Uforanderlig; uforanderlighed

un-chanj'-a-bl, un-chanj'-a-bl-nes:

I. GUDS UFORANDERLIGHED SOM EN SANDHED I DEN NATURLIGE TEOLOGI

II. SKRIFTENS LÆRE OM GUDS UFORANDERLIGHED

1. Ikke livløs ubevægelighed

2. Som modsætning til det endelige

3. Guds viden, vilje og hensigt

4. I hans forhold til verden

5. Hans forhold til mennesker

LITTERATUR

Guds uforanderlighed eller immutabilitet er den guddommelige egenskab, som udtrykker den sandhed, at han i sin natur og sine fuldkommenheder, i sin viden, vilje og hensigt, altid forbliver den samme i fylden af sit uendelige og fuldkomne væsen; uendeligt ophøjet over forandring, tilblivelse og udvikling, som er de særlige kendetegn ved al endelig eksistens. Dette er en af de egenskaber, som teologer har kaldt Guds ikke-meddelelige egenskaber, det vil sige en af de særlige kendetegn ved den guddommelige natur, som gør Gud til Gud i modsætning til alt, hvad der er endeligt. Disse egenskaber er også blevet kaldt negative egenskaber. Ved at kalde dem negative menes der dog ikke, at de udtrykker Guds natur for så vidt som han er ukendelig og ubegribelig for det endelige sind, mens de positive egenskaber, såsom kærlighed og retfærdighed, udtrykker Guds natur som åbenbaret og kendt. Begge slags egenskaber kan kun kendes for så vidt som Gud åbenbarer sig selv, og desuden rummer de såkaldt negative egenskaber en positiv tanke, mens de positive på deres side indebærer negationen af alle endelige begrænsninger. Eftersom det endelige sind desuden ikke kan begribe den uendelige Gud, ligger der bag alt, hvad Gud har åbenbaret om sig selv, ja selv bag hans absoluthed, evighed og uforanderlighed, fylden af hans uendelige væsen, uransageligt, ukendeligt og ubegribeligt både i hans natur og i hans egenskaber (Sl 145,3; Sl 147,5; Job 11,7-9; Es 40,28).

Det er disse ikke-meddelelige egenskaber, herunder uforanderligheden, der gør Gud til Gud og markerer den særlige forskel mellem ham og al endelig eksistens. Uforanderlighed er derfor et kendetegn ved hele Guds natur og ved alle hans egenskaber. Den kan ikke begrænses til hans etiske natur eller til hans kærlighed, og selv om det er sandt, at disse ikke-meddelelige egenskaber åbenbares med særlig rigdom i Guds frelsende virksomhed, kan de ikke begrænses til at være kendetegn ved Guds frelsende handling eller hensigt. Det er sandt, at Gud er uforanderlig i sin kærlighed og nåde og magt til at frelse, men det er kun, fordi det er den absolutte, uendelige og uforanderlige Guds kærlighed og nåde og magt.

I. Guds uforanderlighed som en sandhed i den naturlige teologi.

Som det ene uendeligt fuldkomne og absolutte eller selveksisterende væsen er Gud ophøjet langt over muligheden for forandring, fordi han er uafhængig, selveksisterende og ubegrænset af alle forandringens årsager. Som uforårsaget og selveksisterende kan Gud ikke forandres udefra; som uendeligt fuldkommen kan han ikke undergå forandring indefra; og som evig og uafhængig af tiden, der er forandringens og foranderlighedens »form«, kan han slet ikke være underlagt nogen forandring. Guds uforanderlighed følger derfor af hans selveksistens og evighed.

II. Skriftens lære om Guds uforanderlighed.

Skriftens lære om Gud bekræfter denne sandhed. Den opfatter Gud som en levende person i forhold til verden og mennesket og samtidig som absolut ubegrænset af verden og mennesket og som absolut uforanderlig. Den Gud, som har åbenbaret sig i Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente, identificeres aldrig med eller opsluges i naturens processer. Han er fuldstændig og fuldkommen i sig selv og er ikke resultatet af nogen proces af selvrealisering. Han er så stor, at hans forhold til det skabte univers ikke kan begynde at udtømme hans væsen, og dog står han i de nærmeste forhold til mennesket og verden som skaber, opretholder, hersker og frelser.

1. Ikke livløs ubevægelighed:

På den ene side fremstiller Bibelen da aldrig Guds uforanderlighed som en død ubevægelighed uden ethvert forhold til mennesket og verden. Denne tankeretning, der frygter antropomorfisme, går ud fra det princip, at det at udsige noget bestemt om Gud er at begrænse ham. Det logiske resultat af dette er at opfatte Gud som abstrakt væren eller substans, så ordet »Gud« kun bliver et navn for det ukendelige. Over for denne fejl fremstiller Skriften Gud konkret som en person i forhold til verden og mennesket. I begyndelsen skabte han himlene og jorden, og fra den tid af er han verdens liv, især Israels, sit udvalgte folks, liv. For at fremhæve denne sandhed anvendes antropomorfismer. Gud kommer og går, åbenbarer sig og skjuler sig. Han fortryder (1 Mos 6,6; 1 Sam 15,11; Am 7,3; Joel 2,13); han bliver vred (4 Mos 11,1; Sl 106,40); og lægger sin vrede bort (5 Mos 13,17; Hos 14,4). Han står i et forskelligt forhold til de gudfrygtige og de ugudelige (Ordsp 11,20; Ordsp 12,22). I tidens fylde blev han inkarneret gennem Sønnen, og han bor i sit folk ved sin Ånd, idet deres erfaring af hans nåde til nogle tider er større end til andre.

Men på den anden side hævder Skriften altid med umiskendelige ord Guds uforanderlighed. Han er uforanderlig i sin natur. Selv om navnet 'El Shadday, som han gjorde sig kendt under i åbenbaringens patriarkalske periode, især betegner Guds magt, udtømmer dette navn på ingen måde åbenbaringen af Gud i den periode. Hans uforanderlighed ligger indbefattet i hans evighed, sådan som den blev gjort kendt for Abraham (1 Mos 21,33). Denne egenskab finder sit klareste udtryk i navnet Yahweh, sådan som det blev åbenbaret for Moses, og dets betydning udfoldes i afsnittet 2 Mos 3,13-15. Her åbenbarer Gud sig for sit folk som "JEG ER DEN, JEG ER", idet han bruger fremtidsformen af verbet "at være", som, sådan som sammenhængen viser, gives som betydningen af navnet Yahweh. Nogle nyere forfattere vil aflede disse ord af verbets Hiphil-stamme og hævder, at det betyder, at Gud er livets giver. Verbet står imidlertid i Qal-stammen, og tiden betegner den uforanderlige kontinuitet i Guds liv og natur. Den tanke, der udtrykkes, er ikke blot selveksistens, men også uforanderlighed; og denne uforanderlighed, sådan som sammenhængen tydeligt viser (især 2 Mos 3,15), fremsættes her ikke blot som noget, der hører til Guds natur i sig selv, men bringes i den nærmeste forbindelse med hans pagtsforhold til sit folk, sådan at den religiøse værdi af Guds uforanderlighed meget klart ligger underforstået i denne grundlæggende hævdelse af egenskaben. Den samme tanke om Guds uforanderlighed bekræftes på ny i Esajas' profeti. Den forbindes med navnet Yahweh (Es 41,4; jf. også 48,12), hvor Yahweh bekræfter, at han er den første og, sammen med den sidste, den samme Gud, hvorved han ikke blot hævder sin evighed, men også at han er den samme i sin guddommelige eksistens gennem alle tidsaldre. Denne egenskab gøres desuden krav på af Yahweh og fremsættes som et særligt kendetegn på hans guddommelighed i Es 44,6. Den guddommelige naturs uforanderlighed hævdes også af profeten Malakias i et vanskeligt afsnit (3,6). Dette er en klar bekræftelse af Guds uforanderlighed; det eneste spørgsmål er, om den fremsættes som grundlaget for Israels tillid eller i kontrast til deres vægelsind, et spørgsmål som delvis afhænger af tekstspørgsmålet.

I Det Nye Testamente gentages tanken fra afsnittet i Exodus 3 i Apokalypsen, hvor Gud beskrives som han, der er og var og kommer (Åb 1,4). Dette er en udvidelse af pagtsnavnet Yahweh i 2 Mos 3,13-15, som ikke blot betegner evighed, men også uforanderlighed. Udtrykkene "Alfa og Omega" (Åb 1,8; Åb 21,6; Åb 22,13); og "den første og den sidste" (Åb 1,17; Åb 22,13); og "begyndelsen og enden" (Åb 21,6; Åb 22,13) fremhæver den samme tanke og anvendes på Kristus såvel som på Gud, hvilket er et klart tegn på vor Herres guddommelighed. Apostlen Paulus hævder ligeledes den guddommelige naturs uforgængelighed, evighed og udødelighed, og alle disse tanker indebærer Guds uforanderlighed (Rom 1,23; 1 Tim 1,17; 1 Tim 6,16).

2. Som stillet i kontrast til det endelige:

Ikke alene hævdes Guds naturs uforanderlighed i Skriften og sættes i forbindelse med hans handlemåde over for mennesker, men den erklæres også for at være det særprægede kendetegn ved Guds natur i kontrast til hele universet af endelig væren. Mens himlene og jorden forandres og forgår, består Gud for evigt og er for evigt den samme Gud (Sl 102,26-28 (hebraisk versinddeling, 27-29)). At forfatteren til brevet til hebræerne anvender dette sprog fra salmen på Kristus i Hebr 1,10-12, indebærer Kristi uforanderlighed, som igen udtrykkeligt hævdes i dette brev (Hebr 13,8), og det er endnu et klart tegn på den måde, hvorpå Jesu Kristi guddommelighed gennemtrænger Det Nye Testamente. Denne tanke om Guds uforanderlighed, stillet i kontrast til den foranderlighed, der kendetegner den endelige eksistens, som er hans skabning, kommer til udtryk i Det Nye Testamente hos apostlen Jakob. Som skaber af himmellegemerne kaldes Gud lysets Fader. Men mens deres lys er afbrudt og vekslende, er Guds lys hverken underkastet forandring eller formørkelse (Jak 1,17).

I overensstemmelse med denne tanke om Guds naturs uforanderlighed betragter Skriften, når den tillægger ham liv og personlighed, aldrig Gud som underkastet nogen proces af tilblivelse eller selvrealisering; og de opfattelser, der tænker om Gud på den måde, er ubibelske, hvad enten de bygger på et unitariansk eller et trinitarisk grundlag.

3. Guds kundskab, vilje og hensigt:

Gud fremstilles også i Skriften som uforanderlig i sin kundskab, vilje og hensigt. Han er ikke et menneske, så han skulle angre (1 Sam 15,29). Hans hensigter er derfor uforanderlige (4 Mos 23,19; Es 46,11; Ordsp 19,21); og hans bestemmelser lignes følgelig ved "bjerge af kobber" (Zak 6,1). Hans retfærdighed er lige så uforanderlig som bjerge (Sl 36,6)); og også hans magt er uforanderlig (Es 26,4). Derfor, selv om Skriften fremstiller Gud som den, der opretholder levende relationer til sine skabninger, forestiller den sig ham ikke som betinget eller bestemt på nogen måde af menneskers handlinger, hverken i hans kundskab, vilje, hensigt eller magt. Gud kender fra evighed af begivenhedernes skiftende forløb, og han handler forskelligt ved forskellige lejligheder, men alle begivenheder, inklusive menneskelige handlinger, er bestemt af Guds uforanderlige hensigt, sådan at Guds kundskab og handlinger ikke er betinget af noget uden for ham selv.

Selv om tanken om Gud som rent abstrakt væren, uden nogen relation til verden, derfor er ubibelsk, er det ikke mindre sandt, at den opfattelse af Gud, som repræsenterer en reaktion imod dette, og som opfatter Gud antropomorfisk og som betinget og bestemt af verden og mennesket, også står i klar modsætning til Skriftens opfattelse af Gud. Denne sidstnævnte tendens går for langt i den modsatte retning og falder i den fejl at opfatte Guds viden, vilje, hensigt og magt alt for antropomorfisk og som begrænset af menneskets frie handlinger. Mens den modsatte tendens holdt Gud uden for enhver relation til verden, gør denne Guds relation til verden til noget, der begrænser ham. Denne måde at opfatte Gud på, som er rationalismens, socinianismens og arminianismens fejl, er lige så ubibelsk som den, der opfatter Gud som abstrakt væren, uerkendelig og helt uden relation til verden.

4. I hans relation til verden:

Uforanderlig i sin natur og sine egenskaber er Gud ligeledes uforanderlig i sin relation til verden, en relation som Skriften fremstiller som skabelse og forsyn, og ikke som emanation. Derfor, mens alt endeligt forandres, forbliver Gud altid den samme (Sl 102,26-28). Følgelig er også den panteistiske tanke ubibelsk; denne tanke går videre end den antropomorfiske og dualistiske opfattelse, som stiller verden over for Gud, og lader fuldstændigt Guds væsen gå op i verden og dens forandringsprocesser, idet den hævder, at Gud når til selvrealisering i verdens og menneskets udvikling. I sin reaktion mod benægtelsen af Guds levende relation til verden standser dette syn ikke ved at begrænse Gud på grund af denne relation, men lader ham fuldstændigt gå op i verdensudviklingen. Skriften opfatter derimod altid Gud som uforanderligt fri og suveræn i hans relation til hele skabningen.

I overensstemmelse med denne tanke om Guds naturs og egenskabers uforanderlighed fastholder Bibelen altid Guds absoluthed og transcendens i forhold til naturen og dens processer i alle de relationer, han står i til det endelige univers. Det blev til ved hans skabende befaling, ikke ved nogen emanationsproces fra hans væsen. Han opretholder det i eksistens og styrer det, ikke ved nogen selvrealiseringsproces i rækken af sekundære årsager, men udefra, ved sin suveræne vilje og magt. Og han griber mirakuløst ind i rækken af endelige årsager og frembringer begivenheder i naturen, som alene skyldes hans magt. Da Guds Søn for menneskets frelses skyld blev inkarneret, skete det ikke ved nogen forandring af hans natur, sådan at han lagde nogle eller alle guddommens egenskaber bort, men ved at antage en menneskelig natur i personlig forening med den guddommelige natur. De skriftsteder, der taler om vor Herres inkarnation, viser klart, at Sønnen bevarede sin fulde guddommelighed, da han »blev kød« (sammenlign især prologen til Johannesevangeliet og Fil 2,6-8). Desuden er den gammeltestamentlige lære om Guds Ånd som kilden til liv for verden altid omhyggelig med at undgå enhver sammenblanding af Ånden med naturens processer, og det samme gælder den nytestamentlige lære om Åndens iboen i den troende, idet Ånden altid holdes adskilt fra menneskets ånd (Rom 8,16).

5. Hans relationer til mennesker:

Endelig er Gud uforanderlig ikke alene i relation til universet, men også i sine relationer til mennesker og især til sit folk. Dette følger af hans uforanderlige etiske natur. Skriften forbinder ofte Guds uforanderlighed med hans godhed (Sl 100,5; Jak 1,17); med hans sandfærdighed og barmhjertighed (Sl 100,5; Sl 117,2); og med hans pagtsløfter (2 Mos 3,13). I forbindelse med hans pagtsløfter giver Guds uforanderlighed tanken om hans trofasthed, som betones i Det Gamle Testamente for at vække tillid til Gud (5 Mos 7,9; Sl 36,5); Sl 92,2 (hebraisk 3); Es 11,5; Klag 3,23). Denne tanke om Guds uforanderlighed i hans pagtsløfter, eller hans trofasthed, gentages og betones i Det Nye Testamente. Hans gaver eller nådegaver og udvælgelse er uden fortrydelse (1 Thess 5,24; Rom 11,29); han er trofast mod mennesker, fordi han uforanderligt er tro mod sin egen natur (2 Tim 2,13); hans trofasthed består trods menneskers mangel på tro (Rom 3,5) og fremstilles mange steder som grundlaget for vores tillid til Gud, som er tro mod sin udvælgelse og sine nådige løfter (1 Kor 1,9; 1 Kor 10,13; 2 Thess 3,3; Hebr 10,23; Hebr 11,11; 1 Pet 4,19; 1 Pet 4,1). Se TROFASTHED. Det er således den religiøse betydning og værdi af Guds uforanderlighed, som især betones gennem hele Skriften. Fordi han uforanderligt er tro mod sine løfter, er han det sikre objekt for religiøs tro og tillid, ham alene kan vi stole på midt i menneskelig forandring og forgængelighed. Det er denne tanke, der kommer til udtryk ved at kalde Gud en klippe, klippen for vores styrke og vores frelse (5 Mos 32,15; Sl 18,2); 42,9 (hebraisk 10); 71,3; Es 17,10). Gud er endog evigt en klippe, det aldrig svigtende objekt for tillid og tro (Es 26,4).

Det fremgår derfor, at Skriftens tanke om Guds uforanderlighed lægger vægt på fire punkter. For det første er den ikke livløs ubevægelighed, men en levende persons uforanderlighed. For det andet er den dog en virkelig uforanderlighed i Guds natur, egenskaber og hensigt. For det tredje fremstilles denne uforanderlighed som et af guddommens særlige kendetegn til forskel fra alt, hvad der er endeligt. For det fjerde behandles Guds uforanderlighed ikke på en abstrakt eller blot teoretisk måde, men dens religiøse værdi betones ufravigeligt som det, der gør Gud til det ene sande objekt for religiøs tro.

LITTERATUR.

Ud over kommentarerne til de relevante passager og drøftelsen af de guddommelige egenskaber i de almindelige værker om systematisk teologi, se Dillmann, Handbuch der alttest. Theol., 1895, 215-20, 243-44; Oehler, Theology of the Old Testament, engelsk oversættelse, 1883, 95, 100; Schultz, Alttest. Theol., 1896, 419; Davidson, The Theology of the Old Testament, 1904, 45-58, 165. For en mere udførlig drøftelse se Charhock, "The Immutability of God," Works, bind I, 374-419; Dorner, Ueber die richtige Fassung des dogmatischen Begrifts der Unverdnderlichkeit Gottea, u.s.w.; artikel I, "Die neueren Laugnungen der Unveranderlichkeit des personlichen Gottes, u.s.w.," JDT, I, 201-77; II, "Die Geschichte der Lehre von der Unveranderlichkeit Gottea bis auf Schleiermacher," JDT, II, 440-500; III, "Dogmatische Erorterung der Lehre von der Unveranderlichkeit Gottes," JDT, III, 579-660; H. Cremer, Die christliche Lehre von den Eigenschaften Gottea, 1897, udg. i Beitrage zur Forderung christlicher Theol., I, 7-111; se s. 10 ff., og især s. 102-9.

Caspar Wistar Hodge