Struds

os'-trich (ya`anah; strouthos; Latin Struthio camelus): Den største nulevende fugl. De hebraiske ord ya`anah, som betyder »grådighed«, og bath ha-ya`anah, »grådighedens datter«, siges at henvise til strudsens vilkårlige kost, og de passer på denne fugl; men de anvendes også om uglen, hvor de ikke passer. Uglen kan undertiden have besvær med at sluge et helt bytte, den har fanget, men alene det, at den er natjæger, udelukker den for altid fra klassen af grådige og altædende fødesøgere. Uglers kroppe er ordsprogsagtigt magre ligesom ørnes. Uglen færdedes heller ikke flere af de steder, hvor ældre oversættelser af Jer og Es placerer den; derfor gengives oversættelserne nu korrekt med »struds«. Disse fugle kom ind i Bibelen på grund af deres ørkenliv, de dyr de levede iblandt dér, og på grund af deres natlige skrig, som var gutturale, skrækindjagende støn, ligesom løvers brølen. Fuglene blev brugt i mange billeder på ødelæggelse, fordi folk frygtede deres rædselsvækkende stemmer. De holdt til i de sporløse ørkener, som rejsende frygtede, og når de kom for at søge føde i ødemarkens udkant, kom de i selskab med grib, ørn, løve, sjakal og giftslange og blandede deres stemmer med nathøgenes og uglernes. Af disse grunde var ingen fugle mere velegnede til at danne grundlag for stærke sammenligninger.

1. Fysiske særpræg:

De nåede en højde på mellem 6 og 8 fod (ca. 1,8-2,4 m) og vejede fra 200 til 300 pund (ca. 90-135 kg). Hovedet var lille med store øjne, der havde stærkt syn og var beskyttet af øjenvipper. Halsen var lang, dækket af dun, og luftrøret var synligt, mens man kunne se store bidder glide ned gennem spiserøret. Benene var nøgne og lange, og musklerne var som stål efter de lange afstande, der blev tilbagelagt på vandringer i ørkenen. Foden lignede meget et dyrs kløvede hov. Den inderste tå var 7 tommer (ca. 18 cm) lang med en kloagtig hov, den yderste mindre og uden klo. Med dens benlængde og -styrke og fodens vægt kunne den slå et slag, der beskyttede den mod angreb fra dyr mindre end en leopard. Vingerne var små, musklerne bløde og slappe. De kunne ikke bære fuglens vægt, men dens vane med at løfte dem og slå med dem viste, at dette hjalp den til at opnå fart under løb (jf. Xen. Anab. i.5,2, 3). Kroppen var dækket af bløde, bøjelige fjer; på vingerne og halen voksede lange fjerprydelser, som fuglen er blevet jaget for siden tidernes begyndelse. Disse udsøgte fjer blev først brugt til at pryde ørkenhøvdinges hovedbeklædning og skjolde, derefter som udsmykning for kongelige og senere som hat- og hårprydelser. Prinsen af Wales' mærke er tre hvide strudsefjer. Hunnerne er mindre, farverne grå og hvide; hannerne er skinnende sorte, med hvide ving- og halefjer. Strudsen har tre fysiske særpræg, som forbløffer videnskabsmænd. Den har øjenvipper, uden tvivl udviklet for at beskytte øjnene mod støv og sand i ørkenlivet. På vingerne er der to fjerløse skafter som store pigsvinepigge. Disse kan bruges til at modstå angreb. Den har også en blære som et pattedyr, der opsamler urinsyre, det sjældneste organ, der nogen sinde er udviklet hos et fjerklædt væsen.

2. Æg og omsorg for unger:

Disse fugle holdt til i Arabiens ørkener og ved den nedre ende af det store Salthav. Her lagde strudsen sine æg på jorden og varmede dem i sandet. At de ikke blev hårdt bagt, skyldtes, at de blev dækket til beskyttelse om dagen og ruget på gennem de køligere nætter. Æggene vejer i gennemsnit 3 pund (ca. 1,4 kg). De er blevet brugt som føde i strudsens områder siden historiens optegnelser begyndte, og deres kraftige skaller som drikkekar. Det er de indfødtes skik, når de finder en rede, at tage en lang stok og trække et æg ud. Hvis rugningen er så langt fremskreden, at æggene er ubrugelige, bliver reden omhyggeligt dækket til og efterladt; hvis de er friske, bliver de spist, idet ét æg er nok til en lille familie. Uden tvivl var det disse æg, Job hentydede til som smagløse uden salt (Job 6,6). Antallet af æg i reden skyldtes, at fuglene var polygame; én han førte fra 2 til 7 hunner, som alle lagde deres æg i en fælles rede. Når flere hunner ville bruge reden på samme tid, lagde den første, der nåede frem, sit æg i den, og de andre lagde deres i sandet lige ved siden af. Dette forklarer strudsens skødesløse vaner med hensyn til dens unger. I denne fællesrede, som indeholder fra 2 til 3 dusin æg, er det umuligt for moderfuglen at vide, hvilke af ungerne der er hendes. Derfor forenede de sig alle om at lægge æggene og lod faderen tage sig af reden og ungerne. Fuglen optræder først blandt vederstyggelighederne i 3 Mos 11,16 den reviderede oversættelse (britisk og amerikansk), KJV »ugle«; 5 Mos 14,16, den reviderede oversættelse (britisk og amerikansk) »lille ugle«, KJV »ugle«. Dette må have henvist til sejheden hos fuldvoksne eksemplarer, eftersom der ikke var noget anstødeligt i fuglens kost, som kunne fordærve dens kød, og de unge, møre fugle var lækkert kød. I sin smerte følte Job sig så udstødt, at han råbte:

»Jeg er en bror til sjakaler,

Og en fælle med strudse« (Job 30,29).

Igen fortæller han, at den Almægtige talte til ham om strudsen på følgende måde:

»Strudsens vinger svinger stolt;

Men er de kærlighedens svingfjer og fjerdragt?« osv.

(Job 39,13-18).

3. Henvisninger i Det Gamle Testamente:

Den tidligere givne beskrivelse af strudsen forklarer hele dette stykke undtagen de sidste to vers, hvoraf det første er en henvisning til den kendsgerning, at araberne mente, at strudsen var en dum fugl, fordi den, når den havde vandret til udmattelsens punkt, gemte sit hoved og troede, at kroppen var i sikkerhed, og fordi nogle af dens æg blev fundet uden for reden. Det andet skyldtes den velkendte kendsgerning, at strudsen, hvis den fik en lige kurs, kunne løbe fra en hest. Fuglene kunne nå og holde en hastighed på 60 miles i timen (ca. 97 km/t) det meste af en halv dag og endda længere; derfor var det kun muligt at fange dem ved hjælp af et system med afløsningsryttere (Xenophon, op. cit.). Da Esajas forudsagde Babylons fald, brugte han disse ord: “Men ørkenens vilde dyr skal ligge dér; og deres huse skal være fulde af sørgelige skabninger; og strudse skal bo dér, og vilde geder skal springe dér” (Es 13,21). Fordi dette skulle være ødelæggelsen af en stor by, beliggende ved Eufratfloden og opbygget af frugtbarheden og velstanden i landet omkring den, og ruinerne var ruiner af hjem, ville den fugl, som alle naturlige forhold pegede på, være uglen. De vilde geder, der klatrede rundt over ruinerne, ville være naturlige ledsagere, og de listende ulve også — men ikke den store fugl, der færdes om dagen, lever i ørkenen og er vant til stadig forfølgelse for sine fjer. Nøjagtig det samme argument gælder den næste henvisning hos samme forfatter (Es 34,13). “Og ørkenens vilde dyr skal mødes med ulvene, og den vilde ged skal råbe til sin fælle; ja, natuhyret skal slå sig ned dér og finde sig et hvilested” (Es 34,14). “Markens dyr skal ære mig, sjakalerne og strudsene; for jeg giver vand i ødemarken og floder i ørkenen, for at give mit folk, mine udvalgte, at drikke” (Es 43,20). Her finder vi strudsen på dens naturlige sted, omgivet af skabninger, der var dens daglige ledsagere. Den næste henvisning placerer også fuglen hjemme og i sædvanligt selskab: “Derfor skal ørkenens vilde dyr sammen med ulvene bo dér, og strudsene (KJV “ugler”) skal bo deri; og det skal aldrig mere være beboet; heller ikke skal der bo nogen i det fra slægt til slægt” (Jer 50,39).

“Selv sjakalerne rækker brystet frem, de giver deres unger die:

Mit folks datter er blevet grusom, som strudsene i ødemarken” (Klag 4,3).

Denne henvisning gælder strudsens formodede grusomhed ved ikke at opfostre sine unger.

Gene Stratton-Porter