Uvasket

un-wosh'-'-n (aniptos): Forekommer kun to gange i Det Nye Testamente, slet ikke i det hebraiske eller græske Gamle Testamente (Matt 15,20 = Mark 7,2). Jesus fordømmer her de skriftkloges og farisæernes traditionalisme. Urenhed var for dem ydre, og renselse var ceremoniel. Derfor den farisæiske opfattelse, at hænderne blev urene (religiøst, ikke fysisk), og derfor måtte renses (religiøst) før måltider ved vask, som bestod af to overhældninger og måtte nå op til håndleddet; ellers var hånden stadig uren. Jødisk tradition førte denne skik tilbage til Salomo (se Shabbath 14b, slutningen), men den første utvetydige forekomst af skikken findes i De Sibyllinske Orakler (3,591-93), hvor hænderne siges at blive vasket i forbindelse med bøn og taksigelse. Shammais og Hillels skoler, skønt de sædvanligvis var uenige om traditionsspørgsmål, var enige om håndvask som nødvendig for ceremoniel renselse (de var nået til denne enighed i den tidlige del af Jesu liv).

Se renhed; urenhed.

LITTERATUR.

Broadus, Commentary on Matthew (15,2-20); Gould, Swete, kommentarer til Markus (7,2); Edersheim, The Life and Times of Jesus the Messiah, II, 8 ff.; Schurer. HJP, afd. II, bind I, afsnit 25 ("Skribisme").

Charles B. Williams