Syriske versioner

|| 1. Analogi med den latinske Vulgata

2. Betegnelsen "Peshito" ("Peshitta")

3. Det syriske Gamle Testamente

4. Det syriske Nye Testamente

5. Gammelsyriske tekster

(1) Curetonian

(2) Tatians Diatessaron

(3) Sinaitisk syrisk

(4) Forholdet til Peshito

6. Peshitos sandsynlige oprindelse

7. Peshitos historie

8. Andre oversættelser

(1) Den filoxenianske

(2) Den harkleanske

(3) Jerusalem-syrisk

LITTERATUR

Ligesom det i redegørelsen for de latinske versioner var praktisk at begynde med Hieronymus' Vulgata, kan de syriske versioner med fordel tilgås ud fra Peshitta, som er den syriske Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.)

1. Analogi med den latinske Vulgata:

Ikke sådan at vi har nogen tilsvarende fuldstændig og klar viden om de omstændigheder, hvorunder Peshitta blev frembragt og kom i omløb. Mens forfatterskabet til den latinske Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) aldrig har været omstridt, er næsten enhver påstand om Peshittas forfatterskab og om tid og sted for dens oprindelse genstand for diskussion. Det vigtigste grundlag for analogien mellem Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) og Peshitta er, at begge blev til som resultat af en revision. Dette er ganske vist blevet energisk benægtet, men siden Dr. Hort i sin Introduction to Westcott and Hort's New Testament in the Original Greek, i forlængelse af Griesbach og Hug i begyndelsen af forrige århundrede, fastholdt dette synspunkt, har det vundet mange tilhængere. Hvad evangelierne og andre nytestamentlige bøger angår, findes der vidnesbyrd til fordel for dette synspunkt, som er blevet udbygget gennem nyere opdagelser; og ny forskning inden for syrisk filologi har hævet det til en høj grad af sandsynlighed. Selve betegnelsen "Peshito" har givet anledning til strid. Den er blevet anvendt om den syriske som den version, der var i almindelig brug, og betragtet som svarende til den græske (koine) og den latinske Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.)

2. Betegnelsen "Peshito" ("Peshitta"):

Selve ordet er en feminin form (peshiTetha'), der betyder "enkel", "let at forstå". Det synes at være blevet brugt for at skelne versionen fra andre, der er belastet med mærker og tegn i form af et apparatus criticus. Hvordan det end forholder sig, er termen som betegnelse for versionen ikke fundet hos nogen syrisk forfatter tidligere end det 9. eller 10. århundrede.

Hvad angår Det Gamle Testamente, anerkendes versionens ælde af alle. Traditionen om, at en del af den blev oversat fra hebraisk til syrisk til gavn for Hiram på Salomos tid, er imidlertid en myte. At en oversættelse blev lavet af en præst ved navn Assa eller Ezra, som Assyriens konge sendte til Samaria for at undervise de assyriske kolonister, der omtales i 2 Kong 2, er ligeledes legendarisk. At oversættelsen af Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente blev til i forbindelse med Thaddæus' besøg hos Abgar i Edessa, hører også til den upålidelige tradition. I gammel syrisk tradition er Markus endda blevet tillagt æren for at have oversat sit eget evangelium (skrevet på latin, ifølge denne beretning) og de øvrige bøger i Det Nye Testamente til syrisk

3. Det syriske Gamle Testamente:

Men det, Theodore af Mopsuestia siger om Det Gamle Testamente, gælder for begge: "Disse skrifter blev oversat til syrernes sprog af en eller anden på et eller andet tidspunkt, men hvem i alverden dette var, er ikke blevet gjort kendt helt ned til vor dag" (Nestle i HDB, IV, 645b). Professor Burkitt har gjort det sandsynligt, at oversættelsen af Det Gamle Testamente var jøders værk; der fandtes en koloni af dem i Edessa omkring begyndelsen af den kristne tidsregning (Early Eastern Christianity, 71 ff). Det ældre synspunkt var, at oversætterne var kristne, og at arbejdet blev udført sent i det 1. århundrede eller tidligt i det 2. Det Gamle Testamente, som den tidlige syriske kirke kendte, var i det væsentlige de jøders, der boede i landet. Det indeholdt det samme antal bøger, men ordnede dem i en anden rækkefølge. Først kom Pentateuken, derefter Job, Josva, Dommerne, Første og Anden Samuelsbog, Første og Anden Kongebog, Første og Anden Krønikebog, Salmernes Bog, Ordsprogenes Bog, Prædikeren, Ruth, Højsangen, Ester, Ezra, Nehemias, Esajas fulgt af de Tolv Små Profeter, Jeremias og Klagesangene, Ezekiel og til sidst Daniel. De fleste af Det Gamle Testamentes apokryfe bøger findes på syrisk, og Siraks Bog anses for at være oversat fra hebraisk og ikke fra Septuaginta.

4. Det syriske Nye Testamente:

Hvad Det Nye Testamente angår, må forsøg på oversættelse være blevet gjort meget tidligt, og blandt de gamle versioner af Det Nye Testamentes skrifter er den syriske efter al sandsynlighed den tidligste. Det var i Antiokia, Syriens hovedstad, at Kristi disciple først blev kaldt kristne, og det syntes naturligt, at den første oversættelse af de kristne skrifter skulle være blevet lavet dér. Tendensen i nyere forskning går imidlertid i retning af at vise, at Edessa, den litterære hovedstad, snarere var stedet.

Hvis vi kunne acceptere Eusebius' noget dunkle udsagn (Historia Ecclesiastica, IV, xxii) om, at Hegesippus "anførte nogle citater fra Evangeliet efter Hebræerne og fra det syriske evangelium", ville vi have en henvisning til et syrisk Nye Testamente så tidligt som 160-80 e.Kr., den tid da denne hebraisk-kristne forfatter levede. Én ting er sikker: Den syriske kirkes tidligste Nye Testamente manglede ikke blot Antilegomena--Andet Petersbrev, Andet og Tredje Johannesbrev, Judasbrevet og Åbenbaringen--men hele de katolske breve og Apokalypsen. Disse blev på et senere tidspunkt oversat og optaget i den syriske kanon for Det Nye Testamente, men citaterne hos de tidlige syriske fædre bemærker ikke disse nytestamentlige bøger.

Fra det 5. århundrede er Peshitta, der indeholder både Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente, imidlertid i sin nuværende form kun blevet brugt som den nationale oversættelse af de syriske skrifter. Oversættelsen af Det Nye Testamente er omhyggelig, trofast og bogstavelig, og stilens enkelhed, direktehed og gennemsigtighed beundres af alle syriskkyndige og har skaffet den titlen "oversættelsernes dronning".

5. Gammelsyriske tekster:

Det er dog i evangelierne, at analogien mellem den latinske Vulgata (Hieronymus' latinske Bibel, 390-405 e.Kr.) og den syriske Vulgata (Hieronymus' latinske Bibel, 390-405 e.Kr.) kan påvises ved vidnesbyrd. Hvis Peshitta er resultatet af en revision, sådan som Vulgata (Hieronymus' latinske Bibel, 390-405 e.Kr.) var, kan vi vente at finde gammelsyriske tekster, der svarer til den gammellatinske. Sådanne tekster er faktisk blevet fundet. Tre sådanne tekster er blevet genfundet, alle med afvigelser fra Peshitta, og kompetente forskere mener, at de er ældre end den. Det er, i den rækkefølge hvori de er blevet genfundet i nyere tid: (1) den curetonske syriske, (2) syrisk i Tatians Diatessaron og (3) den sinaitiske syriske.

(1) Curetonsk.

Den curetonske består af fragmenter af evangelierne, som i 1842 blev bragt fra den nitriske ørken i Egypten, og som nu findes i British Museum. Fragmenterne blev undersøgt af kannik Cureton fra Westminster og udgivet af ham i 1858. Det håndskrift, som fragmenterne stammer fra, synes at høre til det 5. århundrede, men forskere mener, at selve teksten er så gammel som det 2. århundrede. I denne recension har Evangeliet efter Matthæus titlen Evangelion da-Mepharreshe, som vil blive forklaret i næste afsnit.

(2) Tatians "Diatessaron".

Tatians Diatessaron er det værk, som Eusebios tilskriver denne kætter, idet han kalder det den "sammenstilling og samling af evangelierne, jeg ved ikke hvordan, som han gav titlen Diatessaron". Det er den tidligste evangelieharmoni over de fire evangelier, som vi kender. Dets eksistens er rigeligt bevidnet i kirken i Syrien, men det havde været forsvundet i århundreder, og ikke et eneste eksemplar af det syriske værk er bevaret.

En kommentar til det af syreren Efraem, bevaret i en armensk oversættelse, blev udgivet af mechitaristfædrene i Venedig i 1836 og senere oversat til latin. Siden 1876 er en arabisk oversættelse af selve Diatessaron blevet opdaget; og det er blevet fastslået, at Cod. Fuldensis af Vulgata (Hieronymus' latinske Bibel, 390-405 e.Kr.) gengiver Diatessarons rækkefølge og indhold. En oversættelse fra arabisk kan nu læses på engelsk i dr. J. Hamlyn Hills The Earliest Life of Christ Ever Compiled from the Four Gospels.

Selv om intet eksemplar af Diatessaron er bevaret, kan de almindelige træk ved Tatians syriske værk samles ud fra disse materialer. Det er stadig et omstridt spørgsmål, om Tatian sammensatte sin harmoni ud fra en allerede foreliggende syrisk oversættelse, eller om han først sammensatte den på græsk og derefter oversatte den til syrisk. Men eksistensen og den udbredte brug af en harmoni, som forener alle fire evangelier i ét, fra så tidligt et tidspunkt (172 e.Kr.), gør det muligt for os at forstå titlen Evangelion da-Mepharreshe. Den betyder "de adskiltes evangelium" og peger på eksistensen af enkeltstående evangelier, Matthæus, Markus, Lukas, Johannes, i en syrisk oversættelse, i modsætning til Tatians harmoni. Theodoret, biskop af Kyrrhos i det 5. århundrede, fortæller, hvordan han fandt mere end 200 eksemplarer af Diatessaron, som blev holdt i ære i hans stift, og hvordan han samlede dem ind og skaffede dem af vejen, forbundet som de var med en kætters navn, og erstattede dem med de fire evangelisters evangelier i deres særskilte former.

(3) Sinaitisk syrisk.

I 1892 øgede opdagelsen af den tredje tekst, kendt efter det sted, hvor den blev fundet, som Sin-syrisk, og som omfatter de fire evangelier næsten i deres helhed, interessen for emnet og udvidede det tilgængelige materiale. Det er en palimpsest og blev fundet i Katarina-klosteret på Sinaj bjerg af fru Agnes S. Lewis og hendes søster fru Margaret D. Gibson. Teksten er blevet omhyggeligt undersøgt, og mange forskere betragter den som en repræsentant for den tidligste oversættelse til syrisk, der går tilbage til det 2. århundrede. Ligesom den curetonske er den et eksempel på Evangelion da-Mepharreshe til forskel fra Tatians harmoni.

(4) Forhold til Peshito.

Opdagelsen af disse tekster har rejst mange spørgsmål, som det kan kræve yderligere fund og yderligere undersøgelse at besvare tilfredsstillende. Det er naturligt at spørge, hvilket forhold disse tre tekster har til Peshitta. Der findes stadig forskere, først og fremmest G. H. Gwilliam, den lærde udgiver af Oxford-Peshito (Tetraevangelium sanctum, Clarendon Press, 1901), som fastholder Peshittas forrang og insisterer på dens krav på at være det tidligste mindesmærke over syrisk kristendom. Men fremskridtene i undersøgelsen af syrisk kristen litteratur peger tydeligt i den modsatte retning. Ud fra et udtømmende studium af citaterne hos de tidligste syriske fædre og især af Efraem Syrus' værker konkluderer professor Burkitt, at Peshitta ikke eksisterede i det 4. århundrede. Han finder, at Efraem hovedsagelig brugte Diatessaron som kilde til sine citater, skønt "hans omfangsrige skrifter indeholder nogle klare antydninger af, at han kendte til eksistensen af de adskilte evangelier, og han synes lejlighedsvis at have citeret fra dem (Evangelion da-Mepharreshe, 186). Sådanne citater, som findes i andre bevarede rester af syrisk litteratur før det 5. århundrede, har større lighed med læsemåderne i den curetonske og den sinaitiske end med læsemåderne i Peshitta. Både indre og ydre vidnesbyrd peger på Peshittas senere og reviderede karakter

6. Peshitos sandsynlige oprindelse:

Hvordan og hvor og af hvem blev revisionen udført? Dr. Hort mente, som vi har set, at den syriske Vulgatas (Hieronymus’ latinske bibel, 390-405 e.Kr.) »reviderede« karakter var en sikker sag, og dr. Westcott og han forbandt den autoritative revision, som resulterede i Peshitta, med deres egen teori, nu almindeligt antaget af tekstkritikere, om en revision af den græske tekst, foretaget i Antiokia i den sidste del af det 3. århundrede eller i begyndelsen af det 4. Professor Burkitts og andre forskeres nyere undersøgelser har gjort det sandsynligt, at Peshitta var et værk af Rabbula, biskop af Edessa, i begyndelsen af det 5. århundrede. Om denne revision, ligesom om den revision, der spiller en så vigtig rolle i Westcotts og Horts tekstteori, er det direkte vidnesbyrd meget sparsomt; i det førstnævnte tilfælde mangler det helt. Dr. Burkitt kan dog citere ord af Rabbulas biograf om, at »ved Guds visdom, som var i ham, oversatte han Det Nye Testamente fra græsk til syrisk på grund af dets variationer, nøjagtigt som det var.« Dette kan meget vel være en beretning om den første offentliggørelse af den syriske Vulgata, idet de gammelsyriske tekster, der da var til rådighed, ved denne revision blev bragt i større overensstemmelse med den græske tekst, som var i brug i Antiokia i begyndelsen af det 5. århundrede. Og Rabbula nøjedes ikke med at offentliggøre sin revision; han gav præsterne og diakonerne ordre til at sørge for, at »i alle kirker skal et eksemplar af Evangelion da-Mepharreshe opbevares og læses« (ibid. 161 ff., 177 f.). Det er meget bemærkelsesværdigt, at der før Rabbulas tid, han som herskede over de syrisktalende kirker fra 411 til 435, ikke er noget spor af Peshitta, og at der efter hans tid næppe findes en rest af nogen anden tekst. Han handlede meget sandsynligt på samme måde som Theodoret noget senere: han skubbede den nyligt fremstillede revision, som vi har grund til at antage at Peshitta var, frem i forgrunden og gjorde kort proces med andre tekster, hvoraf kun den curetonianske og den sinaitiske vides at have overlevet til moderne tid.

7. Peshitos historie:

Fra det 5. århundrede og frem havde Peshitta en vid udbredelse i Østen og blev modtaget og æret af alle de talrige sekter i den stærkt splittede syriske kristendom. Den fik stor missionsmæssig indflydelse, og de armenske og georgiske oversættelser, såvel som de arabiske og persiske, skylder ikke den syriske lidt. Den berømte nestorianske tavle fra Sing-an-fu vidner om de syriske skrifters tilstedeværelse i hjertet af Kina i det 7. århundrede. Den blev først bragt til Vesten af Moses af Mindin, en kendt syrisk gejstlig, som forgæves søgte en mæcen til at få den trykt i Rom og Venedig, men fandt en i den kejserlige kansler i Wien i 1555—Albert Widmanstadt. Han påtog sig trykningen af Det Nye Testamente, og kejseren bar udgiften til de særlige typer, som måtte støbes for at udgive det på syrisk. Immanuel Tremellius, den omvendte jøde, hvis lærdom var så værdifuld for de engelske reformatorer og teologer, gjorde brug af den og udgav i 1569 et syrisk Ny Testamente med hebraiske bogstaver. I 1645 blev editio princeps af Det Gamle Testamente udarbejdet af Gabriel Sionita til Paris-polyglotten, og i 1657 fik hele Peshitta plads i Waltons London-polyglot. I lang tid var den bedste udgave af Peshitta den af John Leusden og Karl Schaaf, og den citeres stadig under symbolet Syriac schaaf eller Syriac Sch. Den kritiske udgave af evangelierne, som for nylig er udgivet af hr. G. H. Gwilliam på Clarendon Press, bygger på omkring 50 håndskrifter. I betragtning af genoplivningen af syrisk lærdom og den store skare af medarbejdere, der er engageret på dette område, kan vi forvente yderligere bidrag af lignende karakter til en ny og fuldstændig kritisk udgave af Peshitta

8. Andre oversættelser:

(1) Den filoxenianske.

Foruden Peshitta findes der andre oversættelser, som kort kan nævnes. En af disse er den filoxenianske, lavet af Philoxenus, biskop af Mabug (485-519) ved Eufrat, fra græsk, med hjælp fra hans chorepiscopus Polykarp. Salmerne og dele af Esajas findes også i denne version; og den er interessant, fordi den har indeholdt Antilegomena—2 Peter, 2 og 3 Johannes og Judas.

(2) Den harklenske.

En anden er den harklenske, som er en revision af den filoxenianske, påbegyndt af Thomas af Harkel i Mesopotamien og udført af ham i Alexandria omkring 616 med hjælp fra græske håndskrifter, der viser vestlige læsemåder. Det Gamle Testamente blev på samme tid påbegyndt af Paulus af Tella. Det Nye Testamente indeholder alle bøgerne, undtagen Åbenbaringen. Den er meget bogstavelig i sine gengivelser og er forsynet med et udførligt system af asterisker og dolke til at angive de varianter, der findes i håndskrifterne.

(3) Den jerusalemske syriske.

Der kan også nævnes en syrisk version af Det Nye Testamente, kendt som den jerusalemske eller syriske fra landet, som menes at være uafhængig og ikke genealogisk afledt af de allerede nævnte. Den findes i et evangelielektionarium i Vatikanet, men to nye håndskrifter af lektionariet er blevet fundet på Sinaj Bjerg af dr. Rendel Harris og fru Lewis, sammen med fragmenter af Apostlenes Gerninger og de paulinske breve. Den dialekt, der bruges, afviger betydeligt fra almindelig syrisk, og den græske tekst, der ligger til grund for den, har mange ejendommeligheder. Som det eneste af de syriske håndskrifter har den pericope adulterae. I Matt 27,17 kaldes røveren Jesus Barabbas. Gregory beskriver 10 håndskrifter (Textkritik, 523 f.).

LITTERATUR.

Nestle, Syrische Uebersetzungen, PRE3, Syriac VSS, HDB, og Introduction to the Textual Criticism of the Greek New Testament, 95-106; G. H. Gwilliam, Studia Biblica, II, 1890, III, 1891, V, 1903, og Tetraevangelium sanctum Syriacum; Scrivener, Intro4, 6-40; Burkitt, »Early Eastern Christianity,« Texts and Studies, VII, 2,1-91, Evangelion da-Mepharreshe, I, II, og »Syr VSS,« EB; Gregory, Textkritik, 479-528.

T. Nicol