Det Nye Testamentes tekst og håndskrifter

|| I. KILDER TIL VIDNESBYRD OM DET NYE TESTAMENTES TEKST

1. De nytestamentlige forfatteres autografer

2. Papyrusfragmenter af det græske Nye Testamente

3. Græske afskrifter eller håndskrifter af Det Nye Testamentes tekst

4. Liste over håndskrifter til det græske Nye Testamente

(1) Uncialer

(2) Minuskler

5. Folkesproglige oversættelser

6. Patristiske citater

7. Lektionarier og gudstjenestebøger

II. NØDVENDIGHEDEN AF AT SIGTE OG KRITISK VURDERE VIDNESBYRDET

III. METODER FOR KRITISK FREMGANGSMÅDE

IV. PROCESSENS HISTORIE

LITTERATUR

Det litterære vidnesbyrd om Det Nye Testamentes tekst er langt mere omfattende end vidnesbyrdet om nogen anden række skrifter af tilsvarende omfang i hele den antikke litteraturs område. Af den hebraiske bibels hellige bøger kendes der ingen afskrift, som er ældre end det 10. århundrede e.Kr. Af Homer findes der ingen fuldstændig afskrift tidligere end det 13. århundrede. Af Herodot findes der intet håndskrift tidligere end det 10. århundrede. Af Vergil er kun én afskrift ældre end det 4. århundrede, og kun et fragment af alle Ciceros skrifter er endda så gammelt som dette. Af Det Nye Testamente har vi derimod to fremragende håndskrifter fra det 4. århundrede, mindst ti fra det 5., femogtyve fra det 6. og i alt mere end fire tusind afskrifter, helt eller delvis, af det græske Nye Testamente. Til disse afskrifter af selve teksten kan føjes det meget vigtige og endnu ældre vidnesbyrd fra oversættelserne af Det Nye Testamente til latin, syrisk og egyptisk, og de citater og klare henvisninger til nytestamentlige læsemåder, som findes i de tidlige kirkefædres værker, samt indskrifter og monumentale data i Syrien, Lilleasien, Afrika, Italien og Grækenland, der stammer fra selve apostlenes tid og deres umiddelbare efterfølgere. Det viser sig således, at dokumenterne for den kristne tro både er så talrige og så vidt spredte, at netop disse kendsgerninger mere end noget andet har vanskeliggjort den endelige fastlæggelse af teksten. Nu er tekstkritikkens videnskab imidlertid nået så langt, og tekstproblemerne i det græske Testamente er blevet gennemarbejdet så grundigt, at man kan læse de kristne skrifter med en sikkerhed, der nærmer sig vished.

Professor Eberhard Nestle omtaler den græske tekst til Det Nye Testamente, som blev udgivet af Westcott og Hort, som den, der er »nærmest i sin tilnærmelse til målet«. Professor Alexander Souters studieudgave af revisernes græske Nye Testamente, Oxford, 1910, når uden tvivl et endnu højere niveau. Formålet med den nærværende artikel er, så langt det kan gøres på en klar og ikke-teknisk måde, at skildre forbindelsesprocessen mellem de oprindelige skrifter og denne, en af de seneste udgaver af det græske Nye Testamente.

I. Kilder til vidnesbyrd om Det Nye Testamentes tekst.

1. De nytestamentlige forfatteres autografer:

Indtil ganske nyere tid har det ikke været sædvanligt, om overhovedet, med nogen grad af sikkerhed at tage spørgsmålet om nytestamentlige autografer op, men siden især Dalmans, Deissmanns, Moultons (W. F.) og Milligans (George) undersøgelser er opgaven ikke blot passende, men påkrævet for den omhyggelige studerende. Hele tendensen i den nyere forskning er at give den mundtlige overlevering om Kristi liv og lære mindre plads og at føre tidspunktet for nedskrivningen af de synoptiske evangelier tilbage til perioden mellem pinsen og Jerusalems ødelæggelse. Sir William M. Ramsay går så langt som til at hævde, at »forudgående sandsynlighed, grundlagt på den almindelige karakter af personlig og samtidig græsk i det græsk-asiatiske samfund«, ville vise, at den første kristne beretning om omstændighederne i forbindelse med Jesu død må antages at være blevet skrevet i det år, hvor Jesus døde« (Letters to the Seven Churches, 7). W. M. Flinders Petrie argumenterer i samme retning og siger: »Nogle almindeligt anerkendte evangelier må have været i omløb før 60 e.Kr. Mængden af kortere optegnelser og Logia, som denne tids vaner og kultur ville frembringe, må af ydre nødvendigheder være blevet sammensmeltet inden for 10 eller 20 år« (The Growth of the Gospels, 7).

De nytestamentlige forfatteres autografer er for længst gået tabt, men opdagelsen i de seneste år af samtidige dokumenter gør det muligt for os at danne os forholdsvis klare forestillinger om deres almindelige litterære karakter og tilstand. For det første var papyrus sandsynligvis det materiale, der blev brugt af alle de nytestamentlige forfattere; selv det oprindelige Matthæusevangelium og Jakobsbrevet, de eneste bøger skrevet inden for Israels land, er ikke undtaget, af den grund at de ikke oprindeligt blev skrevet med henblik på liturgisk brug, i hvilket tilfælde pergament muligvis kunne have været anvendt. Desuden vidner skrifterne selv om de forskellige litterære processer, der blev fulgt i det 1. århundrede. Diktat blev i vid udstrækning brugt af Paulus; navnene på mindst fire af hans sekretærer, Tertius, Sosthenes, Timotheus og Silvanus, er nævnt, mens mesteren selv, som i mange af de egyptiske papyri, tilføjede sin egen underskrift, undertiden med en sætning eller to til sidst. Metoden med personlig undersøgelse blev anvendt, ligesom sammenstilling af forskelligartet materiale, herunder folkelig overlevering og slægtstavler, sammen med gruppering af beslægtede emner i kunstneriske former og rigelig citering i skrifter, som læserne satte højt, som i det første og tredje evangelium og Apostlenes Gerninger. Præsentationseksemplaret af ens værker må være blevet skrevet med usædvanlig omhu i tilfælde af, at de blev tilegnet en patricisk mæcen, som Lukas til »højtærede Theofilus«. Hvad angår spekulationer om de sandsynlige dimensioner af de oprindelige papyrusruller med nytestamentlige bøger, vil man finde professor J. Rendel Harris og Sir F. G. Kenyon særdeles tankevækkende, og fra modsatte synsvinkler; jf. Kenyon, Handbook of the Textual Criticism of the New Testament; Harris, New Testament Autographs.

Forholdsvis få papyrusfragmenter af Det Nye Testamente vides nu at være bevaret, og endnu er ingen fuldstændig bog af Det Nye Testamente blevet fundet, skønt fremskridtene inden for samtidige græske skrifter giver tillid til, at Egyptens affaldsdynger inden længe vil belønne den flittige udforsker. Af Septuaginta (Det Græske Gamle Testamente) er noget mere kommet for dagen end af Det Nye Testamente, mens papyruskopierne og fragmenterne af Homer næsten dagligt bliver flere.

Listen nedenfor er sammendraget fra Sir Frederick G. Kenyons Handbook of the Textual Criticism of the New Testament, 2. udgave, 1912, 41 ff, med brug af dr. Gregorys notationsmetode.

2. Papyrusfragmenter af Det Græske Nye Testamente:

P1 Matt 1,1-9; Matt 1,12; Matt 1,14-20. 3. århundrede. Fundet ved Oxyrhynchus i 1896, nu ved University of Pennsylvania.

Se illustration under PAPYRUS.

P2 Joh 12,12-15 på græsk på verso-siden, med Luk 7,18 ff på sahidisk på recto-siden. 5. eller 6. århundrede. I bogform, på Museo Archeologico, Firenze.

P3 Luk 7,36-43; Luk 10,38-42. 6. århundrede. I bogform. I Rainer-samlingen, Wien.

P4 Luk 1,74-80; Luk 5,3-8; Luk 5,30-6. 4. århundrede. I bogform. Fundet i Egypten sammenføjet med et håndskrift af Filon; nu i Bibliotheque Nationale, Paris.

P5 Joh 1,23-31; Joh 1,33-41; Joh 20,11-17; Joh 20,19-25. 3. århundrede. Et ydre ark af en bog med ét læg. Fundet ved Oxyrhynchus og nu i British Museum.

P6 Joh 11,45. Universitetet i Strassburg.

P7 Luk 4,1; Luk 4,2. Det arkæologiske museum i Kieff.

P8 ApG 4,31-37; ApG 5,2-9; ApG 6,1-6; ApG 6,8-15. 4. århundrede. I Berlin-museet.

P9 1 Joh 4,11-13; Joh 4,15-17. 4. eller 5. århundrede. I bogform. Fundet ved Oxyrhynchus; nu i Harvard University Library.

P10 Rom 1,1-7. 4. århundrede. Fundet ved Oxyrhynchus; nu i Harvard University Library.

P11 1 Kor 1,17-20; 1 Kor 6,13-18; 1 Kor 7,3; 1 Kor 7,4; 1 Kor 7,10-14. 5. århundrede. I det kejserlige bibliotek i Petersborg.

P12 Hebr 1,1. 3. eller 4. århundrede. I Amherst Library.

P13 Hebr 2,14-5; Hebr 10,8-11; Hebr 11,28-12. 3. eller 4. århundrede. Fundet ved Oxyrhynchus; nu i British Museum.

P14:1 Kor 1,25-27; 1 Kor 2,3-8; 1 Kor 3,8-10; 1 Kor 3,20. 5. århundrede. I bogform; i Katharinas kloster, Sinaj bjerg.

P15:1 Kor 7,18-8; Fil 3,9-17; Fil 4,2-8. 4. århundrede. Fundet ved Oxyrhynchus.

P16 Rom 12,3-8. 6. eller 7. århundrede. Ryland's Library, Manchester.

P17 Tit 1,11-15; Tit 2,3-8. 3. århundrede. Ryland's Library, Manchester.

P18 Hebr 9,12-19. 4. århundrede. Fundet ved Oxyrhynchus.

P19 Åb 1,4-7. 3. eller 4. århundrede. Fundet ved Oxyrhynchus.

3. Græske kopier eller håndskrifter af Det Nye Testamentes tekst:

Græske kopier eller håndskrifter af Det Nye Testamentes tekst har hidtil været og vil sandsynligvis fortsat være den vigtigste kilde til data på dette store område. Til at fastslå tekstens eksistens i dens ældste form har autograferne den højeste værdi. Til at fastslå tekstens indhold eller omfang har oversættelserne den største værdi. Til at vurdere betydningen og samtidig til at skaffe yderligere data, både om Det Nye Testamentes eksistens og omfanget af dets brug, er kirkefædrenes citater af dets tekst, hvad enten de var apologeter, prædikanter eller historikere, i Assyrien, Grækenland, Afrika, Italien eller Gallien, af overordentlig betydning. Men til at fastslå selve tekstens læsemåder er de græske håndskrifter eller kopier af de oprindelige autografer stadig kritikkens vigtigste vidnesbyrd. Omkring 4.000 håndskrifter, helt eller delvist, af Det Græske Nye Testamente kendes nu. Disse håndskrifter giver rigeligt vidnesbyrd til at fastslå læsemåden i praktisk talt hele Det Nye Testamente, mens vidnesbyrdet for evangelierne og de vigtigste breve er uden fortilfælde i mængde og klarhed. De deles sædvanligvis i to klasser: uncialer, eller stor skrift, og minuskler, eller lille skrift, ofte kaldet kursiver. Betegnelsen »kursiv« er ikke tilfredsstillende, da den ikke svarer til betegnelsen »uncial«, og da de såkaldt kursive træk, såsom ligaturer og ovale former, heller ikke er begrænset til minuskelhåndskrifter. Uncialerne omfatter omkring 140 kopier fra det 4. til det 10. århundrede. Minusklerne omfatter de resterende håndskrifter og ligger mellem det 9. århundrede og bogtrykkerkunstens opfindelse. Her gives en kort beskrivelse af nogle få af de vigtigste håndskrifter, både uncial- og minuskelhåndskrifter, til Det Nye Testamente.

4. Liste over håndskrifter til Det Græske Nye Testamente:

(1) Uncialer.

Codex Sinaiticus, fundet af Tischendorf i Katharinas kloster på Sinaj bjerg og nu i det kejserlige bibliotek i Petersborg; 4. århundrede. Dette er den eneste uncial, som indeholder hele Det Nye Testamente. Den har også Barnabasbrevet og en del af Hermas' Hyrden og muligvis oprindeligt Didache. Mærker fra mange korrektorer findes i teksten. Den er skrevet på 147 1/2 blade af meget tyndt pergament i fire smalle spalter med 48 linjer hver. Siderne måler 15 X 13 1/2 tommer, og bladene er ordnet i quaternioner på fire ark. Det åbne ark, som viser otte spalter, ligner i høj grad en åben papyrusrulle. Der er kun rudimentær tegnsætning og ingen brug af accent eller initialbogstaver, men de eusebianske sektionsnumre findes i randen af evangelierne.

Codex Alexandrinus (A), således kaldet fordi man mente, at det var kommet fra Alexandria, idet det var en gave fra Kyrillos Lukaris, på et tidspunkt patriark i denne provins, skønt senere i Konstantinopel, til Karl I gennem den engelske ambassadør ved det tyrkiske hof i 1627, og i 1757 blev det overdraget til Royal Library og findes nu i British Museum. Det hører uden tvivl til det 5. århundrede og indeholdt hele Det Nye Testamente; nu mangler kun dele af Matthæus, Johannes og 1 Korintherbrev samt de to breve af Clemens af Rom og Salomos salme. Det er skrevet på tyndt pergament i to spalter med 41 linjer på siden, som er 12 5/8 × 10 3/8 tommer; det bruger hyppigt store begyndelsesbogstaver og er inddelt i afsnit, men har ingen randtegn undtagen i evangelierne. Flere forskellige hænder kan påvises i håndskriftets nuværende tilstand.

Codex Vaticanus (B), siden i det mindste 1481 hovedskatten i Vatikanbiblioteket og almindeligt anset for at være det ældste og bedste håndskrift til det græske Nye Testamente; 4. århundrede. Skrevet på meget fint pergament, bladene næsten kvadratiske i formen, 10 × 10 1/2 tommer, med tre smalle spalter på 40-44 linjer pr. spalte og fem ark i hvert læg. En del af Hebræerbrevet samt Pastoralbrevene, Filemonbrevet og Johannes' Åbenbaring mangler. Det er uden accenter, spiritus-tegn eller tegnsætning, skønt det er rettet og genoptrukket af senere hænder. I evangelierne er inddelingerne af ældre dato end i Codex Sinaiticus. Tischendorfs teori om, at Codex Sinaiticus og Codex Vaticanus delvis blev fremstillet af samme hånd, og at de begge var blandt de 50 håndskrifter, der blev lavet under Eusebius' ledelse i Cæsarea i 331 til brug i kejser Konstantins nye hovedstad, er nu ikke almindeligt accepteret.

Codex Ephraemi Rescriptus (C). Dette er det store palimpsest-håndskrift (skrevet to gange) i uncialgruppen og indeholdt oprindeligt hele Det Nye Testamente. Nu mangler imidlertid en del--omtrent halvdelen--af hver bog, og 2 Thessalonikerbrev og 2 Johannesbrev er helt borte. Det hører til det 5. århundrede, er skrevet på godt pergament, 9 × 12 1/2 tommer pr. side med 41 linjer, og i én spalte i den oprindelige tekst, skønt Efraims overliggende skrifter er i to. Forstørrede initialer og de eusebianske randafsnit bruges, og flere hænder har rettet håndskriftet. Se fig. 2. Det blev bragt til Italien fra Østen i det 16. århundrede, kom til Frankrig med Catherine de' Medici og findes nu i Bibliotheque Nationale, Paris.

Codex Bezae (D). Dette er det tidligt kendte håndskrift, som Theodor Beza i 1562 fik fra Irenæus-klostret i Lyon, og som han i 1581 gav til University of Cambridge, hvor det nu findes. Det er en græsk-latinsk tekst, hvor den græske har hovedpladsen på venstresiden, måler 8 × 10 tommer og stammer sandsynligvis fra slutningen af det 5. århundrede. Både græsk og latin er skrevet med store uncialer og inddelt i korte led, der svarer linje for linje. Hænderne fra ikke færre end ni korrektorer er blevet sporet, og de kritiske spørgsmål, der opstår af læsemådernes karakter, er blandt de mest interessante inden for hele den bibelske kritiks område og er stadig uafklarede. Det indeholder kun evangelierne og ApG samt et fragment af 3 Johannesbrev.

Codex Washingtoniensis (W). De Forenede Stater har nu i Nationalbiblioteket (Smithsonian) i hovedstaden et af de førende uncialhåndskrifter til det græske Nye Testamente. Det er en fuldstændig codex over evangelierne, skrevet med en let hældende, men meget gammel hånd, på godt pergament, i én spalte med 30 linjer på siden og i størrelsen 6 × 9 tommer. Efter alle de prøver, der almindeligvis anvendes, hører det til perioden for de tidligste codices, muligvis det 4. århundrede. Ligesom Codex Bezae (D) har det rækkefølgen af evangelierne: Matthæus, Johannes, Lukas, Markus, og det indeholder en apokryf interpolation inden for Markus' længere slutning, som ingen anden græsk autoritet kendes for, skønt den sandsynligvis omtales af Hieronymus. Det er udgivet i faksimile af hr. C. L. Freer fra Detroit, som fik håndskriftet i Egypten i 1906, og det er redigeret af professor H. A. Sanders for University of Michigan Press, 1911.

(2) Minuskler.

Af de tusinder af minuskelskrifter, der nu kendes, skal kun de fire, som Erasmus brugte, sammen med ét, der nu findes i De Forenede Stater, opregnes.

1. Dette er en codex fra det 11. århundrede i Basel. Den må være kopieret fra en god uncial, da dens tekst ofte stemmer overens med Codex Sinaiticus og Codex Vaticanus.

1R. Fra det 12. århundrede og nu i Mayhingen, Bayern: Dette er det eneste håndskrift, Erasmus havde til Johannes' Åbenbaring i sin editio princeps, og da det var mangelfuldt ved slutningen, 22,16-21, tilvejebragte han den græske tekst ved at oversætte tilbage fra latin; sammenlign Textus Receptus i Det Nye Testamente og King James Version. Generelt sagt er dette håndskrift af høj kvalitet.

2. Dette er et håndskrift fra det 15. århundrede i Basel og var det, som Erasmus især byggede på til sin 1. udgave, 1516. Det afspejler en tekst af god kvalitet.

2AP. Nogle har henført dette håndskrift til det 12. århundrede, skønt det sandsynligvis var senere. Det findes i Basel og var den vigtigste tekst, Erasmus brugte i Apostlenes Gerninger og brevene.

667. En illustration af en god type minuskelskrift til evangelierne er taget fra Evangelistaria 667, som kom fra en ø i Marmarahavet; købt i Konstantinopel af dr. Albert L. Long i 1892 og nu i Drew Seminary Library i Madison, N.J.

5. Folkesproglige oversættelser:

Folkesproglige versioner, eller oversættelser af Skrifterne til de vestlige kristenfolks sprog, blev nogle af dem til allerede i det 2. århundrede og går således flere generationer forud for vores bedst kendte græske tekst. Mange betragter det som forsynligt, at Bibelen tidligt blev oversat til forskellige sprog, så dens forvanskning i større omfang blev næsten, om ikke helt, umulig, eftersom versionerne nødvendigvis hørte til dele af kirken, der lå vidt adskilt fra hinanden og havde meget forskellige læremæssige og kirkelige tendenser. Oversættelsers vidnesbyrd om den nøjagtige ordlyd, der blev brugt enten i en forfatters autograf eller i en græsk afskrift, er i bedste fald ikke hævet over diskussion; men som bevis for, om hele afsnit eller sætninger i originalen er til stede eller fraværende, er deres stilling af første betydning. Ofte råder en så ekstrem bogstavelighed, at det folkesproglige idiom helt tilsidesættes, og ordenes rækkefølge og konstruktion i de oprindelige kilder slavisk følges og endda translittereres, sådan at deres betydning for mange af de omstridte spørgsmål er direkte og overbevisende. Skønt det græske Nye Testamente nu er blevet oversat til alle jordens vigtigste sprog, er den sammenlignende kritik begrænset til de versioner, der blev lavet i løbet af de første otte århundreder.

6. Patristiske citater:

Patristiske citater giver et enestående bevisgrundlag for at bestemme læsemåder i Det Nye Testamente. Kirkefædrene i de tidlige århundreder var så dygtige og energiske, at det er helt sandsynligt, at hele teksten til det græske Nye Testamente kunne genskabes alene ud fra denne kilde, hvis apologeters, prædikanters og kommentatorers skrifter blev omhyggeligt kollationeret. Det er også sandt, at de tidligste kættere såvel som troens forsvarere anerkendte betydningen af nøjagtigt at fastslå den oprindelige tekst, så deres levn også udgør en ikke ringe kilde til kritisk forskning. Det er tydeligt, at værdien af patristiske citater vil variere efter sådanne faktorer som læsemådens pålidelighed, sådan som den citeres, den personlige faktor eller vane med nøjagtighed eller løshed hos den enkelte forfatter, og renheden eller forvanskningen af den tekst, han anvender. En af de markante fordele ved denne slags bevismateriale udspringer af, at det giver yderligere grundlag for at lokalisere og datere de forskellige tekstklasser, der findes både i originale afskrifter og i versioner. Til almindeligt studium er de mere fremtrædende kirkefædre fra det 2., 3. og 4. århundrede tilstrækkelige, selv om der kan gøres udbytterige undersøgelser af en langt bredere periode. Ved begyndelsen af det 5. århundrede var den teksttype, der næsten overalt blev citeret, dog nært beslægtet med den, der nu kendes som Textus Receptus.

7. Lektionarer og gudstjenestebøger:

Lektionarer og gudstjenestebøger fra den tidlige kristne periode giver en kilde af betydelig værdi, når man skal bestemme teksternes almindelige type sammen med de enkelte kanoniske bøgers rækkefølge, indhold og fordeling. Eftersom lektionssystemerne både i de østlige og de vestlige kirker går tilbage til postapostolisk tid, og alle er præget af stor sproglig konservatisme, fremlægger de data af reel værdi til at afgøre visse problemer i tekstkritikken. Sagens natur gør, at læsningerne, fordi de er samlet til liturgisk brug, ofte indledes og afsluttes med faste formularer; men disse kan let adskilles fra selve teksten, som i almindelighed følger forlægget trofast. Selv systemerne med kapiteloverskrifter og inddelinger giver spor til at klassificere og sammenligne tekster, for der er stor sandsynlighed for, at tekster med de samme kapitelinddelinger kommer fra det samme land. Sandsynligvis er det tidligste system af kapitelinddelinger bevaret i Codex Vaticanus, og det er kommet ned til os fra Alexandria, sandsynligvis via Cæsarea. At det er ældre end den kodeks, hvori det optræder, ses af den kendsgerning, at Paulusbrevene er nummereret som en sammenhængende bog med et brud mellem Galaterbrevet og Efeserbrevet og de forskudte sektionsnumre knyttet til Hebræerbrevet, som her følger efter 2 Thessalonikerbrev, selv om numrene viser dets tidligere placering efter Galaterbrevet. Et andet system af kapitelinddelinger, mindst lige så gammelt som det 5. århundrede, fundet i Codex Alexandrinus, skærer teksten op i langt større afsnit, kendt som Cephalia Majora. I alle tilfælde begynder optællingen med 2. afsnit, idet det 1. regnes for indledende. Biskop Eusebius udviklede et system til tekstinddeling af evangelierne, bygget på en tidligere metode, der tilskrives Ammonius, og tilføjede en række tabeller eller kanoner. Den første tabel indeholdt afsnit med begivenheder, der var fælles for alle fire evangelister, og dens nummer blev skrevet under afsnitsnummeret i marginen i hvert evangelium, så deres paralleller let kunne findes. Den 2., 3. og 4. kanon indeholder lister over afsnit, hvor tre af evangelierne har passager til fælles (kombinationen Markus, Lukas, Johannes forekommer ikke). Den 5., 6., 7., 8. og 9. indeholder lister, hvor to kombineres (kombinationen Markus, Johannes forekommer ikke). Kanon 10 indeholder dem, der er særegne for et af evangelierne.

II. Nødvendigheden af at sigte og kritisere bevismaterialet.

Kritik beskæftiger sig efter sin natur helt og holdent med de problemer, som de fejl af forskellig art, den bringer for dagen, rejser. I Det Nye Testamentes skrifter er kilderne til tekstvidnesbyrd så omfattende, og overgår, som vi har set, dem for enhver anden gammel litteratur, hellig eller verdslig, at området for faktisk fejl er forholdsvis ganske betydeligt, skønt man må huske, at netop denne overflod af tekstlig variation i sidste ende tjener til at sikre integriteten og den læremæssige enhed i de nytestamentlige bøgers undervisning. Konjekturemelendation, som har spillet så stor en rolle ved genoprettelsen af andre skrifter, har kun en ringe plads i tekstkritikken af Det Nye Testamente, hvis materialer er så rigelige, at vanskeligheden snarere er at vælge de rette læsemåder end at opfinde dem. Vi har katalogiseret de vigtigste kilder til de rette læsemåder, men ved den mest overfladiske undersøgelse af dem opdager man store mængder forkerte læsemåder blandet med de sande, og vi må gå videre til at overveje kilderne til fejl eller forskellige læsemåder, som de kaldes, hvoraf man ved, at der findes omtrent 200.000 i de forskellige håndskrifter, VSS, patristiske citater og andre data for teksten.

"Ikke," som dr. Warfield siger, "at der er 200.000 steder i Det Nye Testamente, hvor forskellige læsemåder forekommer, men at der i alt er næsten 200.000 læsemåder, og i mange tilfælde afviger dokumenterne så meget indbyrdes, at mange forskellige læsemåder tælles på et enkelt ord; for hvert dokument sammenlignes efter tur med én standard, og antallet af dets afvigelser fastslås; derefter lægges disse summer selv sammen, og resultatet angives som antallet af faktisk observerede variationer." Dr. Ezra Abbott plejede at bemærke, at "omkring nitten tyvendedele af variationerne har så ringe støtte, at selv om der findes forskellige læsemåder, ville ingen tænke på dem som konkurrerende læsemåder, og nitten tyvendedele af resten er af så ringe betydning, at deres antagelse eller forkastelse ikke ville medføre nogen mærkbar forskel i meningen i de passager, hvor de forekommer." Dr. Horts opfattelse var, at "der findes forskellige læsemåder ved omtrent ét ord ud af otte, støttet af tilstrækkeligt vidnesbyrd til at få os til at standse op og se på det; omtrent ét ord ud af tres har forskellige læsemåder knyttet til sig, støttet af et sådant vidnesbyrd, at det gør vor afgørelse fin og vanskelig, men så mange variationer er ubetydelige, at kun omtrent ét ord ud af hver tusind har en væsentlig variation knyttet til sig, støttet af et sådant vidnesbyrd, at det kræver kritikerens indsats at afgøre mellem læsemåderne." Bentleys ofte gentagne udsagn gælder stadig, at "den virkelige tekst i de hellige skrifter er tilstrækkeligt nøjagtig, og ikke én trosartikel eller moralsk forskrift er hverken forvansket eller gået tabt, vælg så kejtet som du vil, vælg med vilje det værste ud af hele bunken af læsemåder." Trods alt dette må den sande lærde være ret udrustet til at skelne i spørgsmålet om forskellige læsemåder.

Af sagens natur er det sandsynligt, at fejl forekommer hyppigt i Det Nye Testamente; ja, selv trykte værker er ikke fri for dem, som det ses i de omhyggeligst redigerede udgaver af den engelske bibel, men i håndskrifter øges vanskeligheden i direkte forhold til antallet af forskellige afskrifter, der stadig er bevaret. Der er to klasser af fejl, der giver anledning til forskellige læsemåder: ubevidste eller utilsigtede og bevidste eller tilsigtede.

1. Første klasse:

Af den første klasse, de ubevidste fejl, er der fem slags:

(1) Øjets fejl.

Øjets fejl, hvor afskriverens syn forveksler bogstaver eller endelser, der ligner hinanden, idet han f.eks. skriver stort eta for stort sigma; stort omikron for stort theta; stort alfa for stort lambda eller stort delta; stort pi (P) for stort tau og stort iota (skrevet sammen, TI); PAN for TIAN; stort my (M) for et dobbelt stort lambda (LL). Her bør nævnes homoeoteleuton, som opstår, når to på hinanden følgende linjer i en afskrift ender på samme ord eller stavelse, og øjet fanger den anden linje i stedet for den første, og afskriveren udelader de mellemliggende ord, som i Codex Ephraemi ved Joh 6,39.

(2) Pennens fejl.

Her henregnes hele den gruppe af variationer, der skyldes, at skriveren med pennen fejlagtigt nedskriver det, som står tilstrækkeligt korrekt i hans sind, men som han på grund af skødesløshed ikke formår at overføre rigtigt til den nye afskrift. Ombytning af lignende bogstaver er tydeligvis sket i codices E, M og H ved Mark 14,65, også i H2 L2 ved ApG 13,23.

(3) Talens fejl.

Her indgår de variationer, som er udsprunget af de vante taleformer, som skriveren i det pågældende tilfælde var vant til, og som han derfor var tilbøjelig til at skrive. Under denne overskrift hører "itacisme", der opstår ved forveksling af vokaler og diftonger, især ved diktat. Således skrives iota (i) til stadighed som epsilon-iota (ei) og omvendt; alpha-iota (ai) for epsilon (e); eta (ee) og iota (i) for epsilon-iota (ei); eta (ee) og omicron-iota (oi) for upsilon (u); omicron (o) for omega (oo) og epsilon (e) for eta (ee). Det bemærkes, at vi i Codex Sinaiticus har en skriverpræference for iota (i) alene, mens epsilon-iota (ei) foretrækkes i Codex Vaticanus.

(4) Hukommelsens fejl.

Disse forklares som opstået ved, at "afskriveren holder en sætning eller bogstavfølge i sin noget upålidelige hukommelse mellem blikket på det håndskrift, der skal kopieres, og sin nedskrivning af det, han så dér." Her henregnes de talrige små ændringer i ordenes rækkefølge og udskiftningen med synonymer, såsom eipen for ephee, ek for apo og omvendt.

(5) Dømmekraftens fejl.

Under denne klasse anfører dr. Warfield "mange fejllæsninger af forkortelser, ligesom også optagelsen af randgloser i teksten, hvorved meget af den mest iøjnefaldende forvanskning, som er kommet ind i teksten, er blevet frembragt." Bemærkelsesværdige eksempler på denne type fejl findes i Joh 5,1-4, som forklarer, hvordan det gik til, at vandet i Bethesda havde helbredende virkning; og i Joh 7,53-8, afsnittet om ægteskabsbrydersken, samt de sidste tolv vers af Markus.

2. Anden klasse:

Vender vi os til den anden klasse, de bevidste eller forsætlige fejl, kan vi opstille følgende:

(1) Sproglige eller retoriske rettelser.

Sproglige eller retoriske rettelser, uden tvivl ofte foretaget i fuld god tro under indtryk af, at en fejl tidligere havde sneget sig ind i teksten og måtte rettes. Således ændres anden aorists endelser på -a til -o og lignende.

(2) Historiske rettelser.

Under denne overskrift placeres hele den gruppe af ændringer, der ligner tilfældet i Mark 1,2, hvor udtrykket "profeten Esajas" ændres til "profeterne".

(3) Harmoniserende rettelser.

Disse er ret hyppige i evangelierne, f.eks. forsøget på at tilpasse Herrens bøn i Lukas til den fyldigere form i Matthæus, og ganske muligvis tilføjelsen af ordene "af synd" til udtrykket i Joh 8,34: "Enhver, der gør synd, er en slave." En bestemt gruppe harmoniserende forvanskninger, hvor skrivere lader hukommelsen, måske ubevidst, påvirke skrivningen, kan med rette placeres under (4) ovenfor.

(4) Læremæssige rettelser.

Om disse er det vanskeligt at påvise nogen ubestridte tilfælde, medmindre det skulle være det berømte trinitariske afsnit (King James Version, 1 Joh 5,7; Joh 5,8 a) eller de flere afsnit, hvor faste kobles sammen med bøn, som i Matt 17,21; Mark 9,29; ApG 10,30; 1 Kor 7,5.

(5) Liturgiske rettelser.

Disse er meget almindelige, især i lektionarierne, som ved begyndelsen af læsestykker, og de findes endda i tidlige uncialhåndskrifter, f.eks. Luk 8,31; Luk 10,23 osv.

III. Metoder i den kritiske fremgangsmåde.

Her, som i andre menneskelige fagområder, er nødvendighed opfindelsens moder, og principperne for den kritiske fremgangsmåde hviler næsten udelukkende på de data, der hænger sammen med de fejl og uoverensstemmelser, som bevidst eller ubevidst har sneget sig ind i teksten. Dr. George Salmons udsagn om, at "Gud på intet tidspunkt har givet sin kirke en tekst, der er helt fri for tvetydighed", er en sand berettigelse til en fri og fortsat undersøgelse af dette tiltrækkende studieområde. Den tekstkritiske proces har gradvis udviklet visse regler, baseret på vurderinger, som er dannet efter tålmodigt at have klassificeret og taget hensyn til alt tilgængeligt dokumentarisk vidnesbyrd, både indre og ydre.

(1) En ældre læsemåde er at foretrække frem for en senere, eftersom den formodes at være nærmere originalen. Blot alder er dog ikke noget sikkert bevis på renhed, da det nu står klart, at meget mange af tekstens forvanskninger blev udbredt på et tidligt tidspunkt, så man i nogle tilfælde finder, at senere afskrifter virkelig repræsenterer en ældre læsemåde.

(2) En vanskeligere læsemåde er, hvis den er godt bevidnet, at foretrække frem for en, der er lettere, eftersom afskrivere har en tendens til at erstatte en hård, usædvanlig og ugrammatisk læsemåde med en let, velkendt og glat. Dette blev almindeligvis gjort med de bedste hensigter, idet skriveren mente, at han ydede sandheden en virkelig tjeneste.

(3) En kortere læsemåde er at foretrække frem for en længere, eftersom skrivernes almindelige tendens også her går i retning af tilføjelser og indskud snarere end udeladelser. Heraf opstod i første omgang randgloserne og indskuddene mellem linjerne, som senere afskrivere indarbejdede i teksten. Selv om denne regel er blevet bredt accepteret, må den anvendes med skelneevne, idet en længere læsemåde i nogle tilfælde klart er mere i overensstemmelse med originalens stil, eller den kortere er opstået som et tilfælde af homoeoteleuton.

(4) Alt andet lige er den læsemåde at foretrække, hvorfra alle alternative læsemåders oprindelse tydeligst kan udledes. Dette princip er på én gang af allerstørste betydning og kræver samtidig den mest omhyggelige anvendelse. Det er et skarpt tveægget sværd, farligt både for brugeren og for hans modstandere.

(5) En læsemåde er at foretrække, siger Scrivener, "som bedst passer til en forfatters særlige stil, måde og tankevaner, idet afskrivere har en tendens til at overse forfatterens ejendommeligheder. Dog kan vane eller kærlighed til kritisk rettelse undertiden føre skriveren til at ændre teksten til sin forfatters mere sædvanlige stil, såvel som til ved uagtsomhed at afvige fra den, således at vi kun trygt kan anvende reglen, hvor det ydre vidnesbyrd ikke er ulige afbalanceret.".

(6) En læsemåde er at foretrække, som ikke afspejler nogen læremæssig slagside, hverken ortodoks på den ene side eller kættersk på den anden. Dette princip er så indlysende, at det accepteres fra alle sider, men i praksis opstår der store afvigelser på grund af kritikerens egen læremæssige slagside.

Dette er hovedreglerne for indre vidnesbyrd. På det ydre vidnesbyrds side kan det, der allerede er antydet, sammenfattes således:

(1) En ældre læsemåde er sædvanligvis en, der støttes af de ældste håndskrifter.

(2) En læsemåde, der har utvivlsom støtte fra de tidligste håndskrifter, oversættelser og patristiske forfattere, er uden tvivl oprindelig.

(3) Uenighed mellem tidlige autoriteter tyder sædvanligvis på, at der fandtes forvanskning før dem alle.

(4) Blot numerisk overvægt af vidner (til en læsemåde) fra én bestemt klasse, egn eller tid er af forholdsvis ringe betydning.

(5) Stor betydning må tillægges vidnesbyrdet fra vidner fra vidt adskilte egne eller tider, og det kan kun imødegås tilfredsstillende ved en afbalancerende overensstemmelse mellem vidner, som ligeledes stammer fra forskellige tider og egne.

Disse regler, skønt de alle er udmærkede og hver især er blevet anvendt af forskellige kritikere med gode resultater, er nu i nogen grad blevet fortrængt, eller rettere suppleret, ved anvendelsen af et princip, som er meget udbredt, skønt ikke opdaget, af Westcott og Hort, kendt som princippet om håndskrifternes genealogi. Gennemgangen af en meget bred kreds af vidner til Det Nye Testamentes tekst har ført til, at de er blevet klassificeret i grupper og familier efter deres fremherskende fejl, idet det er indlysende, at jo større fællesskab der er i fejlene, desto nærmere er vidnernes indbyrdes slægtskab. Selv om nogle af de betegnelser, Westcott og Hort brugte, såvel som deres indhold, har givet anledning til velbegrundet kritik, er deres gruppering af håndskrifter dog så overbevisende i sig selv, at den, med kun ringe ændringer, synes at ville bevare den førsteplads på området, som den hidtil har haft. Sir Frederick G. Kenyon har fremstillet metoden så fortrinligt, at hovedindholdet af hans redegørelse vil blive gengivet, i vid udstrækning med brug af hans egne ord (Handbook to the Textual Criticism of the New Testament, 2. udgave, London, 1912). Som i al videnskabelig kritik følger Westcott og Hort fire trin:

(a) De enkelte læsemåder og autoriteterne for dem studeres;

(b) der dannes et skøn over de forskellige autoriteters karakter;

(c) der gøres et forsøg på at gruppere disse autoriteter som efterkommere af en fælles forfader, og

(d) de enkelte læsemåder tages igen op, og det første foreløbige skøn over deres relative sandsynlighed revideres i lyset af den viden, der er opnået om de forskellige autoriteters værdi og indbyrdes forhold.

Når disse metoder anvendes, træder fire tekstgrupper frem af massen af tidlige vidner:

(a) Den antiokenske eller syriske, den mest udbredte af alle og grundlaget for den græske Textus Receptus og den engelske King James Version; i evangelierne støttes den af de store majuskelhåndskrifter Alexandrinus og Ephraemi (C) samt Codex N, Codex Sigma og Codex Phi, de fleste senere majuskelhåndskrifter og næsten alle minuskler, den peshitta-syriske oversættelse og hovedparten af kirkefædrene fra Chrysostomos og fremefter;

(b) den neutrale, en betegnelse der har givet anledning til kritik fra alle sider og af nogle er blevet erstattet af betegnelsen egyptisk; denne gruppe er lille, men af høj alder og omfatter S B L T Z, A og C, bortset fra i evangelierne, de koptiske oversættelser (især den bohairiske) og nogle af minusklerne, særlig 33 og 81;

(c) den alexandrinske, nært beslægtet med den neutrale gruppe, ikke fundet fuldstændigt i noget enkelt håndskrift, men sporbar i sådanne håndskrifter som S C L X, 33 og den bohairiske oversættelse, når de afviger fra de andre medlemmer med B i spidsen;

(d) den vestlige, endnu en betegnelse der anses for tvetydig, eftersom den omfatter nogle vigtige håndskrifter og fædre, som er meget gamle og meget østlige; hertil hører D D2 E2 F2 G2 blandt majuskelhåndskrifterne, 28, 235, 383, 565, 614, 700 og 876 blandt minusklerne, de gammelsyriske og gammellatinske samt undertiden de sahidiske oversættelser.

Af disse grupper er den neutrale langt den mest overlegne, skønt Westcott og Hort har fået den til i så høj grad udelukkende at falde sammen med Codex Vaticanus, at de til tider synes at have brudt et af filologens store bud, sådan som dr. Nestle citerer det fra en tysk professor: »Du må ikke dyrke nogen codices.« Nu drejer den eneste alvorlige strid sig om den tilsyneladende ringeagt, som dette system kan have vist den såkaldte vestlige teksttype i gruppe fire. Varianterne i denne familie er omfattende og vigtige og synes at skyldes en yderst fri behandling af teksten på et tidligt tidspunkt, da skrivere følte sig frie til at variere sproget i de hellige bøger og endda indsætte yderligere afsnit af betydelig længde.

Selv om denne teksttype er af meget tidlig oprindelse og, skønt udbredt i Østen, meget tidligt blev bragt til Vesten og, fordi den var vidt kendt dér, er blevet kaldt vestlig, er dens kritiske værdi dog, på grund af de friheder der er nævnt ovenfor, ikke høj, undtagen på det ene område: udeladelser. I Egypten derimod, og især i Alexandria, blev Det Nye Testamentes tekst, ligesom tilfældet var med Det Gamle Testamente, underkastet kritisk overvejelse og bevaret, og uden tvivl opstår den familie, der kaldes neutral, såvel som den såkaldte alexandrinske, her og bliver gennem nær forbindelse med Cæsarea udbredt i Israels land og er bestemt til at sejre overalt. Westcott-Horts påstand om, at den antiokenske tekst opstod som et formelt forsøg på gentagne revisioner af den oprindelige tekst i Antiokia, er ikke så overbevisende, men i mangel af en bedre teori bevarer den stadig sin plads. Deres indvendinger mod dens karakteristiske læsemåder er dog velbegrundede og accepteres overalt, idet selv von Soden i praksis er enig her, skønt han kalder den Koine-teksten. Det er også interessant at se, at von Sodens hesychianske tekst så nøje svarer til den ovennævnte neutrale-alexandrinske, og hans Jerusalem-familie til den vestlige. Og således når vi frem til den nuværende meningskonsensus om den genealogiske kilde til Det Nye Testamentes tekst.

IV. Processens historie.

Der findes rigeligt med vidnesbyrd, og de vokser stadig, som viser, at kritisk vurdering og kritiske metoder var kendt i det mindste fra selve den tid, da Det Nye Testamentes kanon blev dannet; men i en skitse som den foreliggende kan historien kun følges i nyere tid. Bogtrykkerkunstens tidsalder markerer nødvendigvis en ny epoke her. Blandt de tilgængelige håndskrifter måtte der træffes et valg og fastsættes en standard, og i betragtning af det materiale, man havde ved hånden, er det bemærkelsesværdigt, hvor dygtigt arbejdet blev udført. Det begyndte i Spanien under kardinal Ximenes af Toledo, som i Alcala (Complutum) i 1514 trykte bindet med Det Nye Testamente i sin store polyglot, selv om det faktisk først blev udgivet i 1522. Imens havde den store Erasmus, under protektion af Froben, bogtrykkeren i Basel, været i færd med at udarbejde et græsk Ny Testamente, og det blev udgivet tidligt i 1516 i ét bind og til lav pris, og det nåede sin 3. udgave i 1522. Hans 4. udgave i 1537 indeholder Erasmus' endelige tekst og havde, ud over at bruge kardinal Ximenes' tekst, fordelen af de allerede nævnte minuskelskrifter. Det næste vigtige skridt blev taget af Robert Estienne (Stephanus), hvis 3. udgave, "Regia," en folio udgivet i Paris i 1550, var et tydeligt fremskridt, og skønt den direkte byggede på Ximenes' og Erasmus' arbejde, havde den randlæsninger fra 15 nye håndskrifter, hvoraf ét var Codex Bezae (D). Den lærde Theodore Beza arbejdede selv sammen med Stephanus' søn Henri og udgav ikke færre end ni udgaver af Det Nye Testamente, men der blev ikke gjort noget stort kritisk fremskridt i dem. Det samme kan siges om de syv Elzevir-udgaver, der blev udgivet i Leiden og Amsterdam mellem 1624 og 1678; den anden, den fra 1633, i hvis forord vendingen "Textum ergo habes nunc ab omnibus receptum" forekommer, blev den kontinentale standard, ligesom Stephanus' udgave fra 1550 blev det for England. Således når vi frem til Textus Receptus, og forberedelsens periode er afsluttet.

Den anden periode, eller opdagelsens og forskningens periode, blev indledt af den store London-polyglot fra 1657, redigeret af Brian Walton (senere biskop af Chester) med kollationeringer af 15 nye håndskrifter ved ærkebiskop Ussher, herunder Codex Alexandrinus og Codex 59. Men dr. John Mill fra Oxford var denne periodes Erasmus, og i 1707, efter 30 års arbejde, udgav han den græske Textus Receptus med nye kollationeringer af 78 håndskrifter, mange oversættelser og citater fra de tidlige kirkefædre. Hans håndskrifter omfattede A B D E K, 28, 33, 59, 69, 71, Peshitta, Vetus Latina og Vulgata, og hans Prolegomena satte en ny standard for tekstkritik. Dette apparat blev med rette værdsat af Richard Bentley fra Cambridge, og man planlagde en revideret tekst af det græske og af Vulgatas Nye Testamente efter linjer, som har været gældende til denne dag. Bentleys arbejde og omfattende korrespondance havde sat forskere på kontinentet i bevægelse, og J. A. Bengel udgav i 1734 i Tübingen et græsk Ny Testamente med det første forslag til en genealogisk klassifikation af håndskrifter. J. J. Wetstein fra Basel og Amsterdam var ganske vist en meget stor indsamler af data og ophavsmand til det system for håndskriftnotation, som har fortsat lige siden, men han gjorde kun ringe kritisk fremskridt. J. S. Semler tog Wetsteins materiale og begyndte at tolke det rigtigt, og hans elev J. J. Griesbach førte arbejdet endnu videre og skelnede for første gang klart mellem en vestlig, en alexandrinsk og en konstantinopolitansk recension.

Med Carl Lachmann begyndte den sidste epoke i nytestamentlig kritik, som har haft held til at gå bag om Textus Receptus og fastlægge en autentisk tekst baseret på de ældste kilder. Han anvendte de kritiske metoder, som han kendte fra udgivelsen af klassikerne, og med hjælp fra P. Buttmann frembragte han en udgave i 1842-50, som førte vejen direkte mod målet; men de var begrænsede i deres materialer, og Tischendorf leverede snart disse. Constantine Tischendorf er, både som indsamler og udgiver, den hidtil fremmeste mand på området. Hans 8. udgave fra 1872 af det græske Ny Testamente, sammen med hans Prolegomena, fuldført og udgivet 1884-1894 af C. R. Gregory, satte en ny standard. Dr. Gregorys tyske udgave af Prolegomena, 1900-1909, suppleret af hans Die griechischen Handschriften des New Testament, 1908, markerer mesterens videre fremskridt gennem hans mester-elev. Imens udførte S. P. Tregelles et næsten lige så vældigt og værdifuldt arbejde i England og forberedte således de endelige fremskridt i Cambridge. F. H. A. Scrivener rangerer også højt og udførte yderst værdifuldt, om end noget konservativt, arbejde i samme retning. I 1881 blev "den største udgave, der nogensinde er udgivet," ifølge professor Souter, udsendt i England samtidig med den reviderede oversættelse af det engelske Nye Testamente. Denne, sammen med indledningen, som den samme forfatter karakteriserer som "en bedrift, der aldrig er overgået i noget lands lærdom," var et fælles produkt af B. F. Westcott og F. J. A. Hort, venner og medarbejdere gennem mange år ved University of Cambridge. Således kan processens historie siges at slutte med udgangen af det 19. århundrede, skønt både proces og fremskridt stadig skrider frem med stadig voksende triumf.

Von Sodens udgave af Det Nye Testamente udkom i sommeren 1913 og er af første vigtighed. Den adskiller sig fra alle andre ved den ekstreme vægt, der lægges på Tatians Diatessaron som kilden til hovedmængden af fejlene i evangelierne. Denne teori vil sandsynligvis ikke vinde forskernes tilslutning, og teksten (som ikke adskiller sig meget fra Tischendorfs) er derfor af tvivlsom værdi. Ikke desto mindre må von Sodens udgave, hvad angår materialets fylde, opstillingens klarhed og trykkets skønhed, uundgåeligt afløse alle andre, selv hvor man er uenig i teksten. Dr. Gregory lover en ny udgave en dag i en ikke alt for fjern fremtid, som igen sandsynligvis vil afløse von Sodens.

LITTERATUR.

C. R. Gregory, Prolegomena to Tischendorf's New Testament, Leipzig, 1884-94, Textkritik des New Testament, Leipzig, 1900-1909, Die griechischen Handschriften des New Testament, Leipzig, 1908, Einleitung in das New Testament, Leipzig, 1909, Vorschlage fur eine kritische Ausgabe des griechischen New Testament, Leipzig, 1911; F. G. Kenyon, Paleography of Greek Papyri, Oxford, 1899, Handbook to the Textual Criticism of the New Testament, London2, 1912; K. Lake, The Text of the New Testament, 4. udgave, London, 1910; G. Milligan, Selections from the Greek Papyri, Cambridge, 1910, The New Testament Documents, 1913; Eb. Nestle, Einfuhrung in das New Testament, Gottingen3, 1909; F. H. A. Scrivener, Plain Introduction to the Criticism of the New Testament, 4. udgave, London, 1894; Souter, Text and Canon of the New Testament, 1913; E. M. Thompson, Handbook of Greek and Latin Paleography, 2. udgave, London, 1894; H. von Soden, Die Schriften des New Testament, I. Tell, Untersuchungen, Berlin, 1902-10; II, Tell, 1913; B. F. Westcott og F. J. A. Hort, The New Testament in Greek with Introduction, Cambridge og London, 1896; Th. Zahn, Introduction to the New Testament, engelsk oversættelse, Edinburgh, 1910.

Charles Fremont Sitterly