Skæg

berd:

(1) Vestsemitter i almindelighed bar, ifølge monumenterne, fulde runde skæg, som de tydeligvis viste stor omhu. Ørkenens nomader bar, til forskel fra de fastboende semitter, et klippet og spidst skæg (se Jer 9,26: "alle dem, der har hårets hjørner afskåret, dem der bor i ørkenen"; og sammenlign 25,23; 49,32 osv.).

(2) Lange skæg findes på assyriske og babyloniske monumenter og skulpturer som et tegn på det højeste aristokrati (sammenlign egyptiske monumenter, især fremstillinger hos W. Max Muller, Asien und Europa, 140). Det er ikke klart, at det nogensinde forholdt sig sådan hos jøderne. Alligevel er det betydningsfuldt, at det hebraiske "ældste" (zaqen) synes at have fået sit navn fra sit lange skæg (sammenlign bene barbatus).

(3) Den opfattelse, som nogle har, at det var skik blandt hebræerne at barbere overlæben, betragtes af de bedste autoriteter som grundløs. Overskægget (hebraisk sapham, "skæg") fik ifølge 2 Sam 19,24 regelmæssig "trimning" (således engelske bibeloversættelser efter Vulgata, men hebraisk er generisk, ikke specifikt: "Han havde hverken plejet sine fødder eller trimmet sit skæg").

(4) I ét tilfælde (1 Sam 21,13; 1 Sam 21,14) angives forsømmelsen af skægget som et tegn på vanvid: "(Han) lod sit spyt løbe ned i sit skæg. Da sagde Akish: .... Se, I ser, at manden er gal."

(5) Det var en almindelig semitisk skik at klippe både hår og skæg som tegn på sorg eller nød. Es 15,2, som beskriver hedningerne, der er "gået op til offerhøjene for at græde", siger: "Moab jamrer over Nebo og over Medeba; på alle deres hoveder er der skaldethed, hvert skæg er skåret af." Jeremias (Jer 41,5), der beskriver sorgen hos mændene fra Samaria over deres dræbte statholder Gedalja, siger: "Der kom mænd fra .... Samaria (hans sørgende undersåtter), firs mænd, med skæggene barberet og tøjet flænget" osv. Og Amos, i sin profeti om synet af "kurven med sommerfrugt" (Am 8,1 ff), lader Jahve sige til sit folk: "Jeg vil vende jeres fester til sorg; .... jeg vil lægge sæk på alle lænder og skaldethed på hvert hoved" (Am 8,10). På den anden side var det et endnu tydeligere tegn på stor nød eller frygt at lade skægget være utrimmet, som Mefiboshet, Sauls søn, gjorde, da han gik kong David i møde i krisen efter sin skyldige forsømmelse af at drage op med kongen, sådan som denne havde forventet: "Han havde hverken plejet sine fødder eller trimmet sit skæg eller vasket sine klæder fra den dag, kongen drog bort, til den dag han kom hjem i fred." (Sammenlign 1 Sam 21,13; 1 Sam 21,14; 2 Sam 19,24.)

(6) Absaloms hår blev, synes det, kun klippet én gang om året (2 Sam 14,26; sammenlign regler for præster, levitter osv., Ez 44,20). Men mænd bar dengang i almindelighed deres hår længere, end det er sædvanligt eller passende hos os (jf. Højs 5,2; Højs 5,11, "Hans lokker er fyldige og sorte som en ravn"). Senere, på Det Nye Testamentes tid, var det en skændsel for en mand at bære langt hår (1 Kor 11,6-15). At skamfere en andens skæg blev betragtet som en stor ydmygelse (se 2 Sam 10,4; sammenlign Es 50,6, "rev håret af"). Barberingen af hovedet på en tilfangetagen slavepige, som skulle giftes med sin fangevogter, markerede hendes ændrede tilstand og udsigter (5 Mos 21,12; W. R. Smith, Kinship, 209).

LITTERATUR.

Wilkinson, Ancient Egyptians, II, 324, 349; Herod. i.195; ii.36; iii.12; Josephus, Antiquities, VIII, viii, 3; XVI, viii, 1; W. R. Smith, Kinship, 209; RS, 324; Wellhausen, Skizzen, III, 167,

George B. Eager