Syv

Dette tal forekommer ofte i Skriften og i sådanne sammenhænge, at det giver anledning til den antagelse, at det har en vis typologisk betydning. På den syvende dag hvilede Gud og helligede den (1 Mos 2,2, 3). Inddelingen af tiden i uger på syv dage hver forklarer mange tilfælde af dette tals forekomst. Dette tal er blevet kaldt symbolet på fuldkommenhed og også symbolet på hvile. “Jakobs syv års tjeneste hos Laban; Faraos syv fede okser og syv magre; den gyldne lysestages syv grene; de syv basuner og de syv præster, som blæste i dem; den syv dage lange belejring af Jeriko; de syv menigheder, syv ånder, syv stjerner, syv segl, syv skåle og mange andre ting beviser tilstrækkeligt betydningen af dette hellige tal” (se 3 Mos 25,4; 1 Sam 2,5; Sl 12,6; 79,12; Ordsp 26,16; Es 4,1; Matt 18,21, 22; Luk 17,4). Påskefesten (2 Mos 12,15, 16), ugefesten (5 Mos 16,9), løvhyttefesten (13,15) og jubelåret (3 Mos 25,8) var alle ordnet efter syv. Syv er tallet for offer (2 Krøn 29,21; Job 42,8), for renselse og indvielse (3 Mos 42,6, 17; 8,11, 33; 14,9, 51), for tilgivelse (Matt 18,21, 22; Luk 17,4), for belønning (5 Mos 28,7; 1 Sam 2,5) og for straf (3 Mos 26,21, 24, 28; 5 Mos 28,25). Det bruges om ethvert rundt tal i sådanne passager som Job 5,19; Ordsp 26,16, 25; Es 4,1; Matt 12,45. Det bruges også i betydningen “rigeligt” (1 Mos 4,15, 24; 3 Mos 26,24; Sl 79,12).