Tid

tim: Grundlaget for hebræernes tidsmåling var dagen og månemåneden, som hos semitterne i almindelighed. Inddelingen af dagen i timer kom sent, sandsynligvis først almindeligt efter eksilet, selv om Akaz' solur (2 Kong 20,9; Es 38,8) synes at pege på en eller anden inddeling af dagen i perioder, ligesom vi ved, at natten var inddelt. Ordet, der bruges for "time", er aramæisk she`a' (sha`ta') og forekommer ikke i Det Gamle Testamente før Daniels Bog (4,33; 5,5), og selv dér betegner det en ubestemt periode, hvor "tid" lige så godt ville passe.

1. Dagen:

Udtrykket "dag" (yom) var i brug fra de tidligste tider, sådan som det fremgår af skabelsesberetningen (1 Mos 1). Dér betegner det uden tvivl en ubestemt periode, men den afgrænses af "aften og morgen" i overensstemmelse med det, vi ved var måden at regne døgnet på, dvs. fra solnedgang til solnedgang.

2. Nat:

Natten var i tiden før eksilet inddelt i tre afsnit, kaldet nattevagter ('ashmurah, 'ashmoreth), og de udgjorde perioder af varierende længde, alt efter om natten var længere eller kortere (Dom 7,19). Denne inddeling omtales i forskellige passager i Det Gamle Testamente, men ingen steder med angivelse af faste grænser (se Sl 90,4; Sl 119,148; Jer 51,12; Hab 2,1).

I Det Nye Testamente finder vi den romerske inddeling af osv.). Men brugen af ordet i ubestemt betydning, som i udtryk som: "Herrens dag", "på den dag", "dommens dag" osv., er langt hyppigere (se DAG). Andre mere eller mindre ubestemte perioder af dagen og natten er: daggry, dagens frembrud, morgen, aften, middag, midnat, hanegal eller hanens galen, dagbrækning osv.

3. Uge:

Den ugentlige tidsinddeling, eller syvdagesperioden, var i brug meget tidligt og må have været kendt af hebræerne før Moseloven, eftersom den var i brug i Babylonien før Abrahams dage og er antydet i skabelsesberetningen. Det hebraiske shabhua`, der i Det Gamle Testamente bruges for "uge", er afledt af shebha`, ordet for "syv". Da den syvende dag var en hviledag, eller sabbat (hebraisk shabbath), kom dette ord til at blive brugt om "uge", sådan som det fremgår af Det Nye Testamentes sabbaton, sabbata), der betegner perioden fra sabbat til sabbat (Matt 28,1). Den samme brug forudsættes i Det Gamle Testamente (3 Mos 23,15; 3 Mos 25,8). Ugedagene blev angivet med talordene, første, anden osv., bortset fra den syvende, som var sabbatten. På Det Nye Testamentes tid blev fredag kaldt forberedelsesdagen (paraskeue) til sabbatten (Luk 23,54).

4. Måned:

Den månedlige tidsinddeling blev naturligvis bestemt af månens faser, idet nymånens tilsynekomst var månedens begyndelse, chodhesh. Et andet udtryk for måned var yerach yerach, der betyder "måne"; det var ældre og afledt af fønikisk brug, men det holdt sig til sene tider, eftersom det findes i aramæiske indskrifter fra det 3. århundrede e.Kr. i Syrien. Månedernes navne var babyloniske og af sen oprindelse blandt hebræerne; de kom sandsynligvis i brug under og efter fangenskabet. Men de havde andre navne, af tidligere brug, afledt fra fønikerne; fire af dem er bevaret i "Abib", "Ziv", "Ethanim" og "Bul".

Se KALENDER.

5. År:

Det hebraiske år (shanah) bestod af 12 eller 13 måneder; det sidste var året, hvor en skudmåned blev tilføjet for at få måneåret til at svare til solåret. Da forskellen mellem de to var fra ti til elleve dage, krævede det, at en måned blev tilføjet omtrent hvert tredje år, eller syv gange på nitten år. Denne måned blev føjet til ved forårsjævndøgn og blev opkaldt efter den umiddelbart foregående måned, we-'adhar, eller "den anden Adar". Vi ved ikke, hvornår denne ordning først blev indført, men den var gængs efter fangenskabet. Der var to år i brug, det borgerlige og det rituelle, eller hellige år. Det førstnævnte begyndte om efteråret, sådan som det synes at fremgå af 2 Mos 23,16; 2 Mos 34,22, hvor det siges, at "indsamlingsfesten" skulle være ved årets afslutning, og sabbatåret begyndte i den 7. måned i kalenderåret eller det hellige år, hvilket ville svare til september-oktober (3 Mos 25,9). Josefus siger (Ant., I, iii, 3), at Moses fastsatte Nican (marts-april) som den 1. måned for festerne, dvs. for det hellige år, men bevarede månedernes oprindelige orden for almindelige anliggender, tydeligvis med henvisning til det borgerlige år. Denne brug svarer til den i det tyrkiske rige, hvor det hellige år er et måneår og begynder på forskellige årstider, men det finansielle og politiske år begynder i marts O.S. Årets begyndelse blev kaldt ro'sh ha-shanah og blev fastsat af præsterne, ligesom månedens begyndelse. Oprindelig skete dette ved iagttagelse af månen, men senere blev beregning brugt i forbindelse med det, indtil man til sidst indførte et system baseret på nøjagtig beregning, hvilket først skete i det 4. århundrede e.Kr. Nytår blev betragtet som en fest.

Se ASTRONOMI, afsnit I, 5; ÅR.

6. Årstider:

Årstidernes tilbagevenden blev betegnet med sommer og vinter, eller såtid og høst; for de var praktisk talt det samme. I Israels land er der en regntid, der strækker sig fra oktober til marts eller april, og en tør tid, som omfatter resten af året. Den første er vinteren (choreph), og det er såtiden (zera`), især dens første del, kaldet yoreh, eller tiden for den tidlige regn; den anden er sommeren (qayits, "frugthøst", eller qatsir, "høst").

Såtiden begynder, så snart den tidlige regn er faldet i tilstrækkelig mængde til at fugte jorden til pløjning, og høsten begynder nogle steder, som i det nedre Jordanområde nær Det Døde Hav, omkring april, men i højlandet en måned eller to senere. Frugthøsten kommer i selve sommeren og fortsætter indtil regntiden. "Den tid, da konger drager ud i krig" (2 Sam 11,1; 1 Kong 20,22) sigter sandsynligvis til slutningen af regntiden i Nican.

7. Ingen æra:

Vi har ingen omtale i Det Gamle Testamente af nogen æra til tidsregning, og vi finder ikke en sådan brug før makkabæertiden. Der er lejlighedsvise henvisninger til bestemte begivenheder, som kunne have tjent som æraer, hvis de var blevet almindeligt antaget. Sådan var udgangen af Egypten i beretningen om tempelbyggeriet (1 Kong 6,1) og fangenskabet (Ez 33,21; Ez 40,1) og jordskælvet (Am 1,1). Datoer blev sædvanligvis fastsat efter kongernes regeringsår og, efter fangenskabet, efter de persiske kongers. Da makkabæeren Simon blev uafhængig af de seleukidiske konger i 143-142 eller 139-138 f.Kr., synes han at have indført sin egen æra, hvis vi kan tilskrive ham en række mønter dateret efter årene "for Israels uafhængighed" (se MØNTER: PENGE; også 1 Makk 13,41 og 15,6.10). Jøderne var uden tvivl fortrolige med den seleukidiske æra, som begyndte i 312 f.Kr., og med nogle af de fønikiske byers lokale æraer, men vi har intet bevis for, at de gjorde brug af dem. Skabelsens æra blev ikke antaget af dem før efter Kristi tid. Den blev sat til 3.830 år før ødelæggelsen af det senere tempel, eller 3760 f.Kr.

Se ÆRA.

H. Porter