Raka

ra'-ka, ra-ka'> (rhaka, Westcott and Hort, The New Testament in Greek with Codices Sinaiticus (corrected), Vaticanus, Codex E, osv.; rhacha, Tischendorf med Codices Sinaiticus (oprindelig hånd) og Bezae; aramæisk reqa', fra req, "tom"): Tom eller værdiløs fyr; et foragteligt udtryk brugt af jøderne på Kristi tid. I Bibelen forekommer det kun i Matt 5,22, men John Lightfoot giver en række eksempler på ordets brug hos jødiske forfattere (Hot. Hebrew., udgave ved Gandell, Oxford, 1859, II, 108). Chrysostomos (som kendte syrisk, sådan som det blev talt i omegnen af Antiokia) siger, at det svarede til det græske su, "du", brugt foragteligt i stedet for en mands navn. Hieronymus gengav det inanis aut vacuus absque cerebro. Det forklares almindeligvis som et udtryk for foragt for en mands intellektuelle evner (= "din tåbe!"), mens more (oversat "du dåre"), i samme vers, forstås som en henvisning til en mands moralske og religiøse karakter (= "din slyngel!" "din ugudelige fyr!"). Således har vi tre stadier af vrede, med tre tilsvarende grader af straf:

(1) den indre følelse af vrede (orgizomenos), som skal straffes af den lokale eller provinsielle domstol (te krisei, "dommen");

(2) vrede, der bryder ud i et udtryk for foragt (Raka), som skal straffes af Sanhedrinet (to sunedrio, "rådet");

(3) vrede, der kulminerer i skældsord og ærekrænkende tale (More), som skal straffes med Gehennas ild.

Denne opfattelse, om et dobbelt klimaks, som er blevet fastholdt af fremtrædende engelske og tyske kommentatorer, synes at give afsnittet symmetri og stigning. Men den forkastes blandt andre af T. K. Cheyne, der, i tilslutning til J. P. Peters, omordner teksten ved at flytte sætningen "og den, der siger til sin bror: Raka, skal være skyldig for rådet" til slutningen af det foregående vers (Encyclopaedia Biblica, IV, sp. 4001 f). Der synes bestemt ikke at være pålideligt ydre vidnesbyrd, der beviser, at udtrykkene "dommen", "rådet", "ildens Gehenna" står i et gradueret forhold til hinanden som lavere og højere retsinstanser, eller at de ville blive forstået sådan af Kristi tilhørere. Det, der er hævet over tvivl, er, at Kristus fordømmer brugen af nedsættende og fornærmende tilnavne som en yderst alvorlig overtrædelse af menneskelighedens lov, som hører til samme kategori som selve mordet. Det bør dog tilføjes, at det er den underliggende følelse og ikke det sproglige udtryk som sådant, der udgør synden. Derfor kan vor Herre, uden nogen virkelig selvmodsigelse, tiltale to af sine efterfølgere som "uforstandige mænd" (Luk 24,25, anoetoi, praktisk talt svarende til Raka, ligesom også Jakobs udtryk, "O tomme menneske", Jak 2,20).

D. Miall Edwards