Skilsmisse i Det Nye Testamente

(to apostasiou): Skriftens lære om skilsmisse er meget enkel. Den findes i Matt 19,3-12.

Vi er ikke kaldet til at behandle skilsmisse i den mosaiske lovgivning (5 Mos 24,1-4). Den blev bedømt af Jesus i den ovennævnte drøftelse og af ham sat ud af kraft i hans religionssystem. Efter at Jesus havde talt som ovenfor, blev den mosaiske tilladelse til skilsmisse et dødt bogstav. Der kunne ikke findes nogen praksis under den blandt hans disciple. En sådan gammeltestamentlig skilsmisse er derfor nu blot et emne af antikvarisk interesse.

Det kan i forbifarten være af interesse at bemærke, at tendensen i den mosaiske lovgivning var at begrænse en frihed til skilsmisse, som var blevet praktiseret før dens vedtagelse. Den indførte retslige procedurer for at hindre den ene parts personlige vilje. Den anerkendte ægteskabet som en social institution, der ikke burde brydes op uden hensyn til samfundets rettigheder i det. I denne begrænsende karakter »er loven blevet vores opdrager til Kristus« (Gal 3,24). Men her, som i talrige andre tilfælde, gik Kristus bag om bestemmelserne til de oprindelige grundprincipper, hvis anerkendelse ville gøre loven virkningsløs, fordi ingen praksis skulle tillades under den. Dermed er Det Gamle Testamente bragt til afslutning i denne sag.

Det, Jesus sagde, vil naturligvis være bestemmende for Det Nye Testamente. Faktisk er Jesus den eneste forfatter i Det Nye Testamente, som har behandlet skilsmisse. Man har ment, at Paulus havde emnet for sig. Men vi skal ved nærmere undersøgelse længere fremme se, at det havde han ikke. Vi behøver derfor ikke se andre steder end til Matt 19 for Skriftens lære om skilsmisse.

Ganske vist har vi andre beretninger om, hvad Jesus sagde (Mark 10,2-12; Luk 16,18). Men i Matt 19 har vi den fyldigste beretning, som indeholder alt, hvad der berettes andre steder, samt én eller to vigtige bemærkninger, som de andre forfattere ikke har medtaget. Lukas har kun ét vers, hvor Matthæus har ti. Lukas’ vers står ikke i nogen nødvendig sammenhæng med konteksten. Det synes blot at være en optegnelse blandt andre af Kristi åndelige eller etiske lærdomme. Lukas fangede dog hovedsagen i hele læren om skilsmisse, da han nedskrev forbuddet mod at forskyde én hustru og gifte sig med en anden. Beretningerne i Matt 19 og Mark 10 dækker én og samme anledning. Men der er intet hos Markus, som ikke findes hos Matthæus; og sidstnævnte indeholder næsten en tredjedel mere tekst end førstnævnte. Der er dog intet væsentligt hos Matthæus, som ikke findes hos Markus, bortset fra sætningen »undtagen for utugt«. Denne undtagelse vil blive behandlet længere fremme. Vi synes derfor at være berettigede til at sige, at hele Skriftens lære vedrørende skilsmisse findes i Matt 19.

Opmærksomheden må henledes på det faktum, at Jesus i Bjergprædikenen (Matt 5,27-32) behandlede skilsmisse, og at dette i hvert væsentligt punkt stemmer med den udførlige behandling i Matt 19. Jesus satte dér, lige så tydeligt som i argumentationen med farisæerne, Moses’ tilladelse til skilsmisse under forbud; lige så tydeligt erklærede han dér, at det at forskyde den ene ægtefælle for at gifte sig med en anden person er ægteskabsbrud. Dette kan også bemærkes: at undtagelsen fra det absolutte forbud står i teksten til Bjergprædikenen.

Vi har da et sammendrag af Det Nye Testamentes lære om skilsmisse, fremsat af Kristus selv således: »Enhver, som forskyder sin hustru, undtagen for utugt, og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud« (Matt 19,9). Dette stiller ham på linje med idealet om den monogame, uopløselige familie, som gennemtrænger hele Det Gamle Testamente.

1. Familien:

Det kan være godt her at behandle den undtagelse, som Kristus gjorde i sin regel om ægteskabets uopløselighed. Det hævdes meget udbredt i den kristne kirke, at der ikke bør være skilsmisse af nogen som helst årsag. Dette standpunkt står i klar modstrid med Kristi lære i Matt 15 og Matt 19. En af de grunde, der anføres for denne benægtelse af skilsmisse i tilfælde af, at en ægtefælle er skyldig i ægteskabsbrud, er, at Lukas og Markus ikke nedskriver undtagelsen. Det er en vanskelig sag at trænge ind i psykologien hos forfattere, som levede for næsten to tusind år siden, og sige, hvorfor de ikke medtog noget i deres tekst, som en anden gjorde i sin. Hverken Lukas eller Markus var personlige disciple af Herren. De skrev på anden hånd. Matthæus var en personlig discipel af Kristus og har to gange nedskrevet undtagelsen. Det vil være et nyt standpunkt med hensyn til vurdering af menneskelige vidnesbyrd, hvis vi sætter fraværendes tavshed højere end den to gange udtrykte beretning fra en, der efter al sandsynlighed var til stede—en, som vides at have været en nær personlig ledsager.

Dette kan siges: Matthæus’ tekst står fast på gammel håndskriftsautoritet, både græsk og i oversættelserne. Og på dette punkt bør det bemærkes, at håndskrifternes vidnesbyrd lå foran de engelske og amerikanske revisorer, og de har bevidst stadfæstet teksten fra 1611 og givet os undtagelsen i Kristi regel begge steder (Matt 5,32; Matt 19,9). Dette gør sagen så nær res adjudicata, som menneskelig visdom kan gøre det.

2. Paulus:

Paulus er den eneste anden forfatter i Det Nye Testamente foruden Kristus, som antages at behandle skilsmisse. Men en omhyggelig læsning af Paulus' skrifter vil afsløre, at han ingen steder har drøftet spørgsmålet – af hvilken grund eller hvilke grunde en mand kunne sende sin kone bort, eller en kvinde sin mand, med ret til at gifte sig med en anden person. Hvis Paulus overhovedet har behandlet skilsmisse, er det i 1Kor 7. Men selv en flygtig læsning af det kapitel vil afsløre, at Paulus ikke diskuterer spørgsmålet om, for hvilke grunde ægteskabet kunne blive ophævet, men spørgsmålet om sæder og moral i forholdet. Paulus har ikke ændret Kristus på nogen måde. Det er blevet antaget, at Paulus i 7,15 har tilladt skilsmisse til en troende part, som er forladt af en utroende, og således er han nogle gange blevet forstået som at tilføje desertion til den undtagelse, som Kristus gjorde til grund for skilsmisse.

Men Paulus har ikke sagt i det vers eller andre steder, at en kristen part, forladt af en hedning, må kunne gifte sig med en anden. Alt hvad han sagde, er: "Hvis den utroende går bort, lad ham gå bort: broren eller søsteren er ikke i trældom (dedoulotai) i sådan tilfælde: men Gud har kaldet os til fred." At sige, at en forladt part "ikke er blevet gjort til træl" er ikke at sige, at han eller hun må kunne giftes igen. Hvad der menes, kan let udledes fra den ånd, som dominerer hele kapitlet, og det er, at enhver skal acceptere den situation, hvori Gud har kaldet ham, sådan som han er. "Vær stille" er en vejledning, som svæver over enhver situation. Hvis du er gift, bliv så gift. Hvis ugifte, bliv så ugifte. Hvis en utroende part forlader, lad ham eller hende forlade. Bliv så. "Gud har kaldet os til fred." Intet kan være mere skønt i ægtestandens sæder end vejledningen, som Paulus giver i dette kapitel, for al parts opførsel i ægteskab i alle prøvelser.

Manges grunde kunne anføres for, hvorfor Paulus ikke kunne have givet tilladelse til at gifte sig igen, foruden den grund, at han ikke gjorde det i sin tekst; men opmærksomhed bør henledes på det faktum, at sådan en tilegnelse af myndighed i skilsmisse snart ville have bragt ham i konflikt med den romerske regering. Paulus' påstand om, at han var romersk borger, havde en vis værdi for ham selv. Ville ikke nogle romersk borger have krævet at granske ret omhyggeligt Paulus' ret til at udstede en skilsmissedom mod ham, fordi han havde "gået bort" fra en kone, som var blevet kristen? Der ville være to sider af sådan skilsmisser. Ville ikke Paulus, som var omhyggelig, klog, praktisk tænkende som han var, have vidst det, og have undgået et åbent brud med en regering, som ikke tolererede meget indblanding i sine love? At hverken Paulus eller nogen anden nogensinde tolkede hans sprog på sådan måde, bevidnes ved det faktum, at der ikke er nogen historisk optegnelse over et eneste tilfælde, hvor det blev forsøgt i 400 år efter Paulus var død, og det romerske imperium havde været kristent i et århundrede. Derefter venter vi 400 år mere, før vi finder forslaget gentaget. At sådan en fortolkning af Paulus aldrig blev brugt i hele tiden for kristendommens tilpasning med hedenskabet, er godt bevis på, at det aldrig var der fra starten. Så vi skal lade Paulus passere som værende på ingen måde ændret læren om skilsmisse, som Kristus lagde ned i Matt 19.

I alle civiliserede lande kan lovgivningens og rettens apparat altid stå åbent for at fjerne eller lindre problemer i ægteskabet uden at gå videre til dets ophævelse. Hvis en far er grusom mod sine børn, ophæver vi ikke forældreforholdet, men straffer faderen for hans grusomhed. Hvis han forlader sine børn, behøver vi ikke hjælpe ham med at opdrage andre børn, som han igen kan forlade; vi kan derimod straffe ham for hans svigt. Det, som kan gøres ved lov i forholdet mellem forælder og barn, kan gøres i forholdet mellem mand og hustru. Ved at indføre absolut skilsmisse (ofte for skyldige og uskyldige ens) indbyder vi netop de onder, vi søger at helbrede. Vi gør det til en utilfreds parts interesse at skabe en situation, som en domstol vil anse for utålelig, så han eller hun kan gå fri. Ved at give en let vej ud af ægteskabslivets vanskeligheder indbyder vi dernæst til letsindighed med hensyn til at indgå ægteskab. Med skilsmisselove siger vi til en ung kvinde: "Hvis din mand forlader dig, kan du få en anden. Hvis han er grusom, kan du få en anden. Hvis han ikke forsørger dig, kan du få en anden. Hvis han er fordrukken, kan du få en anden. Hvis han er uforenelig med dig eller gør dig ulykkelig, kan du få en anden"--og endnu andre ud over disse. Når der således gøres en let vej ud af ægteskabet, vil der da være den rette forsigtighed med at gå ind i ægteskabet? I samme grad som en sprække til lindring af ægteskabslivets elendigheder åbnes ved skilsmisse, i samme grad åbnes sluserne ind til disse elendigheder. Jo mere alvorligt samfundet bliver præget af den tanke, at ægteskabets dør ikke svinger udad såvel som indad, desto mere lykke og velsignelse vil det finde i institutionen. Se familie.

C. Caverno