Presbyter; presbyterium

1. Ord brugt i Det Nye Testamente:

Det sidstnævnte ord forekommer én gang i Det Nye Testamente (1 Tim 4,14), sådan gengivet både i King James Version og i Revised Version (britisk og amerikansk). Men den oprindelige græske form forekommer også i Luk 22,66, i Revised Version (britisk og amerikansk) oversat "de ældstes forsamling", i King James Version blot "de ældste"; og i ApG 22,5, oversat i engelske bibeloversættelser "de ældstes stand"; i begge disse forekomster kunne ordet mere præcist oversættes "presbyteriet", ligesom det er i 1 Tim 4,14. Foruden disse tre forekomster af neutrum singularis presbuterion bruges maskulinum pluralis presbuteroi, altid oversat "ældste", ofte til at betegne den samme organisation eller domstol som det førstnævnte ord. Tidligere i Det Nye Testamentes historie anvendes det om det jødiske synedrium (Matt 27,1; Matt 28,12; Luk 9,22; ApG 4,5; ApG 4,8), og senere i kirkens udvikling om dens styrende organ, enten i almindelighed (ApG 15,2; ApG 15,4; ApG 15,6; ApG 15,22), eller lokalt (ApG 14,23; ApG 16,4; ApG 20,17; 1 Tim 5,17; Tit 1,5, osv.). Det bruges undertiden om gruppen, eller rækken, af religiøse lærere og ledere i folkets fortid (Matt 15,2; Hebr 11,2). Ordet "presbyter" er i senere kirkelig brug blevet sammentrukket til titlen "priest" (præst), skønt de i Det Nye Testamente på ingen måde er identiske, men tværtimod ofte udtrykkeligt skelnes fra hinanden (Mark 14,43; ApG 23,14).

2. Bygget på synagogens ordning:

Den lokale synagoge i den jødiske menighed stod under omsorg og ledelse af en gruppe repræsentative mænd kaldet "de ældste" (Luk 7,3). Naturligt nok overtog den kristne kirke, der begyndte i Jerusalem og blev formet efter synagogens linjer, ældsteembedet i sin egen organisation (ApG 11,30; ApG 15,2; 1 Pet 5,1, osv.); således også i alle de byer, hvor apostlenes missionsvirksomhed gjorde kirkelig organisation nødvendig, gav de lokale synagoger let et nærliggende og anvendeligt mønster for en sådan organisation (ApG 14,23; Tit 1,5). Moderkirken i Jerusalem, formet efter synagogens mønster, kunne meget vel have tilbudt de menigheder, der blev dannet andre steder gennem apostolisk forkyndelse, den eneste tænkelige ordning. Vi ved ikke ud fra Det Nye Testamentes passager, hvordan disse ældste blev udvalgt; vi må slutte, at de blev valgt af menighedernes medlemmer, som efter synagogens ordning; derefter blev de indsat i deres embede af apostle (ApG 14,23), eller af apostoliske medarbejdere (Tit 1,5), eller af "presbyteriet" (1 Tim 4,14), eller af begge sammen (2 Tim 1,6; sammenlign 1 Tim 4,14). Allerede i de paulinske breve synes presbyterembedet at have haft to funktioner som særkende: at undervise og at lede (1 Tim 5,17; sammenlign ApG 20,17; ApG 20,28; 1 Thess 5,12; 1 Thess 5,13; 1 Pet 5,2).

3. Princip fundet i Det Nye Testamente:

I Det Nye Testamentes historie og breve fremgår det ikke, at de forskellige menigheder i et distrikt allerede var organiseret i et kirkeligt organ kendt som "presbyteriet", med en form for repræsentation fra de enkelte menigheder som grundlag. Men fraværet af en sådan omtale er langt fra et endeligt bevis for, at sådanne distriktsorganisationer ikke fandtes; man kan kun i ringe grad bygge på blot negative argumenter. Desuden er apostlenes og de ældstes råd i Jerusalem, som Paulus og Barnabas appellerede til (ApG 15), et positivt vidnesbyrd om princippet om repræsentation og central myndighed. De forskellige distriktsorganisationer ville hurtigt følge, efterhånden som administrative og juridiske behov krævede det; en sådan udvikling kom tidligt i kirkens vækst, så tidligt at den utvetydigt er til stede i den postapostolske tid.

I Johannes’ Åbenbaring indtager de 24 ældste en fremtrædende plads i den ideelle kirke (Åb 4,4; Åb 4,10; Åb 5,6, osv.), idet de sidder på vegne af dem, de repræsenterer, som et ophøjet presbyterium, tæt ved Den Eviges trone. "De fireogtyve ældste, der indtager troner (ikke sæder) omkring tronen, skal betragtes som repræsentanter for den herliggjorte kirke; og tallet, to gange tolv, synes at være fremkommet ved at forene antallet af patriarkerne i Det Gamle Testamente med antallet af apostlene i Det Nye Testamente" (Milligan om Åb 4,4 i Expositor's Bible).

4. I den presbyterianske kirke:

Presbyteriet er domstolen, eller det repræsentative organ, i den presbyterianske kirke umiddelbart over den lokale menigheds Session. Session består af de ledende ældste, valgt af medlemmerne af en bestemt menighed, med præsten som moderator eller ledende formand. Presbyteriet består af alle de ordinerede præster, eller undervisende ældste, og én ledende ældste fra Session i hver menighed i et givet distrikt eller område. Til det er nu, som i Det Nye Testamentes tid (1 Tim 4,14), betroet magten til ordination; ligesom også til indsættelse og afsættelse af præster. Det fører tilsyn med de anliggender, som er fælles for menighederne under dets jurisdiktion, og har prøvelsesmyndighed i alle sager, der angår de lokale menigheder (se Form of Government, Presbyterian Church in U.S.A., kapitel x). Presbyteriet vælger de repræsentanter, der udgør General Assembly, som er den højeste domstol i den presbyterianske kirke.

5. I arkitektur:

I kirkelig arkitektur er presbyteriet den del af kirkebygningen, der er afsat til gejstligheden, sædvanligvis rummet mellem alter og apsis; undertiden bruges det om hele korområdet, men normalt har ordet en mere afgrænset betydning.

Se videre biskop; kirke; ældste; styreform.

Edward Mack