Sabæere

sa-be'-anz (shebha'im (Joel 3,8 King James Version), cebha'-im; Sabaeim, Sebaeim (Es 45,14); læs cabha'im, men gengivet som om det kom fra cabha', "at indsuge", deraf "drukkenbolte"; oinomenoi, "berusede af vin" (Ez 23,42 King James Version)):

1. Ordets former:

"Sabæere" er også oversættelsen af navnet på selve landet (shebha') i Job 1,15; Job 6,19. Dette sidste, som er roden til shebha'im, anses af arabister for at komme fra denne rod med betydningen "at tage til fange", skønt seba'a, "han foretog et røvertogt" (sammenlign Job 1,15), også er blevet foreslået.

2. To forskellige folk:

Da Sheba i henholdsvis 1 Mos 10,7; 1 Mos 10,28; og 25,3 siges at have været

(1) en søn af Ra'ama, Kushs 4. søn;

(2) Joktans 10. søn, Ebers søn;

(3) Jokshans 1. søn, Abrahams og Keturas 2. søn, må mindst to nationaliteter med dette navn være underforstået. De førstnævnte blev af Josefus (Ant., II, x, 2) identificeret med de høje mennesker fra Saba i Øvre Egypten, som han beskriver som en by i Etiopien, som Moses, mens han var i egypternes tjeneste, belejrede og indtog.

3. Semitiske sabæere og deres handel:

Det er dog de semitiske sabæere, der er bedst kendt, og de to slægtsregistre, der tillægges dem (Joktan-Eber og Jokshan-Abraham), synes at antyde to bosættelser i det land, der betragtedes som deres oprindelsesland. Da Ezekiel (27,23) nævner Haran (Hirran), Kanne (Kannah) og Eden (Aden) som forbundet med Sheba, og disse tre steder vides at have ligget i Sydarabien, er deres semitiske herkomst utvivlsom. Sabæerne beskrives som eksportører af guld (Es 60,6; Sl 72,15), ædelsten (Ez 27,23), vellugtende stoffer (Jer 6,20; Esajas og Ezekiel), og hvis gengivelsen "sabæere" for Joel 3 (4),8 er korrekt, handlede Sebaim, "et folk langt borte", med slaver.

Se SEBA; SHEBA; TABLE OF NATIONS.

T. G. Pinches