Skæg

Måden at bære det på var nøje foreskrevet for jøderne (3 Mos 19,27; 21,5). Heraf betydningen af Ezekiels (5,1-4) beskrivelse af “barberkniven”, dvs. en vred forsynsstyrelses redskaber, der bruges mod jødernes skyldige folk. Det var en del af en jødes daglige toilette at salve sit skæg med olie og vellugtende salve (Sl 133,2). Skæg blev trimmet med den mest omhyggelige nøjagtighed (2 Sam 19,24), og forsømmelse af det var et tegn på dyb sorg (Es 15,2; Jer 41,5). Skikken var at barbere eller rive håret af som tegn på sorg (Es 50,6; Jer 48,37; Ezra 9,3). Davids udsendinges skæg blev klippet af Hanun (2 Sam 10,4) som et tegn på vanære.

På den anden side barberede egypterne omhyggeligt håret af deres ansigter, og de tvang også deres slaver til at gøre det (1 Mos 41,14).