Templet, Salomos

Før sin død havde David “af al sin kraft” skaffet materialer i stor overflod til opførelsen af templet på toppen af Morijas bjerg (1 Krøn 22,14; 29,4; 2 Krøn 3,1), øst for byen, på det sted hvor Abraham havde ofret Isak (1 Mos 22,1-14). I begyndelsen af sin regering tog Salomo fat på at virkeliggøre det ønske, som hans far så inderligt havde næret, og han forberedte yderligere materialer til byggeriet. Fra underjordiske stenbrud i Jerusalem skaffede han enorme stenblokke til templets fundamenter og mure. Disse sten blev tilhugget til deres pladser i bygningen under opsyn af tyriske bygmestre. Han indgik også en aftale med Hiram II, kongen af Tyrus, om levering af alt andet, der behøvedes til arbejdet, især tømmer fra Libanons skove, som blev bragt i store flåder ad havet til Joppe, hvorfra det blev slæbt til Jerusalem (1 Kong 5). Da højen, hvor templet skulle bygges, ikke gav tilstrækkeligt plant areal, blev en enorm mur af massivt murværk og stor højde, nogle steder mere end 200 fod høj (ca. 61 m), rejst tværs over højens sydside, og en lignende mur på østsiden; i mellemrummene blev der opført mange buer og søjler, så den samlede overflade blev hævet til det nødvendige niveau. Salomo sørgede også for tilstrækkelig vandforsyning til templet ved at udhugge vældige cisterner i klippehøjen; vand blev ledt ind i dem gennem kanaler fra “dammene” nær Betlehem. En af disse cisterner, “det store hav,” kunne rumme tre millioner gallons (ca. 11,4 millioner liter). Overløbet blev ledt bort gennem en kanal til Kedron.

Alle disse forberedende arbejder tog omkring tre år; og nu begyndte opførelsen af den store bygning under ledelse af dygtige fønikiske bygmestre og håndværkere, i det fjerde år af Salomos regering, 480 år efter udgangen af Egypten (1 Kong 6; 2 Krøn 3). Mange tusinde arbejdere og faglærte håndværkere blev beskæftiget ved arbejdet. Sten, som var tilhugget i stenbruddene under byen (1 Kong 5,17, 18), af enorme dimensioner (se STENBRUD), blev efterhånden anbragt på de massive mure og nøje føjet sammen uden nogen mørtel imellem, indtil hele bygningsværket var fuldført. Ingen lyd af hammer eller økse eller noget jernredskab hørtes, mens bygningen rejste sig (6,7). “Som en høj palme sprang den lydløse bygning frem.” Bygningen var 60 alen lang, 20 alen bred og 30 alen høj. Ingeniørerne fra Exploration Fund for Israels land opdagede under deres undersøgelser omkring tempelområdet det, som menes at have været templets “hovedhjørnesten,” “den mest interessante sten i verden.” Den ligger nederst i det sydøstlige hjørne og er 3 fod 8 tommer høj og 14 fod lang (ca. 1,12 m x 4,27 m). Den hviler på den faste klippe i en dybde af 79 fod 3 tommer (ca. 24,16 m) under den nuværende overflade. Ved undersøgelsen af murene blev ingeniørerne “slået af beundring over blokkenes vældige størrelse og håndværkets almindelige fortræffelighed.”

Til sidst, i efteråret i det ellevte år af hans regering, syv og et halvt år efter at det var påbegyndt, stod templet færdigt i al sin arkitektoniske pragt og skønhed. I tretten år stod det dér, på Morijas top, stille og ubrugt. Grundene til denne mærkelige forsinkelse af dets indvielse er ukendte. Ved afslutningen af disse tretten år blev der gjort forberedelser til templets indvielse i den allerstørste pragt. Arken blev højtideligt bragt fra det telt, hvor David havde anbragt den, til det sted, der var gjort rede til den i templet, og herlighedsskyen, symbolet på det guddommelige nærvær, fyldte huset. Derefter steg Salomo op på en platform, der var blevet opført for ham, for øjnene af hele folket, og han løftede hænderne mod himlen og udøste sit hjerte for Gud i bøn (1 Kong 8; 2 Krøn 6, 7). Indvielsesfesten, som varede syv dage og blev efterfulgt af løvhyttefesten, markerede en ny epoke i Israels historie. På løvhyttefestens ottende dag lod Salomo den vældige forsamling af folket gå bort, og de vendte hjem fyldt med glæde og fryd. “Hvis Salomo ikke havde gjort nogen anden tjeneste end at bygge templet, ville han stadig have påvirket sit folks religiøse liv helt ned til de seneste tider. For dem var det en stadig påmindelse om og et synligt symbol på Guds nærvær og beskyttelse, et stærkt værn om alle lovens hellige traditioner, et vidnesbyrd om pligt, en tilskyndelse til historisk studium, en inspiration til hellig sang.”

Templet bestod af:

Oraklet eller det Allerhelligste (1 Kong 6,19; 8,6), også kaldet “det indre hus” (6,27) og “det helligste af alt” (Hebr 9,3). Det var 20 alen i længde, bredde og højde. Gulvet og panelerne var af cedertræ (1 Kong 6,16), og vægge og gulv var beklædt med guld (6,20.21.30). Der var en dobbeltdør mellem det og det hellige rum, beklædt med guld (2 Krøn 4,22), og desuden et forhæng af blåt, purpur, karmosinrødt og fint linned (2 Krøn 3,14; jf. 2 Mos 26,33). Det havde ingen vinduer (1 Kong 8,12). Det var i sandhed Guds bolig.

Det hellige rum (se dette opslag), 1 Kong 8,8-10, også kaldet “det større hus” (2 Krøn 3,5) og “templet” (1 Kong 6,17).

Forhallen eller indgangen foran templet mod øst (1 Kong 6,3; 2 Krøn 3,4; 29,7). I forhallen stod de to søjler Jakin og Boaz (1 Kong 7,21; 2 Kong 11,14; 23,3).

Kamrene, som blev bygget omkring templet på syd-, vest- og nordsiden (1 Kong 6,5-10). Disse udgjorde en del af bygningen.

Rundt om bygningen var:

Præsternes forgård (2 Krøn 4,9), kaldet “den indre forgård” (1 Kong 6,36). Den indeholdt brændofferalteret (2 Krøn 15,8), bronzehavet (4,2-5.10) og ti vandkar (1 Kong 7,38, 39).

Den store forgård, som omgav hele templet (2 Krøn 4,9). Her samledes folket for at tilbede Gud (Jer 19,14; 26,2).

Dette tempel, som Salomo havde opført, blev plyndret mange gange i løbet af sin historie: (1) 1 Kong 14,25, 26; (2) 2 Kong 14,14; (3) 2 Kong 16,8, 17, 18; (4) 2 Kong 18,15, 16. Til sidst blev det plyndret og ødelagt af Nebukadnezar (2 Kong 24,13; 2 Krøn 36,7). Han brændte templet og førte alle dets skatte med sig til Babylon (2 Kong 25,9-17; 2 Krøn 36,19; Es 64,11). Disse hellige kar blev til sidst, ved fangenskabets afslutning, givet tilbage til jøderne af Kyros (Ezra 1,7-11).