Ugle

oul (bath ha-ya`anah; Latin Ulula): Navnet på enhver nataktiv rovfugl af den naturhistoriske orden Striges. Disse fugle spænder fra den store hornugle på 2 fod i længden, gennem mange undergrupper, til den lille skrigugle på 5 tommer. Alle kendetegnes ved meget store hoveder, mange har øretoppe, alle har store øjne omgivet af en skive af små, stive, stråleformede fjer. Resten af fjerdragten har ingen biskaft. Derfor flyver disse fugle blødere end nogen anden skabning, der bevæger sig på vinger. Der kunne skrives et helt bind om uglens øje; måske er dets mest vidunderlige træk fuglens evne til at udvide iris, hvis den ønsker et tydeligere syn. Der er stof til endnu et om de fremtrædende og særegne høreorganer. Hos næsten alle ugler er fødderne indrettet sådan, at to tæer kan vendes fremad og to bagud; derved forstærkes fuglens greb med en ekstra tå og giver den usædvanlig fodstyrke. Alle er natjægere og tager bytte, som kan findes på den tid, af størrelse efter deres styrke. Uglen var meget talrig i hulerne, de ødelagte templer og byer og endda i de frugtbare dale i Israels land. Den får plads i Bibelen, fordi den blev anset for uegnet som føde, og fordi folk frygtede skrigene fra hver gren af den talrige familie. Den optrådte ofte, ligesom de fleste fugle, i de tidlige bibeloversættelser; senere oversættere synes at mene, at den blev brugt flere steder, hvor strudsen egentlig var ment (se STRUDS). For en naturhistoriker ville det se ud til, at den rette fugl kunne vælges ud fra stedet, hvor teksten er uklar. Strudsen havde en stemme, der var endnu mere skrækindjagende end uglens, når den lød om natten. Men den var en ørkenfugl, der strejfede vidt omkring og kun færdedes om dagen. Det ville begrænse dens levested til ørkenen og det grønne område, hvor det stødte op til frugtbart land, men ville ikke bringe den i særlig nær berøring med civilisationen. Uglen er en fugl i ruiner, som for det meste lå i hjertet af rige landbrugsområder, hvor velstående byer var blevet bygget og siden ødelagt af fjender. Nær disse steder ville strudsen blive jaget for sin fjerdragt, og dens redebetingelser fandtes ikke dér. Stedet var strengt taget uglens valgte tilholdssted, og den havde stemmen, der passede til alle tekstens krav. I listerne over vederstyggeligheder oversættes det oprindelige hebraiske yanshuph, afledt af en rod der betyder tusmørke, med "stor ugle" (se 3 Mos 11,17 og 5 Mos 14,16). Det er sandsynligt, at dette var en fugl på omkring 2 fod i længden, kaldet ørneuglen. I de samme lister henviser ordet koc (nuktikorax) til ruiner, og den fugl, der angives, betegnes som den "lille ugle", det vil sige mindre end den store ugle--omtrent på størrelse med vores slørugle. Denne fugl omtales som "ruinernes moder", og de oversættelser, der placerer den i forladte templer og byer, er uden tvivl korrekte. Qippoz (echinos) forekommer én gang (Es 34,15) og oversættes "stor ugle" i tidligere oversættelser; for nylig (i American Standard Revised Version) er det ændret til "pileslange" (English Revised Version "pileslange"). I den samme beskrivelse var lilith (onokentauros), "et nattens genfærd", tidligere skrigugle; nu lyder det "natuhyre", hvilket er mere forvirrende og mindre sigende. Uglerne i listerne over vederstyggeligheder (3 Mos 11,17; 3 Mos 11,18; 5 Mos 14,16) er den lille ugle, den store ugle og hornuglen. Den eneste anden ugle blandt alle dem, der fremkaldte sådanne indtryk af øde i Esajas', Jeremias', Jobs og Mikas bøger, omtales i Sl 102,6:

"Jeg er som en pelikan i ørkenen;

jeg er blevet som en ugle på de øde steder."

Her ville det se ud til, at fuglen, der hører hjemme i ørkenen og på de øde steder, som bestemt ville være ørken, ville være strudsen--mens uglen, i ethvert citat der henviser til ruiner, ville være den fugl, som de naturlige forhold peger på.

Gene Stratton-Porter