Fodvaskning

Henvisningerne i Det Gamle Testamente (1 Mos 18,4; 1 Mos 19,2; 1 Mos 43,24; Dom 19,21; 1 Sam 25,41; 2 Sam 11,8; Højs 5,3; Sl 58,10) viser, at fodvaskningen var den første handling, når man efter en rejse trådte ind i teltet eller huset. Orientalerne bar kun sandaler, og denne vask var både forfriskende og renlig. Hos almindelige mennesker sørgede værten for vandet, og gæsterne vaskede selv deres fødder, men i de rigere huse blev vaskningen udført af en slave. Den blev betragtet som den ringeste af alle tjenester (1 Sam 25,41). Jesus sætter skarpt Simons forsømmelse af blot at give ham vand til fødderne i kontrast til kvinden, der vaskede hans fødder med tårer og tørrede dem med sit hår (Luk 7,44). Den sidste aften i sit liv vaskede Jesus disciplenes fødder (Joh 13,1-16). Deres stolthed, forstærket af forventningerne om pladser i det messianske rige, hvis afgørende gennembrud de ventede umiddelbart, hindrede dem i at gøre denne tjeneste for hinanden. Muligvis havde den samme stolthed samme aften givet sig udtryk i en strid om pladserne ved bordet. Jesus, bevidst om sin guddommelige værdighed og trods Peters protest, udførte for dem denne ringeste tjeneste. Hans ydmyge handling rensede faktisk deres hjerter for selvisk ærgerrighed, dræbte deres stolthed og lærte dem kærlighedens lektie. Se også The Expository Times, XI, 536 f.

Var det ment som en vedvarende ordning? Joh 13,15, med sit »som« og nutidsformen af verbet »gøre«, giver det på forhånd sandsynlighed. Sådan er det blevet forstået af mennonitterne og dunkarderne. Bernhard af Clairvaux talte for at gøre det til et sakramente. Paven, zaren og patriarken af Konstantinopel vasker fødderne på 12 fattige mænd skærtorsdag; det samme gjorde de engelske konger indtil Jakob II, og det praktiseres stadig i de kongelige paladser i Madrid, München og Wien. Men indvendingerne mod en sådan tolkning er overvældende: (1) Den omtales aldrig i de synoptiske evangelier, Apostlenes Gerninger eller brevene; 1 Tim 5,10 henviser kun til ydmyg tjeneste for de hellige. (2) Det var først i det 4. århundrede (sammenlign Ambrosius og Augustin), at det blev skik at vaske de døbtes fødder skærtorsdag. (3) At ritualisere en sådan kærlighedshandling ødelægger fuldstændig dens betydning. (4) Intet stort kristent trossamfund har nogensinde modtaget den som et sakramente eller en kirkelig ordning.

F. L. Anderson

Ifølge Brødremenighedens tro og praksis

1. Praksis:

Fodvaskning praktiseres altid i forbindelse med Agape og Herrens nadver. Hele denne gudstjeneste kaldes sædvanligvis »kærlighedsmåltid«. Disse kærlighedsmåltider holdes altid om aftenen (i overensstemmelse med tidspunktet for Jesu sidste måltid). Forberedende samlinger med selvransagelse holdes enten ved en tidligere samling eller ved åbningen af kærlighedsmåltidet. Hver kirke eller menighed forventes at holde ét eller to kærlighedsmåltider årligt. Der er ikke fastsat nogen bestemt tid på året for disse gudstjenester. Før måltidet spises, vasker alle nadvergæsterne hinandens fødder; brødrene for sig og ligeledes søstrene for sig.

(1) Formen.

I tidligere år praktiserede man den »dobbelte form«, hvor én person vaskede fødderne på flere personer, og en anden fulgte efter og tørrede dem. I dag er den »enkelte form« næsten universel, hvor hver nadvergæst vasker og tørrer en andens fødder. Således vasker og tørrer hver enkelt en andens fødder og får til gengæld den samme tjeneste udført for sig selv.

(2) Hilsenen.

Fodvaskning ledsages også af det »hellige kys«. Så snart en har afsluttet at vaske og tørre en andens fødder, tager han ham i hånden og hilser ham med det »hellige kys«, sædvanligvis med en passende velsignelse som: »Gud velsigne dig« eller »Må Herren velsigne os.«

2. Skriftgrundlag for fodvaskning:

Der er tre tekster i Det Nye Testamente, som henviser til fodvaskning (Luk 7,36-50; Joh 13,1-17; 1 Tim 5,10).

(1) Jesus vasker disciplenes fødder (Joh 13,1-17).

»Ved måltidstid« (deipnou genomenou) rejste Jesus sig, lagde sine klæder (himatia = »yderklæder«) fra sig, bandt et håndklæde om sig, hældte vand i et fad og begyndte at vaske og tørre disciplenes fødder.

(2) Peters indvending.

»Simon Peter .... siger til ham: Herre, vasker du mine fødder (su mou nipteis tous podas)? Jesus svarede .... Hvad jeg gør, forstår du ikke nu; men du skal forstå det siden. Peter siger til ham: Du skal aldrig vaske mine fødder.« Derefter sagde Jesus: »Hvis jeg ikke vasker dig, har du ingen del med mig.«

(3) Jesus forklarer.

Peter går nu til den anden yderlighed og ønsker en fuldstændig vask. Jesus svarer: »Den, der er badet (leloumenos, fra louo, »at bade hele kroppen«), behøver ikke andet end at vaske (niptein--»at vaske en del af kroppen«) sine fødder.« Jesus indstiftede ikke et nyt symbol, der skulle træde i dåbens sted og rense hele personen, men skelner klart mellem badningen (louo) af hele kroppen og den delvise renselse, der behøves efter badet (dåb eller neddykning).

(4) Befalingen.

»Når nu jeg, Herren og Læreren, har vasket jeres fødder, bør også I vaske hinandens fødder« (Joh 13,14, kai humeis opheilete allelon niptein tous podas), »jeg har givet jer et eksempel (tegn, symbol, hupodeigma), for at også I skal gøre, som jeg har gjort mod jer« (Joh 13,15). »Når I ved dette, er I lykkelige (eller »salige«, Revised Version (British and American), makarioi), hvis I gør det« (ean poiete auta). Intet sprog er klarere, og ingen befaling af Jesus er stærkere end denne. Desuden ledsages intet symbol af et større løfte. Bemærk også: »Hvis jeg ikke vasker dig, har du ingen del med mig.«

3. Symbolets betydning:

(1) Negativt.

(a) Den kan ikke forklares som nødvendighed eller skik, dvs. at støvet måtte vaskes af disciplenes fødder, før de gik videre med måltidet. Det var så koldt, at Peter måtte varme sig, og dette er tilstrækkeligt bevis for, at de på dette tidspunkt bar sko i stedet for sandaler. Desuden forstod Peter ikke Jesu handling; derfor kan den ikke have været sædvanlig. Mest af alt var Jesus ikke omhyggelig med at overholde jødernes skikke eller praksisser; jf. Jesu brud på den jødiske sabbat (Mark 2,23-26); de jødiske faster (Mark 2,18-22); de jødiske renselser (Mark 7,1-20). (b) Det var ikke sædvane, at værten vaskede gæsternes fødder. Peter gjorde indsigelse, og Jesus sagde tydeligt til ham, at han ikke kunne forstå det på det tidspunkt (arti), men senere (meta tauta). Symbolet havde en dybere betydning.

(2) Positivt.

(a) Fodtvætning symboliserer ydmyghed og tjeneste. Apostlene havde skændtes om, hvem der skulle være størst i det rige, som de mente, Jesus var ved at oprette (Luk 22,24-30). De fleste autoriteter er enige om, at denne strid fandt sted før måltidet. Peters spørgsmål: »Vasker du mine fødder?« viser klart, at hans indvending hovedsagelig lå i dette, at Jesus, Herren og Mesteren, skulle udføre en så ydmyg tjeneste. Men Jesus forsøgte hele tiden at lære sine disciple, at sand storhed i hans rige er ydmyghed og tjeneste. »Jeg er midt iblandt jer som den, der tjener« (Luk 22,27; jf. Matt 5,5; Matt 23,11; Matt 23,12). Ydmyghed og tjeneste er grundlæggende dyder i det kristne liv. At vaske en andens fødder symboliserer disse dyder på samme måde, som eukaristien symboliserer andre kristne dyder. (b) Renselse: Jesus skelnede klart mellem den første renselse, som renser hele mennesket, og vaskningen af en del af kroppen. Dåben er den nye fødsel, hvilket betyder fuldstændig renselse. Men efter dåben begår vi stadig synder og har brug for den delvise renselse, som symboliseres ved fodtvætning. Jf. Bernard af Clairvaux: »Fodtvætning er renselse fra de daglige forseelser, som synes uundgåelige for dem, der vandrer i verdens støv« (sed pedes (abluti sunt) qui aunt animae affectiones, dum in hac pulvere gradimur, ex toto mundi ease non possunt).

4. Praktiseret af Brødrenes Kirke:

Fodtvætning praktiseres af Brødrenes Kirke af følgende grunde:

(1) Jesus vaskede sine disciples fødder og sagde: »Jeg har givet jer et eksempel, for at også I skal gøre, som jeg har gjort mod jer« (Joh 13,15).

(2) Jesus sagde: »Også I bør (»er forpligtede«, opheilete) vaske hinandens fødder« (Joh 13,14).

(3) »Hvis jeg ikke vasker dig, har du ingen del med mig« (Joh 13,8),

(4) »Hvis I ved dette, er I salige, hvis I gør det« (Joh 13,17).

(5) Fodtvætning symboliserer ydmyghed og tjeneste, som er grundlæggende dyder.

(6) Fodtvætning symboliserer renselse fra de synder, der begås efter dåben.

LITTERATUR.

For Brødrenes Kirke: C. F. Yoder, God's Means of Grace; R. H. Miller, The Doctrine of the Brethren Defended; traktater udgivet af Brethren Publishing House, Elgin, III. Om fodtvætningens historie, se ERE, V; New Sch-Herz Eric of Religious Knowledge, IV, 4; Smith and Cheetham, Dictionary of Christian Antiquities, artiklerne »Baptism«, »Maundy Thursday«.

Daniel Webster Kurtz