Uendelig; uendelighed

in'-fin-it, in-fin'-i-tud:

1. Skriftens brug:

Ordet "uendelig" forekommer kun 3 gange i teksten i King James Version (Job 22,5; Sl 147,5; Nah 3,9) og én gang i randnoten (Nah 2,9). I Sl 147,5, "Hans forstand er uendelig", gengiver det det hebraiske 'en micpar, "intet tal"; i de andre steder er det hebraiske 'en qets (Job 22,5, om misgerninger) og 'en qetseh (Nah 3,9, om Etiopiens og Egyptens styrke; King James Version, randnote til 2,9, om "bytte"), med betydningen "ingen ende". Den reviderede oversættelse (britisk og amerikansk) gengiver derfor i Job 22,5: "Heller ikke er der nogen ende på dine misgerninger," og udelader randhenvisningen i Nah 2,9.

2. Anvendelse på Gud:

Sl 147,5 er således det eneste sted, hvor udtrykket direkte anvendes om Gud. Dér formidler det korrekt tanken om fravær af enhver begrænsning. Intet ligger uden for Guds forstands rækkevidde; eller positivt sagt: Hans forstand omfatter alt, hvad der er at vide. Fortid, nutid og fremtid; alle ting, mulige og faktiske; menneskets inderste tanker og hensigter såvel som dets ydre handlinger ligger blottede for Guds kundskab (Hebr 4,13; se OMNISCIENCE).

3. Uendelighed underforstået overalt:

Selv om udtrykket ikke findes, er den sandhed, at Gud er uendelig, ikke alene i sin forstand, men i sit væsen og i alle sine fuldkommenheder, naturlige og moralske, en sandhed, der gennemtrænger hele Skriften. Det kunne ikke være anderledes, hvis Gud var uden oprindelse, ophøjet over alle grænser for tid, rum og skabthed og kun afhængig af sig selv. De bibelske forfattere er ganske vist langt fra at tænke i metafysiske kategorier eller bruge udtryk som "selveksistens", "absoluthed", "ubetingethed"; men de ideer, som disse udtryk står for, blev alle i deres forestillinger tillagt Gud. De forestillede sig f.eks. ikke Gud som født eller som havende en begyndelse, sådan som de babyloniske og græske guder havde, men tænkte på ham som den evigt eksisterende (Sl 90,1; Sl 90,2) og som fri skaber og ordner af alt, hvad der findes. Det betyder, at Gud har selveksistens, og af samme grund at han ikke er bundet af sin egen skabelse. Han må tænkes som hævet over alle skabningemæssige grænser, det vil sige som uendelig.

4. Antropomorfismer:

Bibelens antropomorfismer er ganske vist ofte overordentlig naive, som når Jahve siges at "stige ned" for at se, hvad der bliver gjort (1 Mos 11,5; 1 Mos 11,7; 1 Mos 18,21), eller at "angre" sine handlinger (1 Mos 6,6); men disse fremstillinger står i sammenhænge, som viser, at forfatterne vidste, at Gud var ubegrænset i tid, rum, kundskab og magt (sammenlign 1 Mos 6,7, Gud, alles skaber; 11,8.9, den universelle hersker; 18,25, den universelle dommer; 4 Mos 23,19, ude af stand til at angre osv.). Lignende antropomorfismer findes i Femte Mosebog og hos profeterne, hvor det ikke betvivles, at de højere forestillinger fandtes. I denne Guds uendelighed ligger hans uransagelighed underforstået (Job 11,7; Sl 145,3; Rom 11,33); omvendt indebærer den sidstnævnte egenskab hans uendelighed.

5. Uendelighed er en fuldkommenhed, ikke en mængde:

Denne Guds uendelighed vises i alle hans egenskaber--i hans evighed, allestedsnærværelse, alvidenhed, almagt osv.--hvorom se de særskilte artikler. Hvad angår den rette forståelse af uendelighed, må man især vogte sig for at forestille sig den i et alt for kvantitativt perspektiv. Kvantitativ grænseløshed er det naturlige symbol, vi bruger til at repræsentere uendelighed, men eftertanke vil overbevise os om, at det er utilstrækkeligt, når det anvendes på en åndelig størrelse. Uendelighed i magt er f.eks. ikke en uendelig mængde magt, men potentialiteten i Gud til uden begrænsning at udføre alt, hvad der er muligt for magt. Det er en fuldkommenhed, ikke en mængde. Endnu tydeligere er dette ved moralske egenskaber som kærlighed, retfærdighed, sandhed, hellighed. Disse egenskaber er ikke mængder (en mængde kan aldrig i sandhed være uendelig), men fuldkommenheder; uendeligheden er kvalitativ og består i fraværet af enhver mangel eller begrænsning i grad, ikke i omfang.

6. Fejl baseret på kvantitative forestillinger:

Erindringen om den netop nævnte kendsgerning vil befri sindet fra de fleste af de vanskeligheder, som metafysiske forfattere har rejst med hensyn til den abstrakte mulighed for, at uendelige egenskaber kan eksistere side om side i Gud (således f.eks. Mansel); foreneligheden mellem Guds uendelighed og hans personlighed eller med eksistensen af en endelig verden; menneskesindets evne til at begribe uendelighed osv. Hvordan, spørges der, kan ideen om uendelighed komme ind i vores endelige sind? Man kunne lige så godt spørge, hvordan sindet kan rumme ideen om solens afstand på omkring 90 millioner miles fra jorden, når kraniet, der rummer hjernen, kun har en kapacitet på få kubiktommer. Ideen om en mile er ikke en mile stor, og ideen om uendelighed er heller ikke for stor til at kunne tænkes af menneskets sind. Tankeevnens væsen er dens kapacitet for det universelle, og den kan ikke hvile, før den har grebet den mest universelle idé af alle: det uendelige.

James Orr