Sæd

sed (Det Gamle Testamente altid for zera`, aramæisk (Dan 2,43) zera`, undtagen i Joel 1,17 for perudhoth (flertal, Revised Version (British and American) "seeds", King James Version "seed"), og 3 Mos 19,19 (King James Version "mingled seed") og 5 Mos 22,9 (King James Version "divers seeds") for kil'ayim, bogstaveligt "to slags", Revised Version (British and American) "two kinds of seed". Uden undtagelse i de græske apokryfer og som regel i Det Nye Testamente for sperma, men Mark 4,26; Mark 4,27; Luk 8,5; Luk 8,11; 2 Kor 9,10 for sporos, og 1 Pet 1,23 for spora):

(1) Om "sæd" i bogstavelig betydning, se LANDBRUG. Af interesse er metoden med at måle jord efter den mængde sæd, der kunne sås på den (3 Mos 27,16). Forbuddet mod at bruge to slags sæd på samme mark (3 Mos 19,19; 5 Mos 22,9) hviler uden tvivl på den kendsgerning, at skikken havde en vis forbindelse med kana'anæisk gudsdyrkelse og gjorde hele afgrøden "helliget" (tabu). Jer 31,27 bruger "menneskesæd" og "kvægsæd" som et billede på de midler, hvormed Gud vil øge Israels velstand (dvs. "sæd, der frembringer mennesker").

(2) Om ordets overførte fysiologiske anvendelse på mennesker (3 Mos 15,16 osv.), se REN; URENHED. Forestillingen om kristne som "født" eller "avlet" af Gud (se GENFØDELSE) gav anledning til billedet i 1 Pet 1,23; 1 Pet 1,1. Hvis billedsproget skal betones, menes Helligånden. I 1 Joh 3,9 imødegås en lære hos visse gnostikere. De lærte, at man ved at lære bestemte formler og underkaste sig bestemte riter kunne opnå forening med Gud og frelse uden et helligt liv. Johannes' svar er, at forening med en retfærdig Gud er meningsløs uden retfærdighed som ideal, selv om der i praksis findes fejltrin (1 Joh 1,8).

(3) Fra den fysiologiske brug af "sæd" var overgangen til betydningen "afkom" let, og ordet kan betyde "børn" (3 Mos 18,21 osv.) eller endda et enkelt barn (1 Mos 4,25; 1 Sam 1,11 Revised Versions randnote). Som regel betyder det dog hele efterslægten (1 Mos 3,15 osv.); sammenlign "kongelig sæd" (2 Kong 11,1 osv.) og "Abrahams sæd" (2 Krøn 20,7 osv.) eller "den hellige sæd" (Ezra 9,2; Es 6,13; 1 Thess 8,70; sammenlign Jer 2,21) som betegnelser for Israel. Således betyder "at vise sin sæd" (Ezra 2,59; Neh 7,61) at fremlægge sin slægtstavle, og "ens sæd" kan simpelthen være ens folk, tænkt som én familie (Est 10,3). Ud fra denne almene betydning udviklede der sig en endnu løsere brug af "sæd" i betydningen ganske enkelt "mennesker" (Mal 2,15; Es 1,4; Es 57,4; Es 11 osv.).

I Gal 3,16 skelner Paulus mellem "sæder" og "sæd", med det formål at bevise, at løfterne til Abraham blev virkeliggjort i Kristus og ikke i Israel. Skelnen overbetoner imidlertid sproget i Det Gamle Testamente, som aldrig sætter zera` i flertal, når det betyder "efterkommere" (flertal kun i 1 Sam 8,15; sammenlign Rom 4,18; Rom 9,7). Men i en argumentation mod rabbinske modstandere var Paulus nødt til at bruge rabbinske metoder (sammenlign Gal 4,25). Til moderne formål er det sandsynligvis bedst at behandle en sådan eksegetisk metode som noget, der ganske enkelt hører til tidens (nu forældede) videnskab.

Burton Scott Easton