Stillinger

at'-i-tuds: Skikke ændrer sig langsomt i Bibelens lande. Det bliver klart ved en sammenligning af de mange henvisninger, der findes i Bibelen og i anden litteratur fra Orienten, med eksisterende omstændigheder og forhold. Det samme bevidnes af billederne, der illustrerer dagliglivet på monumenterne fra Assyrien, Babylonien og Egypten i landene mellem Nilen og Tigris. Mange af disse, som går tilbage til det andet eller tredje årtusinde før vor tidsregning, beviser afgørende, at de samme praksisser og sædvaner, som nu er almindelige blandt indbyggerne i disse lande, var i brug på Hammurabis tid og under Egyptens tidlige herskere. Dette gælder især forhold, der vedrører dyrkelsen af guderne, og de stillinger eller positurer, man indtog i hyldest og respekt over for monarker og dem, der havde myndighed.

De mange henvisninger, der findes i Bibelen til disse samme sædvaner, beviser, at også hebræerne havde meget til fælles med folkene omkring dem, ikke blot i troslære, men også i måden at tilbede på, såvel som i almindelig daglig etikette. Dette er ikke mærkeligt, i det mindste blandt de semitiske folk, for der er mere eller mindre overensstemmelse, selv blandt alle folkeslag, gamle og moderne, i tilbederens stilling i tempel og på offerhøj.

De ydre tegn på respekt og ære, som orientalere viste deres overordnede, frem for alt monarker, kan synes overdrevne. Men når vi tager i betragtning, at kongen var Guds stedfortræder på jorden eller over et bestemt land og i en vis forstand guddommelig, ja værdig til tilbedelse, er det ikke mærkeligt, at man viste ham næsten lige så stor hyldest som guderne selv. Jo højere en person stod i magt, desto større ære og respekt blev vist ham. Det er derfor naturligt, at Gud, herrers Herre og kongers Konge, skulle modtage den højeste ærbødighed og tilbedelse.

Der er flere hebraiske ord, der bruges til at beskrive de forskellige stillinger, som de, der tilbad Jahve og hedenske guder, indtog; de samme ord anvendes stadig, når der tales om den hyldest eller respekt, der blev vist herskere og personer med myndighed. De mest almindelige udtryk er dem, der gengives med »at stå«, »at bøje sig«, »at knæle« og »at kaste sig ned« eller »falde på ansigtet«. Det er ikke altid let at skelne mellem dem, for ofte glider den ene umærkeligt over i den anden. Uden tvivl indtog tilbederen eller den bedende flere stillinger, mens han frembar en bøn eller anmodning. Den intensitet, glød eller alvor, hvormed en sådan anmodning eller bøn blev fremsat, ville naturligt have meget at gøre med den bedendes ord og holdning, selv om det samme udtryk kunne bruges til at betegne hans positur eller stilling. Således kunne »at falde på ansigtet« gøres på mange forskellige måder. Muslimerne følger en fast rækkefølge af ni eller flere forskellige stillinger i deres gudsdyrkelse. Disse overholdes mere eller mindre trofast af de troende overalt. Det er næsten sikkert, at hebræerne, i fællesskab med andre orientalere, iagttog og gennemgik næsten hver eneste af disse stillinger, når de trådte frem i bøn til Jahve. Vi skal henlede opmærksomheden på blot fire stillinger:

(1) at stå,

(2) at bøje sig,

(3) at knæle, og

(4) at falde på ansigtet eller kaste sig ned.

1. At stå:

Dette var en af de meget almindelige stillinger i bøn til Gud, især i offentlig gudsdyrkelse. Det er stadig sædvane at stå enten oprejst eller med let bøjet hoved, mens de offentlige bønner frembæres i synagogen. Dette er ligeledes almindelig praksis blandt et stort antal kristne i dette og andre lande, og uden tvivl er en sådan stilling stadfæstet af den tidlige kirkes og de første kristnes eksempel, som igen overtog den jødiske kirkes sædvaner. Den samme praksis var i brug blandt persere, egyptere og babyloniere og andre gamle folk, som det fremgår af deres skulpturer og malerier. Hammurabis berømte stele viser denne store konge i stående stilling, mens han modtager den berømte lovsamling fra solguden.

Der findes talrige babyloniske og assyriske segl, hvor en præst er afbildet i stående stilling foran Sins eller Shamashs trone. I denne stilling med opløftede hænder ledsages han undertiden af den person, på hvis vegne bønnerne frembæres. En smuk klippeskulptur ved Ibriz, sydøst for Eregli i Lykaonien, viser os en konge eller satrap i stående stilling, i tilbedelse af en lokal Baal. E. J. Davies, opdageren af dette hittitiske monument, kommer i sin beskrivelse med denne bemærkning, som vi ikke kan undlade at indsætte, eftersom den giver endnu et bevis på Østens uforanderlighed. Han siger: »Han (guden) bærer støvler, der er bøjet op fortil og bundet om benet over anklen med remme og et stykke læder, der når halvvejs op ad skinnebenet, nøjagtig som de bæres den dag i dag af bønderne på Kilikiens slette omkring Adana.« Kong Salomo stod, i det mindste under en del af sin bøn ved templets indvielse, foran alteret med hænderne rakt ud mod himlen (1 Kong 8,22). Talrige hentydninger til bøn i Det Nye Testamente beviser, at det at stå var den almindelige stilling (Matt 6,5; Mark 11,25; Luk 18,11).

Det, der er sagt om at stå under bøn til Gud, gælder også den bedendes stilling, når han viste hyldest eller rettede en bøn til et menneske. De assyriske og babyloniske monumenter er fulde af vidnesbyrd om dette punkt; vi skal kun give én illustration: En af skulpturerne, der beskriver Sankeribs belejring af Lakish, fremstiller monarken siddende på sin trone, mens de besejrede står eller knæler foran ham. Josef stod foran Farao (1 Mos 41,46). Salomos rådgivere stod foran ham (2 Krøn 10,6), og det samme gjorde Rehabeams (2 Krøn 10,8). Den samme stilling blev indtaget af bedende ved det persiske hof (Est 5,2; Est 8,4). Det samme gælder Babylonien (Dan 1,19; Dan 2,2).

2. At knæle:

Selv om det ser ud til, at stående stilling var den sædvanlige, er det helt sikkert, at knælen var almindelig til alle tider. Monumenterne giver rigeligt bevis for denne påstand; det samme gør de mange henvisninger i Bibelen. Salomo stod ikke blot foran alteret ved indvielsen af sit berømte tempel, men han knælede også (1 Kong 8,54; 2 Krøn 6,13). Josefus, som beskriver denne ceremoni, siger, at kongen ved afslutningen af sin bøn kastede sig ned på jorden og i denne stilling fortsatte med at tilbede i lang tid. Ezra faldt på knæ, da han henvendte sig til Jahve i bøn (Ezra 9,5). Også Daniel knælede på sine knæ og bad tre gange om dagen (Dan 6,10). Den samme praksis blev fulgt af apostlene og den tidlige kirke; for vi læser, at Stefanus (ApG 7,60), Peter (ApG 9,40), Paulus (ApG 20,36) og andre (ApG 21,5) indtog denne stilling, mens de bad.

3. At bøje sig:

Som allerede nævnt er det ikke altid let at afgøre den nøjagtige stilling hos dem, der beskrives som knælende eller bøjende sig, for dette varierede med den bedendes temperament og intensiteten i hans bøn eller anråbelse. Eliezer, da han blev sendt for at udvælge en hustru til sin herre, Isak, bøjede sig for Jahve (1 Mos 24,26). Hebræerne blev, da de forlod Egypten, befalet at bøje sig for Jahve (2 Mos 11,8; 2 Mos 12,27; 2 Mos 12,28). Salmistens opfordring viser, hvor udbredt denne stilling var i bøn: “Kom, lad os tilbede og bøje os ned” (Sl 95,6). Esajas henviser til det samme, når han siger: “Hvert knæ skal bøje sig” for Gud (Es 45,23). Paulus bøjede også sine knæ for Faderen (Ef 3,14). Den samme praksis fandtes blandt de hedenske folkeslag, når de tilbad deres guder eller afguder. Na'aman bøjede sig for Rimmon, sin gud. De talrige forbud i de hebraiske skrifter mod at bøje sig ved helligdommene hos folkene omkring Israel beviser, hvor udbredt denne form for tilbedelse var. Ja, et af de ti bud er udtrykkeligt rettet mod at bøje sig for eller tilbede afguder (2 Mos 20,5). Det samme forbud blev ofte gentaget, som af Josva (23,7) og forfatteren til 2 Kong (17,35). Desværre overtrådte Israel netop dette, for mens de endnu var i ørkenen, bøjede de sig for Moabs guder (4 Mos 25,2) og igen efter deres bosættelse i Kanaan (Dom 2,12). Amasja bøjede sig for Edoms guder (2 Krøn 25,14).

En tilsvarende ærbødighed blev også vist over for engle eller overnaturlige væsener. Således bøjer Abraham sig for de tre engle, da de viser sig for ham ved Mamre (1 Mos 18,2). Og det samme gjorde Lot i Sodoma (1 Mos 19,1). Josva faldt på sit ansigt for høvdingen over Jahves hær (Jos 5,14). Denne holdning var almindelig for Ezekiel, når han så sine vidunderlige syner (Ez 1,28; Ez 3,23, og ofte). Daniel blev, da han så Gabriel i et syn, bange og faldt på sit ansigt (Dan 8,17). De tre disciple havde den samme oplevelse på Forklarelsens bjerg (Matt 17,6).

Monarker og personer af højere rang modtog tilsvarende æresbevisninger og tegn på respekt. Josefs brødre bøjede sig, da de kom ind i hans nærvær, idet de troede, at han var en egypter af høj rang (1 Mos 43,28). Batseba bøjede sig for kong David, da hun trådte ind i hans nærvær i deres søn Salomos interesse (1 Kong 1,16; 1 Kong 1,31). Men en sådan ærbødighed blev ikke kun vist over for monarker, for Jakob og hans husstand bøjede sig syv gange for den vrede Esau (1 Mos 33,3). Abigajil faldt på sit ansigt for David, da han var på march for at hævne sig på Nabal, hendes mand (1 Sam 25,23). Også David faldt, da han gik for at møde Jonatan, på sit ansigt til jorden og bøjede sig tre gange (1 Sam 20,41). Den shunemitiske kvinde bøjede sig for profeten, da hun kom for at bønfalde Elisa om sin drengs liv (2 Kong 4,37). Den samme skik var udbredt ikke blot blandt perserne, som det fremgår af Esters Bog og monumenterne i Persepolis, men også i Babylonien, Assyrien og andre lande.

4. Nedkastelse:

Dette var blot en mere intens måde at vise sin respekt på eller at understrege en bøn. Det var tegnet på fuldstændig underkastelse eller den dybeste ærbødighed. Abraham, da Jahve viste sig for ham og lovede ham en søn, faldt i den dybeste taknemmelighed og største glæde ned på sit ansigt (1 Mos 17,3). Moses og Aron blev ofte fundet i denne stilling (4 Mos 14,5; 4 Mos 16,4; 4 Mos 16,45; 4 Mos 20,6). Elias, som på mange måder var særpræget, kastede sig til jorden og lagde sit ansigt mellem sine knæ (sammenlign 1 Kong 18,42). Job faldt til jorden og tilbad Jahve (Job 1,20). En sådan hyldest blev ofte vist vor Frelser (Mark 5,22; Joh 11,32), ikke fordi mennesker indså, at han var Gud i kødet, men ganske enkelt som et tegn på respekt for en stor lærer og mirakelmager. Det bør bemærkes, at vor Frelser aldrig afviste en sådan hyldest, men tog imod den som passende og rigtig. Havde han ikke indset, at guddommelig ære og tilbedelse tilkom ham, ville han have afvist dem, ligesom Peter gjorde, da Cornelius faldt ned for hans fødder og tilbad ham (ApG 10,25), eller som englen i Åb 19,10, der sagde til Johannes, som lå nedkastet ved hans fødder: “Gør det ikke: jeg er en medtjener,” osv. Se tilbedelse, iii.

W. W. Davies