Skyld

gilt: Den kristne opfattelse af skyld omfatter tre elementer: ansvar (græsk aitia, "årsag," afhængigt af et menneskes virkelige frihed), dadelværdighed (latin reatus culpae, afhængigt af et menneskes viden og hensigt) og forpligtelsen til at gøre det godt igen gennem straf eller erstatning (latin reatus poenae; jf. græsk opheilema, "gæld," Matt 6,12). Med andre ord: Når vi tænker på skyld, stiller vi spørgsmålene om årsag, motiv og konsekvens, idet den centrale tanke er synderens personlige dadelværdighed.

I. I Det Gamle Testamente.

1. Den rituelle og legalistiske opfattelse:

Ikke alt dette findes på én gang i Det Gamle Testamente. Forestillingen om skyld svarer til forestillingen om retfærdighed eller hellighed. Når disse er rituelle og juridiske i stedet for etiske og åndelige, vil de på tilsvarende måde bestemme forestillingen om skyld. Denne legalistiske og rituelle opfattelse af skyld kan først bemærkes. Personlig dadelværdighed behøver ikke at være til stede. "Hvis nogen synder og gør noget af det, som Jahve har befalet ikke at gøre; selv om han ikke vidste det, er han dog skyldig og skal bære sin misgerning" (3 Mos 5,17). Manden er skyldig, ikke fordi han kunne eller burde have vidst det; han kan blot uforvarende have rørt ved kroppen af et urent dyr (3 Mos 5,2; 3 Mos 5,3). Skylden er her til stede, fordi loven er blevet overtrådt og må gøres god igen (jf. 3 Mos 5,15; 3 Mos 5,16; 3 Mos 4,2; 3 Mos 4,3; 3 Mos 4,13; 3 Mos 4,12; 3 Mos 4,27; se også 5,2.3.4.17).

Desuden mangler elementet af personligt ansvar undertiden, hvor skyld tilskrives. Præsten kan synde "så han bringer skyld over folket" (3 Mos 4,3). Ét menneskes urette handling kan "få landet til at synde" (5 Mos 24,4). Israel har syndet i Akans grådighed og lider derfor. Selv når den skyldige mand findes, må hans børn og selve hans kvæg bære skylden og straffen sammen med ham, skønt der ikke antydes nogen medvirken eller endog viden fra deres side (Jos 7; jf. 2 Sam 2). Her mangler den fulde moralske tanke om synd og skyld, fordi tanken om personlighed og personligt ansvar endnu ikke er kommet til sin ret. Individet er her stadig opslugt af klanen eller folket.

Den centrale tanke i alt dette er ikke individet, dets ansvar, dets motiv, dets dadel. Det er tanken om en regel og overtrædelsen af den, som må gøres god igen. Af denne grund ser vi begreberne synd og skyld og straf hele tiden glide over i hinanden. Dette kan ses ved at lægge mærke til brugen af de ord, hvis fælles rod er '-sh-m, det særlige hebraiske udtryk for skyld. I 3 Mos 5 til 7 gengives det i adjektivformen med "skyldig," i substantivformen som "skyldoffer." I Hos 5,15 synes det at betyde straf (se randnote, "har båret deres skyld," og jf. Ez 6,6), mens tanken i 4 Mos 5,7; 4 Mos 5,8 er erstatning (gengivet "godtgørelse for skyld").

2. Profetisk lære:

Hos profeterne træder forestillingerne om synd og retfærdighed tydeligere frem som etiske og personlige, og derfor mærker vi et tilsvarende fremskridt i opfattelsen af skyld. Det er ikke rituel korrekthed, der tæller hos Gud, røgelse og ofre og nymåner og sabbatter, men at holde op med at gøre ondt og lære at gøre godt (Es 1). Således kommer motivet og den indre ånd ind (Mika 6,8; Es 57,15; Es 58,1-12), og skylden får en ny dybde og kvalitet. Samtidig kommer tanken om personligt ansvar. Et menneske skal bære sine egne synder. Børnenes tænder skal ikke blive ømme, fordi fædrene har spist sure druer (Jer 31,29; Jer 31,30; Ez 18,29-32; 2 Kong 14,6; jf. 2 Sam 24,17).

II. I Det Nye Testamente.

1. Hos Jesus:

Her som andre steder kom Jesus for at opfylde. Hos ham er det sjælens indre holdning, der afgør sagen. Det er den bodfærdige tolder, der går hjem retfærdiggjort, ikke farisæeren med hans lange kreditkonto (Luk 18,9-14). Derfor er hans holdning så venlig over for nogle berygtede syndere og så streng over for nogle religiøse ledere. Farisæerne er ydre set korrekte, men deres snæversynede og stolte ånd hindrer dem i at gå ind i himlenes rige, mens de bodfærdige skøger og toldere tager det med storm.

Fordi det ikke først og fremmest drejer sig om den ydre handling, men om den indre ånd, angiver Jesus forskellige grader af skyld som afhængige af et menneskes viden og motiv (Luk 11,29-32; Luk 12,47; Luk 12,48; Luk 23,34). Og dog svækker Jesus ikke skyldfølelsen, men uddyber den snarere. Styrken i Det Gamle Testamentes tanke lå i dette, at det betragtede enhver overtrædelse som en synd mod Gud, eftersom al lov kom fra ham. Denne religiøse vægtning forbliver hos Jesus (Luk 15,21; jf. Sl 51,4). Men hos Jesus er Gud langt mere end en giver af regler. Han giver sig selv. Og derfor er skylden desto dybere, fordi synden er rettet mod den kærlighed og barmhjertighed og det fællesskab, som Gud tilbyder os. Jesus viser os ondskabens endelige dybde i synden. Her kommer Det Nye Testamentes fortolkning af korset, som på den ene side viser det som målet for Guds kærlighed i den frie gave af hans Søn og på den anden side som målet for menneskets skyld, hvis synd frembragte dette og gjorde det nødvendigt.

2. Hos Paulus:

Paulus genkender også gradforskelle i skyld, kvaliteten af dadelværdighed, som ikke blot bestemmes ved at se på den ydre overtrædelse (ApG 17,30; Ef 4,18; Rom 2,9; Rom 3,26; Rom 5,13; Rom 7,13)? Han ser også indad for at afgøre skyldens spørgsmål (Rom 14,23). Men synd er ikke et spørgsmål om enkelte handlinger eller valg hos Paulus. Han ser det som en magt, der kommer til at styre menneskets liv og som styre menneskeægten. Spørgsmålet opstår derfor: Tænker Paulus på skyld også som medfødt, som hørende mennesket til fordi mennesket er en del af ægten? Her kan det kun påpeges, at Rom 5,12-21 ikke nødvendigvis omfatter dette. Paulus diskuterer ikke, om alle mennesker begik synd i Adams fald, eller om alle er skyldige i kraft af deres meget plads i en ægten, der er syndig. Det er ikke spørgsmålet om skyld i fakta eller grad, men blot det faktum, at gennem én mand bliver mennesker nu gjort retfærdige, som før gennem én synd kom over dem alle. Dette indebærer ikke mere medfødt skyld som en ikke-etisk forestilling end det gør ideen om, at retfærdigheden gennem Kristus blot er forensisk og ikke-etisk. Paulus går blot uden om de andre elementer for at hævde én kendsgerning. Rom 1 antyder, hvordan Paulus så på universel synd som omfattende skyld, fordi universel viden og valg indgik heri.

Se også SYND.

LITERATUR.

Mueller, Christian Doctrine of Sin, I, 193-267; Schultz, Old Testament Theology; Kaehler, artikel "Schuld," Hauck-Herzog, Realencyklopadie fur protestantische Theologie und Kirche.

Harris Franklin Rall