Sky

Det hebraiske ord, der gengives sådan, betyder “et dække”, fordi skyer dækker himlen. Ordet bruges som symbol på det guddommelige nærvær, idet det angiver glansen af den herlighed, som det skjuler (2 Mos 16,10; 33,9; 4 Mos 11,25; 12,5; Job 22,14; Sl 18,11). En “sky uden regn” er et ordsprog, der betegner et menneske, som ikke holder sit løfte (Ordsp 16,15; Es 18,4; 25,5; Jud 1,1:12). En sky er et billede på det, der er forbigående (Job 30,15; Hos 6,4). En lysende sky er det symbolske sæde for det guddommelige nærvær (2 Mos 29,42, 43; 1 Kong 8,10; 2 Krøn 5,14; Ez 43,4) og blev kaldt Shechinah (s.d.). Jehova steg ned på Sinaj i en sky (2 Mos 19,9); og skyen fyldte forgården omkring tabernaklet i ørkenen, så Moses ikke kunne gå ind i det (2 Mos 40,34, 35). Også ved indvielsen af templet “fyldte skyen Herrens hus” (1 Kong 8,10). På samme måde beskrives Kristus, når han kommer anden gang, som kommende “i skyerne” (Matt 17,5; 24,30; ApG 1,9, 11). Falske lærere sammenlignes med skyer, der drives omkring af en storm (2 Pet. 2,17). Alderdommens svagheder, som kommer den ene efter den anden, sammenlignes af Salomo med “skyer, der vender tilbage efter regnen” (Præd 12,2). Udslettelsen af synder er som truende skyers pludselige forsvinden fra himlen (Es 44,22).

Skyen, søjlen af, var herlighedsskyen, som viste Guds nærvær, der førte det genløste folk gennem ørkenen (2 Mos 13,22; 33,9, 10). Denne søjle gik foran folket, mens de drog frem, og hvilede over arken (2 Mos 13,21; 40,36). Om natten blev den en ildsøjle (4 Mos 9,17-23).