Sten

Sten blev almindeligvis brugt til bygninger, også som mindesmærker over vigtige begivenheder (1 Mos 28,18; Jos 24,26, 27; 1 Sam 7,12, osv.). De blev samlet bort fra dyrkede marker (Es 5,2; jf. 2 Kong 3,19). Dette ord bruges også billedligt om troende (1 Pet 2,4, 5) og om Messias (Sl 118,22; Es 28,16; Matt 21,42; ApG 4,11, osv.). I Dan 2,45 henviser det også til Messias. Han beskrives dér som “hugget ud af bjerget.”

Et “hjerte af sten” betegner stor ufølsomhed (1 Sam 25,37).

Sten blev rejst for at mindes bemærkelsesværdige begivenheder, som af Jakob ved Betel (1 Mos 28,18), ved Paddan-Aram (35,4), og ved afskeden med Laban (31,45-47); af Josva på stedet ved Jordans bredder, hvor folket først “overnattede” efter at have krydset floden (Jos 6,8), og også midt i Jordan, hvor han rejste endnu et sæt af tolv sten (4,1-9); og af Samuel ved “Eben-Ezer” (1 Sam 7,12).