Lydighed; adlyde

o-be'-di-ens, o-ba (shama`; hupakoe):

1. Ordenes betydning:

I sin enklere gammeltestamentlige betydning betyder ordet »at høre«, »at lytte«. Det bærer dog også den etiske betydning af at høre med ærbødighed og lydig tilslutning. I Det Nye Testamente antyder en anden oprindelse betydningen »at høre under« eller at underordne sig den person eller ting, man hører, altså »at adlyde«. Der findes dog også en anden nytestamentlig brug, som angiver overbevisning fra, peithomai.

Det forhold, der udtrykkes, er dobbelt: for det første menneskeligt, som mellem herre og tjener, og særligt mellem forældre og børn. »Hvis en mand har en stædig og oprørsk søn, som ikke vil adlyde sin fars stemme eller sin mors stemme, og som, skønt de tugter ham, ikke vil lytte til dem, da skal hans far og hans mor gribe ham og føre ham ud til de ældste i hans by og til porten på hans sted« (5 Mos 21,18; 5 Mos 21,19; sammenlign Ordsp 15,20); eller mellem hersker og undersåtter: »De fremmede skal underkaste sig mig; så snart de hører om mig, skal de adlyde mig« (2 Sam 22,45; 1 Krøn 29,23).

2. Den gammeltestamentlige opfattelse:

Den højeste betydning af ordets brug er dog forholdet mellem mennesket og Gud. Lydighed er den afgørende prøve på tro på Gud og ærbødighed for ham. Den gammeltestamentlige opfattelse af lydighed var livsnær. Det var det ene vigtige forhold, som ikke måtte brydes. Selv om dette forhold undertiden kan have været formelt og koldt, var det ikke desto mindre det ene stærke bånd, som holdt folket nær ved Gud. Det betydningsfulde åndelige forhold udtrykkes af Samuel, når han spørger: »Har Jahve lige så stor glæde ved brændofre og slagtofre som ved, at man adlyder Jahves stemme? Se, at adlyde er bedre end offer, og at lytte bedre end vædderes fedt« (1 Sam 15,22). Det var betingelsen, uden hvilken intet ret forhold til Jahve kunne opretholdes. Dette siges klarest i forholdet mellem Abraham og Jahve, da han får forsikringen: »I dit afkom skal alle jordens folk velsignes, fordi du har adlydt min stemme« (1 Mos 22,18).

I profetiske udsagn var fremtidig velsignelse og fremgang betinget af lydighed: »Hvis I er villige og lydige, skal I spise landets gode« (Es 1,19). Efter at have skildret det messianske riges herligheder forsikrer profeten folket om, at »dette skal ske, hvis I flittigt adlyder Jahve jeres Guds stemme« (Zak 6,15). På den anden side skyldes ulykke, katastrofe, nød og hungersnød deres ulydighed og mistillid til Jahve.

Se ULYDIGHED.

Denne lydighed eller ulydighed var sædvanligvis knyttet til Jahves særlige bud, som de findes i loven, men de forestillede sig også, at Gud gav bud på andre måder. Bemærk især Samuels irettesættelse af Saul: »Fordi du ikke adlød Jahves stemme, .... derfor har Jahve gjort dette mod dig i dag« (1 Sam 28,18).

3. Den nytestamentlige opfattelse:

I Det Nye Testamente opretholdes et højere åndeligt og moralsk forhold end i Det Gamle Testamente. Lydighedens betydning fremhæves lige så stærkt. Kristus selv er det store eksempel på lydighed. Han »ydmygede sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på korset« (Fil 2,8). Ved lydighed mod ham får vi gennem ham del i hans frelse (Hebr 5,9). Denne handling er en afgørende prøve på tro på Kristus. Ja, den er så tæt forbundet med troen, at de i nogle tilfælde næsten er synonyme. »Troens lydighed« er en sammenstilling, Paulus bruger til at udtrykke denne tanke (Rom 1,5). Peter betegner de troende på Kristus som »lydighedens børn« (1 Pet 1,14). Således ser man, at prøven på fællesskab med Jahve i Det Gamle Testamente er lydighed. Foreningsbåndet med Kristus i Det Nye Testamente er lydighed gennem tro, hvorved de bliver ét, og den troende bliver en discipel.

Walter G. Clippinger