Stenbrud

De “kongelige stenbrud” (ikke omtalt i Skriften) er navnet på de vidtstrakte huler, der strækker sig langt ind under den nordlige høj, Bezetha, som Jerusalem er bygget på. Fra disse vældige huler er der i oldtiden blevet brudt sten, en hård kalksten, til bygningerne i byen og til Salomos, Zerubbabels og Herodes’ templer. Enorme stenblokke findes stadig i disse huler med mærker efter hakke og mejsel. Helhedsindtrykket giver den, der udforsker stedet, fornemmelsen af, at de fønikiske stenbrydere netop har indstillet arbejdet. Formodningen om, at de tilhuggede stenblokke til Salomos tempel blev sendt af Hiram fra Libanon eller Tyrus, støttes ikke af noget bevis (jf. 1 Kong 5,8). Hiram sendte murere og stenhuggere til Jerusalem for at hjælpe Salomos arbejdere i deres store foretagende, men han sendte ikke sten til Jerusalem, hvor de faktisk ikke behøvedes, som disse kongelige stenbrud tydeligt vidner om.

“Stenbruddene” (heb. pesilim) ved Gilgal (Dom 3,19), hvorfra Ehud vendte tilbage for at gennemføre sit forehavende om at dræbe Eglon, Moabs konge, var sandsynligvis de “udskårne billeder” (som ordet gengives af LXX og Vulgata og i randnoten i KJV og RV), eller de afgudstempler, som moabitterne havde opført ved Gilgal, hvor Israels børn først slog lejr efter at have krydset Jordan. Det hebraiske ord gengives med “udskårne billeder” i 5 Mos 7,25 og oversættes ikke andre steder med “stenbrud”.