Sten, sten

ston, stonz:

1. Hebraiske og græske ord:

(1) Hovedsagelig 'ebhen og lithos; men også, sjældent forekommende, 'eshekh (3 Mos 21,20); tsur (Job 22,24), sædvanligvis "klippe"; tseror (2 Sam 17,13); petros (Joh 1,42); psephos (Åb 2,17). For cela`, sædvanligvis "klint", "fjeldknold", "klippe", har KJV i Sl 137,9; Sl 141,6 "sten", men RV (britisk og amerikansk) "klippe". For KJV's "sten", cheres (Job 41,30), har RV (britisk og amerikansk) "potteskår".

Se Sela.

2. Bogstavelig brug:

Ordet bruges om store sten (1 Mos 29,2); om små sten (1 Sam 17,40); om sten, der blev rejst som mindesmærker (1 Sam 7,12, "Eben-ezer", "hjælpens sten"); om ædelsten (2 Mos 35,9 osv.); om haglsten (Jos 10,11).

3. Billedlig brug: Om hårdhed: "Jeg vil tage stenhjertet ud af deres kød" (Ez 11,19); om en, der er ramt: "(Nabals) hjerte døde i ham og blev som en sten" (1 Sam 25,37); om vægt: "En sten er tung, og sandet vejer meget" (Ordsp 27,3); om stumhed: "Ve den, der siger til træet: Vågn op; til den stumme sten: Rejs dig!" (Hab 2,19); om Jerusalem: "Jeg vil gøre Jerusalem til en byrdefuld sten for alle folkene" (Zak 12,3); om hjørnestenen som et billede på høj stilling:

"Den sten, som bygningsmændene forkastede,

er blevet hjørnets hovedsten" (Sl 118,22).

Se flint; klippe.

(2) Bruges også anatomisk om testiklerne (3 Mos 21,20; 5 Mos 23,1; Job 40,17, pachadh, RV (britisk og amerikansk) "lår").

Alfred Ely Day