Ulydighed; ulydige

dis-o-be'-di-ens, (marah; apeitheo, parakouo): Det ord, som hovedsagelig bruges i Det nye Testamente, har den almene betydning af manglende respekt for autoritet eller herredømme. Den stærkere betydning af faktisk trods eller vold fremgår måske snarere af Det gamle Testamente (1 Kong 13,26; Neh 9,26; jf. 1 Kong 13,21).

I Det nye Testamente synes der at være to ret tydeligt definerede brug af ordet: den ene objektiv og praktisk, den anden etisk og psykologisk. Den første refererer mere til handlinger, den anden til tro og ens mentale holdning til det, man er ulydige overfor. Til den første kategori hører passager som omhandler den åbenbar ulydighed mod sine forældre (Rom 1,30; 2 Tim 3,2). For at illustrere dette mere fuldt ud gives oversættelsen efter King James Version af 1 Tim 1,9 som "uordentlig" i Revised Version (britisk og amerikansk). Langt den største vægt lægges dog på den særligt etiske kvalitet, hvor ulydighed virkelig er en sindsholding og finder sit væsen i et hjerte af vantro og utronskab (1 Pet 2,7; 1 Pet 2,8; Ef 2,2; Ef 5,6; Kol 3,6). I de tre sidstnævnte steder nævnes "ulydigheds børn (sønner)", som om man skulle blive selve afkommet af sådan en ulykkelig og ugudelig sindsholding. Den klassiske frase i Det nye Testamentes litteratur (ApG 26,19) indeholder både det praktiske og det etiske aspekt. Paulus' overbevisninger blev ændret af synet, og hans handlinger blev straks bragt til overensstemmelse med det.

Walter G. Clippinger