Fordømme; fordømmelse

kon-dem', kon-dem-na'-shun:

1. I Det Gamle Testamente:

(1) Den kausative stamme af rasha`, "at erklære (eller gøre) skyldig," "at fordømme," hvad enten det gælder borgerlige, etiske eller religiøse forhold. Taget i denne betydning behøver ordet ingen kommentar (2 Mos 22,9; 5 Mos 25,1; Job 40,8); "Hvem kan da fordømme?" (Job 34,29, KJV "skabe vanskeligheder").

(2) `anash, "at idømme bøde." "Idømte landet" (2 Krøn 36,3 KJV; KJV randnote "mulcted"; Revised Version (britisk og amerikansk) "amerced"; American Standard Revised Version "fined"); "vin fra de dømte" (Am 2,8; Revised Version (britisk og amerikansk) "bødelagte" (uretfærdigt)).

(3) Det aktive participium af shaphaT, "at dømme." "Fra dem, der fordømmer hans sjæl" (Sl 109,31 KJV; Revised Version (britisk og amerikansk) "som dømmer hans sjæl").

2. I Det Nye Testamente:

Brugen i Det Nye Testamente er langt mere kompliceret, både på grund af det større antal græske ord, der gengives med "fordømme" og "fordømmelse," og fordi King James Version oversætter det samme ord på flere forskellige måder, tilsyneladende helt uden regel.

(1) Det vigtigste ord er krino, "at dømme." Fra det kommer en række afledte verber og substantiver. Revised Version (britisk og amerikansk) har konsekvent udelukket de hårde ord "damn" og "damnation" og erstattet dem med "judge," "condemn," "judgment," "condemnation." Dette er passende, eftersom ordet damn (latin, damnare, "at påføre tab" på en person, "at fordømme") og dets afledninger med tiden er blevet forringet, så det i moderne engelsk normalt henviser til evig straf. Denne særlige anvendelse af ordet løb i nogle århundreder side om side med den oprindelige betydning, men endnu så sent som Wycliffes oversættelse bruges ordet "damn" normalt i betydningen fordømme, som i Job 9,20, "Min mund skal fordømme mig." Det anvendes endda om ypperstepræsternes og de skriftkloges fordømmelse af Jesus (Mark 10,33). Denne forringelse af ordet skyldes måske, som biskop Sanderson siger, "ikke så meget gode handlinger som dårlige manerer." Krino gengives ensartet med "dømme" af Revised Version (britisk og amerikansk), selv hvor sammenhængen tvinger tanken om fordømmelse frem (Joh 3,17; Joh 3,18; Joh 12,47; ApG 7,7; "måtte blive fordømt," 2 Thess 2,12 KJV; Rom 14,22; Jak 5,9).

(2) Den mere specifikke betydning af fordømme findes dog i katakrino, "at dømme én ned" (Matt 12,41; Matt 12,42; Mark 14,64): "er fordømt, hvis han spiser" (Rom 14,23; 1 Kor 11,32 KJV; Revised Version (britisk og amerikansk) "condemned"). Se også Mark 16,16; 2 Pet 2,6.

(3) For "fordømmelse" findes substantivet krima, eller krima (for accent, se Thayer's Lexicon), i retslig betydning, "dommerens dom" (Luk 23,40; Matt 23,14, udeladt i Revised Version (britisk og amerikansk); "djævelens fordømmelse" 1 Tim 3,6; 1 Tim 5,12; Jud 1,4).

(4) Langt stærkere er katakrima, "fordømmelse" (Rom 5,16; Rom 5,18; Rom 8,1) med henvisning til den guddommelige dom over synd.

(5) krisis, "dommens proces," "domstol" (Joh 3,19; Joh 5,24), med henvisning til "den dom, som mennesker bringer over sig selv på grund af deres forkastelse af Kristus."

(6) Et stærkere ord er adjektivet autokatakritos, "selvfordømt" (Tit 3,11; jf. 1 Joh 3,20; 1 Joh 3,21).

G. H. Trever