Ragning

shav'-ing (i Job 1,20, gazaz, sædvanligvis galach; i ApG 21,24, xurao): Skikke vedrørende ragning er forskellige i forskellige lande og i oldtid og nutid. Hos egypterne var det skik at rage hele kroppen (jf. 1 Mos 41,14). Hos israelitterne var ragning af hovedet et tegn på sorg (5 Mos 21,12; Job 1,20); normalt lod man håret vokse langt, og det blev kun klippet med mellemrum (jf. Absalom, 2 Sam 14,26). Nasiræere havde forbud mod at bruge en ragekniv, men når deres løfte var udløbet, eller hvis de var blevet urene, skulle de rage hele hovedet (4 Mos 6,5; 4 Mos 6,9; 4 Mos 6,18; jf. ApG 21,24). Ragning af skægget var ikke tilladt for israelitterne; det var dem forbudt at rage selv “kanten af deres skæg” af (3 Mos 21,5). Det var en utilgivelig fornærmelse, da Hanun, ammonitternes konge, skar halvdelen af skægget af de israelitter, som David havde sendt til ham (2 Sam 10,4; 1 Krøn 19,4).

Ragning “med en lejet ragekniv” er Esajas’ malende billede på den fuldstændige ødelæggelse af Juda ved den assyriske hær (Es 7,20).

James Orr