Tiberius

ti-be'-ri-us (Tiberios):

1. Navn og afstamning:

Den 2. romerske kejser; fulde navn Tiberius Claudius Nero, og officielt navn som kejser Tiberius Caesar Augustus; født 16. november 42 f.Kr. Hans far--med samme navn--havde været officer under Julius Cæsar og havde senere sluttet sig til Antonius mod Octavian (Augustus). Hans mor var Livia, som blev Augustus' 3. hustru; således var Tiberius Augustus' stedsøn.

2. Tidligt liv og forhold til Augustus:

En stor del af hans tidlige liv blev tilbragt i vellykkede felttog. Selv om Tiberius var den dygtigste af Augustus' mulige arvinger, blev han udsat for mangen en ydmygelse, idet Augustus først antog ham som sin efterfølger, da ethvert andet håb slog fejl. Da Julia, Augustus' datter, blev enke for anden gang (12 f.Kr.), blev Tiberius tvunget til at gifte sig med hende (11 f.Kr.) for at blive beskytter for de kommende kejsere. Til dette formål blev han tvunget til at lade sig skille fra sin hustru, Vipsania Agrippina, som havde født ham en søn, Drusus. Julia bragte Tiberius intet andet end skam, og for sin umoral blev hun landsforvist af sin far (2 f.Kr.). Tiberius var konsul i 12 f.Kr. og modtog prokonsulær myndighed i 9 f.Kr. Han førte vellykkede krige i Pannonien, Dalmatien, Armenien og Germanien. Han trak sig i væmmelse tilbage til frivilligt eksil på Rhodos, hvor han tilbragte flere år med studier. I 2 e.Kr. vendte han tilbage til Rom og levede dér tilbagetrukket, 2-4 e.Kr. Den 27. juni 4 e.Kr. blev Tiberius og Agrippa Postumus adopteret af Augustus. Fra denne dato trådte Tiberius mere og mere frem i forgrunden og modtog tribunmagten for 10 år.

3. Regeringstid:

I 13 e.Kr. (eller ifølge Mommsen 11 e.Kr.) blev Tiberius ved en særlig lov ophøjet til medregent. Augustus døde 19. august 14 e.Kr., og Tiberius efterfulgte ham. Et mytteri i Rhinlegionerne blev undertrykt af Germanicus. De vigtigste begivenheder i hans regeringstid (se også nedenfor) var Germanicus' og Drusus' felttog, romernes tilbagetrækning til Rhinen, ordningen af det armenske spørgsmål, Sejanus' opstigning og fald samt Parthiens underkastelse. I 26 e.Kr. trak Tiberius sig tilbage til Capreae, hvor rygtet tillagde ham enhver form for udsvævelse og fordærv. Den 16. marts 37 e.Kr. døde Tiberius i Misenum og blev efterfulgt af Caius.

4. Forvaltning:

I det store og hele fulgte Tiberius Augustus' konservative politik og opretholdt "diarkiet". Men han nærmede sig mere monarkiet ved at modtage den øverste magt for en ubestemt periode. Han gik videre end Augustus ved i praksis at udelukke folket fra regeringen ved at overføre valgretten fra folkets comitia til senatet, så folket blot havde retten til at hylde senatets kandidater, og endvidere ved at pålægge folket love uden dets råd eller drøftelse. Han oprettede en permanent prætorianerlejr i Rom--en kendsgerning af stor betydning i senere romersk historie. Tiberius' forvaltning var en klog, intelligent statsmands, præget af en stærk pligtfølelse. Embedsværket blev forbedret, og embedsmænd blev holdt længere på deres poster for at sikre effektivitet. Skatterne var lette på grund af hans sparsommelighed. Den offentlige sikkerhed øgedes. Han gav agt på retsplejen, og humane love blev indført i lovbogen.

5. Karakter:

Skønt Tiberius var upopulær, efterlod han riget i en tilstand af velstand og fred. Om hans karakter findes de mest modsatte opfattelser. Hans ry har især lidt under hans mistænksomme natur, som udstrakte majestætsloven til forseelser mod hans person og opmuntrede angiveri, hvilket gjorde den sidste del af hans regeringstid til en tid præget af terror. Også Sejanus' tyranni er blevet lagt på hans skuldre, og han er blevet anklaget for de vildeste udskejelser i sit tilflugtssted på Capreae--en anklage, som synes at blive modbevist af den kendsgerning, at der ikke indtraf nogen afbrydelse i hans kloge forvaltning. Hans karakter er blevet sværtet mest af Tacitus og Suetonius. Men ved nærmere kritik vil Tiberius' karakter fremstå i et bedre lys. Uden tvivl udartede han mod slutningen af sin regeringstid, men hans grusomheder ramte kun de øvre klasser. Han blev kaldt en tyran og blev nægtet guddommeliggørelse efter sin død, og Augustus skulle have profeteret: "Ve det romerske folk, som skal males under så langsomme kæber." Tiberius var streng og fåmælt, kritisk over for sig selv og, forbitret af sine egne skuffelser, mistænksom over for andre. Plinius den Ældre kalder ham "den mest tungsindige af mennesker". Meget af hans upopularitet skyldtes hans uransagelighed, det forhold at folk ikke kunne forstå ham eller trænge ind i hemmeligheden bag hans motiver. Han rådførte sig sjældent med nogen. Hans liv var nøjsomt og beskedent--en irettesættelse af samtidens udsvævelser. Han følte foragt for hoflivets tomheder og var i højeste grad ligeglad med den offentlige mening, men blev drevet af en stærk pligtfølelse.

6. Tiberius og Det Nye Testamente:

Tiberius' regeringstid er mindeværdig som den, hvori vor Herres offentlige virke, død og opstandelse fandt sted. Den var også vidne til Johannes Døbers forkyndelse (Luk 3,1), Paulus' omvendelse og måske hans første forkyndelse, Stefanus' martyrdød og den første kristne forfølgelse (ved jøderne). Tiberius nævnes kun én gang ved navn i Det Nye Testamente (Luk 3,1): "det 15. år af Tiberius' regering (hegemonia)." Spørgsmålet er: Fra hvilken dato skal dette regnes — fra datoen for Tiberius' medregentskab, 13 (eller 11) e.Kr., eller fra hans tronbestigelse, 14 e.Kr.? Han er den "kejser", der nævnes i evangelierne i forbindelse med Jesu offentlige virke (Mark 12,14 og paralleller; Joh 19,12; Joh 19,15). Herodes Antipas byggede Tiberias til ære for Tiberius (Josefus, Ant, XVIII, ii-iii). Det er usandsynligt, at Tiberius nogensinde hørte noget om kristendommen; den var endnu ikke trådt frem i betydning. Tidlige kristne forfattere ønskede at fremstille Tiberius, om ikke som venligt stemt over for den nye tro, så i det mindste som én, der fordømte Pilatus' handling. Ifølge én apokryf tradition indkaldte Tiberius faktisk Pilatus til Rom for at stå til ansvar for at have korsfæstet Jesus. Det er sandt, at Pilatus blev sendt til Rom af Syriens guvernør for at svare på en anklage om uforsvarlig grusomhed, men Tiberius døde, før Pilatus nåede Rom.

7. Tiberius og jøderne:

Under Tiberius blev Judæa styret af romerske prokuratorer. Over for jøderne i Italien viste Tiberius en vis intolerance. I 19 e.Kr. blev alle jøder fordrevet fra Rom ifølge Josefus (Ant., XVIII, iii, 5), fra Italien ifølge Tacitus (Ann. ii.85), og 4.000 jødiske frigivne blev deporteret til Sardinien for at reducere røverbander. Filon tilskriver denne strenghed Sejanus og siger, at efter Sejanus' fald gav Tiberius, idet han erkendte, at jøderne var blevet forfulgt uden grund, ordre om, at embedsmænd ikke skulle genere dem eller forstyrre deres riter. De fik derfor sandsynligvis lov til at vende tilbage til Rom (se Schurer, III, 60 f, 4. udgave).

LITTERATUR.

(a) Den antikke litteratur er, ligesom den moderne, delt i sin vurdering af Tiberius; Tacitus Annals i-vi; Dio Cassius Rom. Hist. xivi-xivii og Suetonius Tib. maler ham i de mørkeste farver, mens Velleius Paterculus II giver den anden side.

(b) Af moderne litteratur er det nok at anføre, på hver sin side: J. C. Tarver, Tiberius the Tyrant, 1902; Ihne, Zur Ehrenrettung des K. Tib., 1892, og Merivales moderate vurdering, Romans under the Empire.

S. Angus