Håndværk

I. KILDER TIL VORES VIDEN OM BIBELENS HÅNDVÆRK

1. Skriftlige kilder og fund af håndværksarbejde

(1) Jødiske

(2) Kana'anæiske og fønikiske

(3) Assyriske og babyloniske

(4) Egyptiske

2. Efterbibelske skrifter

3. Nutidige metoder i bibelske lande

II. HÅNDVÆRK NÆVNT I BIBELEN

1. Teglfremstilling

2. Tømrerarbejde (træarbejde)

3. Udskæring (gravering)

4. Keramik

5. Farvning og rensning

6. Broderi (nålearbejde)

7. Glasfremstilling

8. Maling

9. Murerarbejde

10. Metalarbejde (minedrift)

11. Oliefremstilling

12. Malerkunst

13. Papirfremstilling

14. Parfumefremstilling

15. Pudsning

16. Spinding og vævning

17. Garvning

18. Teltmageri

19. Vinfremstilling

III. HÅNDVÆRKERE

LITTERATUR

I. Kilder til vores viden om Bibelens håndværk.

1. Skriftlige kilder og fund af håndværksarbejde:

Vores viden om kunst og håndværk i bibelsk tid er kommet til os ad to hovedveje. For det første fra bibelske, assyriske, babyloniske og egyptiske skriftlige kilder. Af disse er de egyptiske de mest oplysende. For det andet fra eksempler på gammelt håndværk, som har været begravet og bevaret gennem mange århundreder og igen er bragt for dagen ved moderne fund.

(1) Jødiske.

De vigtigste skriftlige dokumenter, hvorfra vi kan lære om hebraisk håndværk, er de bibelske beretninger. Et studium af de få henvisninger, der findes, får os til at tro, at israelitterne, før de kom i kontakt med Kana'ans og Fønikiens folk, ikke havde udviklet nogen betydelig teknisk kunnen (1 Kong 5,6; 1 Krøn 14,1; 2 Krøn 2,7; 2 Krøn 2,14; Ezra 3,7). Nogle af de enklere arbejdsprocesser, såsom spinding og vævning af de almindelige stoffer og formgivning af husgeråd, blev udført i hjemmet (2 Mos 35,25; 2 Mos 35,26), men vævning og farvning af fine stoffer, udskæring, indlægning, metalarbejde osv. var udlændinges arbejde eller blev lært af jøderne efter udvandringen, fra dem, der boede i landet.

Jøderne udviklede dog gradvis dygtighed i mange af disse håndværk. Man mener, at jødiske håndværkere allerede på Nehemias' tid havde organiseret sig i lav (Neh 3,8; Neh 3,31; Neh 3,32). I efterbibelsk tid opnåede jøderne monopoler i nogle af erhvervene, for eksempel glasfremstilling og farvning. Disse fag forblev bestemte familiers hemmeligheder gennem generationer. Det er på grund af denne hemmeligholdelse og det mysterium, der omgav disse fag, og som stadig opretholdes mange steder, at vi ved så lidt om, hvordan de blev udført. Indtil for nylig var de vigtigste indigofarvere i Damaskus jøder, og jøderne delte med muslimske håndværkere retten til at fremstille glas. I nogle af de syriske byer er jødiske håndværkere nu ved at blive flere end andre indfødte arbejdere i visse fag.

Arkæologerne har fundet få eksempler på hebraisk håndværk, som kaster meget lys over tidligt hebraisk arbejde. Bortset fra keramik fra den israelitiske periode og nogle få segl og mønter er der ingen spor af hebraisk håndværksmæssig udførelse tilbage. Det er endda tvivlsomt, hvor mange af de nævnte genstande der virkelig er dette folks arbejde.

(2) Kana'anæiske og fønikiske.

Det er almindeligt anerkendt, at den tekniske kunnen, hebræerne erhvervede sig, skyldtes deres kontakt med kana'anæerne og fønikerne. Bibelen nævner ofte disse folks håndværksarbejde, men deres egne kilder er tavse. Ezekiels skildring af Tyrus' herlighed (Ez 27) giver en vis forestilling om den anseelse, byen havde for håndværk: “Dine bygmestre har fuldendt din skønhed” (Ez 27,4); “Syrien var din handelsfælle .... Damaskus var din handelsfælle på grund af mængden af dine håndværksarbejder” (Ez 27,16; Ez 27,18). Adad-nirari III (812-783 f.Kr.), den assyriske konge, opregner den tribut, han afkrævede kongen af Damaskus.

“Broget stof, linned, en seng af elfenben, et sæde med indlagt elfenben, et bord” var blandt de erobrede genstande. Disse var sandsynligvis fønikisk arbejde.

Mange eksempler på fønikisk håndværk er blevet fundet. Set fra et kunstnerisk synspunkt er de kendetegnet ved en grovhed, som adskiller dem fra det mere fint og kunstnerisk udførte arbejde hos deres læremestre, babylonierne og egypterne. Fønikerne har dog stadig æren for at have indført dygtigt håndværk i Israels land. Fønikerne tilvejebragte også midlerne til forbindelse mellem babylonierne og egypterne. Fra de allertidligste tider var der en udveksling af varer og ideer mellem folket ved Nilen og folkene ved Tigris og Eufrat.

(3) Assyriske og babyloniske.

Babylonierne og assyrerne henviste kun få gange til deres eget håndværk i deres kilder, men de seneste års opdagelsesrejsende har afdækket mange eksempler på det bemærkelsesværdige håndværk hos Mesopotamiens tidlige indbyggere. Med henvisning til en sølvvase fundet i dette land (Telloh), dateret til det 4. årtusinde f.Kr., siger Clay (se “Litteratur”), at “helheden er gengivet overordentlig godt og vidner om bemærkelsesværdig dygtighed, som på ingen måde er mindre slående end den, egyptiske samtidige udviste i dette håndværk.” Smykker, våben, votivbilleder, forskellige redskaber, værktøj af mange slags, statuer i de hårdeste sten, fint udførte ædelsten, dateret fra Abrahams tid og tidligere, får os til at spørge, hvornår dette folk erhvervede sig sin dygtighed.

2. og 3. Egyptisk og efterbibelsk håndværk:

(4) Egyptiske.

Egyptens skriftlige kilder er dobbelt vigtige, fordi de ikke blot omtaler de forskellige håndværk, men også illustrerer arbejdsprocesserne med tegninger, som ikke efterlader nogen tvivl om, hvordan arbejderne nåede deres mål. De omfattende udforskninger i Egypten har givet verden mange uvurderlige levn af håndværkskunst, nogle af dem fra selve civilisationens daggry. Blandt ruinerne af tidlige syriske og kana'anæiske byer findes talrige genstande, som vidner om egypternes dygtighed. Disse genstande og vidnesbyrdene om deres arbejdes indflydelse på den fønikiske kunst viser den rolle, egypterne spillede i formningen af de tanker hos de håndværkere, som blev udvalgt til at bygge templet i Jerusalem. I den følgende korte oversigt over de håndværk, der nævnes i Bibelen, vil man lægge mærke til, hvor godt de kan belyses af monumenterne fra Nilens land. Til at bekræfte den viden, der er udledt af ovennævnte kilder, er efterbibelske skrifter og nogle af nutidens skikke i de bibelske lande værdifulde. Disse vil blive nævnt under behandlingen af de forskellige håndværk.

II. Håndværk nævnt i Bibelen.

(For en mere detaljeret behandling af håndværkene, se under de enkelte artikler.)

1. Teglfremstilling:

Dette erhverv opstod sandsynligvis i Babylonien, men kendskabet til processen blev tidligt bragt til Egypten, hvor hebræerne senere, sammen med andre fanger, blev tvunget til at fremstille teglsten for de egyptiske konger. Fremstilling af soltørrede teglsten krævede kun ringe kunnen, men brænding og glasering af teglsten krævede oplærte arbejdere.

Se teglsten.

2. Tømrerarbejde (træarbejde):

Træ blev i vid udstrækning brugt af oldtidens bygmestre. Med undtagelse af de egyptiske oldsager er der kun lidt tilbage ud over kilderne, der viser dette. Der henvises talrige gange til tømrerarbejdet ved opførelsen af templet og ved senere reparationer af denne bygning (1 Kong 5,6; 2 Krøn 2,3; 2 Kong 12,11; 2 Krøn 24,12; 2 Kong 22,6; Ezra 3,7; Ezra 4,1). Davids hus og Salomos hus samt hans yndlingshustrus hus var delvis lavet af træ. I beretningen om opførelsen af tabernaklet nævnes træarbejde (2 Mos 25). Folkene fra Tyrus byggede skibe af cypres, med master af cedertræ og årer af eg (Ez 27,5; Ez 27,6). Afgudsbilleder blev skåret af træ (5 Mos 29,17; 2 Kong 19,18; Es 37,19; Es 45,20). Filistrene byggede en trævogn til at bære arken (1 Sam 6,7). Tærskeredskaber og åg blev lavet af træ (2 Sam 24,22). Ezra læste loven fra en talerstol af træ (Neh 8,4). Salomos vogne var lavet af træ (Højs 3,9). Indlagt arbejde, som stadig er en yndet form for udsmykning i Syrien, blev brugt af fønikerne (Ez 27,6). Hvordan oldtidens tømrere udførte deres arbejde, kan udledes af de egyptiske monumenter. Nogle af de arbejdsprocesser, der er afbildet dér, udføres stadig på samme måde.

Se redskaber; tømrer.

3. Udskæring (gravering):

Udtrykkene “udskæring” og “gravering” bruges i flæng ved oversættelse af passager i Det Gamle Testamente. Den første omtale af indgraverede genstande er Judas segl (1 Mos 38,18). Kunsten at gravere på forskellige hårde genstande, såsom ler, ben, elfenben, metaller og ædelsten, kom sandsynligvis fra Mesopotamien. Hebræerne lærte gravering af kana'anæerne. Denne graverings karakter vises af de assyriske cylindre og egyptiske skarabæer. Det er tvivlsomt, hvor mange af de segl, der er fundet i Israels land, der er hebraisk arbejde, eftersom de indgraverede motiver for det meste er fønikiske eller egyptiske. Fra de tidligste tider har det i Orienten været skik, at mænd i ansvarsfulde stillinger altid bar deres segl med sig. Seglet var sat i en ring, eller, som det var tilfældet med Juda, og som araberne gør i dag, blev det båret i en snor hængende om halsen. Et af nutidens syn i en syrisk bygade er seglgravøren, der sidder ved sin lave bænk, parat til på et af sine blanke segl at indskære køberens navn eller mærke.

Den anden form for udskæring antydes af Dekalogen (2 Mos 20,4). Buddet forklarer, hvorfor billedhuggerkunsten forblev uudviklet blandt jøderne, ligesom den den dag i dag har gjort det blandt muslimerne. På trods af buddet blev der dog udskåret keruber på træinventaret i templets indre (1 Kong 6,23).

Blandt de folk, som jøderne kom i kontakt med, havde stenhugning nået en høj grad af fuldkommenhed. Ingen sten viste sig for hård for deres redskaber. I egyptiske og fønikiske grave blev udskæringen ofte udført på pudsede overflader.

Se udskæring.

4. Keramik:

Både egypterne og babylonierne var dygtige til at forme og brænde genstande af ler. De tidlige babyloniske optegnelser består af brændte lertavler. Glaserede teglsten udgjorde et vigtigt dekorativt element. I Egypten blev afgudsbilleder, skarabæer og amuletter ofte lavet af brændt ler, glaseret eller uglaseret. Langt den vigtigste gren af keramisk kunst var fremstillingen af krukker til at rumme vand eller andre væsker. Disse krukker har været brugt i hele Østen fra de tidligste tider. Jøderne lærte, hvad de vidste om denne kunst, af fønikerne.

Se lertøj.

5. Farvning og rensning:

Farvning er et af de ældste håndværk. De eneste henvisninger til selve det at farve i Bibelen er

(a) i forbindelse med farvede dyreskind (2 Mos 25,5; 2 Mos 26,14), og

(b) Dom 5,30.

At det var et højt udviklet håndværk, fremgår af de mange andre henvisninger til farvede stoffer både i Bibelen og i verdslig litteratur. Rensning blev udført af valkeren, som sandsynligvis også var farver.

Se farve; farvestof; valker.

6. Broderi (nålearbejde):

Man ved meget lidt om broderiarbejdet, ud over at det bestod i at indarbejde farvemønstre i stof. I Ez 27,7 får vi at vide, at det var en af Egyptens eksportvarer.

Se broderi.

7. Glasfremstilling:

I 5 Mos 33,19 tolker nogle "skjulte skatte i sandet" som fremstilling af glasgenstande af sandet. Der kan ikke være tvivl om, at hebræerne kendte til glasfremstilling, da dens historie går tilbage til meget tidlige tider. Egypterne og fønikerne lavede flasker, glasperler, afguder osv. Disse genstande er blandt dem, man sædvanligvis finder i gravene. Glasperler af meget tidlig fremstilling blev fundet i højen ved Gezer. Nogle af de pigmenter, der blev brugt til maling, var lavet af pulveriseret farvet glas. I Det Nye Testamente læser vi om "et hav af glas, ligesom krystal" (Åb 4,6).

Se glas. 8. Formaling:

Formaling var en huslig opgave og kan næppe regnes som et af håndværkene. Når der var brug for mel, gned husmoderen, eller mere sandsynligt tjenestepigen, hveden eller byggen mellem to møllesten (se møllesten) eller knuste hveden på en stor flad sten med en afrundet flodsten. Det er stadig en almindelig skik i Syrien og Israels land, at to kvinder arbejder sammen, som antydet i Matt 24,41 og Luk 17,35. At male mel var et simpelt arbejde, anset for at være en medhustrus beskæftigelse; derfor var det ment som en vanære, da Samson blev sat til at male ved møllen.

9. Murerarbejde:

Den rytmiske lyd af stenhuggeren ved sit arbejde ophører aldrig i den velstående orientalske by. Den er dog mere almindelig i dag end i de tidligere århundreder, da kun høje embedsmænd havde råd til stenhuse. Ofte var kun en bys tempel, helligdomme eller grave lavet af sten. Da sådanne bygninger var meget almindelige, og der blev lagt stor vægt på hver eneste detalje i deres opførelse, udviklede der sig et dygtigt korps af murere, især i Egypten og Syrien. Da israelitterne opgav deres nomadeliv, var permanente gudstjenestesteder blandt de første ting, de planlagde. Efterhånden som disse udviklede sig til bygninger, der var mere prætentiøse end blot bunker af sten, benyttede bygherrerne sig naturligt af landets bygmestres kunnen. En besøgende i Jerusalem kan stadig se de gamle mureres arbejde. De såkaldte Salomos stenbrud under byen og de store tilhuggede sten i tempelområdet hører til en tidlig periode. Selve formen på murernes redskaber kan bestemmes ud fra mærkerne på stenene.

Se murer.

10. Metalarbejde (minedrift):

Blandt de ældste genstande, der er bevaret, er genstande af sølv, guld og bronze. De er bevis på, at de gamle forstod de forskellige processer ved minedrift, smeltning, raffinering og bearbejdning af metaller.

Se minedrift; metalarbejde.

11. Oliefremstilling:

Den olie, der omtales i Bibelen, er olivenolie. Plinius nævner mange andre olier, som blev udvundet i Egypten. Olierne blev sædvanligvis udvundet ved først at knuse frugten og derefter presse den knuste masse. Ved Gezer, Tell es Cafi og andre oldtidsruiner er der blevet fundet gamle oliepresser.

Se olie.

12. Malerkunst:

Den, der har besøgt Egyptens grave og templer, vil aldrig glemme den brug, de gamle egyptiske malere gjorde af farver. Den ellers dystre virkning, som store, ensfarvede vægge frembragte, blev overvundet ved skulpturarbejde, enten i relief eller indridset, på et lag stuk, og derefter ved at farvelægge disse indgraveringer med rødt, gult, grønt og blåt. Arkitektoniske detaljer blev også malet. Søjlekapitælerne og søjlerne selv fik særlig opmærksomhed fra maleren. Farver blev på lignende måde brugt af grækerne og fønikerne. I Sidon-gravene, i Palmyra og lignende ruiner er spor af bemaling stadig tydelige.

Se malerkunst.

13. Papirfremstilling:

Ordet "papir" forekommer to gange, én gang i Det Gamle Testamente (Es 19,7 KJV) og én gang i Det Nye Testamente (2 Joh 1,12). I Es 19,7 gengiver Revised Version (britisk og amerikansk) "papirrør" med "enge". Papyrus (se dette) forekommer i Es 18,2 og i Revised Version, randnote til 2 Mos 2,3. Det nærmeste, de gamle havde til vores papir, var det, der blev lavet af en art papyrus. Processen bestod i at brede lange strimler af papyrusrørets indre lag ud side om side, derefter lægge andre strimler over disse vinkelret på de første, siden gennemvæde dem med et eller andet klæbende materiale og til sidst presse og tørre dem. Ark, der var lavet på denne måde, blev fastgjort sammen med lim til en lang skriftrulle. Det græske ord for papyrusplanten er "biblos," hvorfra det engelske ord "Bible" er afledt. Pergament, læder og blade blev også brugt som papir. De indfødte i Syrien og Israels land kalder stadig et stykke papir for et "blad" (arabisk waraqet).

14. Parfumefremstilling:

Kunsten at fremstille parfume går tilbage til de gamle egyptere. I 2 Mos 30,35 har vi den første omtale af duftende salveolier. Parfumemagernes (KJV "confectioner" eller "apothecary") produkter blev brugt

(a) til religiøse ritualer som ofre og til at salve afguderne og

(b) til personlig brug på kroppen eller tøjet. Nogle parfumer var pulvere (røgelse); andre var duftende olier eller fedtstoffer (salver).

Se parfume.

15. Pudsning:

(KJV "Plaistering.") Håndværket pudsning går tilbage til begyndelsen af byggeriets historie. Der var to grunde til at bruge puds eller stuk:

(a) at gøre bygningerne mere modstandsdygtige over for vejret og

(b) at gøre overfladerne mere egnede til udsmykning ved indgravering eller maling.

Se puds.

16. Spinding og vævning:

Kunsten at spinde og væve blev tidligt udøvet i husholdningen (2 Mos 35,25). Mange forskellige fibre blev spundet og vævet til stof. Stoffer af uld, bomuld, hør, silke og træfiber er bevaret fra bibelsk tid. I de mere fremskredne samfund blev vævningen af stofferne overtaget af væverne, som gjorde det til deres erhverv. I 1 Krøn 4,21 siges det, at mange af familierne i Asbeas hus var arbejdere i fint linned. Den moderne indtrængen af europæiske fabriksvarer har endnu ikke fortrængt de vævere, som slider ved væve, der meget ligner dem, der beskrives på de gamle egyptiske tegninger.

Se spinding; vævning.

17. Garvning:

Selv om man ved, at garvning blev praktiseret, er den eneste henvisning til dette håndværk, der nævnes i Bibelen, Simon garver (ApG 9,43; ApG 10,6; ApG 10,32). Læderbælter nævnes i 2 Kong 1,8; Matt 3,4. Fund fra gravene viser, at de gamle forstod de forskellige metoder til at bevare skind, som bruges i nutidig praksis.

Se garver.

18. Teltmageri:

Vi tænker på Paulus som teltmageren. De telte, han lavede, var dog sandsynligvis ikke som dem, der så ofte omtales i Det Gamle Testamente. Telte på Paulus’ tid blev lavet af kilikisk stof. Paulus’ arbejde bestod sandsynligvis i at sy passende længder stof sammen og fastgøre reb og løkker. På Det Gamle Testamentes tid blev teltene lavet af strimler af groft gedehårsstof eller af dyreskind.

Se telt.

19. Vinproduktion:

Denne artikel skrives inden for hørevidde af festlighederne omkring vinpresserne på Libanons bjerg, hvor mænd og kvinder er samlet til den årlige produktion af vin og sirup (arabisk, dibs). Deres fremgangsmåde ligner så meget den fra bibelsk tid, at man i tanken føres tilbage til lignende festligheder, som må have ledsaget vinfremstillingen helt tilbage til de tidlige egyptiske konger. At disse arbejdere forstod de forholdsregler, der var nødvendige for at skaffe et ønskeligt produkt, fremgår af tidlige skrifter. Valget af den rette jord til vingårdene, tilsætningen af konserveringsmidler for at bevare vinen, kogningen af saften for at dræbe uønskede gærstoffer og forsigtigheden mod at hælde ny vin på gamle flasker er eksempler på deres viden om vinfremstilling.

Se vinpresse.

III. Håndværkere.

Håndværkere blev tidligt adskilt i grupper. Et fag blev som regel i en familie. Det gælder til en vis grad i Østen i dag. I byer som Beirut, Damaskus eller Aleppo vil man finde butikkerne for håndværkere inden for et bestemt fag samlet i grupper. Der er et sølv- og guldsmedemarked (arabisk suq), et jernmarked, et farverkvarter osv. Jødiske håndværkere i tidlig tid sad adskilt i synagogerne. Nogle håndværk blev betragtet med mishag, især dem, der bragte mænd i kontakt med kvinder, for eksempel guldsmedens, karterens, væverens, valkerens eller garverens fag. Der var en fællesskabsfølelse blandt håndværkere, som Esajas henviser til (Es 41,6; Es 41,7). Den samme følelse ses blandt syriske arbejdere i dag. Araberen har mange opmuntrende udtryk til en mand i hans arbejde, såsom: »Fred være med dine hænder«, »Må Gud give dig styrke.« En flok mænd, der for eksempel trækker i et trissetov, råber eller synger sammen, mens de trækker.

LITTERATUR.

Perrot og Chipiez, History of Art in Sardinia, Judea, etc.; History of Art in Ancient Egypt; History of Art in Phoenicia and Cyprus; Wilkinson, The Ancient Egyptians; Macalister, Bible Side-Lights from the Mound of Gezer; Standard Dict. of the Bible; Bliss, Macalister og Wunsch, Excavations in Palestine; Hilprecht, Explorations in Bible Lands during the 19th Century; Harper, The Bible and Modern Discoveries; Delitzsch, Jewish Artisan Life, etc.; Clay, Light on the Old Testament from Babel; Jewish Encyclopedia.

James A. Patch