Vrede (vrede)

rath, roth, rath ('aph, fra 'anaph, "at pruste," "at være vred"; orge, thumos, orgizomai): Betegner forskellige grader af følelse, såsom sorg (Sl 85,4), en panderynken eller det at vende ansigtet bort i sorg eller vrede (2 Krøn 26,19; Jer 3,12), harme (Sl 38,3), bitterhed (Dom 18,25), raseri (Est 1,12), fuld af vrede (1 Mos 4,5; Joh 7,23), fnysende gal (1 Mos 27,45; Matt 2,16).

1. Guddommelig vrede:

Vrede bruges med henvisning til både Gud og mennesker. Når det bruges om Gud, må det forstås sådan, at der er et fuldstændigt fravær af den lunefuldhed og uetiske karakter, som er så fremtrædende i den vrede, der tillægges hedningernes guder og mennesket. Den guddommelige vrede skal betragtes som det naturlige udtryk for den guddommelige natur, som er absolut hellighed, idet den viser sig mod menneskehedens egenrådige, overmodige, bevidste og utilgivelige synd og uret. Guds vrede betragtes altid i Skriften som det retfærdige, rette og naturlige udtryk for hans hellighed og retfærdighed, som altid, under alle omstændigheder og for enhver pris må opretholdes. Den er derfor en retfærdig harme og forenelig med Guds hellige og retfærdige natur (4 Mos 11,1-10; 5 Mos 29,27; 2 Sam 6,7; Es 5,25; Es 42,25; Jer 44,6; Sl 79,6). Kærlighedens og medfølelsens element er altid nært forbundet med Guds vrede; hvis vi vurderer den guddommelige vrede rigtigt, må vi uden tøven erklære den for blot at være udtryk og mål for denne kærlighed (sammenlign Jer 10,24; Jer 10,23; Am 3,2).

2. Menneskelig vrede:

Vrede, når det bruges om mennesket, er fremvisningen af en rasende, syndig natur og er derfor altid utilgivelig (1 Mos 4,5; 1 Mos 4,6; 1 Mos 49,7; Ordsp 19,19; Job 5,2; Luk 4,28; 2 Kor 12,10; Gal 5,20; Ef 4,31; Kol 3,8). Det er af denne grund, at mennesket forbydes at lade vrede komme til udtryk i sit liv. Han skal ikke "give plads for vreden" (Rom 12,19 randnote), og han må heller ikke lade "solen gå ned over sin vrede" (Ef 4,26). Han må ikke være vred på sin bror (Matt 5,22), men søge forlig med ham, for at den dom, som nødvendigvis vil ramme den vrede, ikke skal blive tildelt ham (Matt 5,25; Matt 5,26). Særligt er udfoldelsen af et vredt sind forbudt i oplæringen og opdragelsen af en familie (Ef 6,4; Kol 3,19). Vrede er til alle tider forbudt (4 Mos 18,5; Sl 37,8; Rom 12,19; Gal 5,19; Ef 4,26; Jak 1,19; Jak 1,20).

3. Guddommelig vrede forenelig med kærlighed:

Vrede eller harme, som den vedrører Gud, er langt mere fremtrædende i Det Gamle Testamente end i Det Nye Testamente. Dette kan sandsynligvis forklares med, at Det Nye Testamente fremhæver Guds nåde og kærlighed i kontrast til hans vrede; i hvert fald er kærligheden mere fremtrædende end vreden i Kristi og hans apostles åbenbaring og lære. Ikke desto mindre må man ikke tro, at vredens element, som en egenskab ved den guddommelige natur, på nogen måde overses i Det Nye Testamente på grund af den fremtrædende plads, der dér gives kærligheden. Tværtimod bliver Guds vrede intensiveret på grund af den mere vidunderlige åbenbaring af hans nåde, barmhjertighed og kærlighed i gaven af hans Søn, Jesus Kristus, som verdens Frelser. Gud er ikke kun kærlighed: Han er også retfærdig; ja, "vores Gud er en fortærende ild" (Hebr 12,29); "Det er frygteligt at falde i den levende Guds hænder" (Hebr 10,31). Ingen blødagtig, sentimental opfattelse af Guds faderskab eller af hans barmhjertighed og kærlige godhed kan udelukke åbenbaringen af hans retfærdige, retskafne og hellige vrede mod synden og synderen på grund af hans overtrædelse (1 Pet 1,17; Hebr 10,29). Kun én ting kan frelse synderen fra udgydelsen af Guds retfærdige vrede mod synden på hjemsøgelsens dag, nemlig troen på Herren Jesus Kristus som verdens af Gud indsatte Forløser (Joh 3,36; Rom 1,16-18; Rom 5,9). Synderen bør heller ikke tro, at udsættelsen eller udeladelsen (eller den tilsyneladende udeladelse) af hjemsøgelsen med Guds vrede mod synden i nutiden betyder dens fuldstændige ophævelse i fremtiden. Udsættelse er ikke ophævelse; ja, synderen, som til stadighed forkaster Jesus Kristus og den frelse, som Gud har tilvejebragt i ham, samler ganske enkelt vrede op til sig selv "på vredens dag og åbenbaringen af Guds retfærdige dom; han, som (en dag) vil gengælde hvert menneske efter hans gerninger: .... over dem, der .... ikke adlyder sandheden, men adlyder uretfærdigheden, .... vrede og harme, trængsel og angst over hver menneskesjæl, som gør det onde" (Rom 2,5-9; 2 Pet 3,10; Åb 6,16; Åb 6,17; Åb 16,19; Åb 19,15).

Se gengældelse, 5.

Guds vrede er, selv om den er langsom og ikke let vækkes (Sl 103,8; Es 48,9; Jon 4,2; Nah 1,3), noget man skal frygte (Sl 2,12; Sl 76,7; Sl 90,11; Matt 10,28); den må ikke vækkes (Jer 7,19; 1 Kor 10,22); når den hjemsøger i det nuværende liv, bør den bæres med underkastelse (2 Sam 24,17; Klag 3,39; Klag 3,43; Mika 7,9); der bør ivrigt bedes om udfrielse fra den (Sl 39,10; Sl 80,4; Dan 9,16; Hab 3,2); den bør være et middel til at føre mennesket til omvendelse (Es 42,24; Es 42,25; Jer 4,8).

Visse bestemte ting siges især at vække Guds vrede: vedvarende provokation (4 Mos 32,14), vantro (Sl 78,21; Sl 78,22; Hebr 3,18; Hebr 3,19), ubodfærdighed (Es 9,13; Es 9,14; Rom 2,5), frafald (Hebr 10,26; Hebr 10,27), afgudsdyrkelse (5 Mos 32,19; 5 Mos 32,20; 5 Mos 32,22; 2 Kong 22,17; Jer 44,3), synd hos Guds folk (Sl 89,30-32; Es 47,6), og den viser sig især mod modstandere af Jesu Kristi evangelium (Sl 2,2; Sl 2,3; Sl 2,5; 1 Thess 2,16).

4. Retfærdig og uretfærdig vrede:

Der er dog en forstand, hvori vrede er menneskets pligt; det skal "hade det onde" (Sl 97,10). Det er ikke nok, at Guds folk elsker retfærdighed; de må også være vrede over synden (ikke synderen). Et menneske, som ikke er i stand til at blive vred over synd, dømmes dermed samtidig til ikke at være i stand til at have en virkelig kærlighed til retfærdighed. Derfor er der en forstand, hvori et menneske kan siges at "blive ... vredt og ikke synde" (Ef 4,26). Vrede over menneskers synd og uretfærdighed, og fordi deres synd er smertelig for Gud, kan kaldes en "retfærdig harme". En sådan harme tillægges Jesus, når det siges, at han "så rundt på dem med vrede, bedrøvet over deres hjertes forhærdelse" (Mark 3,5). Når vrede opstår på grund af denne tilstand, er den uden synd; men når vrede opstår på grund af en såret eller forurettet personlighed eller sårede følelser, er den syndig og strafbar. Vrede er, skønt den meget let kan blive syndig, ikke i sig selv egentlig syndig.

Vi har i Skrifterne eksempler på vrede eller harme, som er berettiget: Jesus (Mark 3,5), Jakob (1 Mos 31,36), Moses (2 Mos 11,8; 2 Mos 32,19; 3 Mos 10,16; 4 Mos 16,15), Nehemias (Neh 5,6; Neh 13,17; Neh 13,25); på syndig vrede: Kain (1 Mos 4,5; 1 Mos 4,6), Esau (1 Mos 27,45), Moses (4 Mos 20,10; 4 Mos 20,11), Bileam (4 Mos 22,27), Saul (1 Sam 20,30), Akab (1 Kong 21,4), Na'aman (2 Kong 5,11), Herodes (Matt 2,16), jøderne (Luk 4,28), ypperstepræsten (ApG 5,17; ApG 7,54).

William Evans