Det onde

ev'-'-l, e'-vil ra`; poneros, @kakos, @kakon:

I Bibelen fremstilles det som moralsk og fysisk. Vi vælger at behandle emnet under disse overskrifter. Mange af de onder, der rammer mennesker, har ikke været tilsigtet af dem, som lider under dem. Sygdom, personlige og nationale ulykker, tørke, mangel på mad kan ikke altid føres tilbage til forsætlig uret. Mange gange lider de uskyldige sammen med, og endda for, de skyldige. I sådanne tilfælde er kun fysisk ondt synligt. Selv når lidelsen er forårsaget af synd eller forsømmelse af pligt, hvad enten uretten er aktiv eller passiv, er mange, måske flertallet af dem, der skades, på ingen måde ansvarlige for de onder, der kommer over dem. Heller ikke er Gud ophav til moralsk ondt. "Gud kan ikke fristes af ondt, og selv frister han ingen" (Jak 1,13).

Se fristelse.

1. Moralsk ondt:

Med dette udtryk mener vi uret, der gøres mod vores medmenneske, hvor den handlende er ansvarlig for handlingen. Umoralen kan være til stede, selv når handlingen ikke er mulig. "Men hvis den onde tjener siger i sit hjerte" (Matt 24,48; Matt 24,49), hvad enten han slår sine medtjenere eller ej, er det moralske onde til stede. Se SYND. "Alle disse onde ting kommer indefra og gør mennesket urent" (Mark 7,21-23). De sidste seks bud i Dekalogen gælder her (2 Mos 20,12-17). At vanære sine forældre, at slå ihjel, at begå ægteskabsbrud, at stjæle, at aflægge falsk vidnesbyrd og at begære er moralske onder. Den åndelige betydning af disse bud findes i Matt 5,21; Matt 5,22; Matt 5,27; Matt 5,28. "Men hvis dit øje er ondt, skal hele dit legeme være fuldt af mørke" (Matt 6,23). Ord og gerninger præges i hjertet, før verden ser eller hører dem (Matt 12,34; Matt 12,35). Ordet bør eller dets tilsvarende findes i alle sprog; derfor ligger det i alle menneskers bevidsthed, såvel som i vores love, at vi er ansvarlige for de gerninger og ord, vi gør og taler. "Bryd med dine synder ved retfærdighed" (Dan 4,27) viser, at det i Guds tanke var menneskets pligt, og derfor inden for dets magt, at holde buddet. "Vask jer, gør jer rene; fjern jeres gerningers ondskab fra mine øjne; hold op med at gøre ondt; lær at gøre godt" (Es 1,16). Vi kan ikke forestille os, at Gud befaler mennesker at gøre det, som han vidste, at de ikke havde evne til at gøre! Gud har et stående tilbud om tilgivelse til alle mennesker, som vender om fra deres onde veje og gør det, som er ret (Ez 33,11-14). Det onde begynder i de mindst anstødelige ting. I Rom 1,18-23 har vi Paulus' syn på hedningernes frafald. "Da de kendte Gud" (vers 21), var de "uden undskyldning" (vers 20), men "ærede ham ikke som Gud og takkede ham heller ikke, men blev tomme i deres tankegang, og deres uforstandige hjerte blev formørket" (vers 21). "Mens de gav sig ud for at være vise, blev de tåber" (vers 22). Dette banede vejen for afgudsdyrkelse, og den blev fulgt af al den fordærvelse og uret, som et hjerte, der er vendt bort fra al renhed, kan tilskynde til, og som praktiseres i al den uretfærdighed, som uhæmmet begær kan foreslå. Paulus angiver femten trin på den stige, ad hvilken mennesker stiger ned i mørke og ruin (Gal 5,19-21). Når mennesker bliver onde i sig selv, bliver de nødvendigvis onde i tanke og gerning over for andre. Dette bringer de over sig selv, eller giver efter for, indtil Gud overgiver "dem til et forkasteligt sind, så de gør det, som ikke sømmer sig" (Rom 1,28). Dem, der således er faldet ind i vildfarelsens vaner, bør vi med mildhed rette, for at "de kan komme til sig selv igen ud af Djævelens snare, efter at de er blevet fanget af ham til hans vilje" (2 Tim 2,25; 2 Tim 2,26).

2. Fysisk ondt:

Sædvanligvis bruges det hebraiske ord ra` i Det Gamle Testamente til at betegne det, der er ondt. Mange gange er det onde fysisk; det kan være forårsaget af de synder, som folket i nationen bar ansvar for, eller det kan være kommet, ikke som gengældelse, men ved uheld eller dårlig ledelse eller af ukendte årsager. Meget ofte er det onde en tugtelse, der skal få mennesker til at opgive det forkerte og tage imod det rette. Syndfloden blev sendt over jorden, fordi “alt kød havde fordærvet sin vej” (1 Mos 6,12). Dette onde skulle tjene som en advarsel for dem, der skulle leve senere. Jorden var allerede blevet forbandet til gavn for Kain (1 Mos 4,12). To formål syntes at styre behandlingen: (1) at efterlade i Kains og hans efterkommeres sind den viden, at synd medfører straf, og (2) at øge det slid, som skulle gøre dem til et bedre folk. Gud omstyrtede Sodoma, Gomorra, Adma og Sebojim, byerne på sletten, og gjorde dem “til et eksempel for dem, der siden skulle leve ugudeligt” (2 Pet 2,6). I profeten Esajas' Bog finder vi en række “byrder”: byrden om Babylon (Es 13,1-22); byrden om Moab (Es 15,1-9); byrden om Damaskus (Es 17,1-14); byrden om Egypten (Es 19,1-17); byrden om Havørkenen (Es 21,1-10); byrden om Duma (Es 21,11; Es 21,12); byrden over Arabien (Es 21,13-17); byrden om Synets Dal (Es 22,1-25); byrden om Tyrus (Es 23,1-18); byrden om Sydlandets dyr (Es 30,6-14); byrden om det trætte dyr (Es 46,1; Es 46,2). Disse kan tjene som en indledning til beretningen om uret og fysisk lidelse, der trues med og fuldbyrdes. Esajas indeholder mange fordømmelser mod Israel: mod de ti stammer, fordi de fulgte den synd, som Jeroboam, Nebats søn, havde indført; og truslen mod Juda og Benjamin, fordi de ikke gav agt på advarslerne. Jeremias så de ulykker, der med sikkerhed ville komme over Juda; fordi han forkyndte dem, blev han sat i fængsel, og alligevel kom de, og folket blev ført bort til Babylon. Dette var de onder eller lidelser, der blev bragt over folkene på grund af deres vedholdenhed i synd. “Jeg former lyset og skaber mørket; jeg gør fred og skaber ulykke; jeg er Jahve, som gør alle disse ting” (Es 45,7). Disse tugtelser syntes smertefulde, og dog gav de fredens frugt for dem, der blev øvet ved dem (Hebr 12,11).

David Roberts Dungan