Skytere

sith'-i-anz (hoi Skuthai): Ordet forekommer ikke i Det Gamle Testamentes hebraiske tekst, men Septuaginta til Dom 1,27 indsætter (Skuthon polis (Scythopolis), som forklaring, idet det er det samme som Bet-Shean. Det samme forekommer i Apokryferne (Judit 3,10; 1 Makk 12,29), og skyterne som folk i 2 Makk 4,47, og adjektivet i 3 Makk 7,5. Folket nævnes også i Det Nye Testamente (Kol 3,11), hvor det, som i Makkabæerbøgerne, antydes, at de var barbarer. Dette fremstilles klart hos klassiske forfattere, og den beskrivelse af dem, som Herodot giver i fjerde bog af sin historie, fremstiller en race af vilde, der boede i et område med ret ubestemte grænser nord for Sortehavet, Det Kaspiske Hav og Kaukasusbjergene. De var nomader, som hverken pløjede eller såede (iv.19), men flyttede omkring i vogne og bar deres boliger med sig (ibid. 46); de havde de mest urene vaner og vaskede sig aldrig i vand (ibid. 75); de drak blodet af den første fjende, der blev dræbt i kamp, og lavede servietter af hovedhuderne og drikkeskåle af kranierne fra de dræbte (ibid. 64-65). Mange af deres guddomme blev identificeret med grækernes, men den mest karakteristiske rite var tilbedelsen af det nøgne sværd (ibid. 62), og de ofrede hver hundrededel mand, der blev taget i krig, til denne guddom. Krig var deres hovedbeskæftigelse, og de var en frygtelig svøbe for folkene i Vestasien. De brød gennem Kaukasus' barriere i 632 f.Kr. og strømmede som en græshoppesværm ned over Medien og Assyrien og forvandlede de frugtbare marker til en ørken; de trængte videre over Mesopotamien, hærgede Syrien og stod på nippet til at invadere Egypten, da Psammetichus I, som belejrede Ashdod, købte dem bort med rige gaver, men de blev i Vestasien i 28 år, ifølge Herodot. Man antager, at en flok af dem slog sig ned i Bet-Shean, og at byen af den grund fik navnet Scythopolis. Forskellige grene af racen viste sig til forskellige tider, blandt de mest kendte var partherne (se dette).

H. Porter