Vævning

we'-ving: Selv om vævning var et af de vigtigste og bedst udviklede håndværk i bibelsk tid, har vi kun få bibelske henvisninger, der kan oplyse os om de processer, man brugte i de tidlige dage. Kendskab til vævningens teknik er dog nødvendigt, hvis vi skal forstå nogle af de bibelske hændelser. Princippet i vævning til alle tider illustreres af stopning. Hullet, der skal stoppes, dækkes med parallelle tråde, som svarer til »kæden« (shethi) i et vævet stof. Derefter flettes andre tråde, ved hjælp af en stoppenål, som træder i stedet for skytten i væven, frem og tilbage vinkelret på det første sæt tråde. Dette andet sæt svarer til islættet (`erebh) eller skudtråden i vævet klæde. Resultatet er et net af tråde hen over hullet. Hvis kædetrådene, i stedet for at være fæstnet til kanterne af et stykke stof, fastgøres til to bomme, som kan spændes ud enten på en ramme eller på jorden, og islættet flettes ind nøjagtigt som ved stopning, bliver resultatet et stykke vævet klæde. Processen kaldes da vævning ('aragh), og redskabet en væv. Den mest moderne væv i vore dages fabrikker adskiller sig kun fra det ovenstående ved anordningerne til at fremskynde processen. Den første af disse forbedringer går omkring 5.000 år tilbage til de tidlige egyptere, som opdagede det, der teknisk kaldes skeldannelse, dvs. at dele kæden i to sæt tråde, idet hver anden tråd løftes, så islættet kan løbe imellem, som det vises i diagrammet over den arabiske væv.af betydelige midler (Mark 1,19; Mark 1,20; Joh 19,27).

Vævene er stadig almindeligt brugt blandt beduinerne. Antag, at kun otte tråde bruges som illustration. I virkeligheden dannes de otte tråde ved, at én sammenhængende tråd føres frem og tilbage mellem de to stænger, som holdes adskilt af pæle slået ned i jorden. De lige tråde løber gennem løkker af snor, der er fæstnet til en stang, og derfra under en bom til stangen. Ved at anbringe enderne på sten eller ved at ophænge den i løkker løftes de lige tråde over de ulige tråde, hvorved der dannes et skel, som skudtråden kan føres igennem. Adskillelsen af ulige og lige tråde hjælpes af et fladt bræt med kileformet tværsnit, som drejes vinkelret på de ulige tråde. Efter at skytten er ført på tværs, bruges den samme stok til at slå islættet sammen.

Trådene fjernes fra stenene eller løkkerne og får lov at ligge løst på kæden; den trækkes frem mod væveren og løftes op på stenene i den position, den tidligere indtog. Den flade spreder føres gennem det nye skel, hvor de ulige tråde nu er øverst og de lige tråde nederst. Skudtråden føres igennem og slås på plads med dens tynde kant. Den skytte, der almindeligvis bruges, er en lige trægren, som tråden er viklet løst omkring på samme måde som »dragesnor«.

Den væv, Delila brugte, var uden tvivl som den, der er beskrevet ovenfor (Dom 16,13; Dom 16,14). Det ville have været en let sag for hende at føre Samsons lokker ind som tråde i islættet, mens han lå og sov på jorden nær væven ved siden af stangen under bommen. Passagen kunne omstilles således: »Og han sagde til hende: Hvis du væver de syv lokker på mit hoved ind i væven. Og hun førte hans lokker ind og slog dem sammen med vævesværdet (yathedh) og sagde til ham: Filistrene er over dig, Samson. Og han vågnede af sin søvn, og da han sprang op, rev han vævens pinde løs.«

Modstykket til beduinvæven ses på de gamle grave ved Beni Chasan (se EB, 5279, eller Wilkinson, I, 317). Som Dr. Kennedy påpeger, har kunstneren bag dette gamle billede uforvarende vendt bommenes rækkefølge om. Skelbommen, af de to, burde være nærmere væveren. På hvilket tidspunkt den grove skelanordning, der er beskrevet ovenfor, blev afløst af et dobbelt sæt løkker betjent med pedaler, vides ikke. Nogle forfattere mener, at jøderne kendte den. Den »flyvende skytte« i den moderne væv er sandsynligvis en forholdsvis ny opfindelse.

Produkterne fra beduinvævene er grove i strukturen. Steder som 2 Mos 35,35; Es 19,9 og eksempler på gammel vævning får os til at tro, at der i bibelsk tid, samtidig med den primitive væv, fandtes mere udviklede maskiner, ligesom man i byerne i Egypten og Israels land i dag, ved siden af den primitive beduinvæv, finder de mere indviklede håndvæve, hvorpå der fremstilles de fineste stoffer, en væver kan lave. Eksempler på stof, der tåler sammenligning med vore bedste kvaliteter af muslin, er fundet blandt de egyptiske mumieindpakninger.

To andre former for væve er blevet brugt til vævning; i begge er kæden lodret. I den ene type hænger kædetrådene, enkeltvis eller i bundter, ned fra en bom og holdes stramme af talrige små vægte lavet af sten eller keramik. Dr. Bliss fandt ved Tel el-Chesy samlinger af vægte, undertiden 60 eller flere sammen, hvor enkelte eksemplarer viste mærker dér, hvor snore havde været fastgjort til dem. Han antog, at de var vævervægte (se A Mound of Many Cities). I denne form måtte vævningen nødvendigvis foregå fra top til bund.

Den anden type opretstående væv bruges stadig i nogle dele af Syrien, især til at væve groft klæde af gedehår. I denne form fastgøres kæden til den nederste bom og føres lodret op over en anden bom og derfra til en væg, hvor den samles i et reb og bindes til en pløk, eller den holdes stram af tunge stenlodder. Betjeningen er stort set den samme som i den primitive væv, bortset fra at islættet slås sammen med en jernkam. Væven rulles op på den nederste bom, efterhånden som den væves (sammenlign Es 38,12).

Mønstre væves ind i væven

(1) ved at lave kædetrådene i forskellige farver,

(2) ved at skifte mellem farver i islættet,

(3) ved en kombination af (1) og (2); dette frembringer ternet arbejde (shibbets, 2 Mos 28,39 den Revised Version (British and American));

(4) ved at føre særlige islætstråde gennem kun en del af kæden. Dette kræver stor færdighed og er sandsynligvis den slags vævning, der hentydes til i 2 Mos 26,1 ff; Ez 16,13; Ez 27,16;

(5) når metaller skal væves ind, valses de tynde, skæres i smalle strimler og vikles i spiraler omkring tråde af bomuld eller linned (sammenlign 2 Mos 28,5 ff; 39,3 ff). I alle disse former for vævning er de syriske vævere i dag meget dygtige. Hvis der sigtes til et cylindrisk stykke væv i Joh 19,23, må Jesu kjortel være blevet vævet med to sæt kædetråde på en opretstående væv, indrettet sådan at islættet først kunne føres gennem det ene skel og derpå rundt til den anden side og tilbage gennem skellet i det andet sæt.

Goliats spyd blev med hensyn til tykkelse sammenlignet med væverens bom, dvs. 2 tommer til 2 1/2 tommer i diameter (1 Sam 17,7; 2 Sam 21,19; 1 Krøn 11,23; 1 Krøn 20,5).

I Job 7,6, hvis »skytte« er den rette gengivelse af 'eregh, er der tale om den hastighed, hvormed tråden i skytten bruges op, sådan som versets anden del angiver.

For en meget udførlig drøftelse af de anvendte udtryk, se A. R. S. Kennedy i EB, IV, 5276-90.

James A. Patch