Tiende

En tiendedel af jordens afgrøde, helliget og sat til side til særlige formål. Indvielsen af en tiendedel til Gud blev anerkendt som en pligt før Moses’ tid. Abraham betalte tiende til Melkisedek (1 Mos 14,20; Hebr 7,6); og Jakob aflagde løfte til Herren og sagde: “Af alt, hvad du giver mig, vil jeg visselig give dig tiendedelen.”

Den første mosaiske lov om dette emne er nedskrevet i 3 Mos 27,30-32. Senere lovgivning regulerede, hvad tienden skulle bruges til (4 Mos 18,21-24, 26-28; 5 Mos 12,5, 6, 11, 17; 14,22.23). Betalingen af tienden var en vigtig del af den jødiske gudsdyrkelse. På Hizkijas tid var et af de første resultater af den religiøse reform den iver, hvormed folket bragte deres tiender ind (2 Krøn 31,5, 6). Forsømmelsen af denne pligt blev strengt irettesat af profeterne (Am 4,4; Mal 3,8-10). Det kan ikke hævdes, at Det Gamle Testamentes lov om tiende er bindende for den kristne kirke; ikke desto mindre består princippet i denne lov og er indarbejdet i evangeliet (1 Kor 9,13, 14); og hvis, som tilfældet er, det motiv, der bør tilskynde til gavmildhed i religionens sag og i tjenesten for Gud, er større nu end i Det Gamle Testamentes tid, så bør kristne gå ud over den gamle hebræer i at indvie både sig selv og deres ejendom til Gud.

Enhver jøde var efter den levitiske lov forpligtet til at betale tre tiender af sin ejendom: (1) én tiende til levitterne; (2) én til brug for templet og de store fester; og (3) én til landets fattige.