Tyrus

En klippe, nu es-Sur; en gammel fønikisk by, omkring 23 miles i lige linje nord for Akko og 20 miles syd for Sidon. Sidon var den ældste fønikiske by, men Tyrus havde en længere og mere berømt historie. Hele verdens handel blev samlet i Tyrus' pakhuse. “Tyriske købmænd var de første, der vovede at sejle på Middelhavets vande; og de grundlagde deres kolonier på kysterne og de nærliggende øer i Det Ægæiske Hav, i Grækenland, på Afrikas nordkyst, i Kartago og andre steder, på Sicilien og Korsika, i Spanien ved Tartessus og endda hinsides Herakles' søjler ved Gadeira (Cadiz)” (Driver's Isaiah). På Davids tid blev der sluttet en venskabelig alliance mellem hebræerne og tyrerne, som længe blev regeret af deres egne konger (2 Sam 5,11; 1 Kong 5,1; 2 Krøn 2,3).

Tyrus bestod af to adskilte dele, en klippefæstning på fastlandet, kaldet “Det gamle Tyrus”, og byen, bygget på en lille klippeø omkring en halv mile fra kysten. Den var et sted med stor styrke. Den blev belejret af Shalmaneser, som blev støttet af fønikerne på fastlandet, i fem år, og af Nebukadnesar (586-573 f.Kr.) i tretten år, tilsyneladende uden held. Senere kom den under Alexander den Stores magt efter en belejring på syv måneder, men den fortsatte med at bevare meget af sin handelsmæssige betydning indtil den kristne tidsalder. Den omtales i Matt 11,21 og ApG 12,20. I 1291 e.Kr. blev den indtaget af saracenerne og har lige siden været en øde ruin.

“Det purpurfarvestof, der fremstilledes i Tyrus, var verdensberømt på grund af de smukke farvetoners holdbarhed, og fremstillingen blev en kilde til rigdom i overflod for indbyggerne i denne by.”

Både Tyrus og Sidon “var fyldt med glasværksteder, farverier og væverier; og blandt deres kunstfærdige håndværkere var en af de vigtigste grupper dem, der var berømte for at indgravere ædelsten.” (2 Krøn 2,7, 14).

Denne bys ondskab og afgudsdyrkelse fordømmes ofte af profeterne, og dens endelige ødelæggelse forudsiges (Es 23,1; Jer 25,22; Ez 26; 28,1-19; Am 1,9, 10; Zak 9,2-4).

Her blev en menighed grundlagt kort efter Stefans død, og Paulus tilbragte, på sin hjemrejse fra sin tredje missionsrejse, en uge i samvær med disciplene dér (ApG 21,4). Her gentog scenen fra Milet sig, da han forlod dem. De fulgte ham alle, med deres hustruer og børn, til stranden. Apostlens sørejse endte i Ptolemais, omkring 38 miles fra Tyrus. Derfra fortsatte han til Cæsarea (ApG 21,5-8).

“Den nævnes på monumenter så tidligt som 1500 f.Kr. og hævdede ifølge Herodot at være blevet grundlagt omkring 2700 f.Kr. Den havde to havne, som stadig eksisterer, og var af handelsmæssig betydning i alle tidsaldre, med kolonier i Kartago (omkring 850 f.Kr.) og over hele Middelhavet. Den blev ofte angrebet af Egypten og Assyrien og blev indtaget af Alexander den Store efter en frygtelig belejring i 332 f.Kr. Den er nu en by med 3.000 indbyggere, med gamle grave og en domkirke i ruiner. En kort fønikisk tekst fra det fjerde århundrede f.Kr. er det eneste monument, der hidtil er fundet.”