fra denne periode er håndlavede og ofte uregelmæssige i formen. Et groft ler, der bliver rødt eller sort ved brænding, kendetegner mange eksemplarer. Nogle er teglrøde. Eksemplarer med en poleret eller glittet overflade findes også.

(2) Sen førisraelitisk eller fønikisk (1500-1000 f.Kr.).

Fra denne periode og fremefter er al keramik drejet på hjul. Leret er af finere kvalitet og brændt brunt eller rødt. Varen er tynd og let. Vandkrukker med spidse i stedet for flade bunde dukker op. Nogle er dekoreret med bånd eller linjer af forskelligt farvede netmønstre. Cypriotisk keramik med sine indridsede dekorationer var en tilsvarende udvikling i perioden.

(3) Jødisk (1000-300 f.Kr.).

Fremmed indflydelse forsvinder. De typer, der overlever, forfalder. Nye former indføres. Almindeligt groft ler, der brænder rødt, anvendes. Kogekar er mest karakteristiske. Mange eksempler bærer hebraiske stempler, hvis nøjagtige betydning er usikker.

(4) Seleukidisk.

Fremmed indflydelse viser sig igen. Græske og andre typer importeres og efterlignes. Ribbede overflader indføres. Den gamle type glitning forsvinder.

(5) Romersk og saracensk.

Forfaldne former, der består indtil nutiden.

(6) Nutidig keramik.

3. Fremstillingsmetoder:

Leret, sådan som det findes i jorden, er ikke egnet til brug. Det graves op og bringes hen i nærheden af pottemageriet ("pottemagerens mark", Matt 27,7) og får lov at vejres i ugevis. Det tørre materiale hældes derefter i en cementforet tank eller et trætrug og dækkes med vand. Når klumperne er blevet bløde, røres de rundt i vandet, indtil alt er gået i opløsning, og der er dannet en tynd, slimet muddermasse eller "slip". I kystbyer ligger pottemagerierne alle nær havet, da havvand anses for bedre til "slip"-processen. Slipmassen tappes over i bundfældningstanke. Alle sten og klumper bliver tilbage. Når leret har sat sig, tappes vandet fra, og det formbare materiale bearbejdes ved at træde det med fødderne (jf. Es 41,25; Salomos Visdom 15,7). Det ler, der bruges på den syriske kyst, er som regel en blanding af flere slags jord, som pottemagerne af erfaring har lært giver den rette konsistens. Det forberedte ler pakkes til sidst væk og får lov at stå endnu seks måneder, før det bruges; i denne tid mener man, at kvaliteten, især plasticiteten, forbedres.

Før pottemagerhjulet blev opfundet, blev leret formet til kar i hånden. I alle de lande, der tidligere er nævnt, er de eksemplarer, som repræsenterer det ældste arbejde, alle håndlavede. Hakket halm blev som regel tilsat leret i disse tidlige eksemplarer. Dette materiale udelades i de hjulformede genstande. I en landsby på Libanonbjerget, som er kendt for sit lertøj, fremstilles krukkerne stadig i hånden. Over hele landet formes lerovnene i hånden af ler blandet med halm.

Formningen af kar udføres nu på hjul, hvis brug går tilbage til den tidligste historie. Sandsynligvis var egypterne de første til at bruge en sådan maskine (4. dynasti). I deres oprindelige form var de stenskiver, indrettet til at drejes med hånden om en lodret akse. Hjulet stod kun få tommer over jorden, og pottemageren sad eller sad på hug på jorden foran det, mens han formede sin genstand (se Wilkinson, Ancient Egypt, II, figur 397). De hjul, der bruges i Israels land og Syrien i dag, adskiller sig sandsynligvis på ingen måde fra dem, der blev brugt i pottemagerens hus, som Jeremias besøgte (Jer 18,1-6). Hjulet eller, mere nøjagtigt, hjulene (jf. Jer 18,3) er monteret på en firkantet aksel af træ eller jern, omtrent 3 fod lang (ca. 90 cm). Den nederste skive er omkring 20 tommer i diameter (ca. 50 cm), og den øverste 8 eller 12 tommer (ca. 20 eller 30 cm). Akslens nederste ende er spids og passer ned i en stenfatning eller et leje, hvori den roterer. Et andet leje lige under den øverste skive er indrettet sådan, at akslen hælder en smule væk fra pottemageren. Pottemageren læner sig mod et skråt sæde og støtter sig med den ene fod, så han ikke glider ned, og med sålen på den anden fod sparker han til den øverste flade af det nederste hjul og får derved hele maskinen til at rotere. Det nederste hjul er ofte af sten for at give større fremdrift. Med en forbløffende fingerfærdighed, som en nybegynder forgæves forsøger at efterligne, giver han lerstykkerne enhver form, han ønsker.

Efter at karret er formet, tørres det og brændes til sidst i en ovn. Den gamle egyptiske ovn var meget mindre end den, der bruges i dag (Wilkinson, II, 192). De fleste ovne er af den mest primitive form af typen med "opadgående træk", dvs. et stort kammer med gennembrudt bund og et ildsted nedenunder. Ilden passerer op gennem hullerne, rundt om krukkerne, der er stablet i lag i kammeret, og går ud foroven. En interessant overlevering af en tidlig græsk form bruges stadig i Rachiyet-el-Fakhar i Syrien. I den samme landsby bruger pottemagerne også blyslagger, som stammer fra udskillelsen af sølv, til at glasere deres krukker (jf. Ordsp 26,23). Ved brænding af lertøj er der altid nogle krukker, der kommer ud med fejl. Når ovnen tømmes, og produkterne lagres, går andre i stykker. Som følge deraf er jorden i nærheden af et pottemageri altid strøet med potteskår (se også særskilt artikel). De gamle pottemagerier kan ofte lokaliseres ved hjælp af disse skår. Pottemagerens mark, der nævnes i Matt 27,7; Matt 27,10, var sandsynligvis en mark nær et pottemageri, strøet med potteskår, hvilket gjorde den ubrugelig til dyrkning, men nyttig for pottemageren som et sted, hvor han kunne vejre sit ler eller tørre sine potter før brændingen.

4. Anvendelser:

Lertøj blev i oldtiden brugt til opbevaring af væsker, såsom vin eller olie, frugt, korn osv. De sortnede bunde på potter fra den jødiske periode viser, at de blev brugt til madlavning. Lerfade blev også brugt til at koge tøj. Hver eneste af disse anvendelser fortsætter stadig. For en, der lever i bibelske lande i dag, virker det utænkeligt, at hebræerne ikke villigt tog de porøse vandkrukker af ler til sig, som de fandt allerede i brug i deres nye land, sådan som nogle forfattere benægter. Sådanne krukker blev brugt til at bære glødende kul for at tænde ild, og ikke blot til at hente vand, som de bruges til i dag, men også til at afkøle det (Es 30,14). Fordampningen af det vand, der siver gennem det porøse materiale, afkøler indholdet i en krukke, mens et kar af metal eller læder ville efterlade det lunkent eller fordærvet. De blev også brugt til at opbevare skomagerlim eller voks; til at fylde revner i en mur før pudsning; og når de blev knust, blev de brugt som sand i mørtel.

5. Bibelske udtryk:

Kun få af de hebraiske ord for kar af forskellige slags, som efter al sandsynlighed var lavet af ler, er blevet oversat med udtryk, der angiver dette (om cheres og yatsar, se EARTHEN VESSELS; OSTRACA). kadh oversættes med "krukke" i 1 Mos 24,14 ff.; Dom 7,16 ff.; Præd 12,6 (sammenlign keramion, Mark 14,13; Luk 22,10); "krukke" i 1 Kong 17,12 (sammenlign hudria, Joh 4,28). kadh svarede i størrelse og brug til den arabiske jarrah (sammenlign den engelske afledning "jar"). jarrah bruges til at hente og opbevare vand og sjældnere til at rumme andre væsker eller faste stoffer. Den bruges som en omtrentlig målestandard. For eksempel anslår en mand en cisternes kapacitet i jirar (flertal af jarrah). baqbuq, "en flaske", sædvanligvis af læder, men i Jer 19,1; Jer 19,10 af ler. Den kan have lignet den arabiske ibriq, som frembringer en klukkende lyd, når væske hældes af den. Baqbuq gengives med "krukke" i 1 Kong 14,3.

keli, "kar", var af træ, metal eller lertøj i 3 Mos 6,28; Sl 2,9; Sl 31,12; Es 30,14; Jer 19,11 osv.; sammenlign ostrakinos, 2 Kor 4,7 osv.

pakh oversættes med "flaske" i 1 Sam 10,1; 2 Kong 9,1; se de såkaldte pilgrimflasker.

koc, også qasah, "bæger" eller "skål", oversættes med "bæger" mange steder, ligesom arabisk ka's, der tidligere blev brugt til at drikke af i stedet for moderne kopper.

gabhia oversættes med "skål" i Jer 35,5.

parur oversættes med "gryder" i 4 Mos 11,8; sammenlign Dom 6,19; 1 Sam 2,14; sammenlign chutra, som ligner arabisk.

kidr, almindeligt brugt til madlavning i dag.

'etsebh, "krukke", Jer 22,28 i randnoten til American Revised Version.

6. Arkæologisk betydning:

De kemiske forandringer, som ler undergår ved forvitring og brænding, gør det praktisk talt uforgængeligt, når det udsættes for vejrliget og for fugtens virkning samt for de gasformige og faste forbindelser, der findes i jorden. Når de soltørrede murstensmure i en by i Israels land smuldrede, begravede de ofte periodens lertøjskar intakte. Med tiden, måske efter årtier eller århundreder, blev en anden by bygget på resterne af den tidligere. Murstensmurene krævede ingen udgravning til fundamenter, og derfor blev de underliggende lag efterladt uforstyrrede. Efter lange tidsrum frembragte ødelæggelsen, ved erobrende hære eller ved forsømmelse, af efterfølgende byer høje, der hævede sig over det omgivende land, undertiden til en højde af 60 eller 100 fod. Et typisk eksempel på en sådan høj er Tell el-Chesy (? Lakish). Dr. Flinders Petrie har, som resultat af studiet af de forskellige lag i denne høj, dannet grundlaget for en klassifikation af keramikken i Israels land (se 2 ovenfor). Med kendskab til keramikformerne i hver periode har udgraveren en vejledning, om end ikke en ufejlbarlig, til dateringen af de ruiner, han finder.

Se også CRAFTS, II, 4.

Billedligt: Formningen af ler til lertøj var et billede på formningen af enkeltpersoners eller nationers karakter ved en mesterlig ånd (Jer 18,1-6; Es 29,16; Es 45,9; Es 64,8; Rom 9,20); det almindelige (Klag 4,2; 2 Tim 2,20); skrøbelighed (Sl 2,9; Es 30,14; Jer 19,11; Dan 2,41; 2 Kor 4,7; Åb 2,27).

LITTERATUR.

Udgivelser fra PEF, især Bliss og Macalister, Excavations in Palestine; Excavations of Gezer; Bliss, A Mound of Many Cities; Flinders Petrie, Tell el-Ghesy; Bliss og Dickie, Excavations at Jerusalem; Perrot og Chipiez, History of Art (i) in Chaldea and Assyria, (ii) Sardinia and Judea, (iii) Cyprus and Phoenicia, (iv) Egypt; King og Hall, Egypt and Western Asia in Light of Modern Discoveries; S. Birch, History of Ancient Pottery; Wilkinson, The Ancient Egyptians; PEFQ; EB; HDB.

James A. Patch