Skilsmisse i Det gamle Testamente

di-vors':

1. Kvindens underordnede stilling:

Kvinden stod blandt hebraerne, som blandt de fleste folk i oldtiden, i en underordnet stilling. Skønt den hebræiske hustru og moder blev behandlet med større hensynsfuldhed end hendes søstre i andre lande, selv i andre semitiske lande, var hendes stilling dog præget af underlegenhed og underkastelse. Ægteskabsforholdet blev fra hebraisk lovgivnings synspunkt i høj grad opfattet som en forretningsaftale, blot et spørgsmål om ejendom. En hustru var imidlertid faktisk i de fleste israelitiske hjem "mandens mest værdifulde eje." Og dog var det således, at manden ubetinget og uden forbehold var familiens overhoved i alle huslige forhold. Hans rettigheder og beføjelser var åbenbare på alle punkter. Ingen steder er dette mere tydeliggjort end i skilsmissesager. Efter Mose love kunne en mand under visse omstændigheder skille sig fra sin hustru; derimod var det, hvis det overhovedet var muligt, ganske vanskeligt for en hustru at sende sin mand bort. Desværre er der en dobbelt moralstandard i spørgsmål, der angår kønnene, i det mindste lige så gammel som Moses (se 2 Mos 7-11).

2. Skilsmisseloven: Deuteronomium 24,1-4:

Det gammeltestamentlige lovbud om skilsmisse, der tilsyneladende er ganske klart, er optegnet mest fuldstændigt i 5 Mos 24,1 ff. En gennemgang af kommentarerne vil dog overbevise enhver om, at der er fortolkningsvanskeligheder. Den opmærksomme læser vil lægge mærke til, at oversættelserne i King James Version og Revised Version (britisk og amerikansk) afviger væsentligt. King James Version læser i anden del af 5 Mos 24,1: "then let him write a bill," osv., mens Revised Version (britisk og amerikansk) har "that he shall write," osv., mens den hebraiske original hverken har "then" eller "that", men blot conjunctionen "and". Der er ganske sikkert ingen befalelse i Moses' ord, men derimod et tydeligt formål om at gøre proceduren vanskeligere for mandens vedkommende. Moses' hensigt var "at regulere og derved at mildne en ondskab, som han ikke kunne udrydde." Det åbenbare formål var, så langt det var muligt, at favorisere hustruen og beskytte hende mod en hensynsløs fordrivelse fra sit hjem og sine børn.

3. Ægteskab som juridisk kontrakt:

Som allerede antydet var ægteskab blandt hebraerne, som blandt de fleste orientalske folk, mere en juridisk kontrakt end følgen af kærlighed eller hengivenhed. Det ville dog være en stor fejltagelse at antage, at dyb kærlighed ikke ofte var til stede, for til alle tider har det hebræiske ægtepar's hjemmeforhold været sammenlignelige med ethvert andet folks, både oldtidigt og moderne. I sidste analyse var det dog en forretningsaftale. Manden eller hans familie måtte som regel betale en vis medgift til forlovedes forældre eller værger før ægteskabet blev indgået. En hustru, således erhvervet, kunne let opfattes som et stykke ejendom, som uden særlig vanskelighed kunne afhændes, hvis manden af en eller anden grund ønskede at blive af med en uvenlig partner og var villig til at opgive den mohar, han havde betalt for sin hustru. Fordelen var altid på mandens side, og dog var en hustru ikke helt hjælpeløs, for hun kunne, skønt praktisk talt uden juridiske rettigheder, gøre sig så uudholdelig og hadefuld i hjemmet, at næsten enhver mand gerne ville benytte sig af sine beføjelser og skrive hende en skilsmissebrev. Således var det, at skønt en hustru ikke kunne skille sig fra sin mand, kunne hun tvinge ham til at skille sig fra hende.

4. Skilsmisse gælder kun hustruer:

Følgende ord fra professor Israel Abrahams, Cambridge, England, foran "skilsmissekommissionen" (London, 21. november 1910), er på stedet: "I alle sådanne tilfælde, hvor hustruen var den initiativtagende part, kunne hun kun kræve, at hendes mand skulle skille sig fra hende. Skilsmissen var altid fra først til sidst inden for jødisk ret, mandens handling." Det almindelige udtryk brugt i Bibelen for skilsmisse er shilluach 'ishshah, "udsendelsen af en hustru" (5 Mos 22,19; 5 Mos 22,29). Vi læser aldrig om "udsendelsen af en mand." Det feminine participium, gerushah, "den kvinde, der blev udstødt," er det udtryk, som anvendes om en fraskilt kvinde. Den maskulin form findes ikke.

5. Procedure og undtagelser:

Mose-loven gjorde tilsyneladende fra mandens side det så vanskeligt som muligt for ham at opnå skilsmisse. Ingen mand kunne hensynsløst og vilkårligt sende sin hustru bort uden forsøg på retssag. Hvis en mand blev utilfreds med sin hustru,

(1) måtte han skrive hende et skilsmissebrev (se der) udfærdiget af en lovligt konstitueret juridisk myndighed og i behørig juridisk form. I selve sagens natur ville sådan en ret anvende moralsk overtalelse for at fremkalde en løsning; og hvis dette mislykkedes, ville den sørge for, at loven i sagen, uanset hvad den måtte være, blev overholdt.

(2) Et sådant brev eller dekret måtte være i henderne på den fraskilt hustru.

(3) Hun måtte tvinges til at forlade sin tidligere mands område. Skilsmisse blev nægtet to klasser af mænd:

(1) Den mand, som havde falsk beskyldt sin hustru for antenuptial utroskab (5 Mos 22,13), og

(2) en person, som havde forført en jomfru (5 Mos 22,28). Desuden måtte der betales en stor straf til sådan en piges fader.

Det er sandsynligt, at en fraskilt hustru, som ikke havde indgået et andet ægteskab eller havde gjort sig skyldig i utroskab, kunne blive forenet med sin mand. Men hvis hun havde giftet sig anden gang, var hun for evigt udelukket fra at vende tilbage til sin første mand, selv hvis den anden mand havde skilt sig fra hende eller var død (5 Mos 24,3). En sådan lov ville være til hinder for forhastede skilsmisser. Skilsmisser var fra de tidligste tider almindelige blandt hebraerne. Alle rabbiner er enige om, at en separation, skønt ikke ønskelig, var ganske lovlig. Det eneste stridspunkt blandt dem var, hvad der udgjorde et gyldigt grund eller berettiget årsag.

6. Skilsmissegrunde (usikker betydning af Deuteronomium 24,1):

Sprogbrugen i 5 Mos 24,1 ff. har altid været omstridt. De hebraiske ord, `erwath dabhar, som en korrekt fortolkning afhænger af, er ikke lette at løse, skønt mange eksegeter, muligvis påvirket af en forudfattet opfattelse, går ganske let hen over dem. Udtrykket voldte de jødiske rabbinere i gamle dage besvær, ligesom det gør for jødiske og kristne kommentatorer og oversættere i vor tid. KJV gengiver de to ord med "nogen urenhed" og i randnoten med "sag om nøgenhed". Det sidste er, selv om det er en ordret oversættelse af hebraisk, ganske uforståeligt. RV (britisk og amerikansk) og American Standard Revised Version har begge: "noget usømmeligt". Professor Driver oversætter de samme ord med "noget uanstændigt". Den tyske RV (Kautzsch) har "etwas Widerwartiges" ("noget frastødende"). Vi kender ingen moderne oversættelse, som gør `erwath dabhar til det samme som utugt eller ægteskabsbrud. Og i selve sagens natur tvinges vi da også til at lade ordene gælde en mindre fejl eller forbrydelse, for efter Moseloven var straffen for ægteskabsbrud døden (5 Mos 22,20). Det er dog et spørgsmål, om den yderste straf nogen sinde blev håndhævet. Det er velkendt, at der på vor Frelsers tid, og nogen tid før, fandtes to skoler blandt de jødiske rabbinere, Shammais og Hillels. Shammai og hans tilhængere fastholdt, at 'erwath dabhar ikke betød mindre end ukyskhed eller ægteskabsbrud, og hævdede, at kun denne forbrydelse berettigede en mand til at skille sig fra sin hustru. Hillel og hans disciple gik til den anden yderlighed. De lagde stor vægt på ordene "hvis hun ikke finder nåde for hans øjne", som står umiddelbart før `erwath dabhar (5 Mos 24,1), og gjorde gældende, at skilsmisse burde gives af de mest spinkle grunde: såsom at en ret blev ødelagt enten ved at brænde på eller ved skødesløs krydring. Nogle af rabbinerne lærte frejdigt, at en mand havde fuld ret til at sende sin hustru bort, hvis han fandt en anden kvinde, som han bedre kunne lide, eller som var smukkere (Mishnah, GiTTin, 14 10). Her er nogle andre bestemmelser hentet fra samme bog: "Følgende kvinder kan skilles fra: Den, som overtræder Moseloven, f.eks. får sin mand til at spise mad, som der ikke er givet tiende af . . . Den, som aflægger løfter, men ikke holder sine løfter . . . Den, som går ud på gaden med løst hår, eller spinder på gaden, eller samtaler (flirter) med en mand, eller er en larmende kvinde. Hvad er en larmende kvinde? Det er en, som taler i sit eget hus så højt, at naboerne kan høre hende." Det ville være let at forlænge listen, for Mishna og de rabbinske skrifter er fulde af sådanne love.

Af det, der er sagt, er det klart, at ægteskabsbrud ikke var den eneste gyldige grund til skilsmisse. Desuden havde ordet ægteskabsbrud en særlig betydning i jødisk lov, som anerkendte polygami og konkubinat som lovlige. Således kunne en hebræer have to eller flere hustruer eller medhustruer og kunne have omgang med en slave eller trælkvinde, selv om han var gift, uden at være skyldig i forbrydelsen ægteskabsbrud (3 Mos 19,20), for ægteskabsbrud var efter jødisk lov kun muligt, når en mand vanærede en hebræers "frie hustru" (3 Mos 20,10).

Skilsmissebrev:

Dette udtryk, som findes i 5 Mos 24,1; 5 Mos 24,3; Es 50,1; Jer 3,8, er oversættelsen af det hebraiske cepher kerithuth. De to ord betyder, ordret gengivet, et dokument eller en bog om afskæring, dvs. et skilsmissebevis givet af en mand til en hustru for at give hende mulighed eller ret til at gifte sig med en anden mand. Det hebraiske udtryk gengives i Septuaginta med biblion apostasion. Dette findes også i Det Nye Testamente (Mark 10,4). Matt 5,31 har "skilsmissebrev" i engelske bibeloversættelser, men i Matt 19,7 har KJV "skrift", mens RV (britisk og amerikansk) og American Standard Revised Version har "brev". Skilsmissebeviset kaldes geT, flertal giTTin, i Talmud. Der er et helt kapitel viet til emnerne i Mishna. Det vides ikke med sikkerhed, hvornår skikken med at skrive skilsmissebreve begyndte, men der findes henvisninger til sådanne dokumenter i den tidligste hebraiske lovgivning. Det forhold, at Josef havde i sinde at skille sig fra sin trolovede hustru, Maria, uden formaliteten med et brev eller i det mindste en offentlig procedure, beviser, at en kendelse ikke blev betragtet som absolut nødvendig (Matt 1,19). Følgende var den sædvanlige form for en kendelse:

På den ____ dag i ugen ____ i måneden ____ i året ____ fra verdens begyndelse, efter den almindelige tidsregning i provinsen ____ har jeg ____ søn af ____ under hvilket navn jeg end måtte være kendt, fra byen ____ med sindets fulde samtykke og uden nogen tvang skilt mig fra, afskediget og forstødt dig ____ datter af ____ under hvilket navn du end kaldes, fra byen, som hidtil har været min hustru; men nu har jeg afskediget dig ____ datter af ____ under hvilket navn du end kaldes, fra byen ____ så du frit kan råde over dig selv og gifte dig med hvem du vil, uden hindring fra nogen, fra denne dag og for evigt. Du er derfor fri for enhver (som ville gifte sig med dig). Lad dette være dit skilsmissebrev fra mig, et skrift om adskillelse og forstødelse, efter Moses' og Israels lov. ____ , søn af ____ , vidne

Åndelig anvendelse.

De hebraiske profeter betragtede Jahve ikke kun som det udvalgte folks far og konge, og dermed som berettiget til fuldkommen lydighed og troskab fra deres side, men de opfattede ham som en ægtemand, gift med Israel. Esajas siger, idet han taler til sit folk: »For din skaber er din ægtemand; Hærskarers Jahve er hans navn« (54,5). Også Jeremias bruger lignende sprog i følgende: »Vend tilbage, I frafaldne børn, siger Jahve; for jeg er en ægtemand for jer« (3,14). Det er helt naturligt, at Det Nye Testamentes forfattere skulle have betragtet Kristi forhold til sin kirke under det samme billede. Paulus siger i 2 Korintherbrev: »Jeg er nidkær for jer med en guddommelig nidkærhed; for jeg trolovede jer med én mand, for at jeg kunne fremstille jer som en ren jomfru for Kristus« (11,2); se også Matt 9,15; Joh 3,29; Åb 19,7. Enhver utroskab eller synd fra Israels side blev betragtet som åndeligt ægteskabsbrud, som nødvendigvis brød de åndelige bånd og skilte folket fra Gud (Es 1,21; Ez 16,22; Åb 2,22). Se også ægteskab.

LITTERATUR.

Amram, Jewish Law of Divorce according to the Bible and Talmud, London, 1897; Abrahams, Jewish Life in the Middle Ages, London, 1896; Mackie, Bible Manners and Customs, London, 1898; The Mishna, Translated into English, De Sola and Raphall, London, 1843; Benzinger, Hebraische Archdalogie, Freiburg, 1894; Nowack, Lehrbuch der hebraischen Archdologie, 1894.

W. W. Davies