Den gamle latinske oversættelse

|| 1. Motivet for oversættelsen

2. Mangfoldigheden af latinske oversættelser i det 4. århundrede

3. Den latinske Bibel før Hieronymus

4. Først brugt i Nordafrika

5. Cyprians Bibel

6. Tertullians Bibel

7. Mulig østlig oprindelse for den gamle latinske oversættelse

8. Klassifikation af gammel-latinske håndskrifter

9. Individuelle kendetegn

10. Den gamle latinske oversættelses værdi for tekstkritikken

LITTERATUR

1. Motivet for oversættelsen:

Kristendommens krav på at være den ene sande religion har fra begyndelsen medført forpligtelsen til at gøre dens hellige skrifter, som indeholder det guddommelige budskab om frelse og evigt liv, kendt for hele menneskeheden. Derfor var et af de første krav til de første kristne evangelisters arbejde, overalt hvor de førte evangeliet ud over den græsktalende verdens grænser, at give de nyligt evangeliserede folk beretningen om Guds åbenbaring af sig selv på deres modersmål. Det var gennem Septuaginta-oversættelsen af Det Gamle Testamente, at åbenbaringens store sandheder først blev kendt for den græske og romerske verden. Der er almindelig enighed om, at de syriske og latinske oversættelser var de første, der blev frembragt, efterhånden som kristendommen bredte sig; og oversættelser af evangelierne og af andre bøger i Det Gamle og Det Nye Testamente på græsk fandtes efter al sandsynlighed på disse sprog før slutningen af det 2. århundrede.

2. Mangfoldigheden af latinske oversættelser i det 4. århundrede:

Der er ikke bevaret nogen beretning om de tidligste oversættere af Bibelen til latin. Trods forskeres omhyggelige undersøgelser i de senere år er der stadig mange spørgsmål vedrørende den latinske Bibels oprindelse, som kun kan besvares foreløbigt og tentativt. Det er derfor mere hensigtsmæssigt at begynde et studium af dens historie med Hieronymus hen mod slutningen af det 4. århundrede og den opgave, pave Damasus betroede ham: at frembringe en latinsk standardoversættelse. Udførelsen af denne opgave gav kristenheden Vulgata (Hieronymus’ latinske Bibel, 390-405 e.Kr.) (se VULGATE). Behovet for en sådan oversættelse var påtrængende. På dette tidspunkt fandtes der en mangfoldighed af oversættelser, som adskilte sig fra hinanden, og der var ingen, der havde en afgørende autoritet, som man kunne appellere til i nødstilfælde. Det var overvejelsen af den kaotiske tilstand i de eksisterende oversættelser, med deres afvigelser og variationer, der bevægede Damasus til at give Hieronymus hans opgave og Hieronymus til at påtage sig den. Vi får nærmere oplysninger fra Hieronymus’ brev i 383, hvormed han sendte sin velynder den første del af sin revision, evangelierne. “Du tvinger mig,” skriver han, “til at gøre et nyt værk ud af et gammelt, så at jeg, efter at så mange eksemplarer af Skrifterne er blevet spredt over hele verden, så at sige skal indtage dommerens plads og, når jeg ser, at de adskiller sig fra hinanden, skal afgøre, hvilke af dem der stemmer overens med den græske original.” Idet han forudser angreb fra kritikere, siger han videre: “Hvis de hævder, at man skal sætte sin lid til de latinske eksemplarer, så lad dem svare: hvilke? For der findes næsten lige så mange oversættelseseksemplarer som håndskrifter. Men hvis sandheden skal søges ud fra flertallet, hvorfor så ikke hellere gå tilbage til den græske original og rette de fejl, som er begået af ukyndige oversættere, gjort værre snarere end bedre ved udygtige korrektørers formastelighed og tilføjet eller ændret af skødesløse skrivere?” Derfor overrækker han paven de fire evangelier til at begynde med efter en omhyggelig sammenligning af gamle græske håndskrifter.

Fra Hieronymus’ samtidige, Augustin, får vi et lignende billede. “Oversættere fra hebraisk til græsk,” siger han (De Doctrina Christiana, ii.11), “kan tælles, men latinske oversættere på ingen måde. For når som helst der i troens første tidsaldre kom et græsk håndskrift i hænderne på en person, som også havde en smule kendskab til begge sprog, dristede han sig straks til at oversætte det.” I samme sammenhæng omtaler han “en utallig mangfoldighed af latinske oversættere”, “en skare af oversættere”. Hans råd til læserne er at give forrang til Itala, “som er mere trofast i sine gengivelser og mere forståelig i sin mening.” Hvad Itala er, har været meget diskuteret. Tidligere opfattede man det som en samlet betegnelse for alle oversættelserne før Hieronymus’ tid. Men professor Burkitt (Texts and Studies, IV) fremfører med styrke den opfattelse, at Augustin med dette udtryk betegner Hieronymus’ Vulgata, som han meget vel kan have kendt og foretrukket frem for nogen af de tidligere oversættelser. Hvordan det end forholder sig, var der før Hieronymus de mange oversættelser, som han og Augustin klager over, mens der efter Hieronymus findes det ene fremragende og autoritative værk, frembragt af ham, som med tiden fortrængte alle andre fra området: den store Vulgata-udgave (Hieronymus’ latinske Bibel, 390-405 e.Kr.), som den kom til at hedde, af hele den latinske Bibel.

3. Den latinske Bibel før Hieronymus:

Her beskæftiger vi os med emnet den latinske Bibel før Hieronymus’ tid. De håndskrifter, der er bevaret fra den tidligere periode, kendes under den almindelige betegnelse gammel-latinske. Når vi spørger, hvor disse første oversættelser blev til, opdager vi en noget overraskende kendsgerning. Det var ikke i Rom, som man kunne have ventet, at der først blev brug for dem. Det kristne Roms sprog var hovedsagelig græsk ned til det 3. århundrede. Paulus skrev Romerbrevet på græsk. Da Clemens af Rom i det 1. århundredes sidste årti skrev et brev i den romerske menigheds navn til korintherne, skrev han på græsk. Både Justin Martyr og kætteren Markion skrev fra Rom på græsk. Af 15 biskopper, som forestod den romerske. Se frem til slutningen af det 2. århundrede, har kun fire latinske navne. Selv den hedenske kejser Marcus Aurelius skrev sine Meditationer på græsk. Hvis der i Rom i den periode var kristne, hvis eneste sprog var latin, var de ikke talrige nok til at blive forsynet med kristen litteratur; i det mindste er intet bevaret.

4. Først brugt i Nordafrika:

Det er fra Nordafrika, at kirkens tidligste latinske litteratur er kommet ned til os. Kirken i Nordafrika modtog tidligt en dåb i blod og kunne pege på en berømt række af martyrer. Den havde også en fremtrædende liste over latinske forfattere, hvis latin undertiden kunne være råt og blandet med fremmede idiomer, men havde en kraft og en ild, der kom fra de sandheder, det fremstillede. En af de mest fremragende af disse afrikanere var Cyprian, biskop af Karthago, som vandt martyrkronen i 257. Hans ægte værker består af en række korte afhandlinger eller traktater og talrige breve, alle fyldt med skriftcitater. Det er sikkert, at han benyttede en oversættelse, som dengang og dér var i brug, og der er enighed om, at "hans citater er omhyggeligt udført og giver derfor pålidelige målestokke for afrikansk gammel-latin på et meget tidligt, om end stadig ikke det tidligste, stadium" (Hort, Introduction to the New Testament in Greek, 78).

5. Cyprians bibel:

Kritisk undersøgelse har gjort det klart, at den oversættelse, Cyprian brugte, er bevaret i en fragmentarisk kopi af Markus og Matthæus, nu i Torino i Norditalien, kaldet Codex Bobbiensis (k), og i fragmenterne af Apokalypsen og Apostlenes Gerninger, som findes i et palimpsest i Paris kaldet Codex Floriacensis (h). Man har fundet, at et andet håndskrift, Codex Palatinus (e) i Wien, har en tekst, der er nært beslægtet med den, som ses hos Cyprian, selv om der er spor af blanding i den. Teksten i disse håndskrifter, sammen med citaterne i det såkaldte Speculum Augustini (m), er blandt forskere kendt som afrikansk gammel-latin. Et andet håndskrift med en interessant historie, Codex Colbertinus (c), indeholder også et værdifuldt afrikansk element, men i mange dele af evangelierne stemmer det også mere overens med det, der kaldes europæisk gammel-latin, end med k eller e. Codex Bobbiensis (k) er blevet udgivet med en lærd indledning i den afdøde biskop John Wordsworths Old Latin Biblical Texts; forholdet mellem k og Cyprian såvel som til andre gammel-latinske tekster er genstand for en udførlig undersøgelse af professor Sanday. At Cyprian, som ikke kendte græsk, havde en skriftlig oversættelse foran sig, som her identificeres, er sikkert, og således giver den berømte biskop og martyr os et fast punkt i den latinske bibels historie halvandet århundrede tidligere end Hieronymus.

6. Tertullians bibel:

Vi går et halvt århundrede nærmere den afrikanske bibels kilde, når vi tager vidnesbyrdet fra Tertullian op, som virkede hen imod slutningen af det 2. århundrede. Han adskilte sig fra Cyprian ved at være en kyndig græsklærd. Han var således i stand til selv at oversætte, når han fremførte sine citater fra Septuaginta eller det græske Nye Testamente, og er derfor for os på ingen måde et lige så sikkert vidne om en standardoversættelses karakter eller eksistens. Professor Zahn (GK, I, 60) hævder med betydelig sandsynlighed, at der før 210-240 AD ikke fandtes nogen latinsk bibel, og at Tertullian med sit kendskab til græsk blot oversatte undervejs. I denne påstand støttes Zahn ikke af mange forskere, og opfattelsen er almindeligvis, at selv om Tertullians kendskab til græsk er et forstyrrende element, vidner hans skrifter, med de righoldige citater fra både Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente, om eksistensen af en oversættelse, som allerede i nogen tid havde været i omløb og brug. Hvem den afrikanske Wycliffe eller Tyndale var, som frembragte denne oversættelse, er ikke optegnet, og den kan faktisk have været flere hænders værk, resultatet, som biskop Westcott udtrykker det, af afrikanske kristnes spontane bestræbelser (Canon of the NT7, 263).

7. Mulig østlig oprindelse for gammel-latin:

Selv om vidnesbyrdet indtil nu er blevet anset for at tale for en afrikansk oprindelse for den første latinske oversættelse af Bibelen, har nyere undersøgelse af det, der kaldes den vestlige tekst i Det Nye Testamente, givet resultater, som peger andetsteds hen. Det står klart ved sammenligning, at den vestlige teksttype har nær tilknytning til de syriske vidner, som stammer fra rigets østlige provinser. Det nære tekstlige forhold, der er påvist mellem de latinske og de syriske oversættelser, har fået nogle autoriteter til at mene, at den tidligste latinske oversættelse trods alt kan være blevet lavet i Østen, og muligvis i Antiokia. Men dette er et af de problemer, som afventer opdagelsen af nyt materiale og en mere fuldstændig undersøgelse for at finde sin løsning.

8. Klassifikation af gammel-latinske håndskrifter:

Vi har allerede bemærket den afrikanske gruppe, således betegnet på grund af dens forbindelse med de store afrikanske fædre, Tertullian og især Cyprian, og som omfatter k, e og til en vis grad h og m. Alderen på den tekst, der her er repræsenteret, bevidnes af disse afrikanske fædre.

Når vi kommer ned til det 4. århundrede, finder vi i Vesteuropa, og især i Norditalien, en anden teksttype, som betegnes europæisk, og hvis præcise forhold til den afrikanske ikke er blevet klart fastslået. Er dette en uafhængig tekst, som er opstået på Italiens jord, eller er det en tekst, der er afledt ved ændring og revision af den afrikanske, efterhånden som den rejste nordpå og vestpå? Denne gruppe består af Codex Vercellensis (a) og Codex Vcronensis (b) fra det 4. eller 5. århundrede i henholdsvis Vercelli og Verona, og hertil kan også regnes Codex Vindobonensis (i) fra det 7. århundrede i Wien. Disse giver evangelierne, og a giver for Johannes teksten, sådan som den blev læst af faderen fra det 4. århundrede, Lucifer af Cagliari på Sardinien. Latinen i det græsk-latinske håndskrift D (Codex Bezae) er kendt som d, og meget af Irenæus klassificeres med denne gruppe.

Endnu senere, siger professor Hort fra midten af det 4. århundrede, findes en tredje type, kaldet italisk på grund af dens mere begrænsede udbredelse. Den repræsenteres af Codex Brixianus (f) fra det 6. århundrede, nu i Brescia, og Codex Monacensis (q) fra det 7. århundrede, i München. Denne tekst er sandsynligvis en ændret form af den europæiske, frembragt ved en revision, som har bragt den mere i overensstemmelse med den græske tekst og har givet den et mere glat latinsk præg. Gruppen har fået dette navn, fordi den tekst, der findes i mange af Augustins skrifter, er den samme, og da han udtrykte en forkærlighed for Itala, blev gruppen betegnet derefter. Nyere undersøgelser tenderer mod at vise, at vi må være forsigtige med, hvordan vi bruger Augustin som autoritet for den gammellatinske tekst, og at Itala måske ikke er en før-vulgata-tekst, men snarere Hieronymus' Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.). Dette er dog stadig usikkert; det faktum står fast, at hvad evangelierne angår, repræsenterer f og q den teksttype, som Hieronymus brugte mest.

9. Særlige kendetegn:

At alle disse grupper, som i alt omfatter 38 håndskrifter, går tilbage til én original, er ikke umuligt. Alligevel kan der i begyndelsen have været lokale oversættelser, og derefter en officiel version dannet ud fra dem. Da Hieronymus' revision fik fodfæste i kirken, gled repræsentanterne for den gammellatinske tekst for størstedelens vedkommende ud af opmærksomheden. Nogle af dem holdt dog stand og fortsatte med at blive afskrevet helt ned til det 12. og endda det 13. århundrede. Codex C (Ephraemi) er et eksempel på dette; det er et håndskrift fra det 12. århundrede, men som professor Burkitt har påpeget (Texts and Studies, IV, "Old Latin," 11): "det kom fra Languedoc, albigensernes land. Kun blandt kættere, isoleret fra resten af den vestlige kristenhed, kunne en gammellatinsk tekst være blevet skrevet på så sent et tidspunkt." Et eksempel på en gammellatinsk tekst afskrevet i det 13. århundrede er Gigas Holmiensis, citeret som Gig, nu i Stockholm, og således kaldet på grund af sin store størrelse. Den indeholder Apostlenes Gerninger og Apokalypsen i den gammellatinske tekst og resten af Det Nye Testamente efter Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.). Man må holde sig for øje, at komplette bibler var ukendte i de tidlige århundreder. Hver boggruppe, evangelierne, Apostlenes Gerninger og de katolske breve, Paulusbrevene og Johannes' Åbenbaring for Det Nye Testamente, og Pentateuken, de historiske bøger, Salmerne og profeterne for Det Gamle Testamente, må betragtes hver for sig. Det er også interessant at bemærke, at da Hieronymus reviderede, eller endda nyoversatte fra Septuaginta, Tobit og Judit blandt apokryferne, blev størstedelen af disse bøger, Visdommen, Siraks Bog, 1 og 2 Makkabæerbog og Baruk, efterladt ureviderede og blev ganske enkelt føjet til Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) fra den gammellatinske oversættelse.

10. Den gammellatinske teksts værdi for tekstkritikken:

Disse gammellatinske oversættelser, som i deres tidligste former går tilbage til næsten midten af det 2. århundrede, er meget tidlige vidner til den græske tekst, som de blev lavet ud fra. De er så meget desto mere værdifulde, som de åbenlyst er meget bogstavelige oversættelser. Vore store uncialhåndskrifter rækker ikke længere tilbage end til det 4. århundrede, hvorimod vi i den gammellatinske tekst har vidnesbyrd—ganske vist indirekte og noget, der må bruges med forsigtighed—som rækker tilbage til det 2. århundrede. Teksten i disse håndskrifter er hverken dateret eller lokaliseret, hvorimod vidnesbyrdet fra disse oversættelser, som kommer fra en bestemt provins i kirken og blev brugt af kirkefædre, hvis tidsperiode er bestemt kendt, gør os i stand til at bedømme den type græsk tekst, der dengang og dér var i brug. I denne forbindelse er det også værd at lægge mærke til, at mens de variationer, som Hieronymus og Augustin klagede over, i høj grad skyldtes afskriveres bommerter eller naturlige fejl, repræsenterede de dog undertiden forskellige læsemåder i de græske originaler.

LITTERATUR.

Wordsworth and White, Old Latin Biblical Texts, 4 bind; F.C. Burkitt, "The Old Latin and the Itala," Texts and Studies, IV; "Old Latin VSS" af H.A.A. Kennedy i Hastings, Dictionary of the Bible (fem bind); "Bibelubersetzungen, Lateinische" af Fritzsche-Nestle i PRE3; indledninger til tekstkritikken af Det Nye Testamente af Scrivener, Gregory, Nestle og Lake.

T. Nicol