Sko; skorem

shoo, shoo'-lach-et (na`al, bogstaveligt "det, som er fastgjort", med det afledte verbum na`al, "at forsyne med sko" (2 Krøn 28,15; Ez 16,10); hupodema (Siraks Bog 46,19; Matt 3,11 osv.), fra verbet hupodeo (Mark 6,9; Ef 6,15), "at binde under", sandalion, "sandal" (Judit 10,4; 16,9; Mark 6,9; ApG 12,8); KJV og RV's randnote har også "sko" for min`al, "slå" (således teksten i RV (britisk og amerikansk)) i 5 Mos 33,25; "remmen" er enten serokh, "noget snoet" (1 Mos 14,23; Es 5,27), eller himas, "læderrem" (Mark 1,7; Luk 3,16; Joh 1,27)): Na`al var et enkelt stykke læder, bundet på foden med serokh, så let at fremstille, at dets lave pris var ordsprogsagtig (Am 2,6; Am 8,6; /RAPC Sir 46:19; sammenlign 1 Mos 14,23), og at være uden den var et tegn på yderste fattigdom (2 Krøn 28,15; Es 20,2). Kvinder kunne dog have prydede sandaler (Højs 7,1; /RAPC Jdt 16:9), og Ezekiel nævner "sælskind" (16,10) som et særligt luksuriøst materiale, men udeladelsen af sandaler fra listen i Es 3,18-23 viser, at de normalt ikke var artikler, der blev fremstillet til stor udgift. Hupodema var ligeledes egentlig en sandal, men ordet blev også brugt om en sko, der dækkede foden. Modsætningen mellem hupodema i Matt 10,10 og sandalion i Mark 6,9 synes at vise, at denne betydning ikke er ukendt i Det Nye Testamente, idet "skoen" blev betragtet som en luksusartikel (sammenlign Luk 15,22). Men i Matt 3,11 og parallellerne kan der kun menes sandalen.

Sandaler blev ikke båret indendørs, så det at tage dem på var et tegn på, at man var rede til handling (2 Mos 12,11; ApG 12,8; Ef 6,15); de mere velstående fik dem bragt (Matt 3,11) og fastgjort (Mark 1,7 og parallellerne) af slaver. Når man gik ind i et hus, blev de taget af; så meget desto mere, naturligvis, når man trådte ind i en helligdom (2 Mos 3,5; Jos 5,15; ApG 7,33). Sørgende bar dem imidlertid ikke engang udendørs, som tegn på sorg (Ez 24,17; Ez 24,23), måske af samme grund som andre former for personlig pleje blev forsømt (2 Sam 12,20 osv.). En enkelt lang rejse sled et par sandaler op (Jos 9,5; Jos 9,13), og at "remmen på deres sko" blev bevaret fra at briste (Es 5,27), ville kræve næsten mirakuløs hjælp.

Ruth 4,7 f. omtaler som en "skik i tidligere tider i Israel", at når en handel blev afsluttet, "tog en mand sin sko af og gav den til sin næste". Dette var naturligvis blot en særlig form for håndpenge, brugt ved alle transaktioner. I 5 Mos 25,9 f. fremtræder skikken i et andet lys. Hvis en mand nægtede at opfylde sin pligt over for sin afdøde brors hustru, skulle byens ældste tage hans sko af og offentligt vanære ham: "Og hans navn skal kaldes i Israel: Huset til ham, der fik sin sko løst." Aftagningen af skoen er tilsyneladende forbundet med ritualet i Ruth 4,7 som en frasigelse af mandens ret. Men den almindelige skik synes at være blevet forældet, for aftagningen af skoen er nu en skændsel. Betydningen af Sl 60,8 parallel 108,9, "På (randnote "til") Edom vil jeg kaste min sko," er usikker. `al kan betyde enten "på" eller "til". Hvis det første er tilfældet, kan der sigtes til en (ellers ubevidnet) skik med at hævde ejerskab over land. Hvis det sidste er tilfældet, er betydningen: "Edom vil jeg behandle som en slave," til hvem skoene kastes, når man går ind i et hus.

Burton Scott Easton