Ansvarlighed

a-koun-ta-bil'-i-ti.

1. Skriftens principper:

Skriftens almindelige lære om dette emne sammenfattes i Rom 14,12: "Altså skal hver enkelt af os aflægge regnskab for sig selv over for Gud." Men dette forudsætter på den ene side, at der findes en moralsk hersker over universet, hvis vilje er åbenbaret, og på den anden side, at skabningen besidder kundskab og fri vilje. I Rom 4,15 fastslås det udtrykkeligt, at "hvor der ingen lov er, er der heller ingen overtrædelse"; men for at dette ikke skulle synes at udelukke dem fra ansvarlighed, som Moseloven ikke blev givet til, vises det, at selv hedninger til en vis grad havde loven åbenbaret i samvittigheden, så de er "uden undskyldning" (Rom 1,20). "For alle, som har syndet uden loven, skal også gå fortabt uden loven; og alle, som har syndet under loven, skal dømmes ved loven" (Rom 2,12). Sådan siger Paulus i en passage, som er en af de dybeste drøftelser af emnet ansvarlighed, og med hans opfattelse stemmer vor Herres ord om samme emne nøjagtigt overens i Luk 12,47; Luk 12,48: "Og den tjener, som kendte sin herres vilje og ikke gjorde sig rede eller handlede efter hans vilje, skal få mange slag; men den, som ikke kendte den og gjorde ting, der fortjente slag, skal få få slag. Og enhver, som meget er givet, af ham skal meget kræves; og den, som man har betroet meget, af ham vil man forlange desto mere."

Der sker en gradvis udvikling af ansvarligheden, som følger et menneskes vækst fra spædbarndom til modenhed; og der sker en lignende udvikling i menneskeslægten, efterhånden som kundskaben vokser fra mindre til mere. I evangeliets fulde lys er mennesker langt mere ansvarlige, end de var på tidligere trin af intellektuel og åndelig udvikling, og den dom, som de vil blive udsat for på regnskabets dag, vil være tung i forhold til deres privilegier. Dette kan synes at sætte alt for stor præmie på uvidenhed; og der opstår en virkelig vanskelighed, når vi siger, at jo større moralsk følsomhed der er, desto større er skylden; for som det er velkendt, kan moralsk følsomhed gå tabt gennem vedvarende tilsidesættelse af samvittigheden. Deraf kunne det synes at følge, at vejen til at mindske skylden var at bringe samvittighedens stemme til tavshed. Der må imidlertid være en forskel mellem ansvaret hos en samvittighed, der aldrig er blevet oplyst, og ansvaret hos en samvittighed, som engang har været oplyst, men gennem forsømmelse eller letsind har mistet den godhed, den engang ejede. I retspraksis hævdes det for eksempel ofte, at en forbrydelse begået under påvirkning af beruselse bør undskyldes; men enhver må føle, hvor forskelligt dette er fra uskyld, og at den skyldige for en højere domstol vil blive regnet for dobbelt skyldig – først i drukkenskabens synd og dernæst i forbrydelsen.

2. Forbindelsen med udødelighed:

Hvor som helst civilisationen er så fremskreden, at der findes et offentligt lovsystem med straffe knyttet til overtrædelse, foregår der en stadig opdragelse i ansvarlighedsfølelse; og selv den hedenske bevidsthed var i den klassiske tid nået så langt, at den troede på en dom hinsides forhænget, hvor skyggerne måtte træde frem for Rhadamanthys', Minos' og Aiakos' domstol for at få deres plads og grad i underverdenen afgjort efter de gerninger, der var gjort i legemet. Hvor tidligt hebræerne havde gjort lige så store fremskridt, må drøftes i forbindelse med læren om udødelighed; men det er sikkert, at før Det Gamle Testamentes kanon blev afsluttet, troede de ikke blot på en dom efter døden, men også på opstandelse, hvorved ansvarlighedsfølelsen blev langt stærkere fæstnet i folkets bevidsthed. Længe før dette var der dog gennem den hellige litteratur blevet vakt en følelse af en Guds dom, som foregår i det nuværende liv og kommer til udtryk i enhvers tilstand.

Verdens historie var verdens dom; fremgang fulgte den gode mands skridt, men gengældelsen ramte før eller siden den onde og fældede ham. Det var ud fra vanskeligheden ved at forene livets kendsgerninger med denne tro, at skepsissen i hebraisk tænkning opstod; men ved det samme pres blev det fromme sind drevet fremad i retning af den fulde lære om udødelighed. Denne kom med hans komme, som ved sit evangelium bragte liv og udødelighed for lyset (2 Tim 1,10). I Jesu bevidsthed var ikke blot opstandelse, dom og udødelighed ubestridelige forudsætninger; men han blev bragt i en særlig forbindelse med ansvarlighed gennem sin bevidsthed om at være menneskehedens dommer, og i sine talrige henvisninger til den sidste dom udfoldede han de principper, som samvittigheden da vil blive prøvet efter, og som den derfor allerede nu bør prøve sig selv efter. I denne forbindelse har lignelsen om talenterne særlig betydning; men det er gennem det storladne billede af selve scenen, som følger i samme kapitel i det første evangelium, at kristenhedens sind er blevet stærkest påvirket. Der er allerede blevet henvist til drøftelserne i begyndelsen af Romerbrevet, hvor vores emne finder sin plads. Nogle har ment, at apostlen Johannes vender tilbage til Det Gamle Testamentes forestilling om en dom, der foregår nu, i stedet for at komme på den sidste dag; men Weiss (Der johanneische Lehrbegriff, II, 9) har bevist, at dette er en fejltagelse.

3. Fælles og korporativt ansvar:

Indtil dette punkt har vi talt om individuel ansvarlighed, men emnet bliver mere kompliceret, når vi tænker på flere eller mange personers fælles ansvar. Fra begyndelsen har menneskesindet været hjemsøgt af det, der kaldes skylden for Adams første synd. Der er en solidaritet i menneskeslægten, og arven af det onde er for åbenlys til at kunne benægtes selv af den mest optimistiske. Der er dog langt fra enighed om den enkeltes forhold til denne onde arv; nogle kæmper heftigt imod tanken om, at den enkelte kan have noget personligt ansvar for en synd, der ligger skjult i en så fjern og dunkel fortid, mens andre hævder, at den elendighed, som med sikkerhed er blevet arvet af alle, kun kan retfærdiggøres i en verden styret af en retfærdighedens Gud, hvis alles skyld går forud for elendigheden. Spørgsmålet går dybt ind i den paulinske tankegang, skønt det netop på det mest kritiske punkt er stærkt omstridt, hvad apostlens egentlige standpunkt er. Mens fælles ansvar tynger den enkeltes samvittighed, kan det samtidig siges at lette den. Således indledes i Ez 18 en af de vægtigste etiske drøftelser, der findes i Den Hellige Skrift, med det folkelige ordsprog: "Fædrene har spist sure druer, og børnenes tænder er blevet ømme," hvilket viser sig at være en måde at sige på, at børnenes ansvar lettes, hvis det ikke ligefrem ophæves, gennem deres forbindelse med deres forældre. På samme måde svækkes ansvarsfølelsen i nutiden i mange sind gennem den magt over karakter og ødelæggelse, der tilskrives arv og miljø. Selv kriminalitet undskyldes med den begrundelse, at mange aldrig har haft en mulighed for dyd, og det hævdes, at at vide alt er at tilgive alt.

Der kan ikke være tvivl om, at mennesker som agenter for truster og interessentskaber vil tillade sig at gøre ting, som de aldrig ville have tænkt på i privat forretning; og i en menneskemængde undergår den enkelte psykologiske forandringer, hvorved han bringes til at handle meget anderledes end sit almindelige jeg. I nationers handlinger, såsom krig, findes der et sted et vældigt og alvorligt ansvar; men det er ofte yderst vanskeligt at placere det, om det ligger hos herskeren, ministeriet eller folket. Så interessante og forvirrende er sådanne problemer ofte, at en moral for grupper af mennesker, til forskel fra individer, af mange føles som etikkens store desideratum i nutiden. Om dette emne findes der noget i de fleste værker om enten filosofisk eller kristen etik; se især Lemmes Christliche Ethik, 242 ff.

James Stalker